Læsetid: 3 min.

Forskruet råbesang og elektronisk tumult fra Goodiepal og hans kumpaner

Goodiepal & Pals er et aktivistisk punkband, hvis frontmand komponerer radikal komputermusik med k. På deres andet album centrifugerer de delelementer fra deres debut til et to timer langt radioshow; en 100 procent sarkastisk lydmontage fra livet i en antiautoritær kommunistisk verden. Lyder det overvældende? Det er det bestemt også
Goodiepal & Pals er ikke musik i traditionel forstand, men snarere aktivistisk performance kunst. 

Goodiepal & Pals er ikke musik i traditionel forstand, men snarere aktivistisk performance kunst. 

GP&PLS

16. januar 2019

Første januar. Dagen, der konnoterer tømmermænd, frysepizza og fyrværkeriskrald, var også dagen, hvor det fanatiske technopunkprojekt Goodiepal & Pals udgav deres andet album, 100 % Pro-Monarchist X-tra Kone Radio. En toer, der med deres egne ord er en politisk vejrudsigt for 2019. I så fald kan vi se frem til tyfoner, heftige haglbyger og overophedning i året, der kommer.

Projektets primus motor er Goodiepal med det borgerlige navn Parl Kristian Bjørn Vester. Han er en ener i dansk samtidskunst, hvis særprægede cykler og aparte lydværker bl.a. har været udstillet på Statens Museum for Kunst.

Ud over Goodiepal består bandet af en flok af hans såkaldte ’pals’. Blandt andre skuespiller Nynne Roberta Pedersen og digteren Lars Skinnebach, hvis digtsamling TEOTWAWKI fra 2018, havde Goodiepal som illustrator og kommentator. Digtsamlingens titel er et akronym for »the end of the world as we know it«, og i Goodiepals og hans venners verden er intet, som vi kender det. Heller ikke bandkonstellationen, der er et spraglet kollektiv af kunstnere og aktivister, hvoraf de fleste virker til at være mere ideologisk end musisk skolede. En slags Røde Mor i den digitale tidsalder.

En fortælling om øfgrise, osteskærere og alt det Peter godt ka’ li’

100 % Pro-Monarchist X-tra Kone Radio består af fire numre, der på ingen måde er sange, men hver for sig udgør en halv time lang lydcollage. Herpå harcelerer gruppen over Europas håndtering af flygtningeproblematikken, klimakrisen, kongehuset, politivold, overforbrug, kønsdiskrimination, racisme og øfgrise.

Det hele åbner med en forkølet blæsesektion a la Balkan og hidsige trommeklik. En høflig engelsktalende fortæller ved navn Alexander Charles byder velkommen til en antiautoritær kommunistisk verden. Han forklarer, at det, man nu skal høre, er sange, som udspringer af hygge og ignorant kapitalisme in absurdum. Og så følger over to timers kaotisk og vrængende samfundskritik udslynget som parole på parole på parole på parole på parole.

Sangen »Peter Ka Ik Li« fra bandets første plade indgår nu med omvendt fortegn. Hvor den danske soldat Peter oprindeligt ikke kunne lide pop, piger, dart, vold, jyder og den slags, kan han nu godt lide alt fra chili til Jerusalem. Det råbesynger bandet på deres gennemgående monotone propagandistiske facon i en lang opremsning, indtil deres stemmer forskrues og forvrænges til maskinelle uh ah-rytmer.

Og også numrene »Osteskærer SIF!« og »Mor For En Hel Generation« fra debutalbummet Pro Monarkistisk Extratone, der udkom i 2017, assimileres undervejs i den større fortælling om det lykkelige land, hvor selv byerne smiler.

Et royalt sørøvertogt

Der er omkvæd, hvis ordlyd er »Red planeten / Red planeten / Red planeten / Dræb dig selv!«, amatørrap, baggrundsstøj, operaimitationer, hyletoner og en dansk fortolkning af Pink Floyds »We don’t need no education«.

I forlængelse af »Pro Monarkistisk Extratone«, titelnummeret fra debuten, der leger med tanken om, hvilke samfundsmæssige forandringer det vil medføre, når dronningen engang abdicerer, rettes skytsene i tredje del mod landets kommende konge, H.K.H. Kronprins Frederik. Et kor vræler en vise om en sømand, der er en frømand: »Han er havenes skræk«. Hei ho! Hei ho! Og en forpustet tuba. De hundrede procents kærlighed til kongehuset som albumtitlen blamerer sig af, bør tolkes med en god portion sarkasme.

Fortællerstemmen er det, der binder albummets enkeltdele sammen. Både ved at introducere de delvis fiktive karakterer og deres universer, men også ved at kommentere på bandets budskaber og albummets lydlige lag. Han fortæller fx, at folk, der som Goodiepal arbejder med akademisk akustisk computermusik, længe har været fascineret af det faktum, at en lyd, der afspilles tilpas langsomt, vil blive en puls. Hvilket derefter demonstreres for lytteren.

Jo længere ind jeg kommer i den to timer lange centrifugering af skrig, smølfekor, blip blop og technostøj, jo mere virker værket som en fælles lydventil for bandmedlemmernes indestængte sociale indignation. Og hvad skal det til for at udgive det?

Svaret er ligefor. Goodiepal & Pals samler penge ind til deres arbejde med flygtninge, der prøver at komme ind i Europa, som fortælleren forklarer afslutningsvis. De penge, bandet tjener på at opføre og sælge deres musik, går til deres aktivistiske arbejde for strandede flygtninge ved de europæiske grænser. For så vidt sympatisk nok, men også lidt paradoksalt for et så udtalt antikapitalistisk projekt.

Goodiepal & Pals laver mere aktivistisk performancekunst end musik i traditionel forstand. Og 100 % Pro-Monarchist X-tra Kone Radio er mest af alt et digitaliseret freejazzet lyddigt, der rejser spørgsmålet om, hvor grænsen går for, hvornår noget er musik. Endnu en grænse til samlingen af grænser, som Goodiepal og hans kumpaner ønsker at bryde.

Goodiepal & Pals: ’100 % Pro​-​Monarchist X​-​tra Kone Radio’. Kun udgivet digitalt (Groove Cafe)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Samuel Grønlund
Samuel Grønlund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Hvorfor møde værker med en restriktiv værkforståelse, der forsøger at begrænse dem og ikke at ville se dem i deres helhed? Et freejazzet lyddigt er OGSÅ musik. Hvorfor sætte spørgsmålstegn ved det?

Tilsvarende er TEOTWAWKI digt, men er som værk også mere end det. Derfor er det også en fejl KUN at anmelde det som digt, at se alt det omgivende som støj og ikke at se værket som en del af en særlig situation, med henblik på anvendelsen af medie og under hensyn til et publikum, i en bestemt historisk og samfundsmæssig sammenhæng.
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/03/skinnebachs-digte-m...

Tilsvarende ville det have været en fejl at anmelde TV - serien "Herrens veje" (I og II) isoleret set som filmværk og ikke at have set det som et værk nøje tilpasset til medie og publikum i en særlig historisk og samfundsmæssig situation.