Læsetid: 5 min.

Peter Hummelgaards socialdemokratiske sneglevandring er moderne, men har mangler

Det er ’slow politics’, der bliver serveret af Peter Hummelgaard i ’Den syge kapitalisme’. En slags politisk pendant til ’slow food’ og ’slow living’. Først må den syge kapitalisme grundigt diagnosticeres, derefter kan medicinen ordineres
Det er ’slow politics’, der bliver serveret af Peter Hummelgaard i ’Den syge kapitalisme’. En slags politisk pendant til ’slow food’ og ’slow living’. Først må den syge kapitalisme grundigt diagnosticeres, derefter kan medicinen ordineres

Peter Nygaard Christensen

14. december 2018

Der er på en og samme tid noget gammeldags og noget ultramoderne over Peter Hummelgaards bog Den syge kapitalisme. Det gammeldags ligger lige for i bogens eksplicitte intention: at genrejse tidligere tiders socialdemokratiske projekt.

Med reference til Günter Grass’ beskrivelse af socialdemokratismen som »en snegls vandring«, må dette projekt nemlig ifølge Hummelgaard igen besinde sig på »langsomme, men stædige og målrettede fremskridt mod et mere lige, retfærdigt og trygt samfund«.

Deri ligger også en tilbagevenden til at se det socialdemokratiske projekt som en række balancer: mellem kapitalisme og velfærdsstat, mellem det globale og det nationale, og mellem frihed og fællesskab.

Denne genrejsning er på samme tid underfundigt moderne. Det er slow politics, der bliver serveret af Hummelgaard. En slags politisk pendant til slow food og slow living. Det præger bogens opbygning og formidling, for først må den syge kapitalisme grundigt diagnosticeres, før medicinen kan ordineres. Det gør bestemt bogen værd at læse og til at blive klog af; men det kræver tålmodighed af læseren, også selvom bogen er ganske velskrevet.

Klasse-gadekryds

I bogens første kapitel præsenteres vi for anledningen til Hummelgaards diagnose, nemlig oplevelsen af, hvordan den sociale kontrakt er svækket af 00’ernes finanskrise.

Hummelgaard begynder analysen erfaringsnært i Københavns Lufthavn blandt de arbejdere, han er vokset op sammen med. Men de stærke arbejderrødder væves også sammen med global erfaring. Lufthavnen blev porten til verden og hyppige besøg hos tanten i Los Angeles, og efter opvæksten på Amager blev rødderne for en stund plantet i »den kulturelle elites enklave på Vesterbro i København«.

Dermed beskriver Hummelgaard sig selv som et »gadekryds« mellem »middel- og arbejderklassen i lokalsamfundene og de højtuddannede verdensborgere i storbyen«. Samtidig påpeger han, at alliancen mellem netop disse to klasser i dag er svækket til gavn for den økonomiske elite. Det er især blevet tydeligt i de senere års udvikling i europæisk og amerikansk politik.

For læseren er det et inspirerende udgangspunkt, at Hummelgaard begynder der, hvor hans egne rødder er ved at blive revet fra hinanden, og der, hvor den fælles politiske erfaring åbenlyst kræver opmærksomhed.

I bogens andet kapitel introduceres vi – ikke overraskende – for den franske økonom Thomas Piketty og analysen af kapitalismens »indre drift mod at skabe ulighed og koncentrere velstandsstigninger og magt hos en stadig mindre elite«.

Oplevelsen af uretfærdig ulighed svækker tilliden til det politiske system, siger Hummelgaard, og slår samtidig en af bogens bærende pointer fast. Kapitalismens indre drift mod at skabe ulighed er ikke uafvendelig, for »uretfærdig ulighed er et valg«.

Kapitalindkomst vs. arbejde

De næste mange siders analyse peger direkte på problemer i den aktuelle indretning af den kapitalistiske økonomi og fraværet af politiske indgreb.

Vi kommer langt omkring: hvidvask, nye låneformer, kapitalfonde, salg af statslige selskaber, kortsigtede investeringshorisonter, aktietilbagekøb, eksorbitante lederlønninger, stigningen i kapitalafkast, social dumping, skattely og markedsmonopoler.

Analysen sammenfattes elegant i et kapitel, hvis overskrift spiller på politiske modstanderes mantra: ’Det kan ikke betale sig at arbejde’. Rigtigt, siger Hummelgaard. Men problemet er ikke Dovne Robert eller Fattig-Carina. Problemet er, at det bedre kan »betale sig at leve af sin kapitalindkomst end at gå på arbejde«. Vi er tilbage ved uligheden og svækkelsen af den sociale kontrakt.

I bogens anden del vender Hummelgaard blikket mod den medicin, der skal gøre kapitalismen rask. For med socialdemokratismens fokus på balancer, er det netop pointen: Kapitalismen er ikke terminalt syg. Den kan kureres, og medicinen er politiske indgreb og regulering.

Her bliver vi præsenteret for analyser, der viser, hvordan lige samfund er til gavn for alle borgere, og hvordan ulighed og social mobilitet er to sider af samme sag. Derfor må det politisk dreje sig om at styrke ligheden og ikke blot arbejde for lige muligheder og øget mobilitet. Vi bliver også præsenteret for argumenter om, hvordan markedet og staten ikke er hinandens modsætninger, men hvordan »historien viser, at kapitalismen trives storartet med at blive reguleret«.

Og endelig bliver vi præsenteret for en interessant diskussion af socialdemokratiernes historiske rolle og aktuelle magtesløshed. Her udråber Hummelgaard lidt inkonsistent »den tredje vej« til en at de store ideologiske syndere, samtidig med at han fremhæver Nyrup og Lykketofts politik op gennem 1990’erne som en slags socialdemokratisk ’golden age’. Påpegningen af, at Nyrup og Lykketoft senere har fortrudt nogle af de gennemførte privatiseringer, styrker ikke argumentationen.

Ny retning

Bogen afsluttes med Hummelgaards egne forslag til en fornyet socialdemokratisk politik. Kort fortalt handler det bl.a. om igen at fokusere på (bæredygtige) industriarbejdspladser, om at styrke fagbevægelsen og kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår, om at sikre lighed og tryghed (f.eks. i dagpengesystemet), og om at generobre nationalstaten som rammen om en stærk velfærdsstat.

Der er mange interessante forslag til en ny retning for sneglens vandring. Historien må afgøre forslagenes bæredygtighed, men i bogens egen logik er det dog skridtet fra diagnose til medicin, der fremstår svagest. Godt nok er der sammenhæng mellem analysen af finanskapitalismen og forslagene til stærkere regulering, og mellem udpegningen af den voksende ulighed og øget sikring af tryghed.

Men man sidder som læser tilbage med en del spørgsmål og fornemmelsen af, at Hummelgaards slow politics alligevel nogle gange springer over, hvor gærdet er lavest. Også på helt centrale punkter i det, der udråbes som kernen i den socialdemokratiske balance.

Det forbliver f.eks. uklart, hvordan man skal forstå balancen mellem det globale/EU og det nationale. Og vi bliver heller ikke klogere på, hvordan Hummelgaards politik kan hjælpe til at genetablere alliancen mellem den lokalt forankrede arbejder- og middelklasse og de højtuddannede verdensborgere.

Mest afgørende forbliver det uklart, hvordan man mere detaljeret skal forstå forholdet mellem kapitalisme og velfærdsstat. Hummelgaard forklarer omhyggeligt, hvordan kapitalismen trives med statslig regulering, men han konstaterer nærmest en passant, at det ikke betyder, »at vi ikke hele tiden skal arbejde for at bruge pengene i den offentlige sektor bedre, at styrke konkurrenceevnen eller sikre, at produktiviteten stiger«.

Her ville det have været vederkvægende, hvis Hummelgaard lidt mere tydeligt var gået ind i en analyse og diskussion også af velfærdsstatens udfordringer. Hvis det socialdemokratiske svar her ikke er konkurrencestaten, hvad er svaret så?

Når Peter Hummelgaard i forbindelse med sin nye bog, Den syge kapitalisme, siger, at partiet skal balancere mellem bekæmpelse af fattigdom og indvandrerkvinder, der er overrepræsenteret i kontanthjælpssystemet, er det tydeligt, hvorfor S har svært ved at overbevise om det reelle i den nye kamp mod ulighed, skriver Mette-Line Thorup.
Læs også
Peter Hummelgaard er interviewet – og fotograferet – ret mange gange på Amager og foran lufthavnen, hvor forældrene arbejdede. Men S-politikeren er hverken bleg for at erkende arbejderklasseidentificeringen eller et ambivalent forhold til globaliseringen – i hverrt fald når det kommer til finanskapitalismen. 
Læs også

Peter Hummelgaard, ’Den syge kapitalisme’, Gyldendal, 250 sider, 100 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

Man burde selvfølgelig læse dvs. købe bogen, men er den ikke rimelig udfoldet her? Det var engang for mindre end 10 år siden hvor jeg ville have købt bogen, alene pga. forfatteren som jeg dengang havde et varmt hjerte for. Det har jeg desværre ikke mere.

Der er gået alt for meget ny-socialdemokratisme dvs. nationalisme i Peter Hummelgaard til at jeg kan tage ham alvorligt i dag. Jeg køber hans økonomiske politiske projekt og det er også svaret på et post-velfærdssamfund jeg også kunne kæmpe for.

Men med Peter Hummelgaard og S's mangel på international udsyn (ex. mindst 1% udviklingsbistand) en mere helhjertet EU politik og den DF styrede nationalisme, falder kritikken af den syge kapitalisme til jorden - med et brag.

Torben Ethelfeld og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar