Læsetid: 3 min.

Simon Fruelunds lyrikdebut er et fornemt artikuleret nødråb

Simon Fruelunds lettere desperate lyriske debut udmærker sig ved sin illusionsafskrællede klarhed
7. december 2018

Når man i forvejen kender Simon Fruelund (f. 1966) som en forfatter til fortællende prosa med tendenser til lyrisk anoreksi, undrer man sig ikke over i hans ellers noget overraskende lyrikdebut at finde en udtalt episk tilbøjelighed. Han har ikke kun en stemning at beskrive, han har også en historie at berette.

Anderledes sagt rummer hans 47 Optegnelser fra Verdens Ende midt i deres kuldslået desperate analyse af en sjæl i klemme også et tydeligt handlingsskelet. En forfatter er med børn og hustru skråstreg samleverske flyttet ud på landet tæt ved Lars Tyndskids matrikel og har lært sig at leve tæt på naturen. Ydermere har de fået en barsk, formentlig noget ældre nabo, Jarl Graae, som skaffer dem adgang til en feriebolig i Italien, og ifølge hvem »pænhed er endnu mere fatalt / hos en forfatter end / hos andre mennesker«.

Selv har det lyriske jeg med tiden fået udvidet sit ordforråd en del: ’Amortiseringsplan’. ’Fosfornedfældning’. ’Klyngeflue’. ’Omfangsdræn’. ’Sprøjtespor’. ’Rendejern’. ’Kapsav’. ’Tvillingemontering’. ’Glipfald’. ’Faskine’. ’Kamsøm’. ’Efterafgrøde’. Det foranlediger adskillige sammenstød mellem hverdagen og den ædle naturlyriske ramme, og det angiver meget godt omfanget af den omsocialisering, som på én gang har skaffet forfatteren en ny begyndelse og en bekymrende fremtidsudsigt.

Simon Fruelund: ’Optegnelser fra Verdens Ende’.

Gyldendal
Så godt som samtlige bogens stykker begynder med vendingen »Der er«, som formel angivelse af, at jeget har masser af erfarede situationer til sin rådighed og sådan set kan vælge og vrage mellem de hårrejsende, dagligdags absurditeter:

»Der er den yngste / der har lært at sige farmand / nede i børnehaven / den ældste der protesterer / hvis jeg anbringer to balloner under blusen / en farfar der siger / nej, en far skal man ku’ stole på / der er herrespade og damespade / en lille selvhjælpsbog for fædre / se fornuften som en form for vanvid / se normaliteten som en.«

Genremæssigt befinder vi os et sted mellem dagbogsnotatet, familielivsrapporten og det nødtørftigt avede angstskrig. Stofmæssigt bevæger vi os undervejs fra Horns Herred (Skrivernæbbet, Blakke Mølle, Orø) og til Toscana (Forte dei Marmi, Monte Pisano). Men uanset geografien kommer vi hele tiden ud på kanterne af sproget, ud til en mildt ironisk forundring ved situationen i særdeleshed og tilværelsen i al almindelighed: »Og der er spørgetime: / Hvem tør stå i det åbne?«

Tja, dér plejer verdenslitteraturens store lyrikere fra tid til anden at anbringe sig, og præcis dér tager Simon Fruelund opstilling, udstyret med »længslen efter en skrift der åbner verden«. Men det karakteristiske er, at han i stedet for at pumpe sit poetiske udtryk med patos holder det i hverdagens, ligefremhedens spor: »og, nej, ingen tro på / at følelserne bor i hjertet / som var det et kollektiv / men lige bag det / dér hvor jeg ikke selv kan nå / vokser ensomheden / som en kniv plantet af en kollega / lige der hvor lægen skar«.

Så fik vi også lige sygdommen med, den måske livstruende lidelse, der lurer under hele forløbet, sammen med retningsforvirringen og ikke mindst liderligheden, »begæret som ikke er en mangel / men klaustrofobi under huden«.

Hovsa, dér var den igen, den lille, elegant forfjamskede humor, som undertiden kan minde om Jess Ørnsbo i dennes misantropiske stunder. Dem har lyrikelskere kunnet følge i over et halvt århundrede. Men Fruelund er som poet endnu søgende og dugfrisk, og hvor han egentlig vil hen med sin »juleangst i maj«, er vanskeligt at afgøre. Optegnelser fra Verdens Ende kan være det første fjottede skridt på en vandring fra prosa over til poesi. Eller den kan i sin egen ret være, hvad den er: et fornemt artikuleret nødråb. Personligt og alment på samme tid.

Vær for resten i denne forbindelse opmærksom på, hvor mange steder der faktisk findes en lokalitet kaldet Verdens Ende. I min egen opvækst var det blot den bænk, som stod i overgangen mellem skoven og mosen. I Bretagne, Galicien og Portugal er det et fremspringende forbjerg. I Fruelunds univers er Verdens Ende det sted, hvor de bor.

Simon Fruelund: ’Optegnelser fra Verdens Ende’. Gyldendal. 52 sider. 150 kroner

Vinterbøger 2018: Dystopisk litteratur

Magasinet Vinterbøger sætter fokus på de dystopiske romaner, der skildrer hvordan vi nærmer os et apokalyptisk nulpunkt, hvor den miljømæssige krise og kampen om råstoffer truer med komplet kollaps. Læs om den historiske baggrund for dystopien og om, hvorfor genren igen er relevant – for både børn, unge og voksne. Magasinet udkommer i sin helhed den 7. december 2018.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu