Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Spioner øver vold på deres egen medmenneskelighed i John le Carré-serien ’The Little Drummer Girl’

Koreanske Park Chan-wook har fået en ganske enkelt brillant miniserie på otte afsnit ud af britiske John le Carrés spionthriller ’The Little Drummer Girl’
Charlie (Florence Pugh) bliver forført af Mossad-agenten Becker (Alexander Skarsgård), der vil have hende til at hjælpe med at infiltrere en palæstinensisk terrorcelle. 

Charlie (Florence Pugh) bliver forført af Mossad-agenten Becker (Alexander Skarsgård), der vil have hende til at hjælpe med at infiltrere en palæstinensisk terrorcelle. 

Jonathan Olley / C more

Kultur
17. december 2018

Noget af det bedste ved John le Carrés spionromaner – og de efterhånden mange tv- og filmudgaver af dem – er, at de foregår i en på alle måder genkendelig virkelighed.

Her er ingen glittede kasinoer, hurtige biler eller charmerende agenter med licens til at dræbe. De tager os med til en skyggeverden, der til forveksling ligner den, vi alle lever i, og som er befolket af helt almindelige mennesker, der så godt nok har et noget usædvanligt arbejde. Men den britiske forfatters spioner er mere farveløse funktionærer end smarte kvindebedårere.

Le Carré opererer heller ikke med begreber som godt og ondt, men med alle gråzonerne ind imellem, og  hans bøger er om noget eksistentialistiske studier i menneskelig moral og etik.

Hvor langt er man villig til at gå for det, som man tror på og er overbevist om er rigtigt? Hvor mange roller er man villig til at spille for at nå sit mål? Hvor mange andre mennesker vil man manipulere, bedrage, svigte og måske endda slå ihjel for at fuldende sin mission? Vil man selv dø for den? Hvor går grænsen mellem engagement og fanatisme? Og hvad gør det ved én som individ at arbejde i udkanten af samfundet og uden for lovens rammer – forvrænger og ødelægger det ens sjæl? Kan man nogensinde stole på andre mennesker igen?

Svarene på de komplekse spørgsmål, som le Carré stiller i sine bøger, er sjældent mere ligefremme, og melankolien og den menneskelige ulykke nærmest driver ned ad siderne. Det samme gælder de bedste af de film og tv-serier, der er baseret på bøgerne – fra Spionen der kom ind fra kulden, Smiley’s People og Tinker, Tailor, Soldier, Spy til The Russia House, Susanne Biers The Night Manager og senest den AMC-BBC-producerede The Little Drummer Girl, der nu kan ses på C More.

Skizofren oplevelse

Det er den koreanske mesterinstruktør Park Chan-wook, der har instrueret samtlige otte afsnit af The Little Drummer Girl, og man fornemmer tydeligt hans skarpe blik for menneskelige relationer og sans for sensuelle, ladede billeder i miniserien, der som så mange andre John le Carré-historier foregår i 1970’erne, under Den Kolde Krig, hvor verden var endnu mere tydeligt opdelt, end den er i dag.

Den unge London-skuespiller Charlie (Florence Pugh) bliver rekrutteret af den israelske efterretningstjeneste, Mossad, til at infiltrere en palæstinensisk terrorcelle, der udfører blodige angreb på israelske mål i Vesteuropa. Det er Becker (Alexander Skarsgård), der har ansvaret for Charlie og til at begynde med giver sig ud for at være den terrorist, Salim/Michel, som Charlie skal lade, som om hun er forelsket i for at komme i kontakt med Salims store bror, den farlige og berygtede terroristleder Khalil.

Det er noget af en rolle, Charlie påtager sig, og det hele er iscenesat elegant af Beckers chef, den skruppelløse Kurtz (Michael Shannon). Det ikke ufarlige arbejde kræver, at hun ikke bare spiller en rolle, men simpelthen forvandler sig til et andet menneske, der tror lige så meget på den palæstinensiske sag som Salim. Det er en skizofren oplevelse for Charlie, der flere gange er ved at bukke under for det enorme pres, og som får sværere og sværere ved at skelne mellem virkelighed og fiktion.

Umenenneskelig kamp

Charlie falder for Becker, der forfører og siden også falder for hende, og han hjælper hende med at bore sig så dybt ind i det menneske, hun skal spille, at hun næsten forsvinder. Hun begynder at tvivle på, hvem der egentlig har retten på sin side, palæstinenserne eller israelerne. Det gør Becker også, og flere gange oplever man, hvor svært han faktisk har det med Kurtz’ brutale metoder.

Og det er selvfølgelig en af pointerne i The Little Drummer Girl: Er palæstinenserne og israelerne egentlig ikke lige gode om det? Ingen af dem er i hvert fald blege for at lokke, forføre, bestikke, true, terrorisere eller slå ihjel for at fremme deres sag.

Det er dog menneskene fanget midt i denne umenneskelige kamp, som Park Chan-wook og seriens to manuskriptforfattere, Claire Wilson og Michael Lesslie, er interesseret i og trækker helt frem i forgrunden.

The Little Drummer Girl viser de menneskelige konsekvenser af at arbejde uden for samfundets normer og ved gentagne gange at overskride grænserne for al anstændig opførsel. Det er ikke kønt, og Chan-wook, der i film som Sympathy for Mr. Vengeance og Oldboy graver dybt i den menneskelige psyke og tilværelsens mørke sider, dissekerer den gradvise korrumpering, fornedrelse og fortvivlelse, så det er ganske smertefuldt at være vidne til.

Brillant miljø- og tidsskildring

Kurtz, der spilles aldeles fremragende af Michael Shannon, er overbevist om, at han er et redskab i en højere sags tjeneste – for ham helliger målet midlerne, og han mener, at han har retfærdigheden på sin side. Alexander Skarsgårds Becker gør også det nødvendige, men han er en tvivler, der har erkendt, at han øver vold på sin egen medmenneskelighed.

Becker er en spændende skikkelse, men mest fascinerende og facetteret er nu den forrygende Florence Pughs Charlie. Charlie er stærk og uafhængig, men hun har sine egne hemmeligheder, og selv om hun siger ja til ’rollen’ som terroristens elskerinde, fordi det er en udfordring, når hun at fortryde flere gange. Hun er nok vant til at klare sig selv, men rollen kræver, at hun skræller lag af sin personlighed og bygger den op igen. Det er en voldsom proces, som gør hende sårbar.

Amerikanske George Roy Hill stod i 1984 bag den første filmatisering af The Little Drummer Girl, men han formåede ikke lige så overbevisende som Park Chan-wook at fange mørket og ensomheden i John le Carrés bog.

Miniserien er ganske enkelt brillant, ikke mindst fordi den tager sig tid til at skildre mennesker og på suveræn vis genskaber 1970’erne – først med masser af farver, siden mere gråt i gråt – der på den ene side virker fjerne, men alligevel ikke er det, fordi de spørgsmål, som serien og dens personer tumler med, er så vedkommende også i dag og også for andre end mere eller mindre modvillige spioner.

’The Little Drummer Girl’. Instruktion: Park Chan-wook. Manuskript: Claire Wilson og Michael Lesslie. Amerikansk-britisk. De to første afsnit kan ses på C More. Flere afsnit følger på torsdag og de to kommende torsdage

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Christian Monggaard

Jeg glæder mig til at se TV-serien.

Der er selvfølgelig ingen spænding, da jeg har læst bogen mere end 1 gang plus set spillefilmen af samme navn.
Jeg må indrømme, at jeg i filmen havde svært ved at se, hvorfor Diane Keaton som Charlie forelskede sig så glødende i Yorgo Voyagis's Joseph - og Sami Frey's Khalil .... var det bare det ??

Det må være muligt i en TV mini-serie at få mere af bogens dystre atmosfære med, men det bliver stadigvæk noget af en opgave at illustrere Charlie's ret pludselige, og ufuldbyrdede, kærlighed til Joseph. Det handler vel også om Charlie's romantiske drømme om oprørske venstrefløjlshelte, og al det er nemmere at forklare i romanen, hvor læseren er inde i hovedet på Charlie.

.... men interessant bliver det.

Seriefilmene står og slår langt stærkere end enkeltfilmene fordi de breder et langt større billede ud overfor seerne, og giver mere plads til både historien fra bog til film.

De tidlige film stod sig da henholdsvis udmærket og godt, - "Telefon til afdøde" og "spionen der kom ind fra kulden", men serierne der siden kom ryddede gaderne og blev via tv offentlig tilgængelige for alle, - ak ja, man mindes én af de første af slagsen - overgangen fra radiospil til tv-mediet; den franske serie "Belfegor", som én af de første, der ryddede gaderne fredag eller lørdag aften.

Åh, disse herlige serier; "Smileys people" og "Tinker taylor soldier spy" hører til blandt de ypperste fra dengang, og gør sig stadig trods nye biografversioner om end, men godt kunne have tænkt sig et par enkelte detaljer fra biografversionen havde været med i den oprindelige serieversion.

Her tænker jeg især på scenen i biografversionen med Gary Oldman af "Tinker Taylor Soldier Spy", hvor han mødes hemmeligt med ministeren, der får at vide - "der er en muldvarp" og den hemmelige kilde er falsk, og alene havde til formå af snyde amerikanerne, og hvor Smiley slutter med at sige til ministeren, - "hvem tager ansvaret for det"?

Her er og var spænding i læssevis, uden disse amerikanske blodssplattende skyderier i "tossevis", der ellers er så populære for mange, der ser sig selv som retfærdighedens riddere på hvide heste, der ene mand skaber tryghed og retfærdighed og udsletter "ondskaben".

- Disse hullede fortællinger uden sammenhæng, der springer rundt mellem voldscenerne, og hvor helten forlader scenen, og efterlader døde, dårede tæskede for at gå videre til næste slagsmål i "retfærdighedens tjeneste"?

Torben Lindegaard

@Espen Bøgh

Alec Guinness som George Smiley .... jeg så i et interview med John le Carré, at Alec Guiness havde påvirket forfatteren så meget, at han ikke længere kunne skrive om George Smiley -
han så Alec Guiness for sit indre blik hele tiden !!

Det er selvfølgelig lige til at hulke over, men sådan er det åbenbart ....

Jeg genså for nylig TV serien "Tinker Tailor Soldier Spy", og det er påfaldende, hvor meget tempoet er øget siden dengang i 1979.

Espen Bøgh, Eva Schwanenflügel og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Christian Monggaard

@Torben Lindegaard Jeg synes faktisk, at serien psykologisk hænger vældig godt sammen. Der var ikke noget, jeg som sådan studsede over. Tværtimod. Revet med hele vejen.

Torben Lindegaard

@Christian Monggaard

Super - det bliver godt.