Læsetid: 5 min.

Der er ingen ende på Händels ’Messias’

Den danske tradition med juleopførelser af ’Messias’ er forholdsvis ny. Førhen skete det som regel tidligere på året, før påske, for der er mere død end fødsel i Händels mesterværk. Valdemar Lønsted fortæller om det populære oratorium og fremhæver tre for ham helt særlige højdepunkter
Händels ’Messias’ bliver opført i Trinity Church i New York.

Händels ’Messias’ bliver opført i Trinity Church i New York.

Tina Fineberg

18. december 2018

»Da de satte ind i det første kor, begyndte jeg at græde« – sagde en pensioneret kollega til mig for en del år siden.

Han havde siddet blandt tilhørerne på gymnasiet i Roskilde under en opførelse af Messias, som jeg havde bakset sammen med et telefonorkester, fire professionelle solister og knap hundrede gymnasieelever.

Den gamle musiklærer havde sædvanligvis ikke let til tårer, og jeg tror heller ikke, at han græd, fordi det lød himmelsk. Men det var, fordi det var Messias lige på dén måde med seneste generation af de unge mennesker, der kommer og går som evige årstider i en skolelærers liv. Og her i det første kor sang disse uskolede stemmer først gruppevis og fandt efterhånden sammen i en magtfuld harmoni på teksten:

»And the glory of the Lord shall be revealed.«

Det var ung begejstring, der gik rent ind i det gamle hjerte.

De fleste kunne ikke læse noder, de havde herset med at lære deres stemmer på øret, og de kunne forunderligt nok orientere sig nogenlunde sikkert i musikkens ofte komplicerede struktur.

Jo, Händels Messias befinder sig i en særlig kategori, når noget sådant kan opstå, og formodentlig var det en oplevelse, de huskede længere end karaktererne, de fik i de danske stile og fysikrapporter.

Koret i fokus

Alene i Københavnsområdet skulle der være henved 40 opførelser af Messias i denne måned, selvsagt er de fleste med amatørkorsangere. Det er vokset støt siden 1980’erne over hele landet, og det vil sige, at jule-Messias for folket er en temmelig ny foreteelse og slet ikke en tradition, der går generationer tilbage.

Händel komponerede det flere timer lange oratorium på 22 dage i sensommeren 1741, ideen og teksten kom fra adelsmanden Charles Jennens, som efterfølgende var meget lidt tilfreds med Händels arbejde. Komponisten stillede sig på sin side heller ikke tilfreds, for han vedblev med at revidere værket til skiftende omstændigheder, hvorfor man næppe kan udpege en originalversion.

Jennens planlagde for så vidt Messias som en treaktersopera. Det var genren i italiensk udformning, som Händel havde haft enorm succes med i London i næsten tre årtier, men nu var publikums operainteresse mættet.

Oratorier sunget på engelsk over bibelske temaer blev sagen, og de lignede i musikalsk forstand de italienske operaer, bortset fra at koret nu fik en langt mere prominent rolle.

Historien om Messias var et oplagt emne, mente Jennens, men han fortalte den ikke med navngivne personer som et plot a la Jesus Christ Superstar. Derimod hentede han teksten fra skriftsteder i Det Gamle og Nye Testamente lagt ud i tre dele med diverse scener.

Første del omhandler profetien om Messias og bebudelsen af hans komme, anden del om Jesu lidelseshistorie og død, tredje del om opstandelse og dommedag.

Der er således mere død end fødsel, mere påske end jul i oratoriet, og fra begyndelsen var det heller ikke tiltænkt opførelser specifikt i december. Tværtimod blev Messias fremført som koncertmusik i den stille fasteperiode før påske, hvor det på Händels tid ikke var tilladt at spille opera.

Den amputerede Messias

Der var langt imellem de første danske opførelser af Messias. Den første i 1786, de næste fra 1852 ofte i så skrabede udgaver, at man egentlig ikke kan tale om et sammenhængende værk, og helt frem til 1931 anvendte man – som i andre lande – Mozarts arrangement sunget på tysk.

Han havde forkortet, ændret og tilført instrumenter som fløjter, klarinetter, horn og basuner – med andre ord som et velvoksent wienerklassisk orkester.

Første gang, man herhjemme kunne høre den autentiske baroklyd – dvs. kun strygere, oboer, fagot, orgel, cembalo, trompeter og pauker – var i 1931 med dirigenten Mogens Wøldike, men teksten var nu på dansk, og fortsat stod stakkels Messias amputeret, uden den tredje del og uden otte satser fra de to første dele. Ellers ville det jo vare tre-fire timer, mente en musikprofessor.

