Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ambitionsbuen er spændt til det yderste i Den Kongelige Operas ’Turandot’

Den Kongelige Opera spiller Puccinis sidste opera ’Turandot’ i den ufuldendte version, han efterlod. Udførelsen er strålende, men grebet er en problematisk disposition, fordi instruktøren i sin egen tildigtning tager livet af titelpersonen og forråder dermed komponistens plan i librettoen
Kalaf i skikkelse af den sydkoreanske tenor Sung Kyu Park var scenisk ikke bemærkelsesværdig, men vokalt særdeles god

Kalaf i skikkelse af den sydkoreanske tenor Sung Kyu Park var scenisk ikke bemærkelsesværdig, men vokalt særdeles god

Miklos Szabo/Det Kgl. Teater

Kultur
22. januar 2019

Forestillingen lukker ned med den sidste tone i den scene, Puccini nåede at komponere færdig inden sin død. Den ensomme piccolofløjte vedbliver at spille det høje E, scenen tømmes for overlevende, flere døde hovedkarakterer ligger rundt omkring, som var det slutscenen i Hamlet, og en projektion gentager en flimrende filmsekvens, som vel skal forestille Puccinis egen ligfærd. At det muligvis drejer sig om den ældre komponistkollega Verdi, er måske ikke så vigtigt.

Den Kongelige Operas nye Turandot er altså ikke den normalt opførte version, hvor 3. akts sidste duet og korscene blev komponeret af Franco Alfano ud fra librettoen og komponistens skitser. Denne tilføjede slutning indeholder vendepunktet i dramaet, for det er her prinsesse Turandot, der har mange halshuggede bejlere på samvittigheden, omsider smelter som følge af gådegætter Kalafs insisterende kysseri, og alt ender i en form for fryd og gammen som i det urgamle oplæg fra Tusind og en nats eventyr.

Det er en problematisk disposition at sætte sig ved en komponists skrivebord og redigere i hans efterladte arbejder, eksemplerne fremstår mere eller mindre acceptable i værker af Mozart, Schubert, Musorgskij, Mahler og Alban Berg.

Med Puccini og Turandot var det måske mest fornuftige valg det, som dirigenten Arturo Toscanini tog ved uropførelsen i 1926, to år efter Puccinis død. Maestroen lagde dirigentpinden på stedet med piccolofløjten, vendte sig ud mod salen og sagde hertil og ikke længere – med et andet ordvalg. Men det efterlod naturligvis publikum i en kolossal frustration, og de næste opførelser blev med Alfanos tilføjede slutning og en anden dirigent.

Filmen knækkede

Det er åbenbart, at den schweiziske iscenesætter Lorenzo Fioroni har villet skabe liv i en opera, som i lange stræk bæres af monumentale korscener og rituel handling i et forhistorisk Kina. Det lykkes udmærket, selv om ambitionsbuen nok blev spændt til det yderste.

Tiden er det 20. århundrede, stedet præciseres ikke, men man kunne forestille sig Mussolinis fascistiske Italien. For mig var det nemlig slående, hvor ubehagelige korscenerne virkede. Operakoret sang undertiden med en enorm volumen og begejstring, det lød som et gigantisk rovdyr, der var blevet manet op af folkedybet.

Den ellers apolitiske Puccini mente, at Mussolini var en god mand for Italien i tiden efter Første Verdenskrig, hvor der herskede politisk kaos, og den holdning delte han med mange intellektuelle og kunstnere. Det er interessant, at Turandot kan læses ud fra denne vinkel, også fordi prins Kalaf som den stærke mand indeholder ikke så få fascistiske træk.

Det var et alvorligt vingeskud for premieren, at den måtte afbrydes efter 20 minutter på grund af nedbrud af computeren, der styrer hele det tekniske apparat. Den ufrivillige pause varede så længe, at teaterchef Kasper Holten måtte sende publikum ud til en forfriskning på teatrets regning. Det mindede mig om min barndoms biograf, når filmen knækkede, og der kom gang i snakken på rækkerne.

Det kunne naturligvis mærkes på sangere og musikere, da forestillingen blev spolet lidt tilbage og sat i gang igen. Men nu kunne man forstå den sceniske logik, og det var faktisk imponerende, at de medvirkende forinden havde klaret at improvisere sig gennem rodebutikken af diverse uventede forhindringer. Ikke mindst det talstærke kor, som gestalter ikke så få grupperinger omkring det kejserlige hof. Det er ikke til at sige, om forestillingens musikalske niveau led afgørende af denne ubehagelige afbrydelse, men jeg tror, at den sad i kroppen på de fleste.

Skændet og krænket

Tonesproget i Turandot hviler på det, man kender fra Puccinis tidligere operaer, men det er betydeligt mere moderne. Han havde ikke før komponeret så raffineret og afvekslende for det store orkester, den kinesiske kolorit inspirerede vel også i den retning, ligesom harmonikken ofte er ganske avanceret.

Det melodiske flow flyder suverænt i det gennemkomponerede drama, så tæt sammenkittet at der knap nok kan spores et hul til bifald, også efter hittet »Nessun Dorma«. Alt dette blev fornemt tydeliggjort og fremaddrevet af Alexander Vedernikov i orkestergraven, den første forestilling han har ansvaret for som musikchef på Holmen. Det kan ikke skrives for ofte: Vedernikov er en gave til dansk musikliv.

Lorenzo Fioroni præsenterede sin egen tydning af prinsesse Turandot. Ifølge librettoen hævner hun sig på sine bejlere med tre så vanskelige gåder, at ingen kan svare og følgelig halshugges. Hendes hævntørst grunder i et skændigt overgreb på prinsesse Lo-u-Ling, en slægtning fra en fjern fortid.

Hos Fioroni er det Turandot, der er den krænkede, så fysisk skændet at hun bærer maske. Men samtidig lader han en lille pige med rød kalot vandre omkring, som i Spielbergs holocaustfilm Schindlers liste, og det er angiveligt Lo-u-Ling, der oplever grusomhederne med rullende hoveder gennem barnets øjne. Turandot smider masken for at kunne synge, og i stedet for et isbjerg viser sig en psykose – som en kvinde, der på de animerede projektioner rider ud på en enhjørning for at søge friheden i bjergene. Og da Turandot ligger død, ombragt af sig selv, bliver symbolikken endnu tykkere, idet det ædle, utæmmelige fabeldyr – en hvid hest med horn i panden – skridter ind på scenen. Er det samlet set langt ude? Ja.

Stålsat sangkunst

Ann Petersen sang gennemgående strålende som Turandot. Det er et djævelsk parti, fysisk udmattende med langvarige eksponeringer i det høje register, men hun var stålsat fokuseret i eksempelvis fremsigelsen af de tre gåder.

Den mere følsomme beretning om Lo-u-Ling kom også overbevisende, i overensstemmelse med instruktørens koncept: at hun i virkeligheden fortalte om sig selv til sig selv. Men ikke som Puccini ønskede det: med et vedvarende isnende blik på bejleren.

Kalaf i skikkelse af den sydkoreanske tenor Sung Kyu Park var scenisk ikke bemærkelsesværdig, men vokalt særdeles god; en sådan røst kan vi ikke mønstre fra egne rækker. Glansnummeret »Nessun Dorma«, som selveste Donald Trump anvendte under sin valgkamp (slutordene er »jeg vil sejre«), var hensat til et kabinet højt hævet over Pekings lyshav.

Park forsøgte ikke at imitere Pavarotti, han svævede ikke unødigt længe på det afsluttende høje H. Men egentlig skal arien synges som en ensom serenade i kejserpaladsets have, hvorfor det var et misgreb at flytte den indendørs og ovenikøbet lade den mutte Turandot være tavst til stede på sofaen og blive udsat for upassende tilnærmelser.

Det mest menneskelige parti tilhører slavinden Liù, som Sine Bundgaard førte frem til en hjertegribende sejr. Det er en såre tragisk figur, hun elsker paphovedet Kalaf, og hun ofrer sig for ham ved at tage sit eget liv. Liùs afskedsscene var det sidste Puccini gjorde helt færdigt; det er ejendommeligt, at han nåede at tage livet af endnu en kvindelig hovedrolle, før kræften gjorde det af med ham selv.

Kansleren, marskalen og chefkokken – de tre commedia dell’arte inspirerede figurer Ping, Pang og Pong – repræsenterer systemets agenter, udklædt som klovne, både spradebasser og bødler. Deres musik fylder ganske meget, også for meget, men ikke desto mindre gjorde Palle Knudsen den dominerende Ping til et spændende studie i lige dele maskerade og maskepi.

Giacomo Puccini: ’Turandot’. Ann Petersen (Turandot), Sung Kyu Park (Kalaf), Sine Bundgaard (Liù) m.fl. Iscenesættelse: Lorenzo Fioroni. Det Kongelige Operakor og Kapel under Alexander Vedernikov. Operaen 19. januar. Spiller til 8. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

En anden meget interessant Turandot spiller for tiden i Palermo og blev streamet på youtube forleden dag (hvor den måske senere bliver tilgængelig i længere tid).
Også her søgte man at bruge værket til at fortælle om verdens risiko for totalitarisme i et spektakulært 1984-agtigt skærmunivers med en fremtidsby formet som en modernistisk gengivelse af et koralrev - men også med industrielt organiserede henrettelser m.m. Utroligt sjælden god anvendelse af projektioner.
Apropos projektioner begynder dette lille uddrag med en fejring af genophængningen af det historiske bagtæppe, der er blevet genfundet, restaureret og nu igen bragt i funktion.
https://www.youtube.com/watch?v=94KraKlbEt0

Anmeldelserne er ikke enige.Jeg har ikke overværet opførelse endnu, så jeg kan af gode grunde ikke udtale. Bestilte biletter før premieren, og var ret sikker på én ting - at handlingen kunne udspille sig i enten f. eks. et rumskib, en flygtninglejr eller på en feriekoloni, men ikke i det gamle Kina. Sådan er det både med drama og opera i dag, men forsøger at opdatere dem ind i en nutidig ramme; især i operaer, hvor man forsøger at redde en forholdsvis forvrøvlet handling, og så kan det gå godt eller falde til jorden. Musikalsk set var der ifølge anmelderne ikke noget af udsætte, så går det helt galt, kan man jo altid læne sig tilbage og bare nyde musikken. Men det bliver spændende, hvis der bliver adgang til at se opsætningen fra Palermo.

Steffen Gliese

- en lille tanketorsk, iøvrigt: som man tydeligt kan se, er det jo et historisk FORtæppe, der er tale om, Palermos svar på Akropolisfortæppet.