Læsetid: 5 min.

’Bedrag’ har skiftet spor og er blevet meget bedre

De klichétunge modsætningsforhold og de utroværdige farlige situationer, som kendetegnede de to første sæsoner af ’Bedrag’ er blevet droppet til fordel for en helt ny historie drevet af en helt anden nysgerrighed om tre mennesker, hvis kriser vikler sig ind i hinanden
Det er godt klaret af serien, at man stadig føler med Alf, når han står på vanviddets rand og er lige ved at tippe over fra intens forelskelse til monoman stalkeragtig besættelse, skriver Lone Nikolajsen.

Det er godt klaret af serien, at man stadig føler med Alf, når han står på vanviddets rand og er lige ved at tippe over fra intens forelskelse til monoman stalkeragtig besættelse, skriver Lone Nikolajsen.

Danmarks Radio

28. januar 2019

Der skal lyde et stort ja tak til den gode idé, som det er at droppe de gnæggende rigmænd og de søgte forbindelser mellem overklasse og underverden i tredje sæson af Bedrag.

Alt, hvad der gjorde de første to sæsoner til nogle lidt oppustede actiondramaer, er væk, og tilbage er bare to af hovedpersonerne, som også har undergået store forandringer siden sidst. Den regelrette Alf Ryberg (Thomas Hwan) fra Bagmandspolitiet er sluppet af med sin modsætning og makker Mads (Thomas Bo Larsen) og arbejder nu i Taskforce Nørrebro, hvis primære indsatsområde er hashhandel.

Her oplever han en del modstand mod sine arbejdsmetoder; de andre opfatter det ikke som rigtigt politiarbejde at sidde med snuden i hvidvaskningsregnskaber. Rigtigt politiarbejde er at fange folk og forhøre dem, og det kan Alf også godt finde ud af, han vil bare hellere følge pengesporet og ramme bagmændene end knalde de små fisk.

Det er en konflikt, man også kender fra verdens bedste politiserie, The Wire (2002-2008), som i det hele taget lader til at være forbillede for denne sæson af Bedrag. Hvilket er helt fint: Det er ingen skam at prøve at eftergøre sine forbilleder, så længe man får gjort det til sit eget. Og det gør Bedrag.

I modsætning til de foregående sæsoner handler historien ikke om, hvordan superonde skurkagtige typer i dyrt tøj presser almindelige mennesker i mindre dyrt tøj til at gå på kompromis med deres moral. Den handler om den plads, kriminaliteten – i dette tilfælde hashhandlen – indtager i samfundet, og om hvordan mennesker prøver at indrette sig under pres fra de mekanismer, der gør sig gældende i deres miljøer, hvad enten det nu er det danske politi eller det københavnske hashmarked.

Men Alf har andre problemer end samarbejdet med de mere gadevante efterforskere: Han. Kan. Ikke. Sove. Det driver ham naturligt nok til vanvid, og det fører til en masse scener, hvor han står, sidder og ligger stille, helt fikseret i billedet. Derudover er han forelsket i sin gifte kollega Isa (Marie Askehave), som godt vil have en hemmelig affære, men ikke vil give slip på sit ægteskab. Også det driver Alf til vanvid, og det er godt klaret af serien, at man stadig føler med ham, når han står på vanviddets rand og er lige ved at tippe over fra intens forelskelse til monoman stalkeragtig besættelse.

Fra biltyv til hashbaron

Den anden karakter, som går igen fra de to tidligere sæsoner af Bedrag, er den seriøse unge mand Nicky Rasmussen (Esben Smed). Først havde han lagt karrieren som biltyv bag sig til fordel for familielivet og et job som mekaniker, siden blev han via meget onde menneskers indflydelse håndlanger for skruppelløse storsvindlere.

Nu i tredje sæson har han gemt sig et par år i Spanien, hvor han lærte en mand ved navn Marco, der sidder på en stor del af hashhandlen i hele Europa, at kende. Hans kæreste og barn forlod han for at de kunne få det trygt og stabilt uden nogen kriminelle elementer i den nærmeste familie. Det gik ikke efter planen: Ekskæresten er indlagt med depression, og barnet er i pleje.

Nicky er hjemme i Danmark igen og har fået ansvaret for import og videresalg af hash i Danmark og ikke mindst for at vaske pengene hvide. Det sker gennem en juicebar, han ejer, og et vekselbureau i nærheden, men det kan ikke blive ved på den måde – pengene er for mange.

Siden sidst er Nicky blevet platinblond, endnu mere seriøs og utrolig meget mere sammenbidt. Han går på CBS, fordi han (ligesom Stringer Bell fra The Wire) gerne vil have styr på, hvordan markeder fungerer, og han gør, hvad han kan, for at opretholde den hårde facade, der får folk til at lystre og forhindrer ham i at bryde sammen i sorg over at have svigtet sine nærmeste. I løbet af de første fire afsnit, jeg har set, begynder Nicky at se sin søn. Bare en time under opsyn hver 14. dag, og det er åbenlyst, at det bliver en udfordring at forene generhvervelsen af forældremyndighed med total kontrol over det skandinaviske hashmarked.

Ny favoritneurotiker

Der skal også lyde et stort ja tak til Maria Rich i rollen som den af tilværelsen slemt skuffede bankrådgiver Anna. Hun er den tredje og sidste af de desperate mennesker, hvis eksistentielle og faglige kriser fletter sig sammen i denne forfriskende anderledes Bedrag-sæson.

Anna begynder en hvidvaskkarriere, som er drevet af forurettelse og forsmåelse over at blive taget for givet af såvel sin arbejdsplads som sin mand og sin søn. Der går Breaking Bad (2008-2013) i den, idet hun som midaldrende, hidtil lovlydig samfundsstøtte pludselig begynder at bruge sine kompetencer til kriminelle formål. Det er endnu et vellykket lån af en rigtig god idé fra en rigtig god serie.

Maria Rich har en stor del af æren for, at Anna er så fed en karakter, som hun er. Det er et meget kvalificeret nervøst sammenbrud, der er under opsejling, når den yngre kollega fortæller hende, at hun har fået den stilling som filialdirektør, Anna også søgte. Og det er elegant fortalt, hvordan sammenbruddet bliver pareret ved at Anna i stedet begynder at redefinere sin rolle i verden. Anna er hele tiden bævrende usikker, men Rich spiller hende sådan, at hun lige præcis aldrig bliver komisk, hvad der ellers godt kunne ske med den rolle.

Kameraføringen omkring hende er også skøn. Mens Alfs krise fremstilles i meget statiske scener, og Nicky bare stæser rundt med skuldrene oppe om hovedet, bliver Annas krise tydeliggjort ved at zoome ind på hendes ansigt, mens hun sidder og gør gode miner til forskellige afarter af slet spil. I en fin scene tager kameraet en tur ned under glasbordet i hendes dagligstue, hvor hun sidder og sorterer knapper i afmagt og forfærdelse. Anna er min nye favoritneurotiker i dansk tv-drama.

Bedrag er blevet en væsentlig roligere serie, og det klæder den gevaldigt. Der er, som for det meste i spændingsserier, nogle sammentræf, der er lidt for heldige, og en fornemmelse af, at man kender fiktionsuniverset fra mange lignende serier. Det ændrer bare ikke på, at Bedrag i den grad har oppet sig og er blevet en meget mere spændende serie, end den har været før.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • ulrik mortensen
  • Steffen Gliese
  • Anders Olesen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Morten Wieth
Malan Helge, ulrik mortensen, Steffen Gliese, Anders Olesen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Morten Wieth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er helt enig med anmelderen, men har svært ved at se det realistiske i følgende scene fra 3. afsnit.

Nicky møder Anna for første gang på et Shawarma-sted.

Han spørger hende, hvad hun tror, hun kan gøre for ham.

Anna svarer "Du har nogen penge der skal hvidvaskes. Dine kontanter, dem afleverer du anonymt i min bank. Her bli'r de sat ind på en række konti, som tilhører forskellige fiktive firmaer."

Jeg kan ikke se for mig, at nogen kan aflevere en kuvert eller pose indeholdende flere hundrede tusinde kroner i kontanter i en bank - anonymt.

Er der ikke overvågningskameraer i alle bankfilialer? Eller vågne medarbejdere?

Søren Kristensen

@ Per Jacobsen.
Annas kollega har tydeligvis nok at se til og det giver hende gode muligheder for at fifle. Sikkert det samme problem de havde i Danske Bank, indtil de fik styr på det:)

Steffen Gliese

Den er supergod denne gang - og mindre 'internationalt europæisk' end dansk med rod i vores særlige samfund, hvilket er, hvad der for svenskernes vedkommende klæder deres serier.