Læsetid: 6 min.

Jesus kan bare ikke have en ’bad hair day’ uden at miste sin identitet

Kristendommen er kropsfikseret. Særligt i den protestantiske tradition har vi lært, at kristendommen er lutter ånd og etik, men der er mere kød og blod og (for)hud og hår i kristen mytologi og historiefortælling, end vi går og vil være ved. Mikael Rothsteins nye nørdede og flabede bog vil give os Jesus’ krop tilbage
Mikael Rothsteins mener, at kristendommen (særligt den protestantiske tradition) er kropsfikseret. I sin nye bog beskriver Rothstein, at der er mere kød og blod i kristendommen, end vi går rundt og tror. Billedet er fra en nadver i Danmarks første virtuelle kirkerum, og netop nadveren er ifølge Rothstein et symbol på den kropsfikserede kristendom.

Mikael Rothsteins mener, at kristendommen (særligt den protestantiske tradition) er kropsfikseret. I sin nye bog beskriver Rothstein, at der er mere kød og blod i kristendommen, end vi går rundt og tror. Billedet er fra en nadver i Danmarks første virtuelle kirkerum, og netop nadveren er ifølge Rothstein et symbol på den kropsfikserede kristendom.

Jesper Nørgaard Sørensen

21. december 2018

I Danmark er historien om kristendommen en historie om etik, om det indre og det gode. Men hvis man er interesseret, findes der en anden og mere kødelig historie om kristendommen, for kradser man bare lidt i overfladen af den æteriske kristelige selvforståelse, ser man, at kroppen gennemsyrer alt.

Det er hovedpointen i religionshistoriker Mikael Rothsteins oplysende og fagnørdede bog, Den kristne krop, der i fem essays ser nærmere på aspekter af kulten omkring Jesuskroppen, og som har udvidet denne tilfredse anmelders ordforråd og menneskelige horisont med et ord som ’forhudsteologi’.

Mikael Rothstein: ’Den kristne krop – fem essays om kød, blod, hud og hår’.

Det første og måske mest alment fascinerende essay hedder »Kult og kannibalisme« og byder på en sammenlignende analyse af den kristne nadverkult og konkrete kannibalistiske praksisser hos fire sydamerikanske folk.

De grundlæggende spørgsmål, Rothstein er nysgerrig efter at finde svar på, er, hvad den dybere religiøse mening er, når kristne spiser Jesus.

De tilgængelige teologiske symbolske forklaringer tilfredsstiller ham ikke, for teologien glider af og pakker væk og renskurer lige der, hvor det bliver allermest mærkeligt, men også allermest interessant efter Rothsteins opfattelse.

Derfor er man nødt til at ty til religionsvidenskaben, hvis man ønsker svar på, hvordan det kan være, at kannibalisme er et helt centralt element i den herskende kult (altså kristendommen) i en kultur (den vestlige), hvor det er allerhøjeste tabu at spise mennesker.

Ja ja, ro på Mikael Rothstein, tænker du, for nu spiser kristne jo ikke Jesus rigtigt. Kannibalismen, hvis man overhovedet som hel- eller halvkristen kan få sig til at acceptere det ord, sker via ’stedfortrædende substanser’, nemlig brødet og vinen.

Den indvending har Mikael Rothstein muligvis hørt et par gange før, for han bruger god plads på grundigt at forklare, hvorfor det er en kæmpe misforståelse at anse denne forskel for afgørende.

Det vigtigste må være at se på sagen, på nadverkultens egne præmisser, altså så at sige tage de hellige skrifter og praksisser på ordet. Gør man det, så er den rituelle mekanik glasklar, når nadveren byder på brød og vin:

Dette er Jesu Kristi legeme, dette er Jesu Kristi blod.

Der er selvfølgelig gjort utallige teologiske krumspring for at lægge afstand til det kannibalistiske motiv i kristendommens gudedyrkelse. Men Mikael Rothstein er ikke teolog. (Faktisk virker det, som om han ikke helt formår at lægge bånd på den nydelse, han føler ved at prikke til den kristne selvforståelse med sin betoning af netop nydelsen ved de peristaltiske og de seksuelle dimensioner af nadveren: »Man åbner sin krop for guden og giver ham plads i sit legeme.«)

Han insisterer på ikke »at forstå teologiske positioner på samme måde som de troende selv«, hvilket han i øvrigt mener, ville være urimeligt over for en religiøs fantasi med en forklaringskraft, der slet ikke behøver være underlagt forestillinger om fornuft og virkelighed.

