Læsetid: 3 min.

Aalborg Teaters version af Broadway-succes er et hylende morsom forældreskabsportræt

Aalborg Teaters version af Broadway-succesen ’Blodbadets Gud’ viser moderne forældres bedste og værste sider på én gang. Med op- og nedture, masser af latterudbrud og en krummet tå hist og her. For det er genkendelsen, der forstærker oplevelsen, når vi ser de fire skuespillere levere så overbevisende forvandlinger på scenen foran os
I 'Blodbadets Gud' ser publikum de fire skuespillere undergå en overbevisende forvandling fra høflig, kølig facade til ophedet, primitiv kampgejst.

I 'Blodbadets Gud' ser publikum de fire skuespillere undergå en overbevisende forvandling fra høflig, kølig facade til ophedet, primitiv kampgejst.

Allan Toft

14. januar 2019

Det er ikke uden grund, at franske Yasmina Rezas forestilling Blodbadets Gud har modtaget flere priser og spiller med succes over store dele af verden. Der er noget essentielt menneskeligt og ekstremt genkendeligt i fortællingen om de to forældrepar, der mødes for at tale om deres sønners kontrovers.

Blodbadets Gud foregår i Paris, hvor to 11-årige drenge har et sammenstød, der ender med, at Ferdinand slår Bruno i ansigtet med en kæp, så han mister to fortænder. Men det er kun forhistorien.

Selve forestillingen indeholder én enkelt scene, der varer knap halvanden time. Omdrejningspunktet er de to forældrepars samtale om begivenheden i ønske om at nå en fredelig løsning. Det går civiliseret og høfligt for sig til en start, men efterhånden som emnet bliver mere hedt, krakelerer facaderne, og det primitive beskytterinstinkt i forældredyrene dukker frem.

En nydelig, men kedelig dagligstue med selvhøjtideligt opstillede arrangementer af coffee table-bøger og tulipaner på et stort sofabord mellem to grå sofaer danner de fysiske rammer for hele forestillingen. Nicolaj Spangaas scenografi understreger den grundlæggende forskel på de to typer forældrepar.

Brunos forældre, i hvis lejlighed samtalen finder sted, er humanister med stort H. Her er følelserne og de bløde, menneskelige værdier i centrum.

Og Camilla Gjelstrups personificering af Brunos mor føler så afgjort en hel masse. Bag hendes høflige og stift smilende fremtoning ulmer de indestængte følelser, der langsomt bobler op til overfladen. Ikke mindst fremprovokeret af Lars Topp Thomsen som Ferdinands far; hendes diametrale modsætning.

Og han gør da også en overbevisende figur som den mandlige halvdel af Ferdinands karrierefokuserede forældrepar. En jakkesætklædt advokat, der er mere optaget af sin mobil og af at forsvare medicinalindustrien mod kollektive søgsmål end af sin egen søn.

Civilisationens nedsmeltning

Blodbadets Gud er instrueret af skuespiller Martin Ringmose, der sidste år kunne opleves i titelrollen i Cyrano på selvsamme scene. Ringmose lader skuespillerne udtrykke sig på hele skalaen fra de helt store armbevægelser til den mere diskrete, men ikke mindre virkningsfulde ansigtsmimik.

Det interessante ved Blodbadets Gud er ikke så meget selve diskussionen om skyldsplacering blandt de to drenge, men i langt højere grad de fire personer på scenen og deres udvikling fra civiliserede samtalerpartnere til skingert råbende primaler.

Nanna Skaarup Voss fremstår i rollen som Ferdinands mor i starten mild og korrekt som olie på de oprørte vande. Lige indtil hendes mand med slet skjult stolthed kalder deres søn for en bølle. Mellem hårdt sammenpressede tænder vrisser hun ad sin mand, og derefter tager forvandlingen fart. Ikke kun for hende, men så afgjort også for de tre andre på scenen.

Udviklingen kommer i bølger. Den pulserer og går op og ned mellem det neutrale udgangspunkt til ekstremer med indestængte følelser, gråd og korporlig vold, der på et tidspunkt bliver så udtalt, at det ene ben på sofaen knækker under kampen. Forældreskab er tydeligvis survival of the fittest.

Efter at have oplevet Martin Ringmoses iscenesættelse af Yasmina Rezas tekst er det let at forstå Roman Polanskis fascination og ønske om også at skabe en filmversion af denne forestilling. Det er ganske enkelt beundringsværdigt, hvordan en lille fortælling om to parisiske ægtepar kan få et så universelt og almengyldigt præg.

Vi sidder på publikumsrækkerne og griner. Højt og længe. Og da latteren først får fat, slipper den ikke sit tag igen. Genkendelsen er hylende morsom. Uanset om du genkender dig selv eller din næste i de fire på scenen.

’Blodbadets Gud’. Tekst: Yasmina Reza. Instruktør: Martin Ringmose. Scenograf: Nicolaj Spangaa. Med: Camilla Gjelstrup, Nanna Skaarup Voss, Lars Topp Thomsen og Jacob Moth-Poulsen. Spiller på Aalborg Teater til 21. februar.

Roman Polanski afslører kaosset og vildskaben under civilisationens tynde fernis i sin nye film, det velspillede og underholdende, sorthumoristiske kammerspil ’Carnage’, hvor voksne opfører sig som børn
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer