Læsetid: 5 min.

Dea Trier Mørch beviser, at æstetisk raffinement og politiske intentioner kan følges ad

Louisiana præsenterer et udsøgt udvalg af Dea Trier Mørchs gode kunst i en udstilling, der viser hendes eminente evne til at vise det usynliggjorte, og som gennem skildringer af intimsfæren kombinerer en socialistisk og en feministisk pointe
Dea Trier Mørch arbejdede næsten udelukkende med linoleumstryk, der kunne fremstilles i store oplag og sælges billigt. Ambitionen om derved at nå et større publikum blev indfriet. Hun opnåede mere end nogen anden politisk kunstner at få et folkeligt gennembrud

Dea Trier Mørch arbejdede næsten udelukkende med linoleumstryk, der kunne fremstilles i store oplag og sælges billigt. Ambitionen om derved at nå et større publikum blev indfriet. Hun opnåede mere end nogen anden politisk kunstner at få et folkeligt gennembrud

Louisiana Museum

22. januar 2019

»Al god kunst er politisk, mens al politisk kunst er dårlig,« yndede forhenværende kulturminister Brian Mikkelsen at sige, når talen faldt på kunst med et samfundsengagement.

Det skete i en afvisning af den politisk engagerede kunst. Men den kendte vendings opstilling af et modsætningsforhold mellem god og dårlig kunst, der implicit er baseret på kunstnernes hensigt med værket, er en retorisk finte, der ganske vist virker overbevisende, men forbigår den sandhed, at kunst oftere bliver vurderet ud fra dens virkning end ud fra ophavskvindens intention.

Når en erklæret politisk kunstner som Dea Trier Mørch (1941-2001) bliver præsenteret på Louisiana, er det vanskeligt ikke at bevæge sig ind i en billedpolitisk diskussion. For hendes værker er lavet med et passioneret ønske om at gribe ind i verden, at forandre verden. Ud fra et proklameret socialistisk standpunkt.

Det er netop den slags kunst, Brian Mikkelsen og mange med ham opfatter som dårlig kunst.

I Dea Trier Mørchs tilfælde er der imidlertid ikke nogen tvivl om, at hendes kunstneriske indsats virkede, og at hendes kunst opnåede en kolossal påvirkningskraft. Måske kan man med fordel forsøge at forstå hendes værks virkningshistorie i lyset af det vidnesbyrd, det bringer om den tid, hun levede i.

Vidnesbyrd

Da Dea Trier Mørch i 1968 blev interviewet til Information, fortalte hun, at hun var stoppet med at male abstrakt, selv om hendes professor på Kunstakademiet – Egill Jacobsen – netop havde været en af de vigtigste udøvere af abstrakt maleri i 1940’erne og 1950’erne.

»Jeg synes, alle kunstnere har en forpligtelse til at være vidner til den tid, de lever i og give vidnesbyrdet videre til de mennesker, der måske har svært ved at se og høre, hvad det er, der sker, og hvordan verden er,« forklarede Dea Trier Mørch dengang.

Hun havde netop udgivet sin bog Sorgmunter socialisme, der handler om hendes ti måneder i Sovjetunionen.

Det var ikke et ophold, der resulterede i, at hun stilistisk konverterede til sovjetisk socialrealisme – et kunstnerisk udtryk, som Dea Trier Mørch ikke tøvede med at kalde »sentimentalt og vammelt og ulideligt«. Men idealet om en socialistisk kunst, en proletarkunst, bevarede Dea Trier Mørch trods sine forstemmende indtryk fra Sovjetunionen.

Hun arbejdede næsten udelukkende med linoleumstryk, der kunne fremstilles i store oplag og sælges billigt. Ambitionen om derved at nå et større publikum blev indfriet. Dea Trier Mørch opnåede mere end nogen anden politisk kunstner at få et folkeligt gennembrud.

Det var måske netop hendes ønske om at bære vidnesbyrd om sin samtid, der gav Dea Trier Mørch en position som folkekær forfatter og billedkunstner. Hun synliggjorde noget, som mange – især kvinder – kunne genkende, selv om det ikke tidligere havde været gjort til genstand for kunstneriske skildringer.

Det mest kendte værk, Dea Trier Mørch har skabt, er romanen Vinterbørn fra 1976. Ligesom Sorgmunter socialisme er Vinterbørn en kombination af billeder og ord. Både litterært og billedkunstnerisk er Vinterbørn kendetegnet ved en uprætentiøs ligefremhed og enkelhed.

Romanen handler om kvinderne på fødegangen på Rigshospitalet en vintermåned hen over nytår midt i 1970’erne. Bogens linoleumstryk skildrer kvinderne på hospitalet, hvor de i deres prekære situation må give sig over til personalets og skæbnens varetægt iklædt ensartet hospitalstøj.

Det er ikke så meget den enkeltes erfaringer, der bliver undersøgt i værket, men det sociale system, den fødende og den nyfødte bliver indrulleret i. Romanen og billederne viser i al deres prunkløshed, at den enkelte kun er en mulighed i kraft af fællesskabet.

Fødselserfaringen

I billedserien Vinterbørn, som nu præsenteres på Louisiana, bliver selve fødslen fremstillet usentimentalt og nøgternt som et samarbejde mellem kvinder, mere end som den enkeltes eksistentielle drama.

Serien viser selve fødselsøjeblikket i nærbilleder: barnets hoved, der trænger ud af skeden og hjælpes på vej af jordemoderens hænder.

Denne spæde krop, der i en intens smerterus bevæger sig ud af en anden krop – bliver sig selv gennem den anden – er vel den mest elementære og samtidig mest dramatiske illustration af menneskers dybe samhørighed. Alligevel er det også et sjældent set moment inden for billedkunsten såvel som populærkulturens billedverden.

I 1976, hvor det stadig var kontroversielt, at fædre var med ved fødsler, var Vinterbørn chokerende i sine ligefremme skildringer af fødende kvinder. Men samtidig genkendelig for alle de kvinder, der selv havde lagt krop til, og for hvem fødselserfaringen ikke ligefrem var ny.

Billederne er et vidnesbyrd fra et område af tilværelsen, der var – og stadig er – kendetegnet af tabuisering og kønssegregering.

Dea Trier Mørch vendte tilbage til emnet i bogen og billedserien Ind i verden fra 1977, som i endnu mere skarpskårne og stiliserede linoleumstryk viser en normal fødselssituation lige fra kvinden ligger på fødebriksen til barnet er målt og vejet og svøbt i linned. Og alt derimellem. Bogen Ind i verden, som har givet udstillingen på Louisiana sin titel, blev i sin tid brugt som undervisningshæfte for førstegangsfødende.

For Dea Trier Mørch var repræsentationen af fødselssituationen en ideel måde at kombinere en socialistisk og en feministisk pointe. Den første handler om, at mennesker er født lige og afhængige af hinanden, sammenflettede og indvævede i hinanden fra udgangspunktet, skabt af og til et fællesskab.

Den anden handler om at synliggøre kvinders arbejde, som modsat mændenes ofte er skjult og ulønnet, med henblik på at opnå ligestilling og ligeløn. Husarbejdet, omsorgsarbejdet, følelsesarbejdet og alt det andet, herunder ikke mindst fødslerne, som kvinder har varetaget uden anerkendelse eller aflønning.

På den enkleste og fineste måde viste Dea Trier Mørch med sine skildringer af fødende kvinders erfaringer i hospitalsvæsenet, hvordan det vigtigste område i livet, selve livets tilblivelse, kunne udgøre et letforståeligt og bevægende argument for den parole, som kvindebevægelsen i 1970’erne havde: Ingen kvindekamp uden klassekamp – ingen klassekamp uden kvindekamp.

Engageret kunst

Andre steder i sit kunstneriske virke er den socialistiske pointe mere åbenlys.

Dea Trier Mørch var dygtig til at skabe koncentrerede og enkle motiver, der appellerer stærkt til øjet. Det talent udnyttede hun til decideret plakatkunst og slagkraftige motiver, der agiterede for socialistiske dagsordener såsom international arbejdersolidaritet og kamp mod kapitalismen. Også på det punkt bringer Dea Trier Mørch vidnesbyrd om den samtid – de politiserede 1970’ere – hun var en aktiv og engageret part i.

Louisianas selektion af værker er udsøgt og foretaget med et godt blik for Dea Trier Mørchs æstetiske kvaliteter. Næsten 100 grafiske arbejder og en række eksempler på Dea Trier Mørchs bøger er samlet på udstillingen.

Det er politisk kunst, der er god, for så vidt som den beviser, at æstetisk raffinement og politiske intentioner udmærket kan slå følgeskab.

Det er billeder, som fortsat virker og virker godt. Det er billeder, der vidner om et samfundsengagement, som uden tvivl vil interessere nye generationer, for hvem aktivisme og engagement trænger sig på som en nødvendighed.

Dea Trier Mørch i 1983.
Læs også

’Ind i verden’. Dea Trier Mørch. Louisiana Museum for Moderne Kunst. Humlebæk. Indtil den 28. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • ingemaje lange
  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Ejvind Larsen
Trond Meiring, ingemaje lange, Søren Peter Langkjær Bojsen, Palle Yndal-Olsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Albatros Olsen

Endnu omgang posthumt idealisering. Jeg er uenig i konklusionen. Det bedste man kan sige om hendes produktion er at , det er et udtryk et ærligt arbejde udført med de bedste intentioner.

Men som tegner og grafiker er hun ganske middelmådig, deværre !