Læsetid: 3 min.

TV 2’s nye dramaserie ’Håbet’ forløser hjertesuk og kalder til oprør

Historien om Marie, der forsøger at forblive barn, men må blive voksen, er lastet med lige nøjagtig den rette mængde moderne ungdomsromanstof til at holde den godt flydende. Også selv om den virker ret uinteresseret i den historiske periode, den foregår i
Marie spilles med retfærdig harme og undertrykt sårbarhed af debutanten Anine-Petrea Lindvig.

Marie spilles med retfærdig harme og undertrykt sårbarhed af debutanten Anine-Petrea Lindvig.

Christian Geisnæs

3. december 2018

Åh, at være ung igen og tilkæmpe sig friheden og føle den første kærligheds søde svie!

Sådan er der mange, meget voksne mennesker, der går rundt og tænker, mens de læser bøger skrevet om og til teenagere. Young Adult-bølgen har efterhånden bjergtaget det amerikanske bogmarked i ti år, mens den først nu er ved at konsolidere sig på det danske. Det skyldes ikke mindst en ihærdig indsats fra først Gyldendal og nu også Forlaget Carlsen. Og tak for det.

Filmbranchen har for længst opdaget potentialet, og nu også TV 2.

Med serien Håbet får vi meget af det, som en god fortælling om dét at blive voksen kan: Fortælle om magt og frihed, uskyldstab og bemægtigelse, undertrykkelse og oprør. Og kærlighed. Og det er historier, der er relevante og vedkommende for hele familien og ikke bare dens teenager.

I Håbet befinder vi os i Nyborg i 1899. Marie er 15 år og bor på børnehjem sammen med sine to små søskende Carl og Sofie. Deres mor er død, og deres far er sømand, som formodes omkommet ved skibsforlis. Men det tror Marie ikke på.

Da Carl og Sofie bliver bortadopteret til en kaptajn, hvis skib, Haabet, tilfældigvis netop skal til Christiansand, hvor børnenes far sidst blev set, rømmer Marie børnehjemmet, forklæder sig som en dreng og ansættes som ungmand på skibet. Her følger vi Marie/Martins kamp for at bevise sit værd som ungmand blandt en broget skare af mandskab. Anine-Petrea Lindvig gør det godt som Marie og udstråler både retfærdig harme og undertrykt sårbarhed.

Menneskekroppen

Hovedpersonen Marie er i det hele taget meget troværdig, hvad der ikke altid giver sig selv, når unge mennesker portrætteres af voksne.

Der er plads til, at Marie vises som et barn, der helt urimeligt kræver af sine mindre søskende, at de ikke må være søde mod deres plejeforældre. Og der gives også plads til at vise hende som en ung kvinde, der gør oprør og tager ansvar for sig selv og sin familie.

Hun befinder sig lige dér, hvor alting sker for første gang, og det føles både spændende og overvældende. Og hun er lige dér, hvor hun skiftevis kræver frihed og tryghed fra de voksne. Og så skal hun endda gennemleve det hele i en art kammerspilssituation på en fuldrigger. Det er ikke en ønskesituation for en menneskekrop, der i den alder burde sove en hel masse og forelske sig i de forkerte på ugentlig basis.

Men Marie må skjule sin spæde voksenkrop under en stram indbinding og løstsiddende tøj, og på den måde forbliver hun i sin barnlige form og kan dermed også bedre opretholde sit barnlige håb om, at faderen lever derude et sted i horisonten. 

Langsomt begynder den stramme indbinding dog at blive løsnet af voksenlivets erkendelser. Men måske lyder det mere nederen, end det er. For med det at blive voksen hører også nye og dejlige følelser som intens forelskelse og begær.

Hvis der også bliver plads til det under dækket på Haabet, så er hele pladen fuld, og manuskriptforfatter Ina Bruhn har gjort nytte af alle Young Adult-fortællingens virkemidler. Her må det nemlig gerne være så højstemt romantisk, at man får lyst til at klappe håndfladerne sammen på brystet og sukke dybt.

Brug historien

Serien virker ikke voldsomt interesseret i den historiske periode. Den fungerer mere som en belejlig kulisse, hvis man vil sige noget universelt om kvinder og børns rettigheder (som de jo ikke havde nogen af).

En anden vellykket dramaserie fra TV 2, nemlig Badehotellet, formår at inkorporere den historiske periode og vise, at historien er en bevægelse, der både er sat i bevægelse af mennesker og sætter dem i bevægelse. Dér er vi ikke med Håbet. Forargelsen over de uretfærdigheder, som børn og kvinder dengang levede med, virker foreløbig ret overfladisk.

Men der er trods alt forskel på den strukturelle og systematiske undertrykkelse, der formede samfundet dengang, og så den umyndiggørelse, der er et grundvilkår for børn, og de kønsrollestereotyper, der dominerer, i dag.

Det kunne være fedt at se manuskriptforfatter Ina Bruhn og instruktør Christian E. Christiansen bruge historien som mere end en dramatisk løftestang. For vi håber på mere af ’Håbet’!

Bevares, det er ikke en dramaserie med de store armbevægelser, både hvad gælder dialog, dybde og visuelt udtryk, som vi er blevet vant til på dansk tv, men det er en fin serie, der er holdt godt flydende af ungdomsromanens virkemidler. Måske netop derfor vil det faktisk lykkes at nå hele familien.

’Håbet’. Instruktør: Christian E. Christiansen, manuskript: Ina Bruhn, fire afsnit, lørdag kl. 20.35, TV 2

Nobelpristageren Henrik Pontoppidans hovedværk ’Lykke-Per’ får fladmast sit plot i oscarvinderen Bille Augusts filmatisering, der fokuserer på kærlighedsdramaet frem for kulturhistorien
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu