Læsetid: 5 min.

Navid Kermanis mesterlige rejsereportage om et blodigt bånd mellem Europa og Orienten

Fra Køln i Tyskland til Isfahan i Iran: De spørgsmål, krigene efterlader befolkningerne med, er muligvis uafgørlige, men nødvendige at stille
Navid Kermani rejsereportager gør sin læser svimlende klog. 

Navid Kermani rejsereportager gør sin læser svimlende klog. 

Christoph Hardt

21. december 2018

Navid Kermanis lange rejse begynder i hjembyen Køln, endda et godt stykke tid før han tager hul på den egentlige rejse.

Til et politisk debatmøde hos det nationalkonservative Alternative für Deutschland (AfD) dukker begivenhederne i Køln nytårsnat 2015 op, først som propagandistiske advarsler om Tysklands snarlige udslettelse skrevet på plakater uden for mødelokalet i Schwerin, så som et diskussionsemne mellem Kermani og en hr. Kalbitz, et højtstående medlem af partiet.

Det ene er enkelt nok at tage stilling til, man kan være enten for eller imod fjendebilledet af de ikkevestlige migranter, som angiveligt stod bag systematiske overgreb under nytårsfejringen.

Den anden del er straks mere indviklet. Dels fordi Kalbitz og hans partifæller viser sig ikke at være frådende nazister, men almindelige og endda ganske venlige mennesker, der er fælles om en »frygt for at blive tabere« i deres eget land. Dels – og endnu mere – fordi Kalbitz på tomandshånd med forfatteren udtrykker sig overraskende meget mere nuanceret end slagordene på plakaterne udenfor og til sidst har trukket så meget i land, at det er en næsten rundforvirret Kermani, han til slut kan ønske en god rejse.

Svimlende kløgtigt

Navid Kermani: ’Langs grænser og grave’.

Beskrivelsen er symptomatisk for bogen og Kermanis mange samtaler med forfattere, historikere, museumsfolk og såkaldt almindelige mennesker undervejs fra Køln til Isfahan.

Dels i kraft af bogens konstante sammenknytning af lange historiske konflikter og dagsaktuelle og sprængfarlige politiske emner.

Dels i kraft af dens åbning mod det stadig mere komplekse: Hvad der begynder enkelt og med eksempelvis spørgsmålet om det ene eller det andet folks ret til et stykke land, ender i reglen med så mange krumninger på historien mellem Herodots tid og i dag, at man ikke kan undgå at blive klogere, men heller ikke at blive lettere svimmel.

Det er selvfølgelig ment som en ros af bogens grundighed og vilje til at gå de besværligste veje, men det er lige så meget en karakteristik af den komplekse verden, Kermani har gennemrejst.

Et par eksempler blandt utallige:

Valentin Akudovitj, med bogens ord »en gråskægget filosof« og en af nøglefigurerne i Hvideruslands modstandsprægede kulturmiljø, har skrevet en bog om sit lands splittelse mellem nationalistiske impulser, russisk indflydelse og en vis hældning mod modernitet, globalisering og demokrati. En intellektuel så nogenlunde på bølgelængde med den venstresnoede Kermani.

Men sandelig: Akudovitj er hverken bekymret for det nationalistiske PiS i Polen, Brexit, Trump eller Le Pen. Snarere tværtimod. »Hvis de blot ikke er for ekstreme, så støtter jeg dem,« siger Akudovitj, der ser med større uro på »rodløshed, ligemageri og umyndiggørelse«.

En demokrat og proeuropæer kan altså opfatte det nationalistiske, også i kortvarigt skrappe former, som en stabiliserende faktor. Noget lignende, men fra modsat politisk side, siger i øvrigt chefredaktøren for et regeringsvenligt polsk tidsskrift om sit flere gange udraderede hjemland: »Uden nationalismen, den positive nationalisme, ville Polen slet ikke findes i dag.«

Har bogen ét projekt, må det være at afdække netop den slags paradokser. Eller med et andet udtryk: det uafgørlige i Europas og den nære – nærmeste – Orients blodige konflikter.

Kermanis rejse har en europæisk del: fra Tyskland gennem Polen (bl.a. Auschwitz), videre til Litauen, så sydpå gennem Hviderusland, Ukraine og ned til spidsen af Krim. Og dernæst og i en ubestemmelig overgang en orientalsk del: fra Krim i et hop over til det sydlige Rusland og de krigshærgede lande mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav, Georgien, Aserbajdsjan, Armenien, og derfra videre ned gennem Iran med Isfahan som endestation.