Den første komplette opførelse kom 4. marts 1954 med samme Wøldike og Københavns Drenge- og Mandskor, nu sunget på den originale engelske tekst.

Det var imidlertid amatørerne fra Akademisk Orkester og Kor, der i 1946 ved et tilfælde påbegyndte en julepraksis i Københavns Domkirke, og det har udviklet sig til en så stærk tradition, at man sjældent kan opleve værket på andre tidspunkter af året. Det bliver ved, der er tilsyneladende ingen ende på Händels Messias.

Drama og virtuositet

Händels inspiration har været ganske usædvanlig rig i de august-september-dage i 1741, for han kom op med det ene pletskud efter det andet, omend der var et vist genbrug af materiale. Den melodiske fantasi er uovertruffen, der er drama og dybsindighed, enkelhed og virtuositet, glæde og sorg, og lad mig beskrive tre steder, jeg selv holder særligt meget af.

Det, der dukker op efter ouverturen, er utrolig bevægende, et recitativ og en arie for tenorsolisten, som bygger på en tekst fra Esajas’ bog. Det er en profeti henvendt til det jødiske folk i babylonisk fangenskab. Hoveriet er til ende, skylden er betalt, der skal banes en vej for Gud i ørkenen, hver dal skal hæves, og hvert bjerg skal sænkes.

Efter ouverturens tyngde og alvor i e-mol, kommer det stille E-dur-recitativ som trøstende balsam – »Comfort ye« – med strygernes dryppende accompagnato og sangerens gradvise befæstelse af et mere sammenhængende arioso.

Det fører til den pulserende arie – »Every valley shall be exalted« – med fasthed og retning i dens blomstrende koloraturer. Og så er det, at koret, som nævnt foroven, fuldender Esajas’ profeti.

Koloraturteknikken, dvs. de mange hurtige toner sunget på en enkelt vokal, genfinder vi mange steder i Messias, det var en italiensk operaspecialitet, som især kastratsangerne praktiserede, og koret kommer desangående i ilden allerede i det andet kor – »And he shall purify«.

Ordene stammer fra den sidste profet i Det Gamle Testamente, Malakias, som var en skrap revser. Det korte tekstuddrag lyder:

»Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv, så de på rette vis kan frembære offergaver til Herren.«

Denne renselsesproces står i g-mol, i streng tysk stil på Händels smilende måde, fuga og hymne veksler hånd i hånd, mol bliver til dur og retur igen, og det blivende udtryk er koloraturerne, som kan få sved på panden hos de mest erfarne korsangere i et kvikt tempo. Det er ganske simpelt en magnifik korsats.

Enkel og dyb musik

Det mildt sagt overdådige Halleluja-kor afslutter anden del og følges af et betydelig mere indadskuende nummer i begyndelsen af tredje del.

Det er en langsom sopranarie. Teksten er taget fra begge testamenter, Jobs bog og Paulus’ første brev til korinterne, og handler om den genopstandne Messias – »I know that my Redeemer liveth, and that He shall stand at the latter day upon the earth

Det er på samme tid en forunderlig enkel og dyb musik. Sopranen synger i dialog med violinerne, med et tema, der bygges roligt op i gentagne sekvenser, iblandt med udholdte toner, der lyser med en særlig intensitet i stykkets toneart E-dur.

På et tidspunkt støtter violinerne sangeren med et roligt insisterende vuggemotiv, og hen mod slutningen synker motivet gradvis ned i dybet som for at påkalde det mysterium, der bliver sunget om. Hør den i min første anbefaling med sopranen Jennifer Vyvyan og fænomenet Thomas Beecham – det er vidunderligt gammeldags, men alligevel tidløst.

Koncerten var Brahms virkeliggjort som den højeste form for åndelig potens, og den viste, hvorfor 91-årige Herbert Blomstedt er så elsket af orkestre verden over. Se f.eks Berliner Filharmonikernes lykønskning ‘Herbert Blomstedt at 90’ på YouTube, hvor Carl Nielsens 5. Symfoni spiller en vigtig rolle.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Steffen Gliese
  • Gert Romme
  • Malan Helge
  • Erik Karlsen
Thomas Tanghus, Steffen Gliese, Gert Romme, Malan Helge og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Selv om jeg kun kommer i de kristne kirker til begravelser, syntes jeg da også om Georg Friedrich Händel´s "engelske" oratorium i 3 dele, det hører ligesom julen og menneskeheden til.

Men hvis jeg absolut skal vælge, foretrækker jeg da Johann Sebastian Bach´s "Weihnachtsoratorium" (Juleoratorium) fra 1735.