Læsetid: 9 min.

Christina Hagens nye bog er et paradoksalt forsvar for fornærmelsen

Christina Hagens paradoks af en ny bog overbeviser ikke om, at fællesskabet kan frelses med fornærmelser
Christina Hagens paradoks af en ny bog overbeviser ikke om, at fællesskabet kan frelses med fornærmelser

Pressefoto

1. februar 2019

Korrekthedsbiblen. Alene titlen på Christina Hagens nye bog vil provokere mange, og alene titlen gør mig træt.

Christina Hagen har før dyrket provokationen og den – såkaldt – politiske ukorrekthed. Ikke mindst i sine to bøger om den hvide turisttype White Girl og de berygtede billedbøger Boyfrind og Jungle, der mildest talt radikaliserede udstillingen af den hvide turists hvide blik på verden og undersøgelsen af hendes egne »racistiske tanker«, som hun kaldte dem i et lige så berygtet interview.

I Korrekthedsbiblen er Hagen både mere sprogligt ekvilibristisk og mere polemisk entydig, end hun har været før. Som titlen ikke nøjes med at antyde, er den et mere direkte angreb på den – såkaldt – politiske korrekthed. Men den er også et paradoksalt forsvar for fornærmelsen.

At Hagen er dansk litteraturs dygtigste karikaturtegner, er der efter min mening ingen tvivl om. Det slår hun kun fast med sin syvende bog. Kunsten at overdrive og fornærme, som karikaturen gør, det er en kunst, Hagen kan.

Karikaturgenrens måske mest klassiske greb er at sammensætte noget umiddelbart helt forskelligt (en appelsin i en turban og en bombe f.eks.) og på den måde påpege, eller i hvert fald påstå, at der er en lighed mellem dem. Alene titlen Korrekthedsbiblen altså: Den sammensætter, bogstaveligt talt, ordet ’korrekthed’ og ordet ’bibel’ med et fuge-s og sammenligner på den måde noget så umiddelbart forskelligt som den ’politiske korrekthed’, hvis udøvere – påstår dem, der bruger betegnelsen i hvert fald – af sig selv opfattes som progressive og en 2.000 år gammel lovreligion, hvis udøvere af mange opfattes som det modsatte.

Konservativ og intolerant korrekthed

På bogens forside står de to ord håndskrevet på ternet papir, det ene lodret, det andet vandret, så de former et skyldbetynget kristent kors. Meget lig og dog så forskelligt fra den måde børn i den uskyldsrene alder krydser sød med tøs og lev med vel i ternede skolehæfter.

Alene titlen nagler bogens polemiske pointe fast: Som en ny religion opstiller og håndhæver den ’politiske korrekthed’ moralske regler for, hvad man må gøre og særligt sige. Hellig og frelst uddeler den skyld, skam og udstødelse af fællesskabet til dem, der bryder religionens regler. Underforstået: ’Politisk korrekthed’ er derfor slet ikke progressiv, tolerant og ærligt fællesskabsorienteret, men derimod konservativ og intolerant på en måde, der ​​​fragmenterer fællesskabet i identitetspolitiske særinteresser og krænkelseskultur.

Christina Hagen: ’Korrekthedsbiblen’.

Saxo
Christina Hagens helt egen sans for ’politisk ukorrekt’ komik, der ofte også bærer det tragiske i sig, er intakt i hendes nye bog. Men stemmerne, der lyder i Korrekthedsbiblen, er ikke som i Boyfrind, Jungle og White Girl-bøgerne dem, som har ’dårlig’ moral og taler ’dårligt’ dansk. Det er ikke dem, som med mere eller mindre komisk effekt forbryder sig mod de moralske og sproglige regler, men dem, som håndhæver dem. De gode.

»Skam Dem,« lyder påbuddet sigende blot og bart på bogens første side. I virkeligheden interesserer disse ordenshåndhævere sig – lader det til, at Hagen vil afsløre – ikke for, hvad man skammer sig over. Bare man, ligesom den kristne, der må vedkende sig sin arvesynd, skammer sig.

Derfra udfolder Korrekthedsbiblen sig som en kaskade af passiv-aggressive henstillinger og irettesættelser, retoriske spørgsmål, insinuationer og parodisk indignerede enetaler med komplet inflation i proportionerne og indledt med rækker og rækker af »Venligst ikke« dit, »Tager De hensyn nok til« dat, »Hold Dem for god til« dut, »Bryd Dem ikke om at…«, »De er vel Typen …« og »Hvordan ville De have det, hvis …«. Hvis »Deres Kanin var sulten, men De ikke orkede at plukke Mælkebøtter,« eller »hvis Deres bedste Ven blev udsat for Tortur« f.eks. Hvis »De ikke kunne løse Deres Kryds og Tværs«, eller »De led af Fantomsmerter i Pavrikusen – et Lem, der aldrig havde hørt til Deres Krop, og som ingen Mennesker anerkendte Eksistensen af«.

Stemmerne antyder og formaner ikke bare komisk belærende og bedrevidende om alt det, man kunne skamme sig over. De gør det på et overdrevet dannet dansk, som pakker alle mulige og især umulige særinteresser ind i forældede retskrivningsregler og tiltaleformer, pakker formidable fornærmelser, ikke mindst, ind i formel høflighed. I passager er det virkelig ekvilibristisk og sjovt, på den godt gakkede måde:

»Spiser De Mandler? Spiser De smuttede Mandler i Deres Risalamande? Kender De Udtrykket ’Mandeløjne’ brugt om de to nødvendige Organer en Kvinde benytter til at orientere sig i Verden med? Er De begavet nok til at se Symbolikken i Deres akavede Handling, når De flænser Skindet af Deres Mandler ved Juletid? Hvad er det, De ønsker, at Kvinden ikke ser? Deres grænseoverskridende Opførsel i hendes Nærhed? Så stopper De vel også Bordtennisbolde i Halsen på Deres Julegås og fikserer den med Gaffatape? Ved lejlighed kunne De få en Professionel til at gå Deres Frontallapper efter.«

Det er åbenlyst, at det ikke er vold mod kvinder, Hagen her karikerer, men derimod absurde følgeslutninger under dække af dannelse. Som udsagnene hober sig op, drives absurditeten længere og længere ud i det groteske. At flette sit leverpostejfarvede hår krænker afroamerikaneren, men at stege i olivenolie krænker mejeristen, og at støvsuge krænker husstøvmiden. Helt dystopiske dimensioner får det i opfordringer til f.eks. at skære kønsdele af i sympati med transkønnede og til slut en lang række forslag til ting, der med fordel kunne blive »statsbestemt«. »Hvordan ville De have det, hvis De ikke var Offer for noget?« kulminerer det retorisk.

Moral som talerør

Hagen vil vel afsløre, at umådeholden dyrkelse af offerroller er narcissistisk selviscenesættelse, og det kan det vel godt være. Men i længden bliver den konceptuelle udstilling af denne søgte overfølsomhed selv søgt, fordi den karikerer enhver slags hensyn og anerkendelse af særidentiteter som en latterlig logik, der praktiseres af ingen og er lige så fiktiv som selve det glatte skældsord ’politisk korrekthed’.

Det er ikke kun bogens forside, men hele Korrekthedsbiblen, der er udformet med samme konceptuelle konsekvens, som Hagens bøger altid har. Det ternede skolehæftepapir går igen inde i bogen. Nogle af dens tekster er skrevet i sirligt reglementeret formskrift, der lægger sig ret på det kvadrerede papirs linjer. Nogle er skrevet med forskellige kragetæer og store barnlige bogstaver, tusch og farveblyant, der forsøger det samme. Og dermed bliver skriften i sig selv et billede på individet, der skal skoles og følge regler. Andre tekster står helt personlighedsforladt i forskellige former for gammeldags maskinskriftsinspirerede skrifttyper.

Med den indramning af bogens udsagn nærmest fjoller Hagen på den ene side med det »kor« af »tidens stemmer«, som hun med egne ord lader lyde – og som så slående jo taler med den samme ene stemme. Som om den karikerede kollektive moral brugte dem direkte som et talerør. På den anden side tegner Hagen med det som altid sindrige retoriske arrangement af stemmer også bare helt stille portrætter af triste liv. 

I Korrekthedsbiblen er de knap hørbare – det er vel også pointen – de meget lavere stemmer, der mere afdæmpet fortæller om fællesskabet, der er faldet fra hinanden, forsvundet, som vi er, fra hinanden. Men de er der: som en dybere skams stemme, en helt dyb tone, der kun lige opfanges af kroppen og sætter sig som en summen i den, dybt, dybt under den skærende lyd af fornærmelser. Som en tragedie, der bare udspiller sig.

Ligesom alle de andre dystopier, tiden er så fuld af, er Christina Hagens ironisk-dystopiske karikatur på et korrekthedsvælde selv et udtryk for den polariserede politiske vækkelse, vi ser i disse år. At den politiske korrekthed, som Hagen karikerer, virker fiktiv, er ikke det samme, som at kulturkampen om den ikke er virkelig. Selv det at latterliggøre noget er også at anerkende, at det ikke er til at komme udenom. Korrekthedsbiblen vidner i sig selv om tidens anerkendelseskampe, og det gør den i sig selv til pligtlæsning.

Det gør det ikke lettere at se, hvordan Hagens karikatur ikke også undgår at bidrage til den splittelse, som den i grunden begræder. Det er dobbelt paradoksalt, at Korrekthedsbiblen både peger på og selv tager del i tidens store krænkelsesparadoks, hvor alle der påkalder en krænkelseskultur, altid også selv føler sig som ofre for den, krænket over, at andre føler sig krænket.

Det glatte ved Christina Hagens karikatur – og udtalelser om den – er, at bogen ikke bare gør grin med mange forskellige og modsatrettede former for krænkelse, men at dens kritik ligesom også retter sig mod alle og ingen – højst et ubestemt »korrekthedsfanatikerne« i en pressemeddelelse, som enhver så belejligt kan navngive, alt efter hvis krænkelse man føler sig krænket af.

Alligevel er det svært ikke at se kritikken som rettet mod den danske samtidslitteratur, hvor anerkendelseskampen i den grad udkæmpes i disse år. Også i den indtager Hagens bøger en paradoksal plads. På den ene side iscenesættes Hagen ofte, også af sig selv, som en outsiderforfatter. En der ved at insistere på sin fornærmelseskunst udfordrer en angivelig konsensus om, at litteraturen ’nu igen’ skal være opbyggelig og engageret på én bestemt, oprigtig og alvorsfuld måde. Og en angivelig konsensus om, at den litteratur, der beskæftiger sig med store såvel som små slags erfaringer af magtesløshed – hvilket der uomtvisteligt er meget samtidslitteratur, der gør, og noget af den også uspændende og selvoptaget – automatisk er god, vigtig og politisk.

På den anden side deler Hagen netop både sin autoritetskritik og en optagethed af privilegier og magtesløshed med selv samme forfattere. Hagens bøger formulerer en negativ kritik af det fællesskab, som der er så stor en længsel mod i samtidslitteraturen; de beskriver socialitetens snærende bånd og iscenesætter ironisk sig selv som demonstrativt uopbyggelige, men de gør det ikke uden følsomhed og alvor. For de gør det dybest set ud fra en længsel mod selv samme fællesskab.

Lang variation over samme greb

Mere direkte henvender Hagen sig til sine anmeldere: »Hvordan ville De have det, hvis De ikke agtede konceptuel Litteratur, men man tvang Dem til at læse hundredvis af Sider?«

Jeg havde det, som sagt, træt. Men det, der trætter mig ved Korrekthedsbiblen er faktisk ikke så meget, at bogen på de næsten 250 sider groft sagt er én lang variation over det samme konceptuelle greb for at påpege den samme pointe.

For det første fordi Christina Hagen tydeligvis er lige så sprogligt overlegen som de stemmer, hun karikerer. Hun karikerer ikke kun med træg repetition i listerne af udsagn og spørgsmål, men også med et korværks præcise og skiftende rytme. For det andet fordi hendes konceptkunst med alle dens paradokser er mere end enkel. Der er en sær og naiv skønhed i, at bogen både begræder og besynger det umulige i at sige og gøre noget uden at krænke nogen.

Det trættende er, at den viser sig lige så provokationsparat som nogle måske, måske ikke, er krænkelsesparate, når den driver sin fornærmelse af den ’politisk korrekte’ følsomhed og sin ophøjelse af den ’politisk ukorrekte’ fornærmelse ud i det groteske. Det er, som om Korrekthedsbiblen angler efter den fornærmede reaktion, som kan bekræfte dens karikatur af andres politiske kritik som ren moralistisk selvhævdelse. At tænke anfægtelse fra den overfølsomme til den helt nødvendige over egne eller andres erfaringer med være genstand for f.eks. sproglig, fysisk eller politisk vold som ’fornærmelse’ virker endeløst relativerende.

Christina Hagen ejer en enestående retorisk slagkraft, og jeg tror også godt på, at der kan være en kritisk kraft i fornærmelsen. Men som kritik af fællesskabets forfald overbeviser hendes nye bog mig meget lidt om, at man kan fornærme sig til en bedre verden.

Christina Hagen: ’Korrekthedsbiblen’, Gyldendal, 248 sider 200 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Christina Hagen har aldrig påstået, at ”fællesskabet kan frelses med fornærmelser”. Der er med værket ikke tale om et forsvar for fornærmelse. I stedet er der tale om opstilling af en stråmand fra kritikerens side, der kan retfærdiggøre denne del af hendes kritik.

Pointen må være, at forfatteren ikke er interesseret i at ”frelse” nogen, men det er åbenbart svært for kritikeren at forstå brugen af kunstformer, der ikke ønsker at frelse nogen, men at oplyse om en tilstand. Forfatteren har valgt en kunstform, der egner sig til dette formål, konceptkunsten, men som ikke egner sig til moralisering, fordi ethvert udsagn i denne kunstform også indirekte rummer sin modsætning i sig – i en vis forstand står i konceptets tjeneste.

Det at provokere er ikke det samme som at fornærme eller at krænke, selv om Hagen må være bevidst om, at hun ikke vil kunne undgå at krænke nogen. Det er snarere, når personer både kan genkende sig selv og ikke kan genkende sig selv i en fremstilling, at de ser det som en karikatur, og at de måske oplever, at der er tale om en fornærmelse eller en krænkelse.

Karikaturen overdriver, men den fornærmer ikke. Fornærmet er noget, som personer bliver, når de ikke vil eller kan genkende sider af sig i det fremstillede. Som komikeren Jørgen Ryg engang gjorde opmærksom på i en monolog, oplever nogle mennesker karikaturer af andre som humoristiske, men når de rammer dem selv, bliver det til hærværk.

Der er ikke tale om en modstilling mellem at ville frelse på henholdsvis den ene eller den anden måde, men om en modsætning mellem at ville frelse eller ikke at ville frelse. Identitetspolitiske kunstnere er langt overvejende personer med høj kulturel kapital, i kraft af uddannelse og social baggrund, der iscenesætter sig selv som bedre mennesker end andre, og dermed gør krav på at være del af en ny overklasse, der som sådan har ret til at opdrage andre gennem adfærds – og sprogpolitiske initiativer.

Det bliver ikke et spørgsmål om at have ret eller ikke at have ret, men et spørgsmål om at nogen vil tiltage sig en ret til at frelse andre og udsætte dem for moralsk genopdragelse, og det er det forhold, der er genstand for forfatterens kritik.

For mig at se ønsker Hagen således ikke primært at afsløre dyrkelsen af offerroller som narcissistisk selviscenesættelse, hvilket vel også til en vis grad er tilfældet, men at afsløre egoistisk politisk magtudøvelse hos en samfundsklasse med høj kulturel kapital, under dække af menneskelig moralsk overlegenhed.

Det er derfor heller ikke korrekt, at Hagens karikatur på et korrekthedsvælde selv er del af et udtryk for en polariseret politisk vækkelse. Det er ikke et spørgsmål om den ene eller den anden form for politik i kunsten og kulturen, men et spørgsmål om forholdet mellem kultur, kunst og politik. Hvilket vel også, på et samfundsmæssigt plan, implicerer politik, men ikke en politisk korrekthed påtvunget kunsten og kulturen.

Hvis det her skal forbindes med anerkendelse, drejer det sig om muligheden for også at give plads til en kunst, der ikke ønsker at forholde sig politisk korrekt (moralistisk) eller eksplicit politisk (med en klar tendens), i det hele taget.

At påstå, at Hagen og de politisk korrekte forfattere i deres arbejde dybest set længes mod det selv samme fællesskab er derfor ikke korrekt (en påstand, jeg også har set fra Lars Bukdahls og Marianne Stidsens side). Hagens påstand er for mig at se, at de politisk korrekte forfattere kun er interesseret i et fællesskab bestående af en samfundsklasse med høj kulturel kapital, med dem selv som det politisk korrekte talerør, og ikke et samfundsmæssigt fællesskab, inkluderende alle samfundsklasser.

Bjarne Bisgaard Jensen, Steen Schapiro, Niels Duus Nielsen og Peder Bahne anbefalede denne kommentar

Christina Hagen opholder sig helst i Herning, siger hun. Hun er meget konventionel og forudsigelig i sine skriverier. Andre må gerne mene andet.

Vi havde en tante i Herning. Hun blev 94 år og kørte bil til hun blev 92. Hun var et uægte barn af en vestjyde og en københavnsk fattig pige. Hun var noget særligt og tilsyneladende helt almindelig. Hun var alt det vi mennesker gerne vil være.

Christine Hagen gør så meget ud af at være anderledes, at hun bliver akkurat ligesom alle andre.

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til:
"Christine Hagen gør så meget ud af at være anderledes, at hun bliver akkurat ligesom alle andre".

Der er tale om en kritisk selvreflekteret og bevidst iscenesat anderledeshed, der også indebærer en kritik af de andre, så jeg er uenig i det med "ligesom alle andre". Konceptuelt og performativt befinder hun sig på et helt andet niveau.

Når noget bliver gentaget for ofte på en monoman måde, uden en tilpas portion kunstnerisk nyskabelse, får det efterhånden karakter af noget konventionelt og forudsigeligt. Så det synspunkt kan jeg godt se en vis rimelighed i.

Som kritikeren har jeg også undertiden siddet tilbage med en følelse af, at "tak, nu er det nok, budskabet er feset ind".

@ Kære Runa - så enig!

@ Bjarne Toft Sørensen - tak. Jeg mistænker mig selv, for ikke at være tilstrækkeligt litterær til at kunne nyde, endsige forstå Hagens 'Korrekthedsbiblen'/forfatterskab, at dømme efter berigtigelsen kl. 12:25. En kommentar tør jeg dog knytte til "Hagens karikatur på et korrekthedsvælde".

Vor tid kendetegnes af mange fænomener, men at 'korrekthedsvældet' skulle være èt af dem, har jeg svært ved at se. Tværtimod, ofte længes jeg efter denne lune, før foghske 'korrekthed', da fingerspidsfornemmelse, situationsfornemmelse, hensyn til andre menneskers følelser, eller respekt for deres behov for at blive skånet for andres skarpeste kanter - var værdsat. Ikke mødt med forhånelse, jeg oplever som værende vor tids nye 'korrekthed'. På den anden side, er det måske bare mig? En forbandet 'fornærmelsesjæger' på jagt efter alle disse moderne, sagesløse fornærmere? Who knows...

Runa Lystlund, Marie Jensen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Anina Weber:
Jeg synes, at du bare skal se at komme i gang og så nyde og forstå Christina Hagens forfatterskab på din helt egen måde.

Når en kritiker i Information sådan set gennemgår Hagens værk og forfatterskab meget godt og grundigt, men efter min mening er "blind" for, hvad jeg opfatter som Hagens selvforståelse i sit forfatterskab, på grund af sit eget kunstteoretiske udgangspunkt og sine præferencer, er det vel i orden af komme med en kommentar på et passende litteraturkritisk niveau?

Når politikere fra Radikale Venstre, ligesom politisk korrekte forfattere, skælder ud på politikere fra Dansk Folkeparti, over tonen i f.eks. udlændingedebatten, er jeg enig, men efterfølgende er jeg også vred over, at politikere fra Radikale Venstre ikke ønsker at gøre mere for de svageste grupper i samfundet, så de føler, at de også får del i samfundets udvikling og velstand. Det ville uden tvivl give dem en større rummelighed for, at andre også kan have brug for hjælp.

Når man orienterer sig politisk, også som identitetspolitisk forfatter, er det afgørende, hvor man retter sin opmærksom hen. Jeg er nervøs for den politiske udvikling i Danmark og resten af den vestlige verden, og der kan jeg ikke bruge udmeldingerne fra de identitetspolitiske forfattere til noget. Det bliver i stedet vildledning væk fra de "rigtige" politiske problemer.

Jeg er enig med Pelle Dragsted i følgende:
"Det kan godt være, at du er transkønnet, men du er givetvis også lønmodtager eller folkepensionist. Ergo har du nogle klasseinteresser, der går på tværs af din kønsidentitet. Og dem skal vi fokusere på, hvis vi vil ændre samfundet. Jeg tror, at en af hovedårsagerne til Donald Trumps sejr i USA er, at venstrefløjen var optaget af at tale om transseksuelles adgang til toiletter i stedet for at tale om fordelingspolitik".
https://www.altinget.dk/christiansborg/artikel/pelle-dragsted-goer-boet-...

Ejvind Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm, Anina Weber, Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

I virkeligheden er det altsammen ligegyldigt. Resonerer forfatteren med de ansvarsfri, uskyldssterile bedsteborgeres nostalgiske rundhyl, eller gør hun/han ikke. I dag vurderes kunstverdenens frembringelser først og fremmest, og ofte udelukkende på deres politiske udgangspunkt. Er der tale om en af os, eller er det bare endnu en af de andre. Der er tale om en årtier lang devaluering af begreberne kultur og kunst, og perspektiverne for en stor del af den politiske propagandaudstødning fra vores tid er ganske få og ubetydeligt små. Ekko tilfører sjældent ny erkendelse.

Steen Schapiro

Hvad sker der for denne sætning? "(...)sine to bøger om den hvide turisttype White Girl og de berygtede billedbøger Boyfrind og Jungle, der mildest talt radikaliserede udstillingen af den hvide turists hvide blik på verden og undersøgelsen af hendes egne »racistiske tanker«, som hun kaldte dem i et lige så berygtet interview."
Kan udstillingen af et blik være "radikaliseret"?
"Mildest talt" lyder som noget fra en ældre dame.
"lige så berygtet interview" - berygtet? Er bøgerne berygtede?

Anmelderen starter med at erklære, at "Alene titlen på Christina Hagens nye bog vil provokere mange, og alene titlen gør mig træt." Tak for fortællingen om anmelderens træthed. Og hendes uenighed med Hagens projekt. Så er linjen sat, som fører til den mavesure pointe der så bliver basuneret ud i overskriften.

Jfr Bjarne Toft Sørensens indledende kommentar der påviser anmeldernes stråmænd og manglende forståelse af Hagens projekt, står jeg som interesseret læser står jeg tilbage med et undrende spørgsmål om, hvad vi så egentlig skal bruge denne anmeldelse til?

Det er altid godt, at diverse udgivelser bliver læst og forstået af nogen. Og selvfølgelig bør de mennesker, der ser et stort lys i Christina Hagen læse hendes bøger. Jeg har hurtiglæst hendes nye bog og har læst 2 andre tidligere. Hendes banale beskrivelser af samtiden er larmende, trættende og tomme.

Måske burde Christina Hagen ryste af sig det småstadskulturelle støv, der ligger over hendes forfatterskab og bevæge sig ud i den store verden, hvor der er forfattere, der tør være rigtige forfattere.

En forfatter, der ikke bliver læst, kan sagtens være en god og interessant forfatter, men vedkommende kan også være særdeles uinteressant og ligegyldig.

Christina Hagens bog rammer et tidspunkt, hvor hun hverken provokerer eller underholder. Det hun skriver er en uendelig gentagelse af tiden, vel at mærke skrevet af en ikke helt ung kvinde. Hendes bog fremstår ikke som dansk litteraturs gadedreng, men mere som en velskreven stil fra bedsteborgerlig pige, der insisterer på at sige røv.

Christina Hagen minder mig om fjerdebølgefeministerne, der insisterer på at vise attributterne, for så bagefter at beklage sig over, at blive set og beskuet.

Min sidste kommentar er, at bogens layout er utrolig grimt og helt uden kunstnerisk tæft. Hendes poesiboggrafik er med til at understrege den grundlæggende dybt småborgerlige tekst.
Grafik er ikke for amatører, selv om vi mener, at vi selv kan.

Bjarne Toft Sørensen

@Runa Lystlund:
Jeg tror godt, at jeg forstår, hvor du vil hen med din kommentar og er til dels enig, men mener også, at de fleste anerkendte forfattere herhjemme er gode til noget på deres egen specielle måde, og at de skal fremhæves for det, som de kan, i stedet for det, som de ikke kan.

Der er det vigtigt at prøve at se bort for sine præferencer og forholde sig kritisk til sine egne fordomme om, hvordan man mener, at skønlitteratur bør være.

Som læsekredslæser måtte jeg kæmpe mig igennem Josephine Klougarts "Én af os sover og Caspar Erics "Avatar". På den anden side forstår jeg også godt, at kritikere fremhæver den ene som et sprogligt litterært talent ud over det sædvanlige og den anden som en vigtig seismograf for tendenser i tiden.