Læsetid: 4 min.

’Destroyer’ fortæller en fascinerende historie om et ødelagt menneskes jagt på frelse

Nicole Kidman er både hærget og fantastisk i rollen som selvdestruktiv, alkoholiseret kriminalinspektør i Karyn Kusamas intense thriller ’Destroyer’
Selvdestruktive Erin Bell (Nicole Kidman) er på jagt efter en mand fra sin fortid og den mulige frelse, der følger med, i Karyn Kusamas krimithriller ’Destroyer’.

Selvdestruktive Erin Bell (Nicole Kidman) er på jagt efter en mand fra sin fortid og den mulige frelse, der følger med, i Karyn Kusamas krimithriller ’Destroyer’.

Sabrina Lantos

3. januar 2019

Hollywood kan godt lide at gøre smukke mennesker grimme. Og det handler sikkert både om en slags pervers fryd ved at ødelægge skønhed – selv om det kun er med makeup – og et ønske fra skuespillernes side om at vise, at de rent faktisk ikke behøver deres udseende for at brænde igennem på lærredet. Nogle gange bliver det en gimmick, andre gange hjælper det fortællingen på vej, hvis skuespilleren følger den fysiske forvandling op med en mental og psykologisk transformation.

Charlize Theron gjorde det med bravur i seriemorderdramaet Monster og blev – fortjent – belønnet med en Oscar. Matthew McConaughey gjorde det med energi og underholdningsværdi i guldfeberfortællingen Gold. Og Nicole Kidman gør det overbevisende og tragisk i Karyn Kusamas intense krimithriller Destroyer, hvor hun spiller en kriminalinspektør, Erin Bell, der sover for lidt og drikker alt for meget.

Erin ser forfærdelig ud. Hendes krop og ansigt er slidt og hærget, og da vi møder hende første gang, har hun tydeligvis sovet rusen ud i sin bil, hvorfor hendes kolleger korser sig, da hun usikker på benene dukker op på et gerningssted. Erin får dog fortalt de øvrige politifolk, der helst så hende forsvinde igen, at hun måske ved, hvem der har skudt den ukendte mand, de har fundet død på stedet. Hun opsøger en FBI-agent, og det afsløres, at manden sandsynligvis er blevet skudt af Silas, en mystisk skikkelse fra Erins fortid.

Mulighed for frelse

Og alt imens Erin forsøger at opspore denne mand, fortæller tilbageblik, hvad der skete små 20 år tidligere, hvor hun var en ung, ambitiøs politikvinde, som gik undercover i en brutal bande af bankrøvere, ledet af den karismatiske og psykopatiske Silas (Toby Kebbell).

Det var tydeligvis en oplevelse, som mærkede Erin for livet – hvorfor finder man ud af undervejs i Destroyer – og som har forvandlet hende til en skygge af et menneske, som ikke formår at tage sig af sig selv eller sin rebelske teenagedatter, Shelby (Jade Pettyjohn). Erin er et destruktivt menneske, og hun er ikke bare i færd med at ødelægge sig selv, men også alt omkring sig. Hun ser dog et lys for enden af tunnellen, en mulighed for frelse eller for soning, da Silas, der har været forsvundet siden dengang, pludselig dukker op igen. Erin for vild som ung, nu er hun ved at finde tilbage på rette vej igen. Spørgsmålet er, om det er for sent, for hende og for datteren.

Scanbox

Nicole Kidman er fantastisk i rollen som Erin Bell. Hun gør en overbevisende figur som en misantropisk, livstræt, fordrukken skygge af en eksistens, som ikke er spor tiltalende, men også blot er et menneske. Sammen med Karyn Kusama og filmens manuskriptforfattere, Phil Hay og Matt Manfredi, får skuespilleren skabt et facetteret menneske, som man udvikler en forståelse og empati for, efterhånden som hendes fortid bliver oprullet.

Erins hærgede udseende, og Kidmans spil, er heller ikke kun kosmetisk – sådan ville 51-årige Kidman formentlig se ud efter 20 år, hvor hun ikke passede på sig selv. Grimheden kommer også indefra og afspejler på hjerteskærende vis en arret, forkrøblet sjæl, der kæmper for overlevelse, ikke så meget for sin egen som for datterens skyld.

Forførende friskhed

Destroyer byder på et par gedigne overraskelser, der får historien og portrættet af Erin til at hænge endog meget smukt sammen, og det er en af grundene til, at filmen, trods en handling, der er set før, blot med mænd i centrum, ejer en forførende friskhed. Karyn Kusama, der tidligere har lavet kvindebårne, feministiske film og dannelsesfortællinger som Jennifer’s Body og Girlfight, undgår flere af genrens kedelige konventioner ved at fokusere på Erin og hendes indre kamp, men der bliver da plads til et par elementært spændende, veliscenesatte og actionfyldte sekvenser.

Endelig betyder det selvfølgelig også meget, at hovedpersonen er en kvinde, og at den kvinde er parat til at gøre, hvad der skal gøres for at nå sit mål. Hun har alligevel intet at miste. Men selv om Erin er et ødelagt menneske, er hun ikke en svag stakkel, et offer, men en benhård satan, som i en verden domineret af mænd, der umiddelbart er stærkere end hende, har lært at slå igen. Hun både tager imod øretæver og deler dem ud, og hun er nået langt forbi det punkt, hvor hun fortryder eller har moralske kvababbelser over det.

Sabrina Lantos

Men et lys og et håb tændes, da Silas dukker op. Og der er især ét øjeblik mellem Erin og datteren Shelby, som slog benene væk under mig, og som virker så meget desto stærkere, fordi resten af filmen er såre usentimental. Hverken Nicole Kidman eller Kusama er ude på at undskylde for Erin Bell, men de tilbyder en på én gang fascinerende, tragisk og troværdig forklaring på, hvorfor hendes liv har udviklet sig så katastrofalt – hvorfor og hvordan Erin er blevet titlens ’ødelægger’.

Destroyer. Instruktion: Karyn Kusama. Manuskript: Phil Hay og Matt Manfredi. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Havde det i mange år træls med Kidman, Eyes wide shot og sådan, magen til kedelig anæmisk kedelig udseende kvindelig skuespiller und so wider... og i øvrigt uendelig kedelig og ligegyldig film. (var det dig Monggaard, Eyes wide shot - og hvad så ?)

Men! jeg vidste ikke helt om jeg orkede Trier, kridtstreger og Nicole Kidman, efter få minutter var jeg indfanget.

Super at Kidman vover ikke at se godt ud; det synes jeg nu nok hun stadig gør, men på en ny og anden måde, og måske mere interessant måde...

Gider også se den film

Fik ikke rigtigt formuleret godt nok, at både Dogville og Nicole Kidman var aldeles fantastisk, i min optik, og jeg derfor anerkendte, at Kidman er en dygtig skuespiller.

Eva Schwanenflügel

Katrine, i 2002 vandt Nicole Kidman en Oscar for sin rolle i filmen "The Hours", hvor hun spillede Virginia Woolf, og var sminket helt til ukendelighed.
I øvrigt en rigtig god (kvinde)film du skylder dig selv at se, hvis ikke du allerede har :-)

Christian Monggaard

@KatrineDamm Jeg må sige, at jeg længe har været fan af hende som skuespiller. Også i Eyes Wide Shut, der efter min mening er en ret god film. Den handler om løgn og bedrag i et ægteskab, og både Tom Cruise og Nicole Kidman gør det aldeles fortrinligt som to mennesker, der både sårer og såres. Det var Stanley Kubrick svanesang og en ufortjent udskældt én af slagsen. Fantastisk er hun tillige i Dogville. Jeg har siden i øvrigt mødt Kidman, og hun er en fornøjelse at tale med.