’Kaptajnen’ er et studie i, hvor langt mennesket vil gå for at overleve

Klæder skaber folk, siger man. Og det gør de så sandelig også i den tyske filminstruktør Robert Schwentkes både spændende og foruroligende Kaptajnen.

Det er Anden Verdenskrigs allersidste dage og første gang, man møder filmens hovedperson, Willi Herold (Max Hubacher), en menig tysk soldat.

Han er på flugt fra en flok fulde, aggressive soldater og landsmænd, der lige bag fronten har til opgave at indfange og straffe de mange tyske desertører, som forsøger at slippe levende fra krigen.

Han er blot en sulten og desperat bunke skind og ben, unge Willi. Hans tøj hænger i laser, og han har kun støvle på den ene fod. Om den anden fod har han bundet klude.

Han kæmper for overlevelse og skal både slås med skydegale soldater og lokale bønder, som har fået nok af de plyndrende soldater.

Men så er det, at han i en forladt bil finder en kuffert med en flot kaptajnsuniform, og med ét forvandler han sig til en anden mand, gestapokaptajn Herold, der har en ganske særlig mission.

Inden længe har kaptajnen også fået sig en adjudant og en lille deling mere eller mindre pjaltede soldater, der er ’blevet væk’ fra deres delinger, og som nu lader sig dirigere af den af statur lille officer med ordrer direkte fra Føreren selv.

En livsændrende rolle

Efterhånden som kaptajn Herolds deling vokser, gør løgnen det også, og en af de brillante ting ved Kaptajnen er, at Robert Schwentke på baggrund af virkelige hændelser får fortalt en universel og påtrængende historie om krigens vanvid.

Jo større løgnen bliver, jo mere absurd bliver alt det, der sker omkring Herold og hans mænd, og da de pludselig får ansvaret for en hel fangelejr fuld af deserterede soldater – som Herold selv – bliver det hele pludselig meget mere forpligtende og farligt.

Det er ikke alle Herolds mænd, der køber hans historie, men de spiller alle med, fordi de kan se de fordele, som kaptajnen skaffer dem blot ved at være kaptajn – og ved tilsyneladende at gøre og sige det rigtige på det rigtige tidspunkt.

Den tyske hær og Det Tredje Rige er ved at falde fra hinanden, hvorfor der er brug for nogen, som tager ansvar og udsteder letfattelige ordrer, hvor monstrøse og bizarre de så end måtte være.

Kaptajnen er også et karakterstudie og et portræt af en ung mand – Willi Herold er kun omkring de 20 år – der lader sig korrumpere af magten og af, hvor let det er at få andre til at lystre, hvis man tror på sig selv og den autoritet, som netop uniformen udstråler.

Menig Herold påtager sig en livsændrende rolle. Som almindelig soldat var han ingenting. Som officer er han nærmest hele den tyske wehrmacht.

Menneske eller monster

Herolds Kommando, som han døber sin deling, bevæger sig igennem et krigstræt Tyskland, og i nogle af sine mest absurde øjeblikke, der på lydsiden akkompagneres af Martin Todsharows disharmoniske musik, minder Kaptajnen om Francis Ford Coppolas beslægtede Dommedag nu, der skildrede Vietnamkrigens infernalske vanvid.

Der er endda et navnesammenfald – kaptajn Willard i Coppolas film, kaptajn Willi i Robert Schwentkes. Og da Herolds Kommando lander i fangelejren og begynder at ’rydde op’ giver Florian Ballhaus’ stemningsfulde, sort-hvide billeder en snert af Steven Spielbergs Schindlers liste.

Det er en bemærkelsesværdig forvandling, som Willi Herold undergår, og som spilles fortrinligt af Max Hubacher. Til at begynde med stråler frygten og desperationen ud af hans øjne, men efterhånden som kaptajnen tager bo i ham, bliver han mere sikker på sig selv.

Det er kun, når han er allermest presset, at den usikre unge mand igen skinner igennem. Ellers er det den grænseløse adfærd og vanviddet, som har sit tag i ham.

Det er fascinerende at være vidne til, hvor hurtigt Herold forvandler sig fra en mand på flugt til en mand, der driver andre på flugt. Der er ikke langt ind til monstret i mennesket – eller dem omkring ham – og det er en af filmens stærkere pointer: Man vil gå endog meget langt for at overleve, og når man først har øvet vold på sin egen humanisme og sine egne principper, er det alt for let at blive ved.

’Kaptajnen’. Instruktion og manuskript: Robert Schwentke. Tysk. Biografer landet over fra den 25. december