Læsetid: 4 min.

Hella Joofs nye skilsmissekomedie er ikke sjov

’Happy Ending’ går efter at være en sørgmunter, livsbekræftende komedie, men er hverken sørgelig eller opmuntrende. Den handler om at gøre op med forudsigeligheden, men er selv forudsigelig fra start til slut
Helle (Birthe Neumann) og Peter (Kurt Ravn) keder sig i deres ægteskab

Helle (Birthe Neumann) og Peter (Kurt Ravn) keder sig i deres ægteskab

Rolf Konow

21. december 2018

Selvfølgelig kan rige mennesker uden selvindsigt være sjove at se på. Det kan alle mennesker uden selvindsigt. Men de rige mennesker uden selvindsigt, som Hella Joofs nye film Happy Ending handler om – den pensionerede direktør Peter (Kurt Ravn) og hans mestendels hjemmegående kone Helle (Birthe Neumann) – er ikke sjove at se på. Det er de for personlighedsmæssigt underudviklede til at være.

Vi møder Peter og Helle, lige som han forlader hende til fordel for et liv, hvor man ikke hele tiden hænger på en kvinde, som man kender så godt, at man kan forudsige alt, hvad hun siger og gør. Man forstår ham. Det er kedeligt at kunne forudsige alt. Det bliver man mindet om i løbet af de 100 exceptionelt forudsigelige minutter, Happy Ending varer.

Stereotyp krisehåndtering

Peter var lige ved at gå i eksistentiel panik over, at livet ikke havde mere at byde på, og derfor har han brugt den fælles pensionsopsparing på at investere i et østrigsk vinhus. Så har han også en anledning til at gå og lire vinkenderklicheer af sig resten af filmen.

Helle går helt omvendt i panik, fordi livet ikke bliver, som hun havde regnet med. Gennem alle årene har hun gået og holdt huset og ventet på, at han stoppede med de »dumme trestimersarbejdsuger«, så de kunne få mere tid sammen.

Man forstår, at det er hårdt for Helle at blive forladt af Peter. Ikke fordi han fremstår charmerende, men fordi hendes hjælpeløshed bliver overartikuleret i den ene scene efter den anden.

Hjælpeløsheden aftager dog efterhånden som Helle lærer den sensuelle og solidariske bankrådgiver Trine (Charlotte Sieling) bedre at kende. Trine lærer hende f.eks. at ryge cigaretter og at betjene en overkompliceret vinoptrækker, hvad der ellers var vinentusiasten Peters opgave i deres gennemritualiserede forhold.

Og sådan går det til, at det, Helle troede var Jordens undergang, i virkeligheden er en ny begyndelse fuld af muligheder, også for hende. Det erkender hun selvfølgelig ikke med det samme, men det er fra starten tydeligt, at det er der, det bærer henad.

Inden da skal man dog igennem en række komiske optrin, hvor Helle og Peter krisehåndterer på de mest stereotype måder. Han flytter ind hos deres datter Nanna (Rikke Bilde) og hendes familie. Her er han mest på bølgelængde med det trettenårige barnebarn Ida (Emilie Koppel), hvis vane med at rulle øjne ad den skrappe Nanna, der siger, man skal rydde op efter sig, han hurtigt overtager. Så køber han en sportsvogn og lyver sig ti år yngre på en datingportal og møder en enlig kvinde med kat, som er desperat kærlighedshungrende.

Helle prøver, på opfordring fra veninden Linda (Marianne Høgsbro), at lokke Peter hjem i villaen igen ved at tage frække billeder af sig selv. Hun ødelægger hans jakkesæt og drikker hans vin. Men så er det også, at Trine griber ind og lærer hende at stå på egne ben – og at ryge cigaretter.

Ingen fest uden indlevelse 

Happy Ending sigter efter at være en sørgmunter komedie om at komme videre i livet efter et brud i en sen alder. Ægteskabet har gjort dem begge magelige, og skilsmissen fungerer som en form for eksistentiel disruption, der får dem til at se sig om efter nye muligheder.

Men det er ikke en sørgmunter oplevelse at se så flade og forudsigelige karakterer blive foldet ud. Der er ingen fest uden indlevelse, og den kan man ikke mønstre, når karaktererne ikke er udstyret med mere personlighed. De har bare et til to karaktertræk hver.

Helle er f.eks. uselvstændig, mens Peter er selvtilstrækkelig. De har en ven ved navn Claus (Claus Flygare), der er hypokonder plus lummer og hans kone, Birgitte (Mette Munk Plum), der er frigid. Så er der bedsteveninden Linda, der er drikfældig og hendes mand Jess (Kurt Dreyer), der ikke har nogen tydelige karaktertræk, men siger de replikker, der er til overs. De er skildret med samme dybde, som når man fortæller en anekdote, der skal understrege en enkelt pointe, som i det her tilfælde er, at det aldrig er for sent at tage sig sammen og slå sig løs. 

Det ligner problemerkendelse, når filmen igen og igen kører et lækkert popnummer (gerne med en tekst, der tematiserer det, karaktererne lige står og bøvler med) ind over den svage dialog. Så kan man sidde og vippe med tæerne, mens karaktererne bevæger sig rundt på lærredet. Nogen synergi mellem musik og billede er der ikke tale om, det er bare poppen, der trækker læsset for en sjusket udtænkt og udført film.

Hella Joof og Mette Heeno kan gøre det bedre, det gjorde de nemlig i All Inclusive fra 2014. Her var det Bodil Jørgensen, som spillede en ældre kvinde, der havde et liv, hun skulle se at komme videre med efter en skilsmisse. I den var den tossede blanding af begær og forsmåethed sjov og rørende at se på. Den havde en varme, mens Happy Ending bare er lunken.

’Happy Ending’. Instruktion: Hella Joof. Manuskript: Mette Heeno. Dansk. Premiere 25. december. Vises i biografer over hele landet. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer