Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Soldaten spiller djævelen sønder og sammen i Stravinskijs pragtværk

I slutningen af Første Verdenskrig komponerede Stravinskij musikken til et teaterstykke om en soldat, der vender hjem fra krigen. Det blev et epokegørende opus, som en essens af den rytmisk vitale musik, han kom til at stå for. Valdemar Lønsted fortæller om ’Historien om en soldat’, der har fået en blændende fransk nyindspilning på cd
Kultur
5. december 2018
Den russiske komponist Igot Stravinskij har fra sine tidligste kompositioner villet bryde regelmæssigheden og forudsigeligheden i det rytmiske forløb. Gradvis har han indført uregelmæssige taktarter, med størst effekt i ’Sacre du printemps’ for stort orkester, og med de få instrumenter i ’Histoire du soldat’ får han foræret muligheden for at formulere denne frigørelse af rytmen.

Den russiske komponist Igot Stravinskij har fra sine tidligste kompositioner villet bryde regelmæssigheden og forudsigeligheden i det rytmiske forløb. Gradvis har han indført uregelmæssige taktarter, med størst effekt i ’Sacre du printemps’ for stort orkester, og med de få instrumenter i ’Histoire du soldat’ får han foræret muligheden for at formulere denne frigørelse af rytmen.

Ritzau Scanpix

Historien om en soldat, som regnes blandt Igor Stravinskijs hovedværker, rundede 100 år for nogle måneder siden.

I anledning af jubilæet har det timelange stykke fået en blændende nyindspilning, som netop nu virker så velkommen, hvor 100-året for Første Verdenskrigs afslutning er blevet markeret vidt og bredt.

Værket blev til i Stravinskijs schweiziske eksil under krigens sidste offensiver i 1918 og var tænkt som et stykke ambulant teater. Den småt bemidlede komponists primære motivation var faktisk regulær overlevelse, afskåret som han var fra sin formue hjemme i revolutionens Rusland.

Partneren i projektet var den schweiziske digter Charles-Ferdinand Ramuz, som fandt på ideen med et russisk eventyr om den deserterede soldat og djævelen. Læst, spillet og danset i den besætning, der efterhånden kom ud af det: tre skuespillere, syv musikere og en danserinde.

Den nye franske cd-version glimrer først og fremmest ved skuespillernes formidable nærvær, så fascinerende – uanset om man forstår sproget – fordi man som i et radioteater alene hører den virtuost modulerede franske dialog i samspil med Stravinskijs lille orkester.

Man oplever det franske teaters dyder med passionerede tirader, musiske temposkift og den sonore galliske intonations farverigdom hos de agerende herrer – Didier Sandre (fortælleren), Denis Podalydès (soldaten) og Michel Vuillermoz (djævelen).

Ofte overtager fortælleren de andres replikker for et give passager ekstra flugt; det er også ham, der undervejs reciterer hen over Stravinskijs rytmisk intrikate musik.

Historien

Soldaten vender hjem på orlov fra krigen med sin violin i tornystret. Han møder djævelen, der lokker ham til at bytte violinen for en magisk bog. Den giver ham længe lykke og velstand, men de næste møder med djævelen i forskellige skikkelser ender med fattigdom og ensomhed.

Soldaten får violinen tilbage, han kan ikke få en tone ud af den, smider den væk, og den iturevne bog går samme vej.

Han kommer til en by i et andet land, hvor kongedatteren er syg, og den mand, der kan gøre hende rask, må få hende.

Soldaten møder igen djævelen forklædt som violinvirtuos og spiller kort med ham. Soldaten taber med vilje omgang efter omgang og tilbagebetaler dermed sin gæld til djævelen, som han samtidig beværter med så mange glas vin, at denne falder bevidstløs ned af stolen.

Soldaten tager violinen, går ind i den syge prinsesses værelse og spiller for hende. Hun rejser sig fra sengen og danser en tango, en vals og en ragtime, og således helbredt omfavner hun sin redningsmand. Djævelen kommer ind i fuld ornat med kløftet hale og spidse ører, men soldaten tager sin violin og spiller ham sønder og sammen, indtil han tigger om nåde og forsvinder.

Soldaten og prinsessen lever nu længe sammen i fryd og gammen. En dag beslutter han sig for at besøge sin gamle mor i hjembyen, men så snart soldaten krydser grænsen, er han igen i djævelens vold. Den onde viser sig i en purpurrød dragt og tager violinen tilbage. Så spiller han, og soldaten følger ham langsomt, uden at gøre modstand.

Rytmens frigørelse

Stravinskij har fra sine tidligste kompositioner villet prøve noget nyt, bryde regelmæssigheden og forudsigeligheden i det rytmiske forløb.

Gradvis har han indført uregelmæssige taktarter, med størst effekt i Sacre du printemps for stort orkester, og med de få instrumenter i Histoire du soldat får han foræret muligheden for at formulere denne frigørelse af rytmen fuldstændig klart. Det er en solistisk besætning, hver stemme taler frit og markant.

Stravinskij kunne umuligt fremskaffe det store orkester, som han var vant til i de gyldne år hos Ballets russes før krigen. Besætningen i det ensemble, han nåede frem til, har man sædvanligvis forbundet med jazzen, som Stravinskij var bekendt med via grammofonen.

Men det er mere sandsynligt, at violinen, klarinetten, fagotten, trompeten (dvs. kornetten), basunen, kontrabassen og slagtøjet er en erindring af klesmerorkestret, som den unge Stravinskij hørte på familiens sommerlandsted i Ukraine, tæt ved en landsby med en større jødisk population.

Violinen er det centrale instrument. Den er ikke et jazzinstrument, i denne sammenhæng er forbindelsen snarere til både den jødiske tradition og til den østeuropæiske folkemusik ofte udøvet af romaer.

Violinen er soldatens sjæl, som han sælger til djævelen, og den er tryllemidlet, der helbreder prinsessen og midlertidigt besejrer djævelen. Pladeselskabet Harmonia Mundi har med stort udbytte hentet den erfarne violinsolist Oliver Charlier, for han er så at sige kongenial i partiet.

Stramheden og artikulationen i soldatens første optræden som musikant formidles eksemplarisk – det dybe svage melodispil med et ældgammelt motiv, som komponisten Glinka kaldte ’den russiske musiks sjæl’, i kompagniskab med kontrabassens livlige pizzicato.

Et andet eksempel kunne være de tre danse til prinsessens helbredelse. Charlier skifter gnidningsløst mellem stilarterne, stolt henførende sammen med dumpe trommer i tangoen, charmerende og let parodierende i valsen med kontrabassen, som udgør et lille band i sig selv, og vildt fabulerende i den anarkistiske udgave af en ragtime.

Superbt koordineret

Imidlertid er »Petit concert« værkets musikalske højdepunkt. Som skrevet en lille koncert, hvor soldaten spiller djævelen sønder og sammen, og her brillerer alle syv musikere.

Det er en sand fest med vekslende taktarter, stædigt gentagne korte motiver og komplekse metriske sammenstød, fremdriften er uimodståelig med hyppige skift mellem mol og dur som i den østeuropæiske folkemusik.

Indspilningens musikere følger Stravinskijs hensigter helt til dørs, den indbyrdes dynamik er superbt koordineret, klangbehandlingen på intet tidspunkt presset eller skinger – hvad man ellers tit kommer ud for – og rosen må naturligvis i høj grad også rettes til dirigenten, Jean-Christophe Gavot.

Senere i sit liv var det magtpåliggende for Stravinskij at hævde, at Historien om en soldat var hans endelige brud med den russiske tradition. At det var hans første ’kosmopolitiske’ værk.

Det er svært at tro på. Man kan nemlig pege på mange russiske kilder, og violinen repræsenterer om noget dette tilhørsforhold. Tilmed kan man høre dette pragtværk som en fabel om et smerteligt tab i Stravinskijs liv – om det mistede fædreland i verdenskrigens tummel.

Stravinskij: ’Histoire du Soldat’. Udkommet på CD. Findes på Spotify. Fremført på fransk, med engelsk oversættelse i bookletten. Skuespillere fra Comédie-Française, Olivier Charlier (violin) og musikere fra Orchestre de Paris under Jean-Christophe Gayot. Harmonia Mundi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her