Læsetid: 5 min.

Clint Eastwoods ’The Mule’ handler om den aldrende, hvide mands kamp for at forblive relevant

En 90-årig gartner bliver kurer for et mexicansk narkokartel i Clint Eastwoods nye film, der også er hans bedste i mange år. ’The Mule’ handler om at erkende sine fejl og forsøge at råde bod på dem
90-årige Earl Stone (Clint Eastwood) bliver kurer for et mexicansk narkokartel i Eastwoods nye film, ’The Mule’.

90-årige Earl Stone (Clint Eastwood) bliver kurer for et mexicansk narkokartel i Eastwoods nye film, ’The Mule’.

SF Studios 

10. januar 2019

Ser man på de film, som Clint Eastwood både har instrueret og spiller hovedrollen i – begyndende i 1970 med thrilleren Play Misty for Me – har den 88-årige filmskaber i nu snart 50 år forsøgt at forlige to sider af den amerikanske mand, den hårde og den bløde.

Det machoimage, Eastwood til en vis grad som skuespiller byggede op med sine roller i Sergio Leones westerns og titelrollen i Dirty Harry-filmene, har han leget med og endda revet hul i en række af sine film som instruktør.

Han gjorde det for så vidt allerede i Play Misty for Me, hvor han spiller en radiovært, der indleder et forhold til en sygeligt jaloux kvinde, som siden ikke kan acceptere, at han går fra hende. Men radioværten er ikke selv uden skyld i balladen, og det samme gør sig gældende for de ikke altid lige pålidelige mænd, mentorer, fædre og ægtefæller, Eastwood spiller i film som Honkytonk Man, A Perfect World, Million Dollar Baby, True Crime, Gran Torino og nu The Mule.

Hans figurers vejrbidte ydre og umiddelbart afvisende væsen dækker over en solid portion følsomhed og – efterhånden som Eastwood er blevet ældre – selvrefleksion og erkendelse af egne fejl og mangler. Derfor former filmene sig også som en art odyssé for hovedpersonerne – og landet, de bor i.

De bliver klogere og ender indimellem med at sætte livet på spil for at rette op på fortidens fejltagelser. Det er en interessant dialektik i Eastwoods karriere, som nærmest kun er blevet mere udtalt for hver film, og det er en af grundene til, at han stadigvæk er interessant og relevant som skuespiller og instruktør.

Fortidens synder

I sin nye og meget underholdende film, The Mule, spiller Clint Eastwood den 90-årige gartner, liljeekspert og levemand Earl Stone, der livet igennem har nedprioriteret sin familie til fordel for sine blomster og muligheden for at rejse land og rige rundt og være genstand for andre blomsterentusiasters beundring.

Derfor er han også ganske alene, da hans gartneri må lukke – internettet har taget livet af det – og hans ekskone, Mary (Dianne Wiest), og datter, Iris (Alison Eastwood), ikke vil vide af ham. Kun hans barnebarn, Ginny (Taissa Farmiga), der snart skal giftes, har lyst til at være i stue med ham.

Penge har Earl heller ingen af, og han tager imod et tilbud om at transportere mystiske ’pakker’ fra Texas til Illinois, hvor han bor. Det er han god til, og det giver gode penge. Han er elitebilist, der aldrig er blevet stoppet eller har fået en bøde, og han takker ubekymret ja til at transportere større og større mængder af det, der viser sig at være stoffer for et mexicansk narkokartel (ledet af Andy Garcia).

Myndighederne med narkoagenten Colin Bates (Bradley Cooper) i spidsen er dog på sporet af kartellets kurerer – titlens muldyr – ligesom der er interne magtkampe i kartellet, og begge dele kunne blive en trussel mod Earls indbringende arbejde.

Selv blomstrer Earl dog op, ikke mindst fordi han pludselig har penge, mange penge, på lommen og kan føre sig frem og hjælpe både gamle venner og den familie, han så groft har svigtet. Spørgsmålet er, om det er too little too late, som man siger. Eller om han kan nå at gøre det godt igen, inden han bliver indhentet af konsekvenserne af sine ulovlige handlinger og fortidens synder.

Rørende reaktionært

Earl er en sjov figur. Ligesom Walt Kowalski i Gran Torino, der også havde manuskript af Nick Schenk, er han ude af trit med tiden og ganske politisk ukorrekt.

Han ved f.eks. ikke, at man ikke må kalde afroamerikanere for ’negre’, men at de selv foretrækker ’sorte’, og han ved heller ikke, hvordan man bruger en mobiltelefon. Han er dog villig til at lære, og der er noget på én gang rørende og dybt reaktionært over Earl.

I Eastwoods skikkelse er Earl skrøbelig – ikke så rank eller rask til bens, som han har været – men alligevel stærk, og han har et glimt i øjet og er rap i replikken, hvilket virker afvæbnende. Som det bliver sagt på et tidspunkt, så er Earl så gammel, at han ikke længere synes at have et filter. Til det siger han selv, at han ikke er sikker på, at han nogensinde har haft et.

Earl er krigsveteran og lader sig ikke sådan lige skræmme af de unge kartelgangstere, som han henter og afleverer stofferne hos – måske fordi han til at begynde med ikke er helt klar over, hvem eller hvad det er, han har med at gøre.

De synes til gengæld, han er en spøjs skikkelse, men får respekt for ham og hans frygtløse manér. Frygtløsheden er, forstår man, også noget, som kommer med alderen, og når man har levet et langt liv uden at bekymre sig om ret meget andet end sig selv og sine blomster.

En udstrakt hånd

Man skal selvfølgelig passe på med at læse for meget af Clint Eastwood selv og hans liv og karriere ind i en film som The Mule – der i øvrigt tager udgangspunkt i virkelige begivenheder. Men det er nu alligevel svært ikke at se nogle ligheder mellem to gamle mænd, der har begået mange fejltagelser, og som kun modvilligt – og meget sent – er villig til at erkende nogle af dem og måske endda sige undskyld.

Jeg skal ikke afsløre, hvordan The Mule ender, og om Earl Stone ender med at blive endeligt forsonet med sin familie, men der er ingen tvivl om, at vore dages Eastwood er knap så stridslysten, som han var engang.

Hvad man så end mener om ham politisk set – han er republikaner – er han blevet mere blød og rund med årene. Det skal ikke forstås sådan, at han er blevet blødsøden eller sentimental, blot at han igennem de figurer, han fortæller om og spiller, udtrykker et ønske om i højere grad at lære at forstå og lytte til andre mennesker. Han er måske ikke verdens mest moderne historiefortæller, men han prøver dog at følge med tiden.

The Mule er Eastwoods bedste film siden Gran Torino, der er fra 2008, og den er skiftevis spændende, rørende, melankolsk og morsom. Samtidig er det en film, der på sin vis handler om USA lige nu, en splittet og såret nation, hvor kløften mellem politiske modstandere kun bliver dybere og dybere.

Earl er den aldrende, hvide mand, der – som en amerikansk anmelder har udtrykt det – kæmper for at forblive relevant, men som også har erkendt, at han er en del af problemet. At det er ham, der må forandre og udvikle sig i takt med, at samfundet forandrer og udvikler sig.

’The Mule’. Instruktion: Clint Eastwood. Manuskript: Nick Schenk. Amerikansk (Biografer landet over)

Tom Hanks spiller luftkaptajnen Sully, der redder alle sine passagerer med en mirakuløs landing på Hudsonfloden i New York, i Clint Eastwoods ’Miraklet på Hudsonfloden’. Foto: Warner Bros.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen, Olaf Tehrani og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Balling

Clinten var sej i de gamle Leone westerns, hvor han bogstavelig talt affyrede flere kugler fra seksløberen end han udtalte ord, og hvem har ikke citeret Dirty Harry, men han blev for alvor interessant med Unforgiven, Da han lavede Million Dollar Baby måtte jeg overgive mig, og jeg lå fladt ned (og græd) efter Gran Torino.

Niels Duus Nielsen, Carl Chr Søndergård, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Ole jakob Dueholm Bech anbefalede denne kommentar
Juan Carlos Krebber

Hvorfor er det helt præcist at Earl er "en del af problemet"? Er det blot fordi han er blevet gammel, og ikke har fulgt med tiden? Og er det overhovedet rimeligt at forvente at en person på hans alder skal følge med tiden? Jeg syntes ikke at svaret er indlysende.
Man får lidt den mistanke, at den amerikanske anmelder mener at Earl "er en del af problemet", netop fordi at han er en HVID gammel mand. Og det vist knapt så charmerende en holdning at have.

Søren Kristensen

Den tidligere mexikanske præsident Vincente Fox har ellers lige forsøgt at forklare Trump, at narkokartellerne ikke er mexikanske, men USA´ske, om man så må sige.

Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

Der er vel ikke noget principielt galt ved at være republikaner, som artiklen antyder. Det var trods alt republikanerne, som frigav slaverne, medens plantage- og slaveejerne stod bag dannelsen af det demokratiske parti. Det var også demokraten Jim Crow, som fik gennemført raceadskillelseslovene, der først blev ophævede i 1965. De var altså stadig i kraft under den så berømmede præsident Kennedy.

I dag er demokraterne blevet et identitetspolitisk parti, der tiltrækker højfinansen, Hollywood og de kreative klasser, medens arbejderne og de lavtlønnede står tilbage på perronen. Det republikanske parti er delt i to. Virksomhedsejerne udenfor finans- og high-tech sektoren og så de mange amerikanere, som presses af globaliseringens konsekvenser og fortrinsvis bor inde i landet.

ulrik mortensen, Grethe Preisler og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Carl Chr Søndergård

Brug ikke tid på denne film.

Jeg må bare sige, at det er de værste penge, jeg længe, har fyret af, på en biografbillet. Det er en film fyldt af de værste klichéer og voldsomme 'huller' i det noget rodede plot. Måske en form for senilitet skulle være bygget ind i historien.. Der er da gode momenter og den er da flot filmet. Historien har momentvis spænding under opsejling, men det er og bliver en fuser. Rigtig ærgerligt.

Som stor Clint-fan, håber jeg godt nok ikke, at det bliver hans sidste af hans rigtig mange fantastiske film, både som instruktør og skuespiller.