Læsetid: 3 min.

Fatamorganaballet som skønhedsdrøm

Balletten ’La Bayadère’ er blevet en triumf for Staatsballett Berlin. For balletinstruktøren Alexei Ratmanskys rekonstruktion har afsløret en ny harmoni og dramatisk logik i Petipas gamle balletklassiker, der sitrer drømmeagtigt som i et fatamorgana
Her er de så, de tilslørede synkronkvinder med de løftede ben i Skyggernes Rige, i Ratmanskys underskønne opsætning af La Bayadère i Berlin. 

Her er de så, de tilslørede synkronkvinder med de løftede ben i Skyggernes Rige, i Ratmanskys underskønne opsætning af La Bayadère i Berlin. 

Yan Revazov

24. januar 2019

BERLIN – Den mest berømte scene i balletten La Bayadère er som en luftspejling: En tilsløret ballerina træder frem i sit hvide balletskørt og løfter benet højt bagud. Bag hende kommer endnu en kvinde, der løfter benet – og endnu én – indtil 32 ’skyggekvinder’ træder synkront efter hinanden på skønhedsrække direkte ind i dødsriget.

Balletten La Bayadère fra 1877 er på alle måder eksotisk. En ’bayadère’ er en tempeldanserinde, og balletten handler om en tempeldanserinde, der ikke må gifte sig med sin elskede soldat, fordi han tvinges til at gifte sig med en rigmandsdatter. Da rigmandsdatteren i jalousi arrangerer et dræbende slangebid, dør tempeldanserinden, hvorefter hun føres over til slørkvinderne i ’Skyggernes rige’.

Måske netop fordi handlingen er noget bizar, har Marius Petipas ballet La Bayadère ikke nær så ofte været på balletkompagniernes repertoirer som hans storhit Svanesøen. I Europa er det særligt Nureyevs opsætning af La Bayadère i 1992 for Pariseroperaens Ballet, der har gjort balletten berømt. Og Den Kongelige Ballet på Kgs. Nytorv fik først La Bayadère på repertoiret i 2012 – i Nikolaj Hübbes mere Disney-agtige version.

De gamle nedskrifter

Nu har den russiske koreograf og Petipa-kender Alexei Ratmansky imidlertid iscenesat La Bayadère for Staatsballett Berlin i en sjældent vellykket opsætning. Trinmæssigt er der en indre logik i alle dansene. Handlingen er klar. Mimen er forståelig. Så hvad er der sket?

Der er sket det, at Ratmansky er gået tilbage til de gamle nedskrifter af balletten, ligesom han tidligere har gjort det med bl.a. Tornerose for American Ballet Theatre og Svanesøen for Zürich Balletten.

Før Den Russiske Revolution i 1917 lykkedes det nemlig balletinstruktøren Nikolaj Sergejev at smugle nogle notationer af La Bayadère ud af Rusland. Disse optegnelser er endt på Harvard Theatre Collection i New York, og i følge Ratmansky rummer de alt, der er nødvendigt for at kunne rekonstruere trinene i Petipas koreografi: Hvilket ben der skal udføre hvilket trin – i hvilken højde og hvilken retning.

Guld med guld på

Resultatet af rekonstruktionen er blevet en levende og poetisk balletforestilling – fastholdt i Petipas 1800-tals æstetik, men tilføjet vor tids forventninger om smidigere danserkroppe.

Visuelt er balletten overdådig med florlette dragter med mavedansersnit i de smukkeste guldstoffer. Dekorationerne lader et eventyrligt Indien trylle frem med hemmelighedsfuldt tempel, trillende elefanter og nedlagte tigre.

Det er eksotisk, dette her, for scenografen Jérôme Kaplan har digtet med fabelagtig poesi (og med væsentlig heldigere hånd end i Tornerose for Den Kongelige Ballet i 2010). Linus Fellboms lysdesign drømmer også med. Dette er guld med guld på.

Tættere på Bournonville

Som rekonstruktionskoreograf har Ratmansky stædigt holdt sig til notationernes enkelhed. Tilføjelser af tekniske tricks fra det sidste århundredes opsætninger er her fjernet, så ballettens grundbevægelser får lov til at stråle i sig selv. Dermed løfter iscenesættelsen også musikken af Ludwig Minkus, hvis eventyrlighed dirigenten Victorien Vanoosten fint får fremmanet hos Staatskapelle Berlin.

Koreografisk viser Ratmanskys forestilling, hvordan originalstilen hos den franskfødte Petipa (1818-1910) åbenbart ikke har ligget så langt fra stilen hos den danske Bournonville (1805-79), der tilbragte sin ungdom ved Pariseroperaen.

Bryllupsscenen i La Bayadère, hvor helten er splittet mellem rigmandsdatteren og tempeldanserindens skygge, har i hvert fald en del til fælles med bryllupsscenen i Bournonvilles Sylfiden

Poetisk ballerina

Ensemblet hos Staatsballett Berlin danser Petipas genfundne trin dedikeret og linjesikkert. Den høje, bedårende russiske ballerina Polina Semionova danser rollen som tempeldanserinden Nikia med et forunderligt teknisk overskud og et eksplosivt temperament.

Da hun indser, at rigmandsdatteren vitterlig har tænkt sig at tage hendes kæreste fra hende, kaster hun sig over hende som et vilddyr. Og da hun senere dukker op som ’skyggekvinde’, danser hun poetisk henført som en ånd.

Den lille, smilende, cubanske Yolanda Correa danser rollen som rigmandsdatteren til teknisk perfektion – med iltert smil og lokkende armbevægelser. Så det er forståeligt, at den letspringende tyske solodanser Marian Walter bliver rædselsslagen, når han som helten kommer i klemme mellem disse to kvinder.

Marian Walter har tidligere begejstret det danske publikum med sine muskelsikre præstationer i Verdensballetten, men her får han også lov til at vise sin dramatiske udstråling. Ligesom den forrygende bulgarske danser Vladislav Marinov, hvis såkaldte fakir er så langt nede i knæene og så hurtig på fødderne, at han nærmest flyver op over tempeltrappens trin.

Så jo. Ratmanskys La Bayadère er en koreografisk rekonstruktionsbedrift – og et sandt balletfatamorgana.

’La Bayadère’. Ballet af Marius Petipa (1877). Musik: Ludwig Minkus. Rekonstruktion og supplerende koreografi: Alexei Ratmansky. Scenografi: Jérôme Kaplan. Lys: Linus Fellbom. Dirigent: Victorien Vanoosten. Staatsballett Berlin og Staatskapelle Berlin. Oplevet på Staatsoper Under den Linden i Berlin. Danses også den 2. og 9. februar 2019 samt næste sæson.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kan desværre ikke nå at se den, sidste forstilling er 9. feb. men der er kun billeter til den 2. Nikolaj Hübbes 2012 udgave var en misforståelse af værket.