Uafgørligheden dukker op land for land i form af nødvendige spørgsmål uden svar: Hvordan måler man Ukrainsk nationalisme mod Russisk nationalisme og okkupation? Hvordan måler man uddrivelsen af armenere fra Aserbajdsjan mod armeneres drab på hundreder af azeriske civile? Og hvad er fredsprocessens rækkefølge? Kan freden tidligst begynde, når man er enig om svarene? Eller kommer freden først – og svarene muligvis aldrig?

Grænsen som skillelinje

Også selve grænsedragningen mellem Øst og Vest, Europa og Asien, er en del af det uafgørlige, der optager Kermani.

Et sted argumenterer han for, at det er det smalle stykke land mellem de to have, Sortehavet og Det Kaspiske Hav, der udgør grænsen. En andet sted for, at ørkenen på én gang er en geografisk-klimatisk skillelinje og forskellen mellem europæisk demokrati og Orientens – Mellemøstens – klan- og stammesamfund med et historisk underskud af demokrati.

Spændende. Og øjensynlig formuleret i et højstemt øjeblik med næsen trykket mod en vinduesrude og med udsigt til et ørkenagtigt landskab i det østligste Aserbajdsjan.

Mere interessant og for mig at se bogens scoop er selve kontinuummet, dvs. den klare sammenhæng, der i en meget lang række af led binder Europas og Asiens lande sammen. Og binder rejsens to yderpunkter, tyske Køln og iranske Isfahan, tæt til hinanden.

Hvorfor et scoop?

Fordi bogen med sit vide historiske og geografiske perspektiv på den måde åbner et ellers ofte lukket Europa mod den øvrige verden.

Også her et par eksempler blandt uendeligt mange:

Nazismen og jødeforfølgelsen havde sit udspring i Tyskland, men relativt havde holocaust de største og skrækkeligste konsekvenser i øst. Det område, der blev ramt hårdest, ikke bare af tysk nazisme, men i en blodig rytme skiftevis øst- og vestfra har den amerikanske historiker Timothy Snyder beskrevet i sin bog (som er Kermanis vigtigste kilde i bogens første del) Bloodlands. Europa mellem Hitler og Stalin. Her mistede i perioden 1930 til 1945 14 millioner mennesker livet.

Områder som Litauen, Polen, Hviderusland og Ukraine er altså af én streng bundet til europæisk historie. Og via den samme streng, men i modsat retning bundet til Rusland og i sydgående retning området Tjetjenien, Georgien, Armenien, Aserbajdsjan, en postsovjetisk bombe, flere steder stadig tikkende.

Den del af historien har den britiske journalist og Kaukasusekspert Thomas de Waal beskrevet i bogen Black Garden (som er Kermanis vigtigste kilde i bogens anden del).

Og den samme streng er sammenfaldende med Kermanis fortsatte rejserute ned gennem Iran. Hertil flygtede 100-300.000 polakker, mest kvinder og børn, i begyndelsen af 1940’erne. Her regerede først en allieret besættelsesmagt 1941-46, så shahstyret, i perioder mere præget af fransk kultur end Frankrig selv.

Og herfra udvandrede Navid Kermanis familie til Tyskland, Køln, hvor rejsen altså både slutter og begynder på ny.

Der er lidt ujævnhed i Kermanis enorme bog. Formen kan svinge mellem reportage og personligt rejsebrev (det sidste især i det lange afsluttende Isfahankapitel, hvor vi skal høre om datterens ridetimer og familiens personlige sammenknytning af Øst og Vest). Nogenlunde i samme takt svinger fokus.

Forklaringen findes i efterordet: Rejsen er ikke én rejse, men en håndfuld, og har ikke én sigtelinje, men flere afhængig af den konkrete anledning. En tredjedel af bogens indhold har i øvrigt været trykt før, det meste i Der Spiegel, andet i Die Zeit.

Det ændrer ikke ved, at bogen er en sjælden – tålmodig og journalistisk mesterlig – granskning af den store europæiske historie. Det sidste i betydningen historisk, politisk og geografisk-kulturelt vidtskuende – med alle de uafgørligheder, der ubekvemt nok, men nødvendigvis følger med.

Navid Kermani: ’Langs grænser og grave’. Oversat af Nanna Lund, Informations Forlag, 486 sider, 350 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu