Læsetid: 4 min.

Fattigdommen er grum i Michael Noers periodedrama ’Før frosten’

’Før frosten’ er fuld af den slags tidstypiske detaljer, der gør periodedramaer skønne, smukt filmede og troværdigt spillede
Michael Noers ’Før frosten’ er et vellykket melodrama fuld af velresearchede detaljer, som f.eks. at social status afgør, hvor i kirken, man sidder. Foto: Jonas Svensson/Nordisk Film

Michael Noers ’Før frosten’ er et vellykket melodrama fuld af velresearchede detaljer, som f.eks. at social status afgør, hvor i kirken, man sidder. Foto: Jonas Svensson/Nordisk Film

Jonas Fabricius Jacobsen

10. januar 2019

Det er tydeligt, at der har været nogle store kapaciteter på arbejde for at lave det danske periodedrama Før frosten. Filmen, der handler om en families deroute efter en fejlslagen høst engang i 1850’erne, er instrueret af Michael Noer, som også har skrevet manuskriptet sammen med Jesper Fink.

Noers forrige film, den engelsksprogede genindspilning af fængselsdramaet Papillon, viste, at han godt kan finde ud af at administrere en stor produktion, og selv om Før frosten er en mindre produktion med færre mennesker og steder i billedet, emmer den af overskud. 

Overskuddet viser sig i Sturla Brandth Grøvlens velkomponerede billeder og urovækkende kameraføring, i Rune Tonsgaard Sørensens hjerteskærende underlægningsmusik, der gør sit for at transportere en tilbage til 1850’ernes almue, og en rigdom af detaljer, der gør tidsbilledet troværdigt.

Nogen har lavet deres lektier rigtig grundigt og fundet ud af, hvad datidens forsmåede bejlere kunne finde på at lave som gave til deres udkårne, hvordan en fattig brud klæder sig til sit bryllup; hvilke lege, karlene leger, når bryllupsfesten er i gang, og hvordan man placerer sig efter social status i kirken om søndagen.

Det er den slags, der gør periodedramaer skønne. 

Høsten slår fejl

Det hjælper selvfølgelig også, at hovedrollen både er interessant skrevet og spillet af Jesper Christensen, som er en af Danmarks allerbedste skuespillere. Han spiller Jens, et hårdt presset familieoverhoved, som prøver at forsørge sin familie med afgrøderne fra en slægtsgård med dårlig jord.

Familien består af datteren Signe (Clara Rosager), hvis mor er død for længst, og af søstersønnerne Mads (Bertil De Lorenzi) og Peder (Elliott Crosset Hove). De tre køer, de har til rådighed, indgår næsten også i familien – Jens går under navnet Ko-Jens, fordi han forstår sig usædvanligt godt på kvæg.

Det er bare ikke nok at have forstand på kvæg, når den i forvejen magre høst slår helt fejl, fordi kornet bliver vådt og begynder at spire. Fra første scene, hvor Jens sælger sin ko, Marie, til naboerne Ole (Oscar Dyekjær Giese) og Laurits (Gustav Dyekjær Giese) ved man, at han sidder hårdt i det.

Da familien endda tvinges til at rykke en række bagud i kirken, fordi de har færre høveder at hævde deres værdighed og myndighed med, begynder Jens at blive desperat.

Det er en stor kvalitet ved Før frosten, at 1800-talsfattigdommen er så grum og grim, som den er. Neglene er beskidte, man spiser grådigt og uskønt, og alle kan se, hvor man befinder sig på den sociale rangstige. Alle kan se, at Jens og hans familie vil løbe tør for mad før jul, og han er splittet mellem forskellige planer for familiens overlevelse. Fælles for dem er, at Signe er nødt til at blive gift. Hun er det eneste for alvor værdifulde, de har at bytte med.

