Christina Hagens nye bog er et paradoksalt forsvar for fornærmelsen

Korrekthedsbiblen. Alene titlen på Christina Hagens nye bog vil provokere mange, og alene titlen gør mig træt.

Christina Hagen har før dyrket provokationen og den – såkaldt – politiske ukorrekthed. Ikke mindst i sine to bøger om den hvide turisttype White Girl og de berygtede billedbøger Boyfrind og Jungle, der mildest talt radikaliserede udstillingen af den hvide turists hvide blik på verden og undersøgelsen af hendes egne »racistiske tanker«, som hun kaldte dem i et lige så berygtet interview.

I Korrekthedsbiblen er Hagen både mere sprogligt ekvilibristisk og mere polemisk entydig, end hun har været før. Som titlen ikke nøjes med at antyde, er den et mere direkte angreb på den – såkaldt – politiske korrekthed. Men den er også et paradoksalt forsvar for fornærmelsen.

At Hagen er dansk litteraturs dygtigste karikaturtegner, er der efter min mening ingen tvivl om. Det slår hun kun fast med sin syvende bog. Kunsten at overdrive og fornærme, som karikaturen gør, det er en kunst, Hagen kan.

Karikaturgenrens måske mest klassiske greb er at sammensætte noget umiddelbart helt forskelligt (en appelsin i en turban og en bombe f.eks.) og på den måde påpege, eller i hvert fald påstå, at der er en lighed mellem dem. Alene titlen Korrekthedsbiblen altså: Den sammensætter, bogstaveligt talt, ordet ’korrekthed’ og ordet ’bibel’ med et fuge-s og sammenligner på den måde noget så umiddelbart forskelligt som den ’politiske korrekthed’, hvis udøvere – påstår dem, der bruger betegnelsen i hvert fald – af sig selv opfattes som progressive og en 2.000 år gammel lovreligion, hvis udøvere af mange opfattes som det modsatte.

Konservativ og intolerant korrekthed

På bogens forside står de to ord håndskrevet på ternet papir, det ene lodret, det andet vandret, så de former et skyldbetynget kristent kors. Meget lig og dog så forskelligt fra den måde børn i den uskyldsrene alder krydser sød med tøs og lev med vel i ternede skolehæfter.

Alene titlen nagler bogens polemiske pointe fast: Som en ny religion opstiller og håndhæver den ’politiske korrekthed’ moralske regler for, hvad man må gøre og særligt sige. Hellig og frelst uddeler den skyld, skam og udstødelse af fællesskabet til dem, der bryder religionens regler. Underforstået: ’Politisk korrekthed’ er derfor slet ikke progressiv, tolerant og ærligt fællesskabsorienteret, men derimod konservativ og intolerant på en måde, der ​​​fragmenterer fællesskabet i identitetspolitiske særinteresser og krænkelseskultur.

Christina Hagens helt egen sans for ’politisk ukorrekt’ komik, der ofte også bærer det tragiske i sig, er intakt i hendes nye bog. Men stemmerne, der lyder i Korrekthedsbiblen, er ikke som i Boyfrind, Jungle og White Girl-bøgerne dem, som har ’dårlig’ moral og taler ’dårligt’ dansk. Det er ikke dem, som med mere eller mindre komisk effekt forbryder sig mod de moralske og sproglige regler, men dem, som håndhæver dem. De gode.

»Skam Dem,« lyder påbuddet sigende blot og bart på bogens første side. I virkeligheden interesserer disse ordenshåndhævere sig – lader det til, at Hagen vil afsløre – ikke for, hvad man skammer sig over. Bare man, ligesom den kristne, der må vedkende sig sin arvesynd, skammer sig.

Derfra udfolder Korrekthedsbiblen sig som en kaskade af passiv-aggressive henstillinger og irettesættelser, retoriske spørgsmål, insinuationer og parodisk indignerede enetaler med komplet inflation i proportionerne og indledt med rækker og rækker af »Venligst ikke« dit, »Tager De hensyn nok til« dat, »Hold Dem for god til« dut, »Bryd Dem ikke om at…«, »De er vel Typen …« og »Hvordan ville De have det, hvis …«. Hvis »Deres Kanin var sulten, men De ikke orkede at plukke Mælkebøtter,« eller »hvis Deres bedste Ven blev udsat for Tortur« f.eks. Hvis »De ikke kunne løse Deres Kryds og Tværs«, eller »De led af Fantomsmerter i Pavrikusen – et Lem, der aldrig havde hørt til Deres Krop, og som ingen Mennesker anerkendte Eksistensen af«.

Stemmerne antyder og formaner ikke bare komisk belærende og bedrevidende om alt det, man kunne skamme sig over. De gør det på et overdrevet dannet dansk, som pakker alle mulige og især umulige særinteresser ind i forældede retskrivningsregler og tiltaleformer, pakker formidable fornærmelser, ikke mindst, ind i formel høflighed. I passager er det virkelig ekvilibristisk og sjovt, på den godt gakkede måde:

»Spiser De Mandler? Spiser De smuttede Mandler i Deres Risalamande? Kender De Udtrykket ’Mandeløjne’ brugt om de to nødvendige Organer en Kvinde benytter til at orientere sig i Verden med? Er De begavet nok til at se Symbolikken i Deres akavede Handling, når De flænser Skindet af Deres Mandler ved Juletid? Hvad er det, De ønsker, at Kvinden ikke ser? Deres grænseoverskridende Opførsel i hendes Nærhed? Så stopper De vel også Bordtennisbolde i Halsen på Deres Julegås og fikserer den med Gaffatape? Ved lejlighed kunne De få en Professionel til at gå Deres Frontallapper efter.«

Det er åbenlyst, at det ikke er vold mod kvinder, Hagen her karikerer, men derimod absurde følgeslutninger under dække af dannelse. Som udsagnene hober sig op, drives absurditeten længere og længere ud i det groteske. At flette sit leverpostejfarvede hår krænker afroamerikaneren, men at stege i olivenolie krænker mejeristen, og at støvsuge krænker husstøvmiden. Helt dystopiske dimensioner får det i opfordringer til f.eks. at skære kønsdele af i sympati med transkønnede og til slut en lang række forslag til ting, der med fordel kunne blive »statsbestemt«. »Hvordan ville De have det, hvis De ikke var Offer for noget?« kulminerer det retorisk.

Moral som talerør

Hagen vil vel afsløre, at umådeholden dyrkelse af offerroller er narcissistisk selviscenesættelse, og det kan det vel godt være. Men i længden bliver den konceptuelle udstilling af denne søgte overfølsomhed selv søgt, fordi den karikerer enhver slags hensyn og anerkendelse af særidentiteter som en latterlig logik, der praktiseres af ingen og er lige så fiktiv som selve det glatte skældsord ’politisk korrekthed’.

Det er ikke kun bogens forside, men hele Korrekthedsbiblen, der er udformet med samme konceptuelle konsekvens, som Hagens bøger altid har. Det ternede skolehæftepapir går igen inde i bogen. Nogle af dens tekster er skrevet i sirligt reglementeret formskrift, der lægger sig ret på det kvadrerede papirs linjer. Nogle er skrevet med forskellige kragetæer og store barnlige bogstaver, tusch og farveblyant, der forsøger det samme. Og dermed bliver skriften i sig selv et billede på individet, der skal skoles og følge regler. Andre tekster står helt personlighedsforladt i forskellige former for gammeldags maskinskriftsinspirerede skrifttyper.

Med den indramning af bogens udsagn nærmest fjoller Hagen på den ene side med det »kor« af »tidens stemmer«, som hun med egne ord lader lyde – og som så slående jo taler med den samme ene stemme. Som om den karikerede kollektive moral brugte dem direkte som et talerør. På den anden side tegner Hagen med det som altid sindrige retoriske arrangement af stemmer også bare helt stille portrætter af triste liv. 

I Korrekthedsbiblen er de knap hørbare – det er vel også pointen – de meget lavere stemmer, der mere afdæmpet fortæller om fællesskabet, der er faldet fra hinanden, forsvundet, som vi er, fra hinanden. Men de er der: som en dybere skams stemme, en helt dyb tone, der kun lige opfanges af kroppen og sætter sig som en summen i den, dybt, dybt under den skærende lyd af fornærmelser. Som en tragedie, der bare udspiller sig.

Ligesom alle de andre dystopier, tiden er så fuld af, er Christina Hagens ironisk-dystopiske karikatur på et korrekthedsvælde selv et udtryk for den polariserede politiske vækkelse, vi ser i disse år. At den politiske korrekthed, som Hagen karikerer, virker fiktiv, er ikke det samme, som at kulturkampen om den ikke er virkelig. Selv det at latterliggøre noget er også at anerkende, at det ikke er til at komme udenom. Korrekthedsbiblen vidner i sig selv om tidens anerkendelseskampe, og det gør den i sig selv til pligtlæsning.

Det gør det ikke lettere at se, hvordan Hagens karikatur ikke også undgår at bidrage til den splittelse, som den i grunden begræder. Det er dobbelt paradoksalt, at Korrekthedsbiblen både peger på og selv tager del i tidens store krænkelsesparadoks, hvor alle der påkalder en krænkelseskultur, altid også selv føler sig som ofre for den, krænket over, at andre føler sig krænket.

Det glatte ved Christina Hagens karikatur – og udtalelser om den – er, at bogen ikke bare gør grin med mange forskellige og modsatrettede former for krænkelse, men at dens kritik ligesom også retter sig mod alle og ingen – højst et ubestemt »korrekthedsfanatikerne« i en pressemeddelelse, som enhver så belejligt kan navngive, alt efter hvis krænkelse man føler sig krænket af.

Alligevel er det svært ikke at se kritikken som rettet mod den danske samtidslitteratur, hvor anerkendelseskampen i den grad udkæmpes i disse år. Også i den indtager Hagens bøger en paradoksal plads. På den ene side iscenesættes Hagen ofte, også af sig selv, som en outsiderforfatter. En der ved at insistere på sin fornærmelseskunst udfordrer en angivelig konsensus om, at litteraturen ’nu igen’ skal være opbyggelig og engageret på én bestemt, oprigtig og alvorsfuld måde. Og en angivelig konsensus om, at den litteratur, der beskæftiger sig med store såvel som små slags erfaringer af magtesløshed – hvilket der uomtvisteligt er meget samtidslitteratur, der gør, og noget af den også uspændende og selvoptaget – automatisk er god, vigtig og politisk.

På den anden side deler Hagen netop både sin autoritetskritik og en optagethed af privilegier og magtesløshed med selv samme forfattere. Hagens bøger formulerer en negativ kritik af det fællesskab, som der er så stor en længsel mod i samtidslitteraturen; de beskriver socialitetens snærende bånd og iscenesætter ironisk sig selv som demonstrativt uopbyggelige, men de gør det ikke uden følsomhed og alvor. For de gør det dybest set ud fra en længsel mod selv samme fællesskab.

Lang variation over samme greb

Mere direkte henvender Hagen sig til sine anmeldere: »Hvordan ville De have det, hvis De ikke agtede konceptuel Litteratur, men man tvang Dem til at læse hundredvis af Sider?«

Jeg havde det, som sagt, træt. Men det, der trætter mig ved Korrekthedsbiblen er faktisk ikke så meget, at bogen på de næsten 250 sider groft sagt er én lang variation over det samme konceptuelle greb for at påpege den samme pointe.

For det første fordi Christina Hagen tydeligvis er lige så sprogligt overlegen som de stemmer, hun karikerer. Hun karikerer ikke kun med træg repetition i listerne af udsagn og spørgsmål, men også med et korværks præcise og skiftende rytme. For det andet fordi hendes konceptkunst med alle dens paradokser er mere end enkel. Der er en sær og naiv skønhed i, at bogen både begræder og besynger det umulige i at sige og gøre noget uden at krænke nogen.

Det trættende er, at den viser sig lige så provokationsparat som nogle måske, måske ikke, er krænkelsesparate, når den driver sin fornærmelse af den ’politisk korrekte’ følsomhed og sin ophøjelse af den ’politisk ukorrekte’ fornærmelse ud i det groteske. Det er, som om Korrekthedsbiblen angler efter den fornærmede reaktion, som kan bekræfte dens karikatur af andres politiske kritik som ren moralistisk selvhævdelse. At tænke anfægtelse fra den overfølsomme til den helt nødvendige over egne eller andres erfaringer med være genstand for f.eks. sproglig, fysisk eller politisk vold som ’fornærmelse’ virker endeløst relativerende.

Christina Hagen ejer en enestående retorisk slagkraft, og jeg tror også godt på, at der kan være en kritisk kraft i fornærmelsen. Men som kritik af fællesskabets forfald overbeviser hendes nye bog mig meget lidt om, at man kan fornærme sig til en bedre verden.

Christina Hagen: ’Korrekthedsbiblen’, Gyldendal, 248 sider 200 kroner.