Læsetid: 2 min.

Et nyt og besættende tonesprog for dansk elektropop

På debutalbummet fjerner den danske poptrio Chinah sig fra den singleorienterede sangskrivning og leverer et helstøbt værk af rytmisk kompleksitet og computermusikalske eksperimenter
Den danske trio Chinah er udkommet med et nyt, pirrende og velfungerende album.

Den danske trio Chinah er udkommet med et nyt, pirrende og velfungerende album.

Gonzales Photo

4. december 2018

For tre år siden brød elektropoptrioen Chinah igennem muldjorden på den danske musikscene med det ubestridelige kæmpehit »Away From Me«.

Debutsinglen, der stadig står som orkestrets stærkeste enkeltnummer, optegnede lydskitserne for EP’erne Once the Lights Are On og Hints (den mere firseragtige af de to) fra henholdsvis 2016 og 2017 med simpelt programmerede trommemaskiner, flødevaskede synthesizere, tørre pizzicato guitarfigurer, blød undervandsbas og forsanger Fine Glindvads lysende vokal.

Et behageligt og velafbalanceret lyddesign, men samtidig jævnt og udpræget samtidisk: Det, der gjorde, at Chinah skilte sig ud i det moderne R&B-landskab, var således ikke trioens produktionsteknikker, men deres stærke og meget melodiøse sangskrivning.

Fokuseringen på det enkelte nummer havde dog en omkostning, og ingen af de to hidtidige EP’er fungerede som helstøbte, fordi det samlede udtryk stod i skyggen af singler som »Away From Me«, »We Go Back« og »Even Love«. Og derfor lå der en naturlig tvivl i, om trioens musik ville komme til sin ret i albumformatet, hvor det sammenhængende forløb må stå hævet over det hitmaskinelle enkeltprodukt.

En tvivl, som Chinah dog ensidigt gør til skamme på debutalbummet, Anyone, der i dén grad fungerer som samlet enhed, og hvor trioen tydeligvis har prioriteret det samlede udtryk over den enkelte omkvædsmelodi.

Der er således ingen numre på Anyone, som på hitbarometeret kan måle sig med gruppens tidligere singler, men det gør ingenting, fordi albummet simpelthen er så gennemført et lydkunstværk. En sand sjældenhed i en rytmisk musikkultur, hvor singlen er i højsædet.

Sofistikeret støj

Det umiddelbart mest slående ved Chinahs nyfundne musikalske identitet er, hvordan den fløderunde behagelighed er på retræte. Barskt støjende perkussionanslag, spidse kantslag og forvrængende, sireneagtige lydeffekter – der især træder frem på »Give Me Life«, »Obsessed« og »Adrenalin« – har forurenet det ellers harmløse lydbillede med udflydende keyboards og knastørre guitarkys, som dog stadig kan opsnuses på numre som »Strange Is Better«.

Det er en grimhed, der virkelig klæder den ellers velfriserede trio – særligt der, hvor instrumentalisternes aggressivitet modstås af en tilbagelænet, næsten hviskende vokallevering fra Glindvad – udsmadret og hendøset i ét og samme åndedrag. Sofistikeret. Og tilsvarende tekstuniverset, der albummet igennem også afviger fra popformularen ved at udforske temaer udover den platte kærlighedssludder.

Trioen overskrider deres hidtidige lineære sangskrivning optaget af det melodiske indhold ved på Anyone at sætte rytmiske eksperimenter i højsædet. Det sker på »Drown Me«, hvor en klistret basrundgang bryder sangens fremdrift i en flerrytmisk udforskning; på titelnummeret »Anyone«, hvor Glindvads vokal ophugges og anvendes som harmonisk motor; og på »Yeah Right«, hvor en uophørlig synthfigur danner bagtæppe for både vers og omkvæd.

Glindvads vokalpræstation er dog ikke kun mere henåndende, end vi er vant til. Hun fraholder sig i det store hele også fra registrets øvre spektrum, og rent melodiøst er linjerne overraskende monotone – ja, nogle gange næsten rappende. Et velkomment opgør med populærmusikkens falsetoverforbrug, der særligt træder frem på de hiphoppede albumhøjdepunkter »Give Me Life« og »Obsessed«, hvor Glindvad lyder kæk, flabet og gwen-stefanisk. Det er pirrende og velfungerende, især på sidstnævnte, hvor akkompagnementet lyder som en nytolkning af Kanye Wests 2012-hit »Clique«.

»I’m obsessed with a language I don’t understand,« lyder det i omkvædet.

Det er en halv sandhed, skulle den gælde Anyone – for der er intet uforståeligt over Chinahs nye tonesprog, til gengæld er det i dén grad besættende.

Chinah: ’Anyone’ (No3)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu