Læsetid: 3 min.

Hvis din far var nazibøddel, er du så også?

Tyske Christoph Heins roman handler om at leve i skyggen af en fars – et menneskes eller en stats – forbrydelser. Det er en tysk historie, som Christoph Hein kender bedre end nogen
25. januar 2019

Konstantin er søn af en krigsforbryder, en højtstående officer i den tyske hær, som straks efter Anden Verdenskrigs afslutning bliver hængt ved en standret i Polen. Farens misgerning bliver sønnens kainsmærke – selv om han aldrig har mødt ham, og selv om hans mor for både sit eget og sine to sønners vedkommende udskifter det skamfulde ’Müller’ med sit eget pletfrie ’Boggosch’, allerede mens de to er små.

Det er en tysk historie, Christoph Hein, der er omtrent jævnaldrende med sin hovedperson, fortæller i sin nye roman. Og tilsyneladende en uopslidelig historie.

Christoph Hein: ’Lykkebarn med far’.

Den tidligere forbundskansler Helmut Kohl, som selv var et barn ved krigsafslutningen, gjorde begrebet ’den sent fødtes nåde’ (’Gnade der späten Geburt’) berømt under et besøg i Israel i 1983. Kontroversen, der opstod i den forbindelse og i årene efter, lod ingen tvivl tilbage om emnets dybe rødder i tysk selvforståelse: Ikke engang den, som er uden personlig skyld, skal gå fri. Farens synd er sønnens arv.

Konstantin kan ikke hurtigt nok komme væk fra spøgelsesbyen G. i det nydannede DDR, hvor han og broren vokser op i skyggen af faren og af den dækfabrik og arbejdslejr, som faren ved siden af sin militærkarriere var direktør for. To karrierespor, som på den tid kunne hænge lukrativt sammen.

Han tager efter grundig forberedelse og kun 14 år gammel til Marseille for at slutte sig til Fremmedlegionen, langt væk fra historien om sin far og beskyttet af legionærernes ærefulde fællesskab. Det forsvindingsnummer bliver imidlertid aldrig til virkelighed, i stedet får han i den franske storby arbejde som oversætter for en kreds af tidligere medlemmer af den franske modstandsbevægelse, som har siddet i tysk arbejds- og koncentrationslejr og dér endda muligvis er stødt på Konstantins far.

Uden at røbe sammenhængen for sine voksne venner (han fortier alt om sin far, at fortrænge og udslette alle spor efter ham er et livsprojekt) vender – eller flygter – Konstantin i dagene omkring Murens opførelse tilbage til DDR, drevet af skammen i Marseilles og af længslen efter moren i fødebyen.

Klar psykologisk dybdelodning

Herefter er hans skæbne udstukket, dvs. bøjet under det nye regimes fornægtelse af alle forbindelser til Tysklands nære fortid. Som bekendt var Murens officielle navn »den antifascistiske beskyttelsesvold«.

Den foranstaltning blev i DDR-statens levetid ikke kun bygget i sten, men også praktiseret som ufravigelig ideologi og regulering, hvilket for Konstantin betyder, at hans og måske også hans børns livsmuligheder begrænses til den snævreste margen. Medmindre han beslutter sig for at gå opportunistens vej og snart tilpasse sig det ene system, snart det andet.

Den sidste figur har hans franske venner et navn for, ’Dupond’ kalder de den slags. Duponder »er samfundets gær, det er dem, der sørger for, at det hele bare går videre uanset hvem eller hvad der lige er ved magten«. De findes altså på begge sider af stregen, der er trukket mellem Øst og Vest. Og de optræder i bundter i Europas og regimernes lange historie fra nazisme over kommunisme til de samfund, der fulgte efter den seneste omskiftelse.

De findes også i Heins roman, bl.a. i skikkelse af den ældre bror, som dygtigt udnytter de skiftende muligheder uden at skele småligt til sin egen moral eller omgivelsernes opfattelse af ham. Arvesyndens motiv får vi på den måde i dobbelteksponering gennem de to brødres meget forskellige, men forståelige perspektiver: Konstantin, som vil fortie, tabuisere og udrydde den onde far; broren Gunthard, som vil redde faren fra vanære og glemsel, også selv om prisen er sandheden.

Duponderne som historisk personlighedstype, samfundenes evigt snurrende skæbnehjul og Konstantins forbandelse, romanens brændpunkt, er skildret i langt, realistisk format, næsten 500 siders jegfortælling. Det er detaljeret historiefortælling med klar psykologisk dybdelodning og resonans, skrevet af et menneske, der var en del af DDR-staten i hele dens levetid og har ofret den det meste af sit forfatterskab. Christoph Hein ved, hvad han skriver om.

Man kan læse romanen både som individets historie, den stakkels Konstantins fortvivlede kamp mod den gengangeragtige far, og som en allegori over Tysklands lange efterkrigshistorie og det klæbemiddel, der stadig binder landet til nazismen.

Men jeg synes også, at den kan læses som enhver søns eller datters forsøg på at leve og overleve for foden af en stor uret, som en far eller en mor eller for den sags skyld en stat har begået. Hvor langt rækker et menneskes ansvar og medskyld? Hvor længe skal et dossier følge den enkelte – som en skammens og fordømmelsens pegefinger udefra eller som en skygge over bevidstheden?

Christoph Hein: ’Lykkebarn med far’. Oversat af Anneli Høier. Gyldendal, 492 sider, 350 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Susanne Schmidt

Nej man kan da ikke arve skam eller skyld. Dette er et tysk traume og kultiveret masseskyldfølelse er for så vidt lige så relevant for børn af russiske kommunister, britiske imperialister og amerikanske bosættere i vestlige stater. De tre sidste har bare aldrig fået tudet ørene fulde af en hel verden at de er verdens utøj og kollektivt bærer skyldenfor en forfaders kriminalitet. Og hvad er forskellen? Jo de sidste tre nationer vandt krigen og er dermed tilsyneladende for eftertiden tilgivet alle tidligere synder og myrderier.

Hvis jeg var tysker ville jeg frabede mig at blive draget personligt til ansvar for ting andre gjorde for 80 år siden og i stedet rette mit fokus mod hvad mange nulevende amerikanere og briter har gjort i Vietnam og Irak og hvad nulevende russere er ansvarlige for i Syrien.