Læsetid: 6 min.

Ny bog fortæller om Kim Larsen, før han blev Fænomenet Kim Larsen

Jens Andersens redigering af Kim Larsens selvfremstilling er et godt fortalt indblik i Danmarks mest populære popsangers tidlige år før berømmelsen gjorde ham til fænomen
Kim Larsen er en god fortæller, der har sans for persontegning, og samtidig er bogen om hans unge år også et alment portræt af efterkrigsgenerationens opvækst og vilkår for børn og unge i den socialdemokratiske velfærdsstat fra midt-1950’erne til oliekrisen i 1973.

Kim Larsen er en god fortæller, der har sans for persontegning, og samtidig er bogen om hans unge år også et alment portræt af efterkrigsgenerationens opvækst og vilkår for børn og unge i den socialdemokratiske velfærdsstat fra midt-1950’erne til oliekrisen i 1973.

Privatfoto fra bogen

7. december 2018

Der er en vis mening med at udgive Kim Larsens selvbiografi for perioden fra den tidlige barndom til 1971, hvor han står på tærsklen til at blive Fænomenet Kim Larsen med signatursangen »Langebro«, der stadig var en del af hans koncertsæt på den sidste turné, kort før han døde af kræft i september.

Kim Larsens position som nationalt ikon af hidtil uset format gør det relevant at skildre hans sociale og kulturelle baggrund – hvor kom han fra? Hvad var hans ærinde? Hvorfor ramte han så bredt, at millioner fulgte med i tv-transmissionen af mindefakkeltog i landets største byer?

Det får vi en slags svar på i Jens Andersens bog Kim Larsen – Mine unge år, om end ikke med kant, men Kim Larsens egen version af sit første kvarte århundrede. Han sagde ja til Jens Andersen på betingelse af, at han alene styrede fortællingen – den skulle ikke efterprøves med andre kilder, der havde alle mulige meninger om Fænomenet. Til gengæld lovede Larsen, at han ville bestræbe sig på ikke at forfalde til sin uvane med at ’smøre tykt på’. Næppe et optimalt udgangspunkt for en biografi, der i realiteten gør forfatteren til ghostwriter, men det gør Andersen dog glimrende.

Det er en læseværdig bog. Dels fordi Kim Larsen faktisk er en god fortæller, der har sans for persontegning og anekdotiske pointer (og rutinerede Andersens sans for stringens), men også fordi fortællingen er et alment portræt af efterkrigsgenerationens opvækst og vilkår som børn og unge i den socialdemokratiske velfærdsstat fra midt-1950’erne til oliekrisen i 1973, de små 20 år med social mobilitet og fremtidsoptimisme.

I en mere kold tid kunne den på én gang disciplinerede og eskapistiske Larsen være endt som kommunelærer på psykofarmaka, hvis han da ikke var gået i hundene som alkoholiseret drømmer. Nu indså han ved juletid 1968 efter kun et halvt års ansættelse som dansklærer i det københavnske skolevæsen det grå perspektiv og sagde op uden socialt eller økonomisk sikkerhedsnet, kun med sin selvtillid og sine drømme som kapital.

Det lod sig gøre i en verden med åbne muligheder for en ung mand, der voksede op med en enlig mor og en storebror i Københavns Nordvestkvarter, beboet af lavere middelklasse, håndværkere og stræbsomme arbejdere. Faren skred, da han var fem, og i Larsens fortælling fylder han ikke op som et savn – men mellem linjerne fornemmes det, at fascinationen af såvel fiktive som historiske og litterære helte – Odysseus, kong Skjold, Kirk Douglas, Little Richard, Elvis Presley, Thomas Mann, Henrik Pontoppidan, Tage Skou-Hansen, listen er lang – kompenserer for fraværet af en faderfigur.

I 50’erne var det stadig stigmatiserende at være skilsmissebarn, og den 8-10-årige Kim klarede sig ved at bilde klassekammeraterne ind, at hans far var Tarzan, der havde efterladt aben Cheetah hjemme på Mågevej. Den sov heldigvis, da kammeraterne ville have syn for sagn!

Fra samme generation og med en far, der skred, da jeg var fire, genkender jeg det mentale traume – og i øvrigt miljøet som barn af forældre, der begge var Nordvest-indfødte. Mine bedsteforældre på begge sider boede hele deres liv i NV, og som Larsen så jeg min første film som syvårig i Nora Bio på Nørrebrogade, som Larsen løj også jeg om min status som skilsmissebarn, som Larsen kom jeg i mellemskolen, som Larsen fik jeg en åbenbaring med Little Richards »Lucille« som 13-14-årig – og som Larsen kunne jeg recitere lange passager af Hans Scherfigs Det forsømte forår. Til forskel fra Larsen kom jeg ud at sejle, da han begyndte i Nørre Gymnasium i 1960.

Jeg nævner det, fordi han et sted i Jens Andersens redigering af råstoffet på mange timers samtaler i Larsens fynske køkken i foråret 2018 fortæller, at han skoletræt overvejede at blive sømand, men besindede sig. Eller det var snarere hans stærke og – fremgår det – dominerende og kærlige mor, Eva Flyvholm, der besindede sig på hans vegne. Hun fremstår som livsklog (og livsglad) grundtvigianer, datter af en degn og landsbylærer på Fyn, hvor lille Kim tilbragte alle sine ferier. Morfaren var stærk i troen, en klippe af stabilitet, der ligeledes bidrog til, at drengen oplevede sin barndom som tryg og næsten lykkelig trods turene til den lokale pantelåner for at få brød på bordet.

Hans livsbane får en afgørende drejning i 1964, da han tog på højskole i Askov som discipel af Tage Skou-Hansen, Niels Højlund og forstanderen Knud Hansen – også her genkender jeg i læsningen den øjenåbnende effekt, højskoleopholdet fik i kraft af den lystbetonede tilgang til undervisningen, fordybelsen i historie, filosofi og litteratur, dramatik med opsætning af skuespil, hele kulturpaletten tilsat Elvis Presley, Frank Jæger og The Beatles. Han knytter varige venskaber – Hjørdis og Søren nævnes kærligt som parret, der hjalp ham med at flytte ind i Sofiegårdens Christianshavnsslum, Panik-Ole, der kunne det der med damer, Store-Hans, der altid stillede op, og verdensmanden Wili Jønsson, som han møder i Sofiegården.

Skildringen af den glade ungersvend, der skjulte sin generte følsomhed bag et panser af humor, vægtes i Jens Andersens redigering med det mere komplicerede samliv med kæresten og senere hustruen, Mariann Herløv-Petersen – hvis kommunistiske tendenser var ham fremmed – og det seje træk med at skrive sin egen version af Lykke-Per på ikke under 500 sider. Efter afslag fra to forlag opgav han romanambitionen og blev ’spillemand’, som han siden kaldte sin metier.

Resten af historien – tilværelsen som løsarbejder, hjemmegående far og rock’n’roll-aspirant i sidste tredjedel af 60’erne – er også beskrevet i andre biografier, bedst hos Peder Bundgaard i Larsen fra 2002. Det nye her er skildringen af barndommen og teenageårene, der i hans egen version, som jo er den eneste, præges af overskud, bevidst pletrenset for forlorenhed og antydninger af bitterhed og vrede såvel som sentimental nostalgi.

Fremstillingen er nøgternt solidarisk med stoffet – og ikke mindst med Mariann, som han forlader i 1971 efter længere tids knas i forholdet, den er nænsom i vurderingen af venner og bekendte, der skuffede eller svigtede – han tilgiver uden videre, at det legendariske og charmerende syrehoved, Ole Frø, som roadie løb med halvdelen af Gasolin’s honorar for et job og forsvinder med et feriefly til Mallorca. Herregud! Det var jo Ole Frø. Samme varme og laissez fair-attitude går igen i hans produktion og er vel dybest set baggrunden for hans enorme popularitet på tværs af alder- og sociale skel.

Kim Larsen – Mine unge år er frem for alt et tilbageblik på perioden, hvor hovedstolen ikke er Fænomenet Kim Larsen, men en ung og talentfuld, men også ret almindelig Kim Larsen, der med kone og barn og et almindeligt liv tager en drastisk beslutning i 1968 uden at spørge konen. Ikke fordi han var en vred ung mand – ungdomsoprøret interesserede ham overhovedet ikke, og han stemte på de radikale – men fordi han slet og ret kedede sig, og fordi konjunkturerne gjorde, at han kunne gøre noget ved det.

På et andet og egentlig ikkeformuleret plan belyser bogen, hvorfor Kim Larsen hele sin karriere forblev i sin 60’er-boble – erkendt i flere af hans sange, eksempelvis i en strofe fra hans sidste cd: Jeg er en gammeldags mand/med en gammeldags forstand. Et eller andet sted vidste han, at hans kreative åre var forbundet med og afhængig af de tidlige års lykkefølelse som anonym gadedreng med rigtige venner – en fattig, eller i det mindste ikke rig, boheme.

Han kørte på cykel hele sit liv, boede altid i lejlighed – spillede han i København, boede han på det prunkløse Park Hotel ved Jarmers Plads – og hans ’bodega-universitet’ var brune værtshuse, hvor man kunne ryge. Han holdt fast i et sæt af kerneværdier, der ikke var konjunkturbestemte. Og således er Mine unge år en nyttig bog for forståelsen af Fænomenet Larsen. Man kan – jeg kan i hvert fald – tvivle på, om en fortsættelse med tiden fra 1971 til 2018, hvor han var offer for berømmelsens mentale isolation, ville have åbnet for ukendte problemstillinger og mere kant. Det tror jeg ikke. På det stræk gav hverken Larsen eller Fænomenet Kim Larsen ved dørene.

Jens Andersen: ’Kim Larsen – Mine unge år’. Politikens Forlag, 328 sider, 350 kroner

Vinterbøger 2018: Dystopisk litteratur

Magasinet Vinterbøger sætter fokus på de dystopiske romaner, der skildrer hvordan vi nærmer os et apokalyptisk nulpunkt, hvor den miljømæssige krise og kampen om råstoffer truer med komplet kollaps. Læs om den historiske baggrund for dystopien og om, hvorfor genren igen er relevant – for både børn, unge og voksne. Magasinet udkommer i sin helhed den 7. december 2018.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Reinholdt
  • Jakob Trägårdh
  • Søren Veje
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Trond Meiring
Anders Reinholdt, Jakob Trägårdh, Søren Veje, Maj-Britt Kent Hansen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu