Anmeldelse
Læsetid: 12 min.

Manets ’Nana’ tager imod i indgangen og giver akut åndenød

Kunstredaktøren tog toget til Paris, gjorde et stop i Hamburger Kunsthalle og spandt tråde mellem Lili Fischers kosmiske insekter og Tomás Saracenos fremtidsvibrerende edderkopper i Palais de Tokyo. Udstillinger med rå samtidskunst, revolutionerende renæssancemaleri, sjov selvudlevering og Paula Regos psykologiske kvindeportrætter gør hver og én en tur til Paris værd lige nu
Selvom Tomás Saraceno har arbejdet med sine fremtidsmodeller og biosfærer i mange år, forekommer hans kunst mere aktuel end nogensinde. I den betagende udstilling ’On Air’ kan man blandt andet hive i snorene i et gigantisk edderkoppespind og se hvordan det påvirker hele værket.

Tomás Saraceno: ’Galaxies forming along filaments’, 2009.

Selvom Tomás Saraceno har arbejdet med sine fremtidsmodeller og biosfærer i mange år, forekommer hans kunst mere aktuel end nogensinde. I den betagende udstilling ’On Air’ kan man blandt andet hive i snorene i et gigantisk edderkoppespind og se hvordan det påvirker hele værket.

Tomás Saraceno: ’Galaxies forming along filaments’, 2009.

Photography Studio Tomás Saraceno

Kultur
7. december 2018

Det er svært at afgøre, om Paris lige højner udstillingsaktiviteterne en ekstra tand i december, for det føles egentlig, som om at der altid er uendeligt højt til loftet, når det kommer til udbuddet af kunstudstillinger på denne tid. Her er noget for enhver: fra klassisk renæssancemaleri med Caravaggios 11 malerier på Musée Jacquemart-André til højaktuel samtidskunst på Palais de Tokyo.

Den første og store afgørende forskel mellem at se kunst i Danmark og i Paris er, at man ikke er den eneste, der fik ideen. I Danmark går man ofte rundt i sit eget selskab i gabende tomme udstillingsrum, mens der i Paris altid er lange køer til enhver udstilling på programmet. Det må man indstille sig på, og tage som et inspirerende kulturchok, hellere end en grund til at blive hjemme.

Selvom jeg godt ved, at det for en franskmand er en selvfølgelighed at gå på museum, slår det mig alligevel hver gang, hvor stor forskellen er på vores kulturelle opdragelse og dannelse.

Tegninger og franske fristelser i Hamburg

Hvis man har god tid, mange penge og en uendelig tålmodighed, eller man bare er håbløs romantiker eller klimaaktivist, så tager man naturligvis toget til Paris og ankommer direkte til hjertet af byen på station Gare du Nord. Det vil i så fald være nødvendigt med et togskifte i Hamburg, hvor man passende kan tage forsmag på de franske fristelser.

Hamburger Kunsthalle ligger klos op ad stationen, og her hænger det ene franske mesterværk efter det andet af Monet, Manet og Renoir.

Ét af Manets hovedværker, Nana (1877), tager nærmest imod i indgangen og giver akut åndenød, hvis man har en faible for fransk kunst fra slutningen af 1800-tallet.

Hamburger Kunsthalle er egentlig et misvisende navn for stedet, der i virkeligheden er et museum med en fortrinlig samling, som man alt efter tiden på det næste tog, kan dykke ned i. Det kan være svært at løsrive sig fra Caspar David Friedrichs mageløse landskabsbilleder eller Hieronymus Bosch’ djævlemaleri – men de værker hænger der for altid, hvor Lili Fischers (f. 1947) tegninger i kælderen kun vises for en kort periode.

Lili Fischer: ’ Linden-Gymnastik’, 1983. Hamburger Kunsthalle / bpk © VG Bild-Kunst, Bonn 2018.

Lili Fischer: ’ Linden-Gymnastik’, 1983. Hamburger Kunsthalle / bpk © VG Bild-Kunst, Bonn 2018.

Christoph Irrgang

Udstillingen med Lili Fischer koncentrerer sig om hendes lette kultegninger, men hun har et langt større værk bag sig, der inkluderer både fotografi, installation, performance og dans. Men »alting starter med tegning«, siger udstillingens titel, og på udstillingen er det tydeligt, at tegningen er et slags grundgreb for hende. Kultegninger skabt med let hånd skaber en tåget, magisk dimension på papiret, hvor insekter som natsværmere og guldsmede manes frem, eller vindblæste træer træder mørke frem på en baggrund af gulnet karton.

Nogle steder ligner hendes skraveringer nærmest en form for skrift, og centrale værker fra 1980’erne er en slags blanding mellem partiturer til dans og performance, tegning og poesi. Det er udstillingens mest interessante værker, mens værker, hvor insekterne pludselig forlader papiret og bliver tredimensionelle, måske er skønne at se på, men også lidt mere banale.

Fischers arbejde med insekternes dimensioner, som hun selv kaldte ’kosmisk’, er ikke helt ulig den måde, Tomás Saraceno bruger edderkoppen som afsæt i sine værker.

Feminisme og grusomme eventyr

Har man først set ét Paula Rego-maleri, er man ikke i tvivl, når man møder et andet. De er karakteristisk dybe i farven, figurerne er lidt kantet malet, og så rummer de alle en uforløst stemning af psykologisk spænding, der gør, at man uvægerligt drages mod dem. På den måde kan de kaldes episke i forstanden ’fulde af fortælling og dramatik’.

Aktuelt udstiller Paula Rego på Musée de l’Orangerie lige i etagen under Claude Monets så famøse åkandemalerier, som man selvfølgelig bør se, eller gense, når man nu er i huset.

Udstillingen med Paula Rego koncentrerer sig om hendes senere værker fra 1980'erne og frem til i dag. Som titlen mere end antyder, handler det om ’grusomme fortællinger’, hvor særligt forholdet mellem børn og voksne sættes på prøve. Flere værker er direkte inspireret af eventyr som Askepot eller Pinocchio.

’The Policeman’s daughter’ (1987) er meget mere stram i kompositionen end de fleste andre værker i Paula Rego-udstillingen på Musée de l’Orangerie og skaber et enkelt psykologisk portræt af et undertrykkende magtforhold mellem far og datter. Stillet til rådighed af Marlborough Fine Art.

Collection particulière © Paula Rego
Personligt er jeg dog allermest fascineret af hendes kvindeportrætter, som fx The Policeman’s Daughter (1987), der er meget mere stram i kompositionen end de fleste andre Rego-værker: her sidder en hvidklædt ung pige og pudser sin fars uniformsstøvle blank, så støvleskaftet fylder hele hendes arm – imens står en sort kat og strækker sig i skyggen op ad væggen. Så mange symboler, så enkelt et psykologisk portræt af farens undertrykkende regime.

Mere brutalt er det i Dog Woman (1994), hvor en kvinde bukker sig på gulvet i et skrig, som både udtrykker primal kvindestyrke – men også underkastelse. Nogen/noget har fået hende til at dukke sig. Manden er ikke med i værket, men det er alligevel helt tydeligt et portræt af et undertrykkende magtforhold.

I en serie malerier har Rego portrætteret ballerinaer i sorte tylskørt, men i stedet for at se yndige ud, står de og hiver og flår i skørterne, pudser næse i dem og forsøger at trække dem af – de kæmper, med andre ord, for at komme fri af de snærende bånd. Her har udstillingens kurator ikke kunnet dy sig for lige at hænge nogle af Edgar Degas bedårende og kendte ballerinaer op ved siden af – ligesom for at tydeliggøre forskellen. Det, synes jeg, er et helt vildt mærkeligt valg, for nok er motivet det samme, men det, værkerne handler om, er væsensforskelligt.

Jord, vand, ild og luft

Der er mere feminisme på programmet i den anden side af Tuileries-haven, hvor udstillingsstedet Jeu de Paume ligger i modsatte ende af Musée de l'Orangerie – og det er velgørende med videoværker efter alle de malerier.

Hér vises lige nu en sjælden udstilling, der har samlet 20 af Ana Mendiatas (1948-1984) filmværker i én samlet udstilling. Filmene, som hun skabte 104 af mellem 1971-81, er mest blevet behandlet som en perifer del af hendes oeuvre, der altid har fokuseret mere på hendes berømte ’earth-body’-performances og fotografierne af dem. Men filmene er alle små kunstneriske manifestationer i egen ret, hvilket udstillingen hurtigt overbeviser om.

Filmene varer fra sekunder til få minutter og kører i loop ved siden af hinanden.

I ét af de første værker ser man Mendiata liggende levende begravet i jorden, hvor hendes åndedrag langsomt bliver heftigere og heftigere, indtil alle sten er trillet af hende. I en anden smører hun sin nøgne krop ind i blod, eller hun ligger ned i en kilde af strømmende vand. Filmene er en perfekt kondenseret sammensmeltning af netop performance og fotografi, for de virker hverken dokumenterende eller tilfældige, men netop som iscenesatte tableauer, hvor en enkelt handling udføres.

Selv fortæller Mendiata om sin kunst, at det var en måde at bearbejde det traume at være blevet eksporteret væk fra sit fødeland Cuba som 12-årig, men når man ser hendes værker i dag, virker de både relevante og højaktuelle – hun behandler jorden som et helligt sted og viser, hvordan vi alle stammer fra det samme ophav, den samme Moder.

Samtidig er filmene enkle, raffinerede og præcise – de er levende billeder, som vi nok har set før på fotografi, men som pludselig bliver endnu mere kraftfulde af at kunne observere hendes åndedrag, hendes puls og hendes proces med at skrive »der bor en djævel i mig« med blod i en fallosformet figur på en væg.

Lange køer, franske nøgne damer og blå malerier af Picasso

Man skal stå længe i kø for at få adgang til ’Picasso Bleu et rose’ på det gamle smukke Musée d’Orsay. I mellemtiden kan man gå en tur i de faste samlinger og få set nogle af impressionismens mesterværker.

Manets portræt af Berthe Morisot og veninde i Le Balcon (1968) for eksempel, eller hvad med Olympia (1871), ét af de mest omdiskuterede og analyserede værker i kunsthistorien. Hun ligger dér nøgen på divanen, Olympia, med sin lidt blege hudfarve og sit lidt trætte blik, der stift stirrer ud på betragteren, som gør hun det af pligt og ikke af lyst.

Det faldt mange for brystet dengang, det blev skabt, at Manet malede en virkelig kvinde, og ikke et ideal. Det hænger overraskende nok lidt undseligt i en halvmørk passage og giver lige så meget åndenød som Nana på Hamburger Kunsthalle, der er helt anderledes fornemt placeret.

Oplev udstillingerne selv

  • Lili Fischer, Hamburger Kunsthalle, ’Alles beginnt mit Zeichnen …’, indtil 10. februar.
  • Paula Rego, ’The Cruel Stories of Paula Rego’, Musée de l’Orangerie, indtil 14. januar.
  • Pablo Picasso, Musée d’Orsay, ’Picasso Bleu et rose’, indtil 6. januar.
  • Nairy Baghramian, ’Maintenirs’, Ecole des Beaux Arts, indtil 6. januar.
  • Tomas Saraceno, ’On Air’, Palais de Tokyo, indtil 6. januar.
  • Ana Mendiata, ’Covered in Time and History’, Jeu de Paume, indtil 27. januar.
  • Sophie Calle, Galerie Perrotin, ’Parce que’, indtil 22. december.

Tilbage til køen til Picasso-udstillingen. Når man først har fået adgang, skal man også kunne tåle at være klemt inde mellem hundredvis af mennesker, for derefter at gå i gåsegang i dårligt klimatiserede lavloftede rum med gulvtæppe. Men det hjælper altså på overbærenheden, hvis man lige har haft øjenkontakt med Olympia.

Picasso-udstillingen er selvfølgelig også et hit, selvom visningsforholdene ikke helt stemmer med antallet af gæster. Her hænger hundredvis af værker, både små på papir og guldindfattede malerier. Mest betaget blev jeg af hans blå portrætter af kvinder i vilde gevandter, som alle er malet i Barcelona eller Madrid omkring 1901-03, altså før han kommer til Paris og bliver dekadent. Det er på en måde Picasso før Picasso, og før han udviklede sine signaturværker i form af kubisme og den mere geometriske stil.

Udstillingen starter med de blå værker, hvor den blå tone ikke kun fungerer som baggrundsfarve, men er helt fremme på lærredet som en slags skygge indover motiverne. Efterhånden bliver udstillingens motiver lysere, lettere og mere rosa, som om han vrister figurerne fri af en mørk kappe og lader dem blive mere levende og frimodige i deres nye rosa palet.

Moderne skulpturer

På det enorme Centre Pompidou er der lige nu en særudstilling med den moderne skulpturs fader, Franz West. Orker man endnu en kø, er det oplagt at se West først og siden opleve iranske Nairy Baghramian (f. 1947) – som udstillede på SMK sidste år – i det smukke højloftede rum på Ecole des Beaux Arts, hvor man til gengæld kan vade lige ind.

Hvor Wests skulpturer er præget af et lidt knudret papier-maché look, så er Baghramians langt mere rene og glatte i udtrykket, men de har alligevel et sprog tilfælles.

Det ekstremt højloftede rum på Ecole des Beaux Arts kan være svær at befolke med et par skulpturer, men Baghramian skaber en usynlig forbindelseslinje imellem de udstillede skulpturer, hvor hun først placerer et par i starten af rummet, siden én stor hvid klump, der lidt ligner en tand i kæmpestørrelse, og så derefter en større ansamling af skulpturer lidt til venstre i rummet. Det gør, at rummet fyldes ud, og det høje rum ikke fladmaser følelsen af objekterne.

Den franske kunstner Sophie Calle gør det, vi opfatter som meningsskabende til nonsens. Som her, hvor klædet spørger: »Fordi hvad er der efter ingenting?« og selv svare med et foto under filtdugen af et byskilt med navnet »Plurien,« der betyder ingenting på fransk. Sophie Calle / ADAGP, Paris, 2018.Stillet til rådighed af kunstneren og Perrotin.

Den franske kunstner Sophie Calle gør det, vi opfatter som meningsskabende til nonsens. Som her, hvor klædet spørger: »Fordi hvad er der efter ingenting?« og selv svare med et foto under filtdugen af et byskilt med navnet »Plurien,« der betyder ingenting på fransk. Sophie Calle / ADAGP, Paris, 2018.Stillet til rådighed af kunstneren og Perrotin.

Claire Dorn

I ansamlingen af skulpturer er en dominerende sort og glat opretstående blok, der står og tilter lidt, men mest ligner et amerikansk køleskab fra 50’erne i form og fernis. Den står ved siden af en hvid blok og en sølvfarvet flad struktur, der er sat i spænd med en skruetvinge. Baghramian arbejder ofte med at sætte skulpturerne i spænd – og skaber derved en ’skulpturel spænding’, hvor det massive og det lette, det vakkelvorne og det stabile holder hinanden stangen.

Et lille ekstratip: Se også den lille udstilling med Robert Walser til venstre for indgangen, hvor en række af hans utrolige mikrogrammer er samlet og kan nærstuderes med lup. Det er digte og prosa skrevet med så bittesmå bogstaver, at de først blev aflæst og transskriberet mange år efter hans død.

Edderkopper for fremtiden

Hvis man vil være med på noderne, så tager man til Palais de Tokyo – ét af samtidskunstens mest respekterede udstillingssteder i verden. Det er et gigantisk sted, men langt mere råt – med åbne lofter og rå beton, end de mange guldnysselige palæer i Paris.

Den omfattende udstilling med argentinske Tomás Saraceno (f. 1971) starter tyst, mørkt og lavmælt. Faktisk er der så mørkt, at man næsten ingenting kan se udover oplyste kuber med edderkoppespind, der er belyst nedefra, så man kan se spindets uudgrundelige formationer. Det er som magiske parallelverdener, der i de følgende rum bliver mere og mere konkrete som basis for arkitektoniske modeller. Saraceno er uddannet arkitekt, men hans værker er udtryk for en både æstetisk og spekulativ tænkning ud i menneskets – og nu også alle andre arters – fremtid på kloden. Måske er den fremtid i rummet?

I takt med tiden er ’On Air’ en udstilling, der ikke kun tænker mennesket med ind i ligningen, men sidestiller mennesket med andre levende, eller andre ’døde’ materialer. Det er en forholdsvis ny teori, der udfordrer menneskets position som den øverste i naturhierarkiet. Her er edderkoppen eksempelvis en dronning, der skaber langt mere komplekse verdner, end vi selv formår.

I udstillingen bevæger man sig rundt som i en trance, dels på grund af mørket og dels på grund af en underliggende musik, der i sig selv understøtter den lidt syrede oplevelse. Cirka midtvejs i udstillingen når man til et mere velkendt Saraceno-værk, som jeg selv har oplevet flere gange – et helt rum med tråde på tværs, hvor der enkelte steder er disse runde sfærer, som modeller til boliger, og hvor hele rummet er omdannet til ét stort vibrerende edderkoppespind. Det vibrerende er helt konkret; for ligesom når man rører ved én streng i et edderkoppespind, og det påvirker resten af spindet, så kan man også trække i snorene her og skabe lyde og vibrationer i hele rummet.

Selvom Saraceno har arbejdet med sine fremtidsmodeller og biosfærer i mange år, forekommer hans kunst mere aktuel end nogensinde, og udstillingen på Palais de Tokyo er både vildt nørdet, dybt filosofisk og betagende smuk.

Franske intellektuelle vittigheder

Sophie Calle er ikke bare min franske yndlingskunstner, men én af mine yndlingskunstnere i det hele taget. Den måde, hun er selvudleverende på, er både sjov, skør og klog.

Hver udstilling er som endnu et kapitel i Calle-romanen, og jeg har altid lyst til flere. Det har noget at gøre med, at hendes værker dels ofte er tekstbaserede, og at de samtidig er nådesløst selvudleverende. Heldigvis skaber hun ofte nye kunstnerbøger, og det prestigiøse galleri Perrotin, som hun lige nu udstiller i, har selvfølgelig også en bogafdeling, hvor jeg anbefaler at gå på jagt. Hendes nye guldstofindfattede bog er en skat!

Den aktuelle udstilling på galleriet deler sig i to, den ene handler om hendes afdøde kat, som hun har fået mere end 40 kunstnere og musikere til at skabe et musikstykke til.

Sophie Calle / ADAGP, Paris, 2018. Stillet til rådighed af kunstneren og Perrotin.

Sophie Calle / ADAGP, Paris, 2018. Stillet til rådighed af kunstneren og Perrotin.

Claire Dorn

Calles kat hed Souris, som betyder mus. Og det er én af hendes måder at være sjov på – ved hele tiden at vise blindgyder og sjove sammenfald ved sproget, så det, vi alle klynger os til som meningsskabende, bliver til det rene nonsens. Som i den nye række af indrammede værker, der åbner udstillingen: Et sort, rødt eller blåt filttæppe hænger foran et fotografi. Først læser man den franske tekst, der alle starter med ordet Parce que (’fordi’), og derefter følger en gåde eller en forklaring, som i »Fordi hvad er der efter ingenting?«, hvorefter man løfter filtet og får øje på et byskilt, hvorpå der står »Plurien« (fransk for ’ingenting’).

Det kan lyde som franske interne jokes, og ja, det er nok sjovest, hvis man er flydende på fransk, men der er heldigvis et hæfte, hvor alle filtværkerne er oversat til engelsk, og Calle er på en måde lige så universel som den franske selvforståelse.

Efter to dages vandring i Paris, kan man sagtens nå ovenstående liste, og samtidig nå at flanere på boulevarderne, hænge ud på Café de Flore, eller shoppe vintage i Saint Germain de Prés. Det gjorde jeg i hvert fald. Udover de nævnte udstillinger, viste det sig ofte, at det var noget, der ikke var på listen, der var den største oplevelse. Som Walsers mikrogrammer f.eks. Eller Brancusis atelier foran Centre Pompidou, hvor der hverken er kø eller entré, og man kan få et glimt ind i den romerske mesters værksteder.

Så nok er det godt med en plan, men det er lige så vigtigt at bryde den, og bare nyde Paris.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her