Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Backstreet Boys overrasker med effektiv pladdersentimentalitet

På deres nye album bryder det legendariske boyband ud af halvfemsertidslommen i en forbløffende god udlægning af samtidspoppen, som kun få steder lyder desperat og bedaget. Det er cheesy banalromantik, der fungerer, som det skal
Backstreet Boys optræder ved en koncert i Los Angeles i 2018.

Backstreet Boys optræder ved en koncert i Los Angeles i 2018.

Mario Anzuoni

Kultur
1. februar 2019

Siden Backstreet Boys for to årtier siden erobrede det populærmusikalske tronsæde med mesterværket Millennium og hittet »I Want It That Way«, har den amerikanske popkvintet kæmpet med at finde sig til rette.

Millennium står med over 30 millioner solgte eksemplarer på verdensplan stadig som en af de bedst sælgende plader nogensinde – og albummet har tilmed bevaret sin relevans; alene sidste år blev udgivelsen både refereret i musikvideoen til den britiske popstjerne Charli XCX’s hit »1999« og fortolket af den amerikanske rapper JPEGMAFIA på nummeret »Millennium Freestyle«.

Samtidig er gruppen ikke blevet slået itu af individuelle ambitioner, sådan som det skete for samtidsrivalerne med Justin Timberlakes NSYNC-afsked, Robbie Williams' udtræden af Take That og Brian McFaddens farvel til Westlife. Omstændigheder, der samlet set har efterladt Backstreet Boys i en vanskeligt manøvrering mellem at forblive evigt bundne til halvfemserne og skamløst at kopiere tidens populærmusikalske tendenser.

Albummet DNA ankommer som optakt til, at boybandet til sommer drager på den mest omfattende verdensturné i 18 år. Og det lader til, at drengene langt om længe har fundet selvtilliden til at navigere i den bøvlede balancegang mellem selvkarikatur og samtidsefterligning. 

DNA står som et udråbstegn i en ellers vævende diskografi.

Lyddesignet er overordnet set skåret efter den moderne popmusikalske formular med bløde synthesizere og elektronisk perkussion. Alligevel undslår Backstreet Boys sig de værste nutidige modebølger af overdøvende bas, syntetiske korarrangementer og den vulgært overbrugte autotune.

Det er opkvikkende at høre vokalharmonier, hvor man faktisk kan adskille de enkelte stemmer og deres særegne kvaliteter – særlig tydeligt på a cappella-kompositionen »Breathe«, der mimer Billy Joel-hittet »The Longest Time« med fingerknips, ah- og doo-doo-harmonier.

Andre steder slipper kvintetten af sted med mere konventionelle produktionsgreb, simpelthen fordi melodihåndværket er så solidt. Det gælder de to simple klaverbårne numre »Don’t Go Breaking My Heart« og »Is It Just Me«, hvor fraseringerne (særligt i versene) er exceptionelt iørefaldende.

Mindre vellykket er de to mere elektroniskpulserende sange »Nobody Else« og »Chateau«, hvor melodilinjerne er udvaskede og forglemmelige – ikke dårlige egentlig, men ligegyldige.

Værst er utvivlsomt nummeret »Chances«, der er et forsøg med den rædsomme kombination af countryæstetik og hovedløs elektrotramp i gæld til Aviciis »Wake Me Up«. En simpelt fingerspillet guitarfigur hopper mellem grundtone og terts, mens et dybbuldrende perkussionarrangement kommer galoperende. Det er bondeknoldselektro og pladens absolutte lavpunkt, men heldigvis også en ensom afstikker.

Lavkomisk og hårdtslående

Selv om DNA er et Popalbum med stort P, er der flere steder gjort plads til at afvige fra radiorøvslikkerskabelonen. »Passionate« er eksempelvis en lille funkperle af bøvsende bas, spidse guitarmarkeringer og messingblæsere, der korresponderer med en hø-hø-tekst for voksne:

»I know I come on hard, there's no need to be alarmed,« lyder det blandt andet, mens der senere i nummeret bliver refereret til at være som en bil uden bremser – så hot. Og den lavkomiske vulgærlyrik findes ligeledes på nummeret »New Love«, hvor der i den indledende strofe bliver spurgt:

»Who are you – the sex police?
My sex ain’t godt no rules.«

Det er velkommen lummerhed, der tilbyder et pusterum fra de banale kærlighedstekster, som udfylder albummets hovedpart (»I want you back«, »as long as I’m with you, I’m okay«, »can’t compare you to no one else« etc.), og som er på grænsen til det kvalmende – det kommer vi tilbage til.

Samtidig er »New Love« endnu et eksempel på, at Backstreet Boys rent musikalsk overskrider samtidspoppen. Den minimalistiske komposition består af en beskidt basfigur og et børnesimpelt beat kysset med et kitschet, men latterligt fængende, fløjtetema. Instrumenteringen har overraskende indierockede og ironiske kvaliteter, der bliver løftet nye steder hen med de bomstærke vokalmelodier – særligt, når drengene i en passage brummer helt nede i det dybe register. Vidunderligt.

Det cheesy udtryk findes også på »Ok«, hvor en flamencoagtig guitarfrase og rytmiske håndklap i kombination med de ekstremt popflosklede melodier er som at blive transporteret til et Disneyfarvet Andalusien. Og generelt er mængden af musikalsk variation, leg og humørskift ganske enkelt imponerende, taget i betragtning af at albummet blot huser 12 sange og varer under 40 minutter. Værket fremstår helstøbt og velafbalanceret, hvilket er en sjældenhed – især for et popalbum – i en kultur, hvor singlen er Gud.

Skal man alligevel fremhæve et enkelt nummer, der skiller sig ud – ikke med lummerhed eller teknisk stilsikkerhed, men i forhold til at elektrificere følelsesregisteret – må det være »No Place«. Selve produktionen er egentlig ikke noget særligt med den tørre og slæbende guitarfigur, fingerknips og en snigende opbygning, men den nedtonede Norah Jones-agtige solopgangsstemning i kompositionen – som ikke blot brager ukæmmet løs – gør, at man virkelig mærker håndarbejdet i melodierne, og at de ikke blot fremstår som sterile luksusvarer.

Samtidig er nummeret det eneste på albummet, hvor kærlighedssangskrivningen for alvor lykkes. Teksten er bygget op om klicheen om, at hjem er dér, hvor dem du elsker, er (i stil med Edward Sharpe & The Magnetic Zeros’ 2009-hit »Home«) – plat, umiddelbart. Men det er gjort på så effektiv en måde, at alle med hjemstavnskomplekser eller mudrede tilhørsforhold vil føle sig ramt. Første gang jeg hørte nummeret stod jeg ved Nørreport Station og ventede på en kammerat. Og græd.

»I’ve been all around the world, done all there is to do
But you’ll always be the home I wanna come home to.
«

Backstreet Boys: ’DNA’ (K-Bahn/RCA). Backstreet Boys spiller i Royal Arena den 8. juni 2019. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her