Læsetid: 6 min.

Historien om Børnemagt er historien om, hvordan også et nødvendigt oprør bærer kimen til grænseoverskridende adfærd

Jacob Thygesens Radiofortælling ’Når frie børn leger bedst’ fortæller på forbilledlig afbalanceret vis Børnemagts opløftende historie om fællesskab og frisind og nedslående historie om misbrug og svigt. Begge dele kan sige os noget om børns vilkår og potentiale – også i dag
Medlemmer af bevægelsen Børnemagt på Christiania i 1974.

Medlemmer af bevægelsen Børnemagt på Christiania i 1974.

Jens Glargård

27. december 2018

Historien om bevægelsen Børnemagt er en vidunderlig historie og en forfærdelig historie. Man kan ikke fortælle den ene uden også at fortælle den anden. Så det gør tilrettelægger Jacob Thygesen i den vellykkede radiodokumentarserie Når lige børn leger bedst, som P1-programmet Radiofortællinger lancerede i oktober.

Thygesen fortæller den helt fantastiske historie om børn helt ned til 11 år, der i 1970’erne skabte et fristed, hvor de kunne søge væk fra alkoholiserede forældre, børneværnet, voldelige plejefamilier og andre »voxenfascister« og samles i et fællesskab, hvor man måtte gøre, hvad man ville, og hjalp hinanden.

Børnemagt startede i en slumstormerlejlighed på Nørrebro, hvor børn søgte tilflugt. Siden flyttede de med ud på Christiania og byggede børnehuset Algar.

Ingen ejede noget og slet ikke hinanden i Algar. Det sidste er især afgørende, og det er det, man skal huske, når man lytter til historien om Børnemagt. Det er det, Jacob Thygesen lærer os i radiodokumentaren.

»Det lyder som en romantisk drøm,« siger han, »men også lidt som noget, der kunne udvikle sig til et mareridt.«

For denne ubegrænsede frihed betød, at historien om Børnemagt også blev en forfærdelig historie. Troen på retten til selv at vælge gjorde, at børnene mistede blik for, at et barn aldrig kan indgå i en relation til en voksen, uden at der er et vist magtforhold til stede. For der var betroede voksne omkring Børnemagt, og særligt én af dem misbrugte børnenes tillid til at udnytte dem seksuelt.

Det blev ikke fordømt. Børnene havde jo selv valgt det, var tankegangen. Det blev heller ikke fordømt, at nogle af børnene kom så langt ud i misbrug, at de som voksne blev narkomaner og alkoholikere. Kærligheden og hashen var fri. Og ingen havde ret til at sætte grænser. Ingen ejede noget. Slet ikke hinanden.

Ufrie børn

Hvis man skal forstå børnenes ønske om frihed, skal man gøre sig klart, hvor ufrie, de reelt var dengang, selvom andre pædagogiske tanker var ved at vinde frem. Børnene var at betragte som forældrenes ejendom, de havde ingen rettigheder, ’barnets tarv’ var der ikke mange, der talte om, og børnene havde ingen steder at gå hen, hvor der blev taget udgangspunkt i deres ønsker og behov.

Derfor er det så gribende og på mange måder opmuntrende at høre de interviewoptagelser, som Jacob Thygesen har fundet frem fra arkiverne. For eksempel 15-årige Pip fra Børnemagt, der i 1974 sagde til DR:

»Alene det at være barn er at være revolutionær. Når først man bliver voksen, så er man allerede et produkt af det samfund, som man vil bekæmpe.«

Budskab fra børnemagt på en mur på Christiania i 1973. Foto: Peer Pedersen/Ritzau Scanpix

Peer Pedersen

Jacob Thygesens dokumentar formår at formidle den fantastiske historie om frihedshungrende børn, samtidig med at den fortæller, at børnene selvfølgelig ikke kunne tage ordentligt vare på sig selv – de fik lus så de røg på hospitalet for det, og de fik stafylikokker, og der var alt for mange hunde, alt for mange øl, alt for meget hash og alt for lidt mad. Jacob Thygesen har fundet frem til en lang række nu voksne børnemagtere, der både fortæller om og reflekterer over deres oplevelser dengang.

