Læsetid: 4 min.

Dansk undergrund udfordrer ideen om et størknet, forenklet subjekt

Danske musikere uden for overskrifterne har det med at gemme på andre fortællinger end de gængse. Den her anmeldelses tre solodebutanter har alle andre karrierer bag sig, og fælles er de også om at forholde sig til subjektet som en kompleks, splintret, relativ størrelse. Det spænder ikke kedeligt af
Frk. Jacobsen 

Frk. Jacobsen 

Kristoffer Juel

4. januar 2019

Dansk musik er meget mere end overskrifterne, meget mere end MØ, Gilli, Kesi, Lukas Graham.

Fordyber man sig i teksten under de store bogstaver, kan man opleve helt andre verdener. En helt anderledes smukt tøvende bevægelse gennem musikkens sprog. Eller en helt uhæmmet spurt uden for det gængse alfabet. Derude, hvor kragetæerne vender, og meningen vifter med hvidt flag. Hvor noget nyt opstår og holder os forbundet til nuet.

Det kan være svært at forstå i disse narcissistiske tider, men for nogen er kunsten målet i sig selv. Og subjektet er ikke bare et todimensionelt opmærksomhedsobjekt, men genstand for diskussion og undersøgelse.

Tag bare Frk. Jacobsens debutalbum Thin Dry Sticks.

Her er teksterne arrangeret som et skuespil med en række personager: mor og datter, et ældre ægtepar, en bevinget gigant, en poet, Thanatos (i græsk mytologi personificeringen af død) og et kvindekor på ti.

Tanken er gennem rollerne at formidle subjektets mange roller i livet, subjektet som en relativ størrelse, der huser »mor, datter, fødsel, død og ægtefælle på samme tid«.

Musikalsk er der på Thin Dry Sticks en flydende grænse mellem spilopper og eksperiment, pop og avantgarde.

Hør for eksempel den berusende staccerede elguitarmelodi på »Thanatos«, der flås i stykker af en heftig forvrængning. Eller »Doublo«, der på én gang handler om »en vindblæst cykeltur gennem København« og »en ufattelig syret oplevelse af at være to i én krop.« Det giver sig udslag i en melodikubistisk slingrevals, der til sidst flipper ud i amokkramper af grå støj med pletblødninger af fred.

»Inside two hearts inside two brains inside two skeletons« lyder det fra sangens hovedperson Ida.

Mange musikalske identiteter

Anja Jacobsen selv har man gennem flere år kunnet nyde som trommeslager i det forunderlige avantgardegarageband Selvhenter. Solo under aliasset Frk. Jacobsen spiller hun trommer og keyboards og synger, mens en trio på guitar, bas, keyboards, kor og celloer ledsager.

Thin Dry Sticks blander også mange identiteter rent musikalsk.

Laurie Andersons kunstfærdige akkuratesse, vestafrikansk rytmik og melodik, de vildt kurvede melodier hos Dirty Projectors, Animal Collectives fluorescerende undervands-electronica, avantgardens boblende legesyge, men også kompromisløshed.

Alt sammen leger ettagfat på Thin Dry Sticks. Og det er virkelig udsøgt. Morsomt. Rørende.

Transcendental kabaretrock

M. Rexen er lettere at gribe om. Fordi hans sange har vers og omkvæd, man kan synge med på her på solodebutalbummet An Endless Sea of Honey, første del i et annonceret samlet værk med den overordnede titel The United Kingdoms.

Men det er ikke enkel musik, slet ikke. Det er spraglet og strittende musik, der det ene øjeblik byder på indiefanfarer a la Arcade Fire, det næste bevæger sig over i et hypnotisk sprog med træpercussion og lokkende blæsere inde fra underurskoven – med mindelser om trompetisten og komponisten Jon Hassells Fourth World-musik. Men også Bowie i Berlin-perioden.

M. Rexen

Denis Ostapenko

Michael Rexen har tidligere sunget for i kunstimpro/avantgardepopbandet Den Magnetiske Ørn. Da jeg anmeldte deres debutalbum, beskrev jeg Rexen som »en både betagende undersøgende, enerverende krukket og derangeret urovækkende forsanger«.

I dag vil jeg gerne udskifte det enerverende med det befriende. For hans krukkeri er også hans skønhed.

Han passer ikke ind i tiden

Som Frk. Jacobsen forholder også M. Rexen sig fragmenteret til subjektet, altså udfordrer han ideen om en størknet, forenklet hovedperson – dét, som pop og hiphop ellers er så rig/fattig på.

I pressemeddelelsen lyder det:

»Jeg, som menneske, indeholder mange væsner, som mange gør, vi er aldrig kun én. Min personlighed er splejset sammen af forskellige kulturer, sprog, genrer og stemmer.«

I øvrigt også en tanke, Bowie ville kunne nikke genkendende til.

På M. Rexens An Endless Sea of Honey giver det sig udslag i en flamboyant transcendental kabaretrock, som syder og bobler og gør sig ud til bens. Skaber sig – og i processen bliver til noget uregerligt, som ikke passer ind i tiden. Og så meget desto mere grund til at lytte til det.

Nej til konservatoriet

Astrid Sonne er et anderledes abstrakt og renfærdigt bekendtskab, ja, man kunne måske argumentere for, at det menneskelige subjekt er oversat til programmeringssprog i hendes fascinerende electronica.

Astrid Sonne var på vej til at studere klassisk musik efter at have spillet bratsch, siden hun var seks. Men på dørtrinnet til konservatoriet, 18 år gammel, stod hun af. Fordi hun ikke følte, at hun kunne udtrykke det, hun ønskede, med klassisk musik.

Sonnes musikalske temperament er så ikke videre ekspressionistisk, snarere en form for abstrakt og linealret impressionisme.

Astrid Sonne 

Daniel Hjorth

Debutalbummet Human Lines byder på en række glasklare mønstre – eller algoritmer – som computerne kan løbe solen sort i. De menneskelige linjer i albumtitlen er måske de menneskeskrevne programlinjer, der fastsætter parametrene for computerens opførsel af musikken?

Sonne udviser en transparent intelligens og algoritmisk nerve på sit strålende debutalbum. Repetitioner eller klangskudvekslinger eller skyformationer glider ind over hinanden og skaber foranderlige perspektiver – så man undervejs selv må vælge fokus.

Nogle gange legesygt stammende musik, andre gange majestætisk balanceret.

Det er en slags Autechre uden de overdrevne komplikationer. Et moderne, speedet soundtrack til urcomputerspillet Pong. Eller højtidelighed for trykknapper.

Overraskende nok slutter Human Lines af med et vemodigt, pastoralt, svævende stykke for bratsch. Altså vender Sonne tilbage til sit tidligere hovedinstrument og finder en anden mening i det, end den hun vel forventede at have fundet på Det Kongelige Musikkonservatorium. Altså Sonnes farvel til fortiden formuleret på instrumentet, hun voksede op med.

Det er et nyt daggry, og Sonne er stået op til det.

Frk. Jacobsen: ’Thin Dry Sticks’ (Frk. Jacobsen), M. Rexen: ’An Endless Sea of Honey’ (We Are Suburban), Astrid Sonne: ’Human Lines’ (Escho).

11 år efter udgivelsen af ’Action Painting’ er Speaker Bite Me aktuelle med den nye plade ’Future Plans’
Læs også
På Bisses nye album ’Tanmaurk’’ får vi filmromantiske blæsertemaer, kvidrende strygeranløb og forførende melodier, som hist og her er krydret med en firseragtig nattehimmelsynthesizer.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu