Læsetid: 9 min.

Afnazificering af den tyske ungdom ved hjælp af Pippi Langstrumpf

Brevsamlingen ’Jeg har også levet!’ mellem forfatteren Astrid Lindgren og den tyske meningsdanner Louise Hartung er en medrivende beretning om børnelitteraturens rolle i efterkrigstidens hærgede Tyskland og om Lindgrens trofasthed over for venner
Astrid Lindgren knytter sig tæt til Louise Hartung. Fælles for dem er – ud over behovet for brevskrivningens frirum – et flittigt arbejdsliv og momentan stress, et højt intellektuelt niveau og fælles nydelser: naturen, årstiderne, nærvær. Louise Hartung sender blomster og blomsterløg, som plantes i Astrid Lindgrens sommerhus.

Astrid Lindgren knytter sig tæt til Louise Hartung. Fælles for dem er – ud over behovet for brevskrivningens frirum – et flittigt arbejdsliv og momentan stress, et højt intellektuelt niveau og fælles nydelser: naturen, årstiderne, nærvær. Louise Hartung sender blomster og blomsterløg, som plantes i Astrid Lindgrens sommerhus.

Gyldendal

18. januar 2019

Astrid Lindgrens bøger blev en søjle i afnazificeringen og genhumaniseringen af tyske børn, der havde oplevet mere, end godt var. Det er én af hovedpointerne i brevsamlingen Jeg har også levet!, der gennem små 12 år, 1953-1965, giver et unikt indblik i to vidende og engagerede kvinders liv og indsats for børn i efterkrigstidens Europa.

Søger man derimod nøglen til Astrid Lindgrens forfatterskab, finder man den ikke her, så lidt som i brevsamlingen Krigsdagbøger 1939-1945 (2016) eller biografien Denne dag, et liv (2014), begge af Jens Andersen. Tilsyneladende skrev Astrid Lindgren sine bøger uden om sit almindelige sociale kredsløb og havde intet behov for at diskutere dem undervejs.

Som udgiverne Jens Andersen og Jette Glargaard skriver i deres indsigtsfulde forord, er brevformen et ideelt kompromis for den på én gang ensomhedssøgende og enormt kommunikerende Astrid Lindgren. Lindgren har behov for at diskutere børneopdragelse og politik, møde mennesker og være i dialog. Hun følger med i alt, læser alt, på flere sprog, og hendes videbegær omfatter umådelig meget, især kultur, politik, humanisme og omsorgen for børn. Samtidig får hun hurtigt nok af samvær med andre mennesker:

»Jeg var så underernæret med hensyn til ensomhed, at jeg var lige ved at græde,« skriver Astrid Lindgren i juni 1957 fra sommerhuset, hvor hun holder fri for at skrive.

Politisk rummeligt land

Brevsamlingen begynder i efteråret 1953. Under et forfatterbesøg i Berlin har Astrid Lindgren mødt den to år ældre Louise Hartung (1905-65), uddannet operasangerinde og af god familie. Louise Hartungs mor døde ved hendes fødsel, hun gennemlevede selv rædsler i nazitiden og under den russiske besættelse af Berlin, men fik efter krigen ansvar for Berlins Hauptjugendamt, hvor hun under senator Ella Kays (SPD) politiske ledelse fik til opgave at afnazificere en hel generation af berlinske børn og unge. Louise Hartung var endda i spil til et stort projekt for børn og unge i FN, som hun dog takkede nej til.

Louise Hartung påtager sig – mellem andre kulturpolitiske ledelsesopgaver af sportsaktiviteter og orkestre – den opgave at drage omsorg for det kulturelle bevidsthedsniveau hos Berlins børn, der er indoktrineret med Hitlerjugend og Kraft durch Freude. Af-nazificeres skal blandt andet uledsagede flygtningebørn fra det sovjetbesatte østlige Tyskland og forsømte arbejderbørn, hvis forældre har travlt med at skabe Wirtschaftswunder i det totaltsmadrede Berlin.

Astrid Lindgrens forfatterskab bliver en hovedsøjle i indsatsen. Den myreflittige, engagerede Louise Hartung var faldet pladask for Pippi Langstrumpf og sørger for at få Astrid Lindgrens bøger uddelt og læst op i mandagslæsekredse på biblioteket, hvor børnene – der ofte ikke har andet at lave efter skoletid – glade møder op. Man må formode, at Pippis valgsprog: »Den, der er meget stærk, må også være meget rar« er den formel, der skal reprogrammere de berlinske små til at skabe et nyt og venligere Tyskland.

Forsigtigt kan en 2019-læser konkludere, at det kulturpolitiske projekt lykkedes. Nutidens Tyskland er politisk et rummeligt land.

Erotisk begær

Under besøget i 1953 bliver Astrid Lindgren privat indkvarteret hos Louise Hartung. De to klikker øjeblikkeligt og udveksler høflige takkeskrivelser, der snart udvikler sig til et egentligt brevvenskab. Louise Hartung skriver på tysk, Astrid Lindgren først på tysk og engelsk, men slår over i sit modersmål, da det går op for hende, at Louise Hartung læser Strindberg på svensk.

Herefter skriver Astrid Lindgren på svensk gennem alle årene, Louise Hartung fortsat på tysk, frem til Louise Hartungs død i marts 1965, knap 60 år gammel, efter lidelser, hun gennem årene har levet med, men aldrig brokker sig over. Kun på Astrid Lindgrens indtrængende opfordring fortæller hun om sit skrantende helbred.

Tidligt i brevvenskabet erklærer Louise Hartung sin passionerede kærlighed til Astrid Lindgren og giver udtryk for, at kun kropslig kontakt baner vejen for fuld tillid mellem mennesker. Ja, hun mener endda en bestemt aften at kunne have forført Astrid Lindgren, under indflydelse af vin og almindelig god stemning!

Astrid Lindgren afviser venligt, men bestemt, med varm en hyldest til Louise Hartungs mange smukke egenskaber:

»Du har ret i, at der for mig er et afgørende skel mellem venskab og kærlighed. Jeg kan give dig venskab, Louisechen – kærlighed med deraf følgende körperliche Gemeinsamkeit kan jeg kun give en mand. Jeg har ingen fordomme, og jeg forstår, at du efter dine mange oplevelser, måske ikke mindst under sammenbruddets dage i Berlin, kan føle dig færdig med mandekønnet. Men hvad det angår, er vi forskellige,« hedder det i et brev fra 18. januar 1955.

Louise svarer generøst tilbage:

»Jeg har altid betonet, at enhver form for forbindelse med dig er noget, jeg ønsker, men jeg lader det være helt op til dig, hvor meget eller hvor lidt du vil tage imod det, der kommer til dig,« skriver hun og bedyrer:

 »Aldrig vil du opleve at komme i en ubehagelig situation, aldrig skal du frygte, at jeg trygler om kærlighed, hverken grædende eller på mine knæ eller på nogen anden måde.«

Allerinderste kærlighedssfære

Mange venskaber ville kuldsejle på en grundlæggende forskel i erotisk begær. Astrid Lindgren bliver dog hængende i skrivemaskinen, og Louise Hartung beslutter sig tilsyneladende for at leve med, at hendes passion for Astrid i kød og blod ikke gengældes. Begge understreger, at den fulde tillid dem imellem ikke har lidt skade. Derved bliver det tilsyneladende, selv om spørgsmålet af og til dukker op.

Det lykkes Lindgren på én gang at drage omsorg for den forelskede Louise Hartungs følelser og at passe på sig selv. Allerede før de to bliver dus (efter Louise Hartungs besøg i 1954 i Astrid Lindgrens sommerhus i Furusund i den stockholmske skærgård) kommer de på fornavn. Herefter vokser Louise Hartung frem som diminutiv, Louisechen, lille Louise, ofte endda efterstillet Berlinchen om storbyen Berlin!

Henvendelsen til lille Louise kan let ses som Astrid Lindgrens forsøg på at formindske sin pennevenindes status og gøre hendes erotiske passion ufarlig. Men faktisk virker det nærmest modsat. Ved at se Louise Hartung som et barn lukker Astrid Lindgren sin to år ældre veninde – reelt lille af statur – ind i sin allerinderste kærlighedssfære, som, fornemmer man, næsten kun er åben for børn … Louise Hartung bliver én af hendes allernærmeste, hvis liv og helbred, hun bekymrer sig om, og som hun samtidig respekterer, selv om Astrid Lindgren virker tilfreds med, at forelskelsestemaet nedtones.

På bogforsiden ligner de to kvinder tragediens og komediens maske. Den muntre gavflab er Astrid Lindgren, den tungsindige er Louise Hartung. Men en melankolsk tendens deler de, og brevvenskabet virker ligeværdigt. Den verdensberømte forfatter Astrid Lindgren suger til sig af Louise Hartungs urokkelige kvalitetssans og åbner sig for den store, tyske kultur, Goethe, Brecht, Beethoven. Louise Hartung sender hende for eksempel en brevsamling fra 1777-85, Ich war wohl klug, dass ich dich fand, som sammenfatter venskabet, først citeret i brevene som:

»Jeg var glad, at jeg fandt dig«!

De to brevvenner mødes jævnligt. De besøger hinanden, mødes i Berlin, Stockholm og Hamburg, når det passer i begges rejsekalender, på Ibiza, hvor Louise Hartung køber en villa, og de kører biltur i Europa i Louise Hartungs labre blå sportsvogn, VW Karmann Ghia.

Man forstår, at smertelige hemmeligheder i begges liv er blevet delt mundtligt. Louise Hartung refererer til, at Astrid Lindgren som 18-årig blev ugift mor til Lasse, da hun fortæller, at hun i Berlins Jugendamt åbent har kritiseret Tysklands gældende lov, der stadig i 1957 fratager ugifte mødre forældremyndighed over deres børn.

»I 90 ud af 100 tilfælde bliver de ladt i stikken af manden,« skriver Louise Hartung harmdirrende, vel vidende, at Astrid i Sverige dog havde forældremyndighed over sit barn, da hun blev ladt i stikken af barnefaderen.

Selv er Louise Hartung barnløs, men følger med i Astrid Lindgrens flammende kærlighed til sine børn. Datteren Karin gifter sig med Carl-Olof, de får barn efter barn. Astrid Lindgren føler sig til at begynde med forladt af en forelsket Karin, men knytter sine to børns familier tæt til sig og finder i børnebørnene nye kilder til glæde og inspiration.

Hermetisk hemmelighedsfuld

Året før mødet med Louise Hartung havde Astrid Lindgren mistet sin mand, Sture. Derimod var forfatterskabet flyvende. Om formiddagen og i ferier stenograferer hun sine bøger (en bog om året til julesalget, foruden radiodramatik osv.), om eftermiddagen møder hun på forlaget. Om aftenen skriver hun breve, når hun ikke er ude. Lettet er hun, da andre påtager sig at besvare de amerikanske børns breve, der kommer i store pakker:

»Jeg vil hellere skrive for børn end til børn.«

Oveni er hun ustandselig på farten, som forfatter og deltager i paneldebatter, på internationale besøg, også i USA. Gennem 1950’erne og 60’erne udfylder hun rollen som Sveriges kulturelle eksportprodukt og superstjerne, i liga med den 11 år yngre Ingmar Bergman. Ham møder hun vist aldrig, og den eneste af hans film, hun skriver om, Stilheden (1963), lader hende kold.

Om forfatterskabet er Astrid Lindgren hermetisk hemmelighedsfuld. Hun fortæller, at hun skriver på noget, så følger en længere pause i brevskrivningen. Louise Hartung modtager de færdige bøger, som analyseres med begejstring. Astrid Lindgren takker for rosen, men kommenterer ingenting. Kun en gebrokkent tysktalende landstryger Alfredo i Rasmus, Pontus og Snusser, bryder Louise Hartung sig ikke om.

Indirekte giver brevsamlingen indblik i, hvordan et nedbrudt land rekonstrueres. Reelt bliver Pippi Langstrømpe forbillede for det nye europæiske menneske: Kærlig og omsorgsfuld, oprørsk og selvhjulpen.

De tos politiske engagement giver et intimt indblik i koldkrigstidens begivenheder, blandt andet Kennedys besøg i Berlin, mordet i Dallas og etableringen af Berlinmuren i 1961. Begge brevskrivere er vel socialdemokrater, men især optaget af børns ve og vel. De er enige om, at børnekultur skal afspejle humanisme, men udtrykker i forbavsende nutidige vendinger irritation over forslag om mere håndfast kontrol med nyere fænomener som film og tegneserier.

Astrid Lindgren har tydeligt behov for venskabet og knytter sig tæt til Louise Hartung. Fælles for dem er – ud over behovet for brevskrivningens frirum – et flittigt arbejdsliv og momentan stress, et højt intellektuelt niveau og fælles nydelser: naturen, årstiderne, nærvær. Louise Hartung sender blomster og blomsterløg, som plantes i sommerhuset.

I 1959 begynder Louise Hartung at sende vinflasker, som nydes begejstret i Dalagatan, hvis de da er nået frem. Astrid Lindgren beskriver grinagtigt pakker med gennemblødt bølgepap og glasskår, mens Louise Hartung fortæller om fine svenske glas, der ankommer i tusind stykker.

Anbefalelsesværdig bog

Louise Hartung dør af cancer som 59-årig i marts 1965. Astrid Lindgren underrettes løbende af venindens husfælle, psykiateren Gertraud Lemke, og besøger i 1964 Louise Hartung en sidste gang. Efter Louise Hartungs død sender Lemke efter Louise Hartungs ønske papæsken med breve til Astrid Lindgren, og de to korresponderer frem til Lemkes egen død.

Om Louise Hartung har sat sig spor i forfatterskabet, er ikke til at vide, og bogens to redaktører prøver klogeligt ikke på det. Men det ville være underligt, om ikke venskabet er metamorfoseret ind i Astrid Lindgrens univers. Allerkæreste søster kalder Astrid Lindgren Louise Hartung en enkelt gang, og dét er netop titlen på en vidunderlig lille historie fra 1974, hvor den syvårige Barbro opfinder en fantasisøster.

Redigeringen af brevsamlingen er forbilledlig. Noter klargør referencer og ikkeoversatte citater undervejs, et udførligt navneregister hjælper med at fastholde de mange personer i privatliv og samfund. Indsat er fotos af vinflasker og blomster samt af de to brevskrivere. Redaktørerne gennemgår fængslende – den for mig hidtil ukendte – Louise Hartungs liv og virke i efterkrigstidens Tyskland, men søger aldrig at tolke de to hovedpersoners indre motiver.

Allermest taknemmelig kan man være som læser over, at ét af verdenslitteraturens store forfatterskaber i disse år åbner sig i en ny og international dimension. Astrid Lindgren er ophavskvinde til fænomenet ’den svenske barndom’, kendt også fra film og tv-serier. At forfatteren ud over sin livslange kærlighed til sin egen barndom i Småland havde en enorm kulturel referenceramme og international kontaktflade, afmonterer i høj grad myten om lokal forankring som kilde til kunstnerisk rigdom. Det kan være værd at huske på i disse års politiske fokus på det unikt nationale.

Det nye syn på Astrid Lindgren skyldes i høj grad de markante brevudgivelser og biografier, som Jens Andersen står for, her sammen med sin tyskkyndige hustru, Jette Glargaard. I december udsendte Jens Andersen desuden biografien om Kim Larsen, Mine unge år.

Man kan kun takke den myreflittige Jens Andersen for kampen og anbefale bogen til alle.

31. januar er der premiere på Pernille Fischer Christensens film, Unge Astrid. Det er sgu lidt af et Lindgren-år. Tænk, hvad hun gav, den svenske gavflab.

Jens Andersen og Jette Glargaard: ’Jeg har også levet! En brevveksling’. Gyldendal, 560 sider, 350 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Svend Erik Sokkelund
  • Ejvind Larsen
  • Torben Lindegaard
Gert Romme, Svend Erik Sokkelund, Ejvind Larsen og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

En historie, som forbløffede mig, var, at en del berlinerbørn, helt op i 1960erne blev sendt til Sverige for at komme væk fra den indesluttede by. En bekendt endte i Sverige på den måde og blev for få år siden faktisk adopteret af sin gamle plejefamilie.

Ikke nok med det: Han blev også svensk statsborger. Han VILLE være svensk.

Vi, der har de tre dokumenrtar-udsendelser om Astrid Lindgren på SVT for nogle år siden, ved godt, at Astrid Lindgren var dybt international (kendt); bl.a. fortælles der i dokumentaren, at to-tre tyske børn stak af hjemmefra; de ville op mtil Astrid Lindgren i Sverige - for der blev man ikke slået og misbrugt som barn :( - i Sverige!