Læsetid: 5 min.

Man kan aldrig få Mary Poppins nok

Det er 54 år siden, at vi sidst så noget til Mary Poppins. Nu er den magiske og meget bestemte barnepige tilbage i en ny filmmusical, ’Mary Poppins vender tilbage’, og hun er (næsten) lige så frisk, frejdig og fantasifuld, som man husker hende
Banks-børnene, Jane og Mary Poppins (yderst til højre) er på eventyr med lygtetænderen Jack i ’Mary Poppins vender tilbage’.

Banks-børnene, Jane og Mary Poppins (yderst til højre) er på eventyr med lygtetænderen Jack i ’Mary Poppins vender tilbage’.

Jay Maidment/Disney Enterprises

22. december 2018

Mary Poppins kommer kun, når man har brug for hende. Det havde Michael og Jane i den første film baseret på P.L. Travers’ bøger, og det har de voksne udgaver af selvsamme Michael og Jane i den spritnye musical om barnepigen/guvernanten, der er lidt ud over det sædvanlige: Mary Poppins vender tilbage.

Spørgsmålet er så, om vi – publikum – også har brug for hende og for en efterfølger til en af Disneys mest elskede film og en af mine personlige favoritter, der med sin blanding af eventyr, musik, sjov og et stænk melankoli fortæller en eviggyldig historie om at huske barnet i sig selv og ikke lade sine børn blive voksne alt for hurtigt.

Umiddelbart er svaret et rungende JA! Man kan aldrig få Mary Poppins nok, og Rob Marshalls nye film er heldigvis mest både festlig og fornøjelig, også selv om den for en betragtelig dels vedkommende består af scener, man har hentet i den 50 år gamle film.

Skal man være lidt firkantet, kan man sige, at Mary Poppins vender tilbage er en blanding af en efterfølger til og en genindspilning af Mary Poppins. Der er nok ingen tvivl om, at Pamela Travers, der skrev bøgerne bag – og hvis historie og anstrengte forhold til Disney er skildret i den brillante Saving Mr. Banks – ville rynke på næsen ad den nye film og lettere fornærmet spørge: Hvad skal al det tøjeri nu til for?

En mors fravær

Nu er Mary Poppins vender tilbage selvfølgelig heller ikke lavet til hende, men til et forhåbentlig stort familiepublikum af store og små mennesker, der gerne vil fortabe sig i en fantasifuld og humørfyldt verden af højtflyvende tanker iblandet Mary Poppins’ særegne og jordbundne snusfornuft, der sætter alt det på plads, der ikke er, som det bør være.

Den nye film foregår i 1930’erne, midt under depressionen og ca. tre årtier efter den første. Enkemanden Michael Banks (Ben Whishaw), der egentlig havde en drøm om at blive kunstmaler, arbejder nu i sin fars gamle bank, mens hans søster, Jane (Emily Mortimer), som et ekko af sin suffragettemor kæmper for arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger.

Det er Michaels børn, Anabel (Pixie Davies), John (Nathanael Saleh) og lille Georgie (Joel Dawson), der synes at være de voksne i en husholdning, hvor det hele kun med nød og næppe hænger sammen, ikke mindst økonomisk.

Morens fravær mærkes i dén grad, men så er det, at Mary Poppins (Emily Blunt) dukker op og sammen med sin lygtetænderven, Jack (multitalentet Lin-Manuel Miranda), gør, hvad hun kan, for at hjælpe, blandt andet med at finde det aktiebevis, der kan sørge for, at familien Banks’ elskede hus på smukke Cherry Road i et charmerende, eventyragtigt London ikke bliver overtaget af banken med trælse Wilkins (Colin Firth) i spidsen.

Svær balancegang

Noget af det bedste ved Mary Poppins vender tilbage er, at Rob Marshall og David Magee, der har skrevet manuskriptet, har fundet den helt rigtige balance mellem morskab og melankoli.

Det ene øjeblik er man på familien Banks’ rodede loft, hvor så mange ting minder Michael om hans afdøde kone, og han synger om, hvor meget han savner hende og det, at hun havde styr på tingene. Det næste hopper man med Mary Poppins, Jack, Anabel, John og Georgie ind i tegningerne på en fin krukke og er snart til varietéforestilling med alskens tegnefilmsfigurer – også pingvinerne fra den første film.

Der bliver fløjet med balloner, verden vendes på hovedet i selskab med en af Mary Poppins’ fjerne og noget aparte slægtninge (bl.a. spillet af Meryl Streep), og Jack og hans medlygtetændere danser rundt i Londons gader, stræder og parker, som Bert (Dick Van Dyke, der i øvrigt har en lille rolle i den nye film) og hans kumpaner gjorde det i den gamle Mary Poppins.

Det er aldrig kedeligt, men indimellem føles det, som om Rob Marshall, der begyndte sin karriere som koreograf og blandt andet har instrueret filmudgaverne af musicalerne Chicago og Into the Woods, er bange for at skubbe de mange fans af den gamle film fra sig.

I hvert fald følger han den gamle films struktur og lader sig inspirere af – kopierer? – mange af dens sang- og dansenumre med små variationer. Indrømmet, det er en svær balancegang: at gøre så mange mennesker som muligt tilfredse, når man sådan tillader sig at pille ved arvesølvet. Det skal dog lige siges, at P.L. Travers selv genbrugte scener fra den ene Mary Poppins-bog til den anden.

Et hjerte af guld

Endnu er der ingen af sangene, der for alvor har sat sig fast i min bevidsthed, men giv dem tid. Komponist Marc Shaiman (og medtekstforfatter Scott Wittman) har faktisk haft ganske godt held med at genskabe tonen og humøret fra de oprindelige sange af de fabelagtige Shermanbrødre, der lavede musik til så mange Disneyklassikere. 90-årige Richard M. Sherman har endda været musikalsk konsulent på filmen.

Og så viser det sig, at Emily Blunt, der næsten præsterer det største vovestykke af dem alle – at overtage den ikoniske rolle som Mary Poppins fra Julie Andrews – synger aldeles glimrende. Ja, faktisk er hun en god Mary Poppins, som man nok – som fan af Andrews’ barnepige – skal vænne sig til, men som er lige præcis lige så aristokratisk og kantet, som Mary Poppins skal være.

Mary er ikke en rund og blød barnepige, men en kontant dame, der får det, som hun vil have det – og så har hun et hjerte af guld, naturligvis.

Der er måske nok en mere fremadskridende handling i Mary Poppins vender tilbage end i Mary Poppins, men budskabet er det samme: Man skal huske at lege med sine børn, mens man kan, og de gider. Hold fast i fantasien og forestillingsevnen og lad ikke hverdagens mange krav og problemer få én ned med nakken. Det er nok meget sundt at huske på.

’Mary Poppins vender tilbage’. Instruktion: Rob Marshall. Manuskript: David Magee. Amerikansk. Biografer verden over fra 25. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Åh hvor jeg dog ønskede mig min egen rigtige Mary Poppins, da jeg var barn og bøgerne blev evindeligt genlæst.
Filmen må jeg se.

Eva Schwanenflügel

Det der med at værelset blev ryddet op med magi var det mest vidunderlige for mig.
Jeg var et rodehovede som barn, anede intet om oprydning .
Når mine forældre sagde jeg skulle rydde op, fortabte jeg mig i lange meditationer.
Mary Poppins magi fik oprydningen til at være formidabel.