Ved at se nærmere på folk, der rent faktisk har spist mennesker, åbenbarer kannibalismens mange og dragende samfundsfunktioner sig.

Rothstein drager særligt paralleller mellem nadverkulten og wari og guayaki-folkets såkaldte »hengivenhedskannibalisme«.

Det er en kannibalisme, der ikke går ud på at fortære fjender – som de Indiana Jones-agtige billeder af mennesker i kæmpegryder over bål, der dukker op i vores hoveder – men handler om at udligne forskelle mellem døde og levende og mellem mennesker og guder. I wari-folkets kannibalismetradition (som ophørte i 1960’erne), fortæres de døde for at afvikle dem som sociale mennesker, for at håndtere sorgen over elskede familiemedlemmer og for at transformere den døde til noget andet.

I guayaki-folkets ligfærdskannibalisme hjælpes den vildfarne sjæl videre, før genfærdet kan destabilisere fællesskabet. Her har kannibalismen en nøglefunktion i opretholdelsen af den sociale orden.

Kannibal på flugt fra kaos

I en af flere sammenligninger mellem de sydamerikanske folks kannibalisme og kristendommen, peger Rothstein på, at man i fortæringen af Jesus søger at transformere en tabs- og lidelseshistorie til en sejrshistorie.

Først sørger vi over Jesus’ lidelse og død, men gennem fortæringen fejres det livgivende og tabet omdannes til gevinst. Hos wari-folket transformeres den, der spises, fra et menneske, man savner, til en gris, som kan vende tilbage og gøre gavn ved at blive spist igen.

Fortæringen af Jesus er også en tilbagevendende sorgbearbejdende begivenhed.

Hver søndag bringes der orden i det kaos, der opstod, da Jesus døde, når den livgivende frelse overføres gennem frelserens legeme.

Hver søndag »administreres hans relation til menneskene post mortem ved at de spiser ham«, som Rothstein opsummerer det. Det gælder både for naturfolk og kristne, både for den blodigt konkrete og den symbolske kannibalisme, at det er harmoni, der efterstræbes:

»Man spiser sig væk fra kaos, i retning af harmoni gennem kropslig integration«.

Den kristne krop er en analysemættet, religionsfaglig kaloriebombe, og det er umuligt at give Rothsteins mange komplekse læsninger nuancer og fylde nok her.

Alligevel er det en alment interessant bog, der på fascinerende vis giver indblik i, hvordan Jesus blev Jesus. Essayet »Jesus er en frisure« dykker ned i den kristne ikonografi og den historisk effektive branding af Jesus’ skæg og hår. Tag håret fra ham og vupti, han er opløst som guddom.

»Jesus kan, populært sagt, ikke have en bad hair day uden at miste sin identitet.«

Bogens tredje essay er dedikeret til Jesus’ forhud, og den religiøse opmærksomhed, der er blevet skænket – og ikke mindst ikke skænket – det lille intime hudstykke. Men, kunne man tænke: kunne man ikke bare holde jul i rolig uvidenhed om, at Jesus’ forhud har sin egen historie, og at forhudsteologien findes?

Jo da, men det lykkes faktisk Rothstein at formidle sin fascination af den historiske forhudskult, der blandt meget andet inkluderer beguinersøsteren Agnes Blannbekin, som i sidste halvdel af 1200-tallet oplevede, at Jesus’ (sødt smagende) forhud manifesterede sig på hendes tunge igen og igen. Og Leo Allatius, en fremtrædende teolog fra 1600-tallet, der var overbevist om, at Jesus’ forhud via en art himmelsk omskærelse var endt som ringene omkring planeten Saturn.

Selv om denne forhudsfiksering har været forsøgt nedspillet i den kristne tradition, så har den en masse at sige omkring, hvordan kroppens betydning gennemsyrer kristendommen, og ikke mindst hvordan eftertiden og teologien har bøvlet med at placere denne konkrete puslespilsbrik af hellig hud i den store kristne helhedsfortælling.

Jesus som sektleder er emnet for bogens fjerde og mindst direkte kropslige essay, hvori Rothstein forsøger at indkredse, hvad vi ved om den historiske Jesus som (enestående langtidsholdbar) dommedagsprædikant, og udpeger fællesstræk med en lang række moderne sektledere fra Ruth Evensen til L. Ron Hubbard. Det er virkelig spændende, hvis man elsker sekter, og måske lidt hårdt, hvis man elsker Jesus.

I slutessayet »Kroppen og det kosmiske drama« lander bogen, hvor den begyndte, med spisehandlingen. For spisning som den mest basale kropslige og sanselige handling, spiller en gennemgående rolle i kristendommen fra, at Eva bider af paradisets æble og spiser menneskeheden væk fra guden, til nadverritualets sætten Jesus til livs, der igen bringer menneskeheden tæt på guden.

Ved hjælp af skabelsesmyten viser Rothstein, hvordan den spisende krop er udgangspunkt for både det store kosmiske sammenbrud, som er menneskets tab af uvidenhedens gave, og for genopbyggelsen af den guddommelige orden, som består i, at Jesus frelser os ved at føre os tilbage til uvidenheden.

Men i Rothsteins udlægning af den berømte passage i det nye testamente, hvor Jesus siger »lad de små børn komme til mig«, behøver kærligheden til børnene ikke læses som et billede på Jesus’ kærlighed til de underprivilegerede og magtesløse, som det ofte er blevet gjort, den kan lige så vel læses som kærlighed til uvidenheden.

Den kristne krop vil nok kun være en sindsligevægtig læseoplevelse for de allermest moderne Jesus-fans, for på trods af det lødige, faglige sigte, vil selve den tematiske indgangsvinkel for mange være under bæltestedet – mange steder bogstaveligt talt.

Rothstein skriver selv, at den kritiske kristendomsanalyse efter hans mening har alt for svære vilkår, fordi den altid møder politisk og ideologisk modstand.

Men det skal ikke afholde ham! Det er der selvfølgelig først og fremmest principielle grunde til.

Men der er også en mere personlig trodsighed i den svælgende sanselighed i hans beskrivelser, mængden af gentagelser af de (med kristne øjne) ømmeste pointer og hans vittige low blows (favoritten: »den guddommelige forhuds glans er blevet noget mat med tiden«.)

Tilbage står, at Den kristne krop trods trodsighed og guddommelige forhudsvitser er en gennemnørdet fryd at læse.

Mikael Rothstein: ’Den kristne krop – fem essays om kød, blod, hud og hår’, Forlaget U Press, 368 sider, 275 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Samuel Grønlund
Eva Schwanenflügel og Samuel Grønlund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Mette Jørgensen

Ak ,ja. Har altid haft svært ved nadveren. Underlig skik.
Men , se på jødedom, hvor drenge/ mænd ikke betragtes som jøde, hvis de ikke er omskåret.
Ultraortodokse jøder, i Danmark præsenteret i Chabad huset. Her er gifte kvinder, hvis de overholder religionen, klippet eller barberet og bærer i stedet paryk.
Muslimske kvinder( ikke alle) dækker deres hår + diverse andre kropsdele.
Hvis det ikke er udtryk for kropsfiksering, hvad der det så ?

Eva Schwanenflügel

Kropsfiksering kunne også være at barbere sig under armene eller ved kønsdelene, så vi hår det dei'li'..
Uh ha da da, uh ha da da da da...

John Drage Thomsen

Langt, langt det meste af kristendommen er det rene bluff og en god portion løgn, lige siden Kirken "satte sig" på det gode og lade budskab. Hvis Paven en dag skulle få mod til at åbne for Vatikanets arkiver, kan man måske få fred på jorden. Ikke mindst fordi konkurrenterne vil blive blæst af banen.
Mindst af alt har kristendommen noget at gøre med julen; kirken har bare "sat sig" på en traditionel vintersolhvervsfest. Jesus blev født sidst i marts år 7 før vor tidsregning. Ellers kunne Herodes, som døde i år 4 fvt ikke nå at dræbe drengebørnene under 2 år, som legenden fortæller.
Og kirken selv "opdagede" først Jesus' fødsel og begyndte at fejre hans fødselsdag før omkring år 325. Og dengang på forskellige datoer. inden de lagde sig fast på vintersolhverv, hvor folk alligevel var forsamlede og festede. Men opdagede også, at der var "penge i lortet", og fortsatte med at opbygge legender og traditioner.
Løgnene vil blive kristendommens endeligt.