Fra slemt til værre

Signe har et godt (og gengældt) øje til naboen Ole. Han er en sjovt genert karakter, der for det meste får sin bror til at tale for sig, men han er ikke det bedste parti, fordi han ikke kan forsørge Mads, der stadig er et lille barn, og Peder.

En rig svensk storbonde ved navn Gustav (Magnus Krepper), som er ny på egnen og derfor under mistanke for at være en sjuft, er umiddelbart mest interesseret i at købe et stykke mosejord af Jens, men her bliver Signe også en del af forhandlingen. Man forstår og føler med Jens, når han siger:

»Hvis du ikke bliver gift, så har vi ingenting.«

Jens træffer nogle svære valg og bliver langsomt mere og mere moralsk desorienteret, og på den måde går familiens situation fra slem til værre. Ikke uden udsving dog – der er overbevisende (omend skrøbelig) lykke at se og heppe på undervejs. 

Plottet er højdramatisk og holder fint. Det er meget hensigtsmæssigt for historien, at Gustav ikke er den stereotype skruppelløse rigmand, der kommer anstigende med sine penge og sit begær og ødelægger det for ærlige, hårdtarbejdende mennesker.

Han er såmænd fin nok og en bonde med fremtiden for sig, fordi han der i 1850’erne, hvor kornpriserne åbenbart var presset af import fra Amerika, har sat sig for at dyrke roer.

Lidt irriterende

Gustavs danske mor, Agnes (Ghita Nørby), står for en stor del af den kynisme, som filmen fremstiller, og hun er endda i stand til at gemme sig bag en tillidsvækkende varme. Det samme kan man ikke sige om Holger (Rasmus Hammerich), Gustavs højre hånd. Hans ondskab er både overspillet og overskrevet, og i et ellers fint og facetteret persongalleri er han den eneste flade figur.

Det er lidt irriterende, fordi mange af de scener, han indgår i, ellers består af interessante konflikter om normer for naboskab mellem gamle dages bønder. Også den del af filmen virker velresearchet. 

Før frosten er et vellykket melodrama, der appellerer til en landbrugshistorisk interesse, jeg ikke vidste, jeg havde. Ikke mindst Jens’ iøjnefaldende ømhed over for køerne, som han insisterer på at give navne.

Filmens mennesker går så grueligt meget igennem, men det er ikke desto mindre nogle af de mest rørende øjeblikke, når man ser Jens hjælpe en ko med at kælve, og når man ser ham lægge hånden på en ko, der er blevet aflivet for så kort tid siden, at blodet stadig bobler i dens næsebor allerforrest i billedet.    

'Før frosten'. Instruktion: Michael Noer. Manuskript: Michael Noer og Jesper Fink. Dansk (Biografer over hele landet)

Michael Noer har villet lave en film om bønder i 1850’ernes Danmark med samme energi og tempo som en nutidsfilm i Københavns Nordvestkvarter. Der var stor elendighed, har han lært, men der kunne findes stor glæde i at gøre noget, man var nødt til – også når det kom til kærlighed
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Malan Helge
  • Eva Schwanenflügel
  • Palle Yndal-Olsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Niels-Simon Larsen, Malan Helge, Eva Schwanenflügel, Palle Yndal-Olsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"tidstypiske detaljer" - jeg tænkte nu, at kornet burde have været noget længere. Filmen foregår før stråforkortere og moderne forædling. Det kan dog godt være, vi skal et århundrede længere tilbage, for at se to meter højt korn?

Niels-Simon Larsen

Så den i går. Godt håndværk og på den måde en nydelse at se, men på hjemvejen spurgte jeg mig selv, hvorfor man skal se den film, og det fandt jeg ikke svar på. Den traditionelle, sociale konflikt er vendt om. Storbonden er den eneste hæderige person. Resten er skravl, og den undertrykte, fattige bonde bliver selv undertrykker, da han får magt. Hævneren bliver bare slået ihjel.
Vi er alle dumme svin, kunne man sige, og hvad skal der så komme ud af det?