Læsetid: 3 min.

Preben Wilhjelm kæmper mod ligegyldigheden over for den enkeltes retssikkerhed

Politikere og myndigheder har i vore dage langt mindre respekt for den enkeltes frihed, end den danske retsplejelovs fædre havde for 100 år siden. Det viser venstrefløjskoryfæet Preben Wilhjelm i sin nye bog
Bogaktuelle Preben Wilhjelm advarer i et retshistorisk tilbageblik om, at debatten om de grundlæggende retsstatsprincipper i dag drukner i kriminalpolitiske diskussioner om, hvor hårdt lovovertrædelser skal straffes.

Bogaktuelle Preben Wilhjelm advarer i et retshistorisk tilbageblik om, at debatten om de grundlæggende retsstatsprincipper i dag drukner i kriminalpolitiske diskussioner om, hvor hårdt lovovertrædelser skal straffes.

Jens Dresling

14. december 2018

Ingen må straffes uden dom, og enhver mistænkt skal betragtes som uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Disse principper er helt grundlæggende for en retsstat, idet de beskytter borgerne imod overgreb fra statsmagten.

Der er nok få politikere og mediefolk, der vil erklære sig direkte uenige i det, men ikke desto mindre står de langt mindre værn om den enkelte borgers retssikkerhed end deres forfædre gjorde, dengang de kæmpede for, at Danmark skulle blive en retsstat.

Dette retskulturelle forfald argumenterer Preben Wilhjelm, som var retspolitisk ordfører for Venstre-Socialisterne fra 1975-1984 og er ph.d. i jura, overbevisende for i sin nye bog Kampen for retsstaten, som udkommer i anledningen af 100-året for retsplejeloven.

I bogen beskriver Wilhjelm, hvordan den danske retsstat opbyggedes helt fra før Grundloven i 1849 og frem til Grundlovens løfteparagraffer om retsbeskyttelse endelig blev (delvist) udmøntet i Retsplejeloven af 1919.

At der skulle gå 70 år før Grundlovens principerklæringer blev gjort til lov skyldtes det daværende tokammersystem med Landsting og Folketing, der gav uanede muligheder for forhaling.

Men det skyldtes også, som Wilhjelm illustrerer med velvalgte citater fra datidens politikere og ledende mediefolk, at retsplejen var en central politisk kampplads – i modsætning til i dag, hvor retsstatsprincipper ikke ligefrem ligger øverst på den politiske dagsorden.

Selvom Grundloven formelt set forbød censur, udtalte Viggo Hørup i 1899, at den danske talefrihed kunne samles i en eneste paragraf:

»Enhver, der siger Noget om Nogen, straffes med Bøder eller Fængsel.«

Hørup og en lang række af de andre forkæmpere for retsstaten i det 19. århundrede mærkede da også konsekvenserne af den manglende retssikkerhed på egen krop, da politiske modstandere blev smidt i fængsel for et godt ord.

Som Wilhjelm påpeger: Da man nåede frem til systemskiftet i 1901, havde »så at sige alle fremtrædende ledere« af det nye folketingsflertal været i fængsel i kortere eller længere tid. Ikke så mærkeligt, at retsgarantier lå dem på sinde.

Særligt interessant læsning er kapitel 3, hvor Wilhjelm beskriver retsreformbevægelsens kamp for at få indfriet Grundlovens krav om oprettelsen af et nævningeting.

Ønsket om at nævninge, lægdommere, skulle indgå i processen både ved politiske lovovertrædelser og i strafferetsplejen, afspejlede datidens brede demokratiopfattelse.

Lægdommerinstitutionen skulle skabe folkelig deltagelse og indsigt i retsplejen – og give politikerne kvalificeret demokratisk feedback på kriminal- og retspolitikken. Men som Wilhjelm påpeger, har Danmark svigtet sin Grundlov på dette punkt; brugen af lægdommere er i dag så indskrænket, at den, ifølge Wilhjelm, er decideret grundlovsstridig.

Et andet afgørende punkt, hvor politikerne ifølge Wilhjelm har svigtet Grundlovens og retsplejelovens fædres oprindelige ideer, er i brugen af frihedsberøvelse. Under mere end et halvt århundredes debat var det ønsket om at skabe størst mulige garantier mod uberettiget fængsling af mennesker, der senere blev kendt uskyldige, som stod i forgrunden.

Dengang så den politiske konsensus varetægtsfængsling som et meget hårdt og forstyrrende indgreb i folks personlige frihed, som skulle begrænses i både omfang og varighed.

Det hensyn til den personlige frihed genfinder man ikke i nyere tid, hvor der eksempelvis er blevet indført mulighed for varetægtsfængsling, »når det vil stride med befolkningens retsfølelse, hvis den sigtede forbliver på fri fod under efterforskningen«.

Wilhjelm kritiserer denne anvendelse af varetægtsfængsel »som straf før dom« – altså et brud med det fundamentale retsprincip om, at ingen må straffes uden dom. Debatten om udvidelsen af denne bestemmelse i 1987 bruger Wilhjelm til at illustrere et andet problem:

»Det er betegnende for det skred, der er sket, at de fleste ordførere i debatten ikke længere kunne skelne mellem sigtede og dømte. De brugte ikke udtrykket ’den sigtede’, som det jo drejer sig om, men ’gerningsmanden’, ’voldsforbryderen’, ’den, der har begået …’ o.l.«

Wilhjelm advarer om, at debatten om de grundlæggende retsstatsprincipper i dag drukner i kriminalpolitiske diskussioner om, hvor hårdt lovovertrædelser skal straffes. Han understreger, at man kriminalpolitisk sagtens kan gå ind for hårde straffe til skyldige, men stadig være opsat på at beskytte uskyldige mod overgreb fra staten.

Desværre er det sjældent tilfældet i dag, hvor få interesserer sig for, hvor mange der hvert år varetægtsfængsles for senere at blive fuldstændig frifundet ved retten. Åbenbart så få, at den seneste undersøgelse af omfanget er Wilhjelms egen ph.d. fra 1988. Behovet for at basere sin politik på et empirisk grundlag er åbenbart stadig ikke slået igennem i retspolitikken, hvor Christiansborg må »affinde sig med at lovgive i blinde«.

Dette retskulturelle forfald kan ifølge Preben Wilhjelm kun »skyldes uvidenhed og ligegyldighed over for retsstatens grundlæggende principper«.

Som han konstaterer:

»Retsgarantierne og menneskerettighederne er ikke én gang givne, men må til stadighed forsvares for ikke at forfalde.«

Preben Wilhjelm: ’Kampen for retsstaten’. Lindhardt og Ringhof, 176 sider, 200 kroner

Preben Wilhjelm, tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne, skriver en smuk erindringsbog
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jørn Vilvig
  • Tommy Clausen
  • Peter Beck-Lauritzen
Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Jørn Vilvig, Tommy Clausen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu