Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Susanne Biers ’Bird Box’ er en fortælling om at være så bange for fremtiden, at man glemmer at leve

Susanne Biers dødspændende, Netflix-producerede dommedagsthriller, ’Bird Box’, er et fascinerende og besættende portræt af en kvinde, der kæmper så hårdt for at overleve en mystisk epidemi, at hun rent glemmer at leve
Malorie (Sandra Bullock) på flugt sammen med Pige og Dreng i Susanne Biers intense dommedagsthriller, ’Bird Box’.

Malorie (Sandra Bullock) på flugt sammen med Pige og Dreng i Susanne Biers intense dommedagsthriller, ’Bird Box’.

Saeed Adyani/Netflix

Kultur
15. december 2018

Hvad det er for et fænomen, der rammer verden og får mennesker, hvis de ser det, til at miste al livslyst og begå selvmord på den mest brutale måde, får man aldrig at se. Og det er en af grundene til, at Susanne Biers nye film, dommedagsdramaet Bird Box, fungerer så godt. Den holder på sine hemmeligheder, og selv om der er reminiscenser af beslægtede film som The Road, A Quiet Place og World War Z i Bird Box, er den så sandelig også sin egen.

Sandra Bullock spiller Malorie, der i begyndelsen af filmen flygter ned ad en flod sammen med to små børn, en dreng og en pige, som hun kalder Dreng og Pige. Det kunne være begyndelsen på mange film, men det ganske særlige er, at de alle tre har bind for øjnene, og at Malorie nærmest truende forbyder, børnene at tage dem af, lige meget hvad der sker. Det er mere end farligt, forstår man.

Og så springer handlingen fem år tilbage i tiden for at fortælle, hvorfor Malorie og Dreng og Pige forsøger at nå uskadt frem til en koloni, der ligger for enden af floden, og hvor de skulle være i sikkerhed for den usete rædsel.

Dybt skræmmende

Enlige, højgravide Malorie, der ikke er begejstret for at skulle være mor, er til lægen sammen med sin søster, Jessica (Sarah Paulson), da en mystisk selvmordsepidemi rammer USA. Jessica angribes og er lige ved også at tage livet af Malorie, da hun med vilje kører galt med sin bil. Malorie overlever dog og søger tilflugt i et hus sammen med en flok andre, lige så ulykkelige og forvirrede mennesker.

De barrikaderer sig i huset og blænder alle vinduerne, så de ikke kan se, hvad det så end er, der er uden for huset, og som får helt almindelige mennesker til at begå selvmord, mens sindssyge mennesker nyder det uden bind for øjnene. Den lille enklave løber dog snart tør for mad, og en håndfuld frivillige må sætte livet på spil for at skaffe mere. Hvordan Malorie fem år senere ender alene med to børn på en flod, vil jeg ikke afsløre, men det er dramatisk.

Filmens manuskript er begået af Eric Heisserer  – han skrev også den fremragende Arrival – og Susanne Bier får det optimale ud af det velkendte udgangspunkt. Særligt den første halve time af Bird Box er intens, men filmen holder et godt tempo, og man er lige så desorienteret og urolig som Malorie. Den pludselighed og hast, hvormed epidemien spreder sig, minder om begyndelsen på Marc Forsters World War Z. Det er dybt skræmmende i al sin tilsyneladende uafvendelighed, og det sætter sig i kroppen.

Godt skuespil

Ligesom de bedste af de mange zombie- og apokalypsefortællinger, der har frekventeret biograflærreder og tv-skærme gennem de seneste ti år – velsagtens et udtryk for vores frygt for en fremtid præget af klimaforandringer – er Bird Box et karakterstudie. Malories opvækst var alt andet end lykkelig, forstår man, og hun har lige så svært ved følelsesmæssigt at knytte sig til sit ufødte barn, som hun har ved at knytte sig til andre mennesker.

I filmens nutid ser man, hvor hård Malorie er over for Dreng og Pige – hun har end ikke givet dem navne – og hvordan deres hverdag består af overlevelsestræning. Bird Box er en fortælling om at være så bange for fremtiden – og for at se verdens vanvid i øjnene – at man glemmer at leve. Malorie tør ikke lade børnene leve eller lege eller på anden måde give dem forestillinger om en hverdag, hvor deres liv ikke konstant er i fare.

Men som Piet Hein engang formulerede det: »Husk at elske, mens du tør det. Husk at leve, mens du gør det.«

Bird Box byder på godt skuespil fra alle de medvirkende – Trevante Rhodes, John Malkovich, Sara Paulson, Jacki Weaver – men det er Sandra Bullocks film. Malorie er nok sårbar, fordi hun er gravid, men hun er også hård og ikke bange for at gøre det nødvendige, beskidte arbejde. Det er hendes styrke og hendes svaghed – svaghed, netop fordi hun altid er på vagt – og Bier og Bullock får skabt et menneske, som man gerne vil være i selskab med og håber det bedste for.

’Bird Box’. Instruktion: Susanne Bier. Manuskript: Eric Heisserer. Amerikansk (Kan ses i Valby Kino den næste uges tid. Premiere på Netflix 21. december)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Handlingen kunne også minde om M. Night Shamalayans' "The Happening".

Torben Lindegaard

@Christian Monggaard

Hvis jeg vover at se "Bird Box", så er det for Susanne Biers og Sandra Bullocks skyld -
bestemt ikke handlingen som beskrevet.

Men for alle Hemingway aficionados er Sandra Bullock totalt uimodståelig, lige siden hun personificerede Hemingways elskede Agnes von Kurowsky.

Og Susanne Bier er jo i det hele taget uimodståelig - jamen altså ....

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Kom til at tænke på at gyseren "A Quiet Place" indebærer at man ikke kan hoste og nyse, stønne i søvne eller snorke.

Eva Schwanenflügel

Usandsynligt.

Eva Schwanenflügel

Usandsynligt.