Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’Med mig selv i mine egne arme’ er højenergisk og tragisk satire over fantasierne om moderskabets lyksaligheder

Den første større monolog, som forfatteren Christina Hagen har skrevet direkte til scenen, udstiller mareridtsagtigt fantasien om sammenhængen mellem moderskab og livets meningsfylde. Det er så sprogligt overlegent og sjovt, at man kan glemme, hvad man griner af
Skuespiller Ida Cæcilie Rasmussen indkarnerer Christina Hagens efterhånden velkendte oprørsk upassende kvindefigur.

Skuespiller Ida Cæcilie Rasmussen indkarnerer Christina Hagens efterhånden velkendte oprørsk upassende kvindefigur.

Per Morten Abrahamsen

Kultur
9. januar 2019

Hvis man for nogle år siden befandt sig på Nørrebro i København og blev sulten mellem midnat og morgen, kunne man let ende med at stå i Rantzausgade og trippe over den falmede fotocollage med en baby, omkranset af burgere og flankeret af en ørn med udspredte vinger, der vist desværre ikke længere pryder facaden på grillen Eagle Steak House.

Det var så fantastisk baldret, det skilt. Det gav en den mareridtsagtige fornemmelse af at blive sendt en subliminal besked uden nogen form for klar mening.

Du er en baby, og du vil have burger? Du vil have børn? Du vil ikke have børn? Hellere være fri som en fugl og spise klam burger om natten? Eller det hele: Børn er klamme, og burgere er klamme, og du både vil og vil ikke have dem?

Det dilemma er faktisk præcis, hvad det handler om i forfatteren Christina Hagens monolog Med mig selv i mine egne arme, der med teatret Republiques ord vil »spidde« forestillingen om, at meningen med kvinders liv, stadig i dag, er at blive mor.

Ufrivilligt burgerløs

Og spiddet bliver den fra første scene, hvor kvinden i Ida Cæcilie Rasmussens skikkelse spankulerer ind i Christian Friedländers sjove supermarkedsscenografi iført fake fur, pink og glimmer og konfronteres med den reklamesmukke kæmpebaby, der er blæst op på bagvæggen.

Kosteligt går hun til angreb på, hvorfor kvinder i den »fødedygtige« alder, der ikke har børn, kan kaldes ufrivilligt barnløse eller omvendt – men lige så latterligt – frivilligt barnløse, men ikke »tennisalbueløse«, eller netop som »dem, der har en grill«, kunne sige:

»ufrivilligt burgerløse«.

Således burgerløs værdsætter hun sin frihed til at ligge på en stor sten i Spanien og kigge på havet, der er så blåt og flot.

»Børn er burgere!« råber hun til den ensfarvede hær af travle forældre i beige cottoncoats, der snart efter haster ind og antager, at hun er ekspedient.

De spilles af – gode – elever fra Scenekunstlinjen på Københavns Akademi for Musik, Dans og Teater. Og at instruktør Maria Kjærgaard-Sunesen har givet Rasmussens monolog det modspil er et godt greb.

De spiller nemlig ikke bare den dumme omverden, som vores barnløse kvinde konfronteres med og spidder med sine oprørske ord, og heller ikke bare skiftende biroller i hendes liv, fra elskere til børn. 

Så enkel er satiren heldigvis ikke. Det er snarere rollen som statisterne i den fantasi, monologen udfolder sig som, de indtager.

For selv om scenen er et supermarked, er det lige så meget et indre, mareridtsagtigt sted, Hagens monolog foregår. Så lokker lykken i livet med barn alligevel, som en shiny vare dér midt i supermarkedet, og normalitetshungeren tager over.

Så udspilles fantasierne om, hvordan luderen kan blive en madonna i blå jomfrukåbe, hvordan hun kan føde ikke bare ét barn, men trillinger, så det lyner lilla ned af lårene. Og også fantasierne om, hvordan familien falder fra hinanden, og den om barnet, der kommer i form af en mandsstor slimet kødklump i en køledisk.

Per Morten Abrahamsen

Hagen ironiserer med andre ord ikke bare over nogle andres ideer om moderskab, men også over sine egne. 

En scene, hvor Rasmussen dystert belyst og med forvrænget stemme vrider sig på en køledisk, som skulle hun eksorceres for moderskabsdæmonerne, der taler gennem hende, siger egentlig det hele: Med mig selv i mine egne arme er ikke bare en højenergisk satirisk spidden af nogle normer.

Den er også et mere tragisk portræt af, hvordan de normer virker. Hvordan ideen om, at lykken er at få børn, også indtager det indre. Her er virkelig hverken nogen lykkelig luder eller madonna eller nogen, der er fri. Kun én, der i skam spørger sig selv, hvad hun er for en »underlig dame«.

Sårbarheden lige under satiren

Med mig selv i mine egne arme er Christina Hagens første større stykke dramatik, skrevet direkte både til scenen og til Ida Cæcilie Rasmussen. Begge dele er enormt oplagt.

Rasmussen spillede også nævenyttig turisttøs i Rune David Grues iscenesættelse af Hagens digtsamling White Girl i Det røde rum på Det Kongelige Teater i 2013, og hun spillede »Den syge pige« i den monolog, som Hagen skrev over Michael Anchers maleri af samme navn.

Også i Med mig selv i mine egne arme inkarnerer hun Hagens efterhånden velkendte oprørsk upassende kvindefigur – der gerne udpeger sin egen »tæveagtige overfladiskhed« og »dårlige begavelse« – som var hun skabt til det.

Rasmussen giver ikke bare den stemme, som vi jo kender fra Hagens bøger, krop ved at vride sit veltrimmede legeme, svinge det lange afblegede hår med udvoksningerne og ramme den rigtige jyske accent. Hun rammer også, hvordan hun nægter at skamme sig, men alligevel gør det. 

Det er den sårbarhed, der altid ligger lige under satiren hos Hagen.

Den er dog også udfordret i Med mig selv i mine egne arme, for det hele bliver især meget sjovt med al den sjældne sproglige energi, som Hagen tager med sig til teatret. 

Der er ingen tvivl om, at den performative metode, som hun allerede bruger i sin bøger – med at lade sin kvindefigur tale i ét væk, »spidde« alt og alle med overlegent sprogligt overskud, men netop dermed også udstille sig selv – fungerer godt på en scene.

Den rigtigt rørende alvor, som ligger i den nedtonede og sindssygt smukke titel Med mig selv i mine egne arme, er egentlig dér, hvor stykkets kritik bliver mest interessant. Men den overstås lidt hurtigt til slut. Så mest griner man altså.

I Hagens bøger kan man også godt komme i tvivl om, hvad det er, man griner af og hvorfor. Hvad det egentlig er, der bliver spiddet. Det er på mange måder det spændende.

Men det fungerer anderledes i en bog, man kan læse igen, end det gør på en scene. På scenen stjæler det sjove også lidt showet i udstillingen af de fantasier om moderskab, som er så virkelig triste.

Med mig selv i mine egne arme. Revolver på Republique. Tekst: Christina Hagen. Instruktion: Maria Kjærgaard-Sunesen. Indtil den 2. februar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her