Birollerne

Der er i de senere år blevet skrevet bestsellere om de voksnes hippie-, 68- og BZ-bevægelser, men i de fortællinger er børnene tildelt en birolle, og det er en misforståelse. For ikke mindst for hippierne og 68’erne var børnene en stor del af det utopia, man drømte om. De skulle også frigøres fra de tidligere generationers snerrende bånd og normer, de skulle inddrages, tildeles medbestemmelse, værdi og frihed.

Det er en barndomsopfattelse, man genfinder i datidens paradigmeskifte inden for børnelitteratur, skolepolitik og børne-tv. De voksne elskede Børnemagt. De aktivistiske børn fik overstrømmende opmærksomhed fra journalister, der fandt dem inspirerende. Det er »en anerkendelse dikteret af tidsånden«, som Jacob Thygesen helt rigtigt konstaterer.

Jacob Thygesens dokumentar er en del af en ny tendens, der tildeler børnene den rolle i historien om 1960’erne og 1970’ernes danmarkshistorie, som de har fortjent. I 2014 fortalte Anna ’Trylle’ Petri i en radiodokumentar på Radio24syv om sin opvækst på Christiania, siden kom en tv-dokumentar om børnene på Christiania.

Begge dele kunne man vælge udelukkende at forarges over for deres fortællinger om omsorgssvigt, seksuel grænseløshed, alkoholisme og stoffer. Men det er ikke at yde historien retfærdighed. Udgangspunktet for det, der blev et mareridt for nogle, var nemlig drømmen om at børn skulle betragtes som ligeværdige samfundsborgere.

For nogle blev det en undskyldning for omsorgssvigt, men for samfundet som sådan skabte det blivende forandringer i børns hverdagsliv og vilkår. Anna ’Trylle’ Petris ærlige formidling af sin egen historie er et vigtigt vidnesbyrd fra en tid, hvor oprøret involverede børnene, og vi bliver klogest af at lytte til den kompleksitet, som de voksne børn insisterer på, når de fortæller om deres barndom på Christiania. Disse børn blev udsat for meget, der var forkert, men det udelukker ikke, at noget andet af det var rigtigt.

Skygger set fra solsiden

På samme måde må de rystende historier om pædofili og stofmisbrug ikke fylde mere end Børnemagts betydning for, at der blev sat fokus på børns rettigheder og behov for steder og institutioner, der var deres egne. Selvom det er meget fristende at lade den gøre det. For hvor er det forfærdeligt, at nogle af disse frie børn blev narkomaner, og at en af deres største voksne inspirationer udnyttede sin position til at misbruge nogle af dem seksuelt.

Man taler så meget om skygger, skyggen af eventyret, Christianias skyggeside og så videre. Men det lyder oftest som en undskyldning for at svælge i de ulykkelige historier, så man kan sidde rart og trygt i sine egne livsstilsvalg på solsiden.

Peer Pedersen

Den fejl begår Jacob Thygesen ikke, han undersøger sin egen indstilling og indrømmer flere gange i løbet af radiofortællingen, at han har svært ved at forstå noget af det, de gamle børnemagtere siger, og han hæfter sig løbende ved, at de ofte siger: ’Det var en anden tid’.

Og man forstår ham godt, for udsagnet ’det var en anden tid’ kan sagtens komme til at lyde apologetisk. Som om at det undskylder overgreb, at børneporno ikke var forbudt, og at man generelt var seksuelt eksperimenterende. Det gør det selvfølgelig ikke, og som min kollega Anna von Sperling har skrevet det i en klumme, så var det jo ikke sådan, at man generelt syntes, at sex med børn var en god idé i 1970’erne, og hvis man tillader sig selv at lytte efter kompleksiteten, så er det heller ikke det, børnemagterne siger.

De forsøger at forklare, hvad det betyder, at tiden var en anden end nu. Som en af dem siger:

»Dengang mente vi jo, at et barn selv kunne vælge at være sammen med en voksen mand. I dag ved vi jo, at det altid er den voksne, der har magten.«

Man havde så meget tiltro til frihed, at man glemte, at alle aldrig kan være lige frie. Hvis man indrømmer det, er man også nødt til at indrømme, at magt og overgreb også findes blandt frie børn. Det kan være svært midt i en frihedskamp og særligt, når den er vundet.

Alle bør høre Jacob Thygesens radiofortælling om Børnemagt, ikke kun fordi det er en afgørende historie i forhold til udviklingen i synet på børn, men også fordi det er en øvelse i at acceptere, at også et nødvendigt oprør altid bærer kimen til grænseoverskridende adfærd i sig. Hvis man ikke er opmærksom, kan der begås forbrydelser i den gode sags tjeneste.

Historien om Børnemagt kan og skal være både en opløftende og nedslående fortælling. Måden vi lytter til den på afslører en del om, hvordan vi betragter børn i dag. Hvis vi kun hører historien om overgreb og misbrug, betyder det så måske, at vi har ændret syn på børns frihed? At vi nu igen er villige til at indskrænke den – ikke for at bestemme over dem, men for at beskytte dem? Det er værd at tænke over, for konsekvensen er jo den samme: mindre frihed.

’Når frie børn leger bedst’ i Radiofortællinger på p1. Tilrettelagt af Jacob Thygesen, produceret af Torben Brandt. Alle afsnit ligger tilgængeligt på dr.dk

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
Olaf Tehrani, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Børnemagt er et nødvendigt oprør.

De folkevalgte politikere stjæler vores børns fremtid, børn er vrede over den manglende modenhed i Folketinget.
De folkevalgte burde være befolkningens tjenere, men de folkevalgte søger fortsat økonomisk vækst ikke velfærd for børn og deres fremtid.

Ole Frank, Gert Romme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Fra COP24 i december i Katowice i Polen 2018.
Greta Thunberg holder denne tale til beslutningstagerne for klimamålene.

“My name is Greta Thunberg. I am 15 years old. I am from Sweden. I speak on behalf of Climate Justice Now.

Many people say that Sweden is just a small country and it doesn’t matter what we do. But I’ve learned you are never too small to make a difference. And if a few children can get headlines all over the world just by not going to school, then imagine what we could all do together if we really wanted to.

But to do that, we have to speak clearly, no matter how uncomfortable that may be. You only speak of green eternal economic growth because you are too scared of being unpopular. You only talk about moving forward with the same bad ideas that got us into this mess, even when the only sensible thing to do is pull the emergency brake.

You are not mature enough to tell it like is.
Even that burden you leave to us children.

But I don’t care about being popular. I care about climate justice and the living planet. Our civilization is being sacrificed for the opportunity of a very small number of people to continue making enormous amounts of money. Our biosphere is being sacrificed so that rich people in countries like mine can live in luxury.

It is the sufferings of the many which pay for the luxuries of the few.

The year 2078, I will celebrate my 75th birthday. If I have children maybe they will spend that day with me. Maybe they will ask me about you. Maybe they will ask why you didn’t do anything while there still was time to act. You say you love your children above all else, and yet you are stealing their future in front of their very eyes.

Until you start focusing on what needs to be done rather than what is politically possible, there is no hope. We can’t solve a crisis without treating it as a crisis. We need to keep the fossil fuels in the ground, and we need to focus on equity. And if solutions within the system are so impossible to find, maybe we should change the system itself. We have not come here to beg world leaders to care. You have ignored us in the past and you will ignore us again.

We have run out of excuses and we are running out of time. We have come here to let you know that change is coming, whether you like it or not.

The real power belongs to the people. Thank you”.

jens christian jacobsen, Jesper Sano Højdal og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar