Læsetid: 4 min.

Veninder er vigtigst i verden

Teenager i 1980’ernes Reykjavik
7. december 2018

Der er mange ting at være nervøs for, hvis man er 15 år gammel og bor i Reykjavik i midt-1980’erne. Man kan være nervøs for, at nogen i USA trykker på en rød knap og sender en atombombe mod Sovjetunionen, eller at nogen i Sovjetunionen sender én den anden vej, hen over Island, som ligger midtimellem. Man kan være nervøs for ikke at komme ind på det rigtige gymnasium efter sommerferien, at klare sig dårligt til årsprøven eller pludselig at stå uden veninder. For fortælleren i islandske Gerdur Kristnýs roman Smarties har storpolitik og skolegårdens politik samme tyngde.

Fortælleren vakler et sted imellem at være barn og voksen. Barndommens fantasiverden og kærlighed til eventyr hænger ved, det samme gør det umiddelbare og lidt naive blik på omverdenen. Som når hun ved romanens begyndelse hænger hagekors i ørerne, fordi hun ikke er helt sikker på, hvad alternativet – et par øreringe med yin og yang – betyder. Hun er meget optaget af at være teenager og vil allerhelst have øreringe med peacetegn. Det vil sige, hun er optaget af at fremstå som en teenager, men hun har egentlig ikke lyst til at gøre mange af de ting, som hun mener, ’en rigtig teenager’ skal: forsømme sine lektier, sove længe og drikke. Hun går med en badge på denimjakken, hvor der står »I hate school«, hvilket heller ikke stemmer.

Som en roman om en teenagepige handler Smarties overraskende og befriende lidt om forelskelser. Det er en helt anden relation, som er central i fortællerens univers, og da hun bliver inviteret til at lave gruppearbejde med de to bedsteveninder Steina og Olga i engelsktimen, ser hun sit snit: »I pigeverdenen gjorde ingen noget alene. Piger skulle helst have masser af veninder og færdes i klynger.«

Det er imidlertid en skrøbelig balance at vedligeholde et venindeskab; lige så let som man bliver sluppet ind i varmen, kan man blive kastet ud i kulden igen. Det er charmerende og ofte komisk, mildt tåkrummende, at følge den unge fortællers sociale navigering.

Gerdur Kristný: ’Smarties’.

Smarties er ikke en kollektivroman, men den har lidt karakter af det. Blokken, hvor fortælleren vokser op, huser mange skæve karakterer. Alle kender alle, og kvinderne deler historier over en kop kaffe og en smøg i køkkenet, mens mændene er på arbejde. Der foregår en del ting i de voksnes verden, som måske går hen over hovedet på fortælleren, men som alligevel registreres i forbifarten: stigende dagligvarepriser, strejker og politik. Krigen, som sluttede 40 år tidligere, er stadig meget nærværende.

Smarties er en humoristisk roman, men der er noget dystert ved de mørke familiehistorier, som gemmer sig i kulisserne hjemme hos fortælleren eller hos fortællerens veninder, og flere triste skæbner i portrættet af forældregenerationen. Selv må romanens fortæller stort set passe sig selv: Hendes mor er depressivt sengeliggende og ikke til at få øjenkontakt med, faren drikker lidt for meget, når han kommer hjem fra arbejde.

Nogle af kapitlerne er næsten som små noveller; de danner rammen om historier, som kunne stå alene, samtidig med at de er elegant spundet sammen i romanens komposition. Indtrykket forstærkes af, at der ikke er nogen afsnit med linjeskift i teksten; hvert kapitel er en sammenhængende tekst, hvor de små spring i tid glider over i hinanden.

Der er noget lidt sælsomt – eller eventyrligt – ved stemningen, på en måde som til tider kan minde om norske Mona Høvrings romaner om unge kvinder. For eksempel historien om Unnur Karls, som engang vandt en skønhedskonkurrence i sommertivoliet i Sømosen, og som siden har boet i Amerika, hvor hun, efter eget udsagn, har mødt alle stjernerne. Nu arbejder hun i køkkenet på Landshospitalet, hvor romanens fortæller får sommerjob. Eller det dramatiske kapitel om veninden Hildur, som tilbringer weekenderne på landet ved Ydre-Næs for at hjælpe sin bedstemor på gården, efter at hendes bedstefar, som var minerydder, bogstaveligt talt blev sprængt i luften. De kapitler, med deres sære og tragiske historier, er fremragende.

Der kan ske meget på et halvt år, når man er 15 år gammel. Fortælleren i Smarties udvikler sig subtilt igennem romanen, så man knap bemærker det undervejs, men når man når sidste side, bliver det tydeligt, at noget i hendes selv- og verdensbillede har forandret sig. Hun er lidt en drømmer, som prøver at være smart, men der er også selvsikkerhed og selvindsigt under det famlende ydre.

Gerdur Kristný er en af Islands mest markante digtere, og sproget i Smarties er kortfattet og præcist, ofte med fine, overraskende billeder: »Der var kommet flere unge på Laugavej. Alle havde fået den idé at nyde de sidste dage, inden skolen begyndte. Oven på sommerens arbejde var vi som søfolk med lommerne fulde af krøllede sedler.« Romanen er ved første øjekast let og morsom, men den har også tyngde og et underliggende alvor, som gør indtryk.

Gerdur Kristný: ’Smarties’, Oversat af Erik Skyum-Nielsen, Forlaget Vandkunsten, 140 sider, 200 kroner

Vinterbøger 2018: Dystopisk litteratur

Magasinet Vinterbøger sætter fokus på de dystopiske romaner, der skildrer hvordan vi nærmer os et apokalyptisk nulpunkt, hvor den miljømæssige krise og kampen om råstoffer truer med komplet kollaps. Læs om den historiske baggrund for dystopien og om, hvorfor genren igen er relevant – for både børn, unge og voksne. Magasinet udkommer i sin helhed den 7. december 2018.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu