Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Syntetiske engle og en stjernekriger lyste op på toppen af verdenspoppen i 2018

Den spanske dancehallsensation Bad Gyal promoverer sig som en erotisk engel, amerikanske Ariana Grande forsikrer os om, at Gud er en kvinde, mens den norske dj Alan Walker producerer elektroniske ekstaser med dystopiske undertoner
Kultur
28. december 2018
Det klæder Arianna Grandes stemme, når hun bevæger sig ned i dybet af sit vokalregister. Selv synes hun dog at foretrække de høje lillepigede fraseringer over samplede knips, støn og flydende keyboardakkorder.

Det klæder Arianna Grandes stemme, når hun bevæger sig ned i dybet af sit vokalregister. Selv synes hun dog at foretrække de høje lillepigede fraseringer over samplede knips, støn og flydende keyboardakkorder.

PR-foto

»Yeah, it feels so good to be so young / And have this fun and be successful, yeah / I’m so successful« synger Ariana Grande på sit fjerde album, Sweetener, der udkom i august i år. Hvis det da bare var så simpelt. Men det unge stjerneliv er ikke altid så sukkersødt, som Grande gerne vil have det til at lyde. Det er hun selv – uforskyldt – blevet et symbol på.

Da hun sidste år var på turné med albummet Dangerous Woman sprang en selvmordsbomber sig selv og 22 andre i luften i foyeren på Manchester Arena. De fleste af ofrene var små børn og deres forældre. Hændelsen gjorde med ét Ariana kendt uden for USA. Og hendes chokerede besked til sine fans i timerne efter tragedien er det mest likede opslag på Twitter nogensinde.

Der blev op til udgivelsen af Sweetener spekuleret massivt i, hvordan hun mon ville bearbejde oplevelsen i Manchester musikalsk. Men Grande skulle vise sig at have en anden dagsorden. Ingen af pladens 15 numre berører direkte katastrofen, men drejer sig i stedet om parforhold, drømmemanden, at overleve på sin sukrede charme og tage lyset tilbage fra mørket. Nå ja, så er der lige »Breathin« om at kontrollere angsten, når den overmander én.

Det klæder Grandes stemme, når hun bevæger sig ned i dybet af sit vokalregister. Selv synes hun dog at foretrække de høje lillepigede fraseringer over samplede knips, støn og flydende keyboardakkorder.

Albummet er produceret af den glade hitsmed Pharrell Williams (ham med »Happy«), der synger med om kærlighedens magnetiske kraft på duetten »Blazed«. Derudover får Grande fornemt besøg af to sværvægtere i amerikansk rap: Missy Elliot og Nicki Minaj.

»God is a Woman« befinder sig i grænselandet mellem romantisk r&b og blød sengekantspop med et helhjertet halvrappet B-stykke. Grande refererer til en elsker, der tror på, at Gud er en kvinde, men om udsagnet er seksuelt tvetydigt er ikke helt klart. Nummerets bløde beats og organiske guitarriffs kunne dog godt give én den idé.

Skæv og syntetisk

Hvor Ariana Grandes vokal med sin kælne sukkerrøst lyder som det nye årtusinds Mariah Carey, er 21-årige Bad Gyals heltinde Rihanna. Bad Gyal er født Alba Forelo, nordøst for Barcelona. Hun slog igennem i sit hjemland, da hun i 2016 fortolkede Rihannas megahit »Work« på catalansk. Det gav hende et viralt hit, der åbnede dørene til musikstudier og samarbejde med diverse dj’s.

Hendes andet album World Wide Angel afspejler hendes laissez faire-tilgang til dancehall og reggaeton. Hvis Forelo er en engel, er hun en erotisk og syntetisk én. Hun skifter hensynsløst mellem spansk, catalansk og engelsk, og hendes vokal er autotunet og skingert forvrænget, som var hun en barbiedukke i en bilvask.

Med våde dådyrøjne i en tung sky af synthesizere leverer hun skiftevis lad rap og doven vokal. Nummeret »Tra«, der er produceret af Dubbel Dutch, har et dumpt beat, og det knager i alle kroge. Og at man kun sporadisk forstår fraser om tequila og Gucci-kluns er ikke så vigtigt, for budskabet om dvaskhed som ideal går grundet hendes tilbagelænede attitude klart igennem på »Candela«.

Bad Gyal vil gerne leve op til sit navn. Hun stjæler fra sine idoler og kan ikke se problemet i kulturel appropriation. Hun ryger joints med fuldt overlæg. Hun gør i sine musikvideoer ligefrem en dyd ud af at inhalere inderligt og puste røg ind i kameralinsen. Og med kunstige negle med kunstige smykkesten og tungen snoet om en rød slikpind leger hun Lolita på de sociale medier.

En elektronisk verden

Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor det er nødvendigt for kvindelige popstjerner at posere som pornomodeller for deres mindreårige følgere på Instagram. Slet ikke når man – som både Bad Gyal og Grande – kan skrive musik, hvis hitpotentiale burde være en attraktion i sig selv.

Og så er det selvfølgelig kønsbestemt. For den unge stjernekriger Alan Walker gør det diametralt modsatte. Hvor hans kvindelige jævnaldrende trækker ned i blusen, trækker han hættetrøjehætten op over hovedet og dækker sit ansigt med en sort halsedisse.

Alan Walker er halvt nordmand, halvt brite, opvokset i Bergen og inspireret af de musikproducere, der kan skabe ravage i diskoteksmørket. Computer og keyboard er alt, han behøver for at fremtrylle sin delikate elektrohouse og dunkle tegneserietechno.

Coveret til hans debutalbum, Different World, ligner en scene fra et computerspil. Walker står på taget af en skyskraber og skuer ud over en industriel skyline, mens solen går ned. Og det dystopiske stortrives da også på titelnummeret, hvis omkvæd synges af Sofia Carson: »The skyline reminds us of a different time / This is not the world we had in mind.«

På albummets sidste nummer knyttes Walkers sortsyn og undergangsstemningen til sagnlandet Atlantis på megahittet »Faded« fra 2015, hvis musikvideo er blevet set over to milliarder gange på YouTube.

Fremtiden tegner sig laserlysende for Alan Walker. Den ser også stor ud for hans kvindelige medstjerner, selvom jeg personligt håber, at de fremadrettet vil skrue op for lyden og ned for de seksualiserede selfies og den autotunede attitude.

Ariana Grande: Sweetener (Republic Records). Bad Gyal: Worldwide Angel (Puro Records / CANADA). Alan Walker: Different World (MER / Sony)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her