Læsetid: 4 min.

Sir McCartney charmede sig gennem en lidt for kulørt og gumpetung hitparade

I et farveladebelagt helaftensshow i Royal Arena ønskede Paul McCartney at udpensle samtlige nuancer af sin sangskat med det resultat, at koncerten blev et velspillet klatmaleri. Beatles fyldte mest, men det var Wings-numrene, der virkede bedst
Paul McCartney fyldte Royal Arena med legendariske pophits. 

Paul McCartney fyldte Royal Arena med legendariske pophits. 

Gonzales Photo

3. december 2018

Beatles-håret er blevet gråt og lidt tyndt. Og de altoverdøvende ekstatiske tøsehvin fra fansene er i 2018 erstattet af mere sporadiske fuldemandsråb og klapsalver. Men der er stadig fuldt hus og stående applaus, når Paul McCartney kommer på ridderligt besøg i København.

Paul McCartney er i sin tredje alder, og han spiller fredag aften sange fra alle afkroge af sin sangskat. Fra »In Spite of All The Danger« – det allerførste nummer, han indspillede, dengang i 1958, før Beatles hed The Beatles, men han sammen med John Lennon, George Harrison, John Lowe og Colin Hanton gik under navnet The Quarrymen – til de nyere numre, han fletter ind mellem de obligatoriske Beatles-klassikere »Love Me Do«, »Ob-La-Di, Ob-La-Da«, »Lady Madonna« osv. osv.

Det er imponerende at have skrevet så mange rockklassikere, at man i stedet for opvarmningsband kan lade en aldrende DJ remixe alle de hits, man har valgt ikke at spille i sit set, uden at det ventende publikum er et øjeblik i tvivl om, at de ikke vil blive snydt for nogle af musikhistoriens allersmukkeste melodier.

Hvorfor bekymre sig?

Desværre bliver McCartneys ’Freshen Up’-show samlet set lidt en rodebutik. En velment, sympatisk, engageret én af slagsen vel og mærke.

Der er langt fra den politisk motiverede ballade »Blackbird«, som McCartney fremfører alene med sin westernguitar og let slidte vokal, mens scenen, han står på, hæver sig, så han til sidst svæver oppe under det mørke tag, som den fugl med stækkede vinger, han i sangen opmuntrer til at lade flyve, til den farveladebelagte, udsyrede og let tungrøvede »Mr. Kite« fra Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band.

Inden han spiller »Let Me Roll It«, smider han sin sorte cowboyjakke og smøger de hvide skjorteærmer op. Og det er, som om de blødt rockede Wings-numre passer bedst til McCartneys stemme og feststemning denne aften. Måske fordi de egner sig bedre til stadionkoncertformatet, end de neddæmpede kærlighedssange, der ellers er hans spidskompetence.

For det bliver aldrig rigtig intimt at synge »I am holding back the tears no more« i ærbødig respekt for John Lennon i et rum, der i loftshøjde og intensitet minder om en togstation i myldretid.

Egypt Station hedder Paul McCartneys seneste album, der udkom i september. Herfra spiller han den dansevenlige flirte-instruks »Come On to Me«, »Fuh« og »Who Cares«. Sidstnævnte er en slags bluesinspireret togrock, hvor han retorisk spørger til, hvorfor man dog skulle bekymre sig om, hvad andre mener:

»When they’re making you feel like a rusty old wheel / That’s been left in the rain / Who cares what the idiots say?«

Paul McCartney er nok fløjtende ligeglad, hvad en skeptisk idiot som undertegnede siger om hans koncert. For hvorfor bekymre sig, når selv højtstående medlemmer i den russiske regering har lært at tale engelsk ved at lytte til ens numre? Og fans rejser hele vejen fra Japan for at stå på forreste række og vifte med lysstave for at få ens opmærksomhed?

Na… na na na na-na na…

Da han efter godt og vel tredive numre sidder ved flyglet og pligtskyldig synger »Let It Be«, hymnen til moren Mary, der døde af kræft, da han var en ung knøs, er der ikke meget stemme tilbage i den 76-årige mand. Men det lader han sig ikke mærke af. Han er en overlever. En hyggeonkel og en mand, der ikke sparer på hverken anekdoter, komplimenter, effekter eller indøvede danske fraser.

I »Live and Let Die«, titelnummeret til James Bond-filmen af samme navn fra 1973, har han på ægte dramatisk 007-manér indlagt et overraskelsesangreb af fyrværkeri og flammer i breaket. Ildsøjlerne står op om bandet, og et fyrværkeribatteri spytter gløder ud til alle sider. Helt oppe på sidderækkerne kan man mærke varmen fra flammerne i luften. Og røgen når ikke at lægge sig, før han tager fat på klaverballaden »Hey Jude«.

Han må have sunget den sang flere gange, end der er publikum i det udsolgte Royal Arena. Men det lader han sig ikke mærke af. Godt nok er stemmen ved at være brugt efter aftenens mange skrål, men publikum hjælper glædeligt til. Også når mændene og kvinderne dirigeres på skift, mens røgen kradser i halsen og får næserne til at klø. På ståpladserne foran scenen svinger en kvinde sit hjemmetegnede »NA NA«-skilt over hovedet. Og korsangen fortsætter i den proppede metro på vejen hjem.

Fanebærere og ekstra farvelade

Efter et stående bifald kommer Paul og hans band ind på scenen med vejende Dannebrog, Union Jack og regnbueflag i hænderne. Og de kan sagtens flage af deres egen velspillethed. For materialet og det musikalske talent fejler intet. Det bliver bare i længden lidt for gumpetungt. Lidt for velment. Og lidt for farverigt.

På afslutningsnummeret »The End« viser de kulørte videofilm, der har kørt på bagtæppet under hele showet, et peacetegn, der omfavner et hjerte. I muntre skriggule, grønne og pink nuancer fremstår symbolet som en hybrid mellem en tyggegummireklame og en Hollywood-animationsfilm for børn.

»Vi ses næste gang« siger Paul McCartney på indøvet dansk, inden mere røg, konfetti og glimmer bølger gennem luften.

Man er ikke i tvivl om, at han mener det godt, den gode McCartney. Så fred være med, at den røde tråd i aftenens show var blevet udskiftet med en hitguirlande i alle regnbuens farver.

Koncert med Paul McCartney i Royal Arena fredag den 30. november 2018

På hans nyeste album, 'Egypt Station', får lytteren Paul McCartneys politiske side at høre igen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Klüver
Per Klüver anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har dybt respekt for en mand, der holder tempoet bare nogenlunde oppe efter 50 år i branchen. Godt gået Paul!

Steen Bahnsen, Ole Frank og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Man kan kun have dyb respekt for de musikere der startede hele vores nye sangskat via pigtråden og nu velspillende og stadig levende. Jeg har desværre aldrig oplevet de to store Stones og Beatles, men så til gengæld andre af de store og herhjemme er Anisette med sine Savage Rose satdig fomidable.

Johnny Werngreen

Jeg tænker, Louise Rosengreen, om du i grunden er kvalificeret til at anmelde en sådan koncert? På vej til koncerten spurgte taxachaufføren om, hvem der spillede? Jeg svarede: Paul McCartney, og han svarede: Nå, ham kender jeg ikke. Men det gør alle dem, der har købt billet (var der ikke udsolgt på en halv time): Der var Beatles-fans, Wings-fans og McCartney-fans. Fik de, hvad de kom efter? Til overflod. Synes de det var gumpetungt? Nej, for fanden da, det swingede og rockede og bevægede, ud over alle grænser. Og du har da ikke fulgt billedsiden af Beatles-æraen – Yellow Submarine, Magical Mystery Tour, Sgt. Pepper – siden du kan udtale dig så uvidende om bagvægsillustrationerne. Det var én af mange mulige præsentationer af 60 år musik – fra In Spite Of All The Danger fra 1958 til Egypt Station fra 2018 (nr. 1 på hitlisterne!) – han kunne let som ingenting have valgt 38 andre numre, og alle ville stadig kunne synge med. For The Benefit Of Mr. Kite, som du kalder udsyret og tungrøvet, er en Lennon-sang, hvor teksten næsten ordret er fra en cirkusplakat, og det vidste du ikke, så din beskrivelse bliver kontekstløs og forekommer derfor latterlig. Så at anmelde lydsporet til flere generationers liv uden selv at have været der kræver nogle andre kvalifikationer end dem, du her lader kommer til udtryk.

Per Jakobsen, Rolf Andersen, Hans Aagaard og Steen Bahnsen anbefalede denne kommentar