Læsetid: 4 min.

Fremragende politisk tragikomedie om skyggestrategen Cheney viser, at humor er den bedste glidecreme

Instruktøren Adam McKay får os helt op i indignationens ræverøde felt med sin kulørte, politiske tragikomedie ’Vice’. Det er en 100 pct. uautoriseret, men også 100 pct. velresearchet film om manden, der styrede USA ind i en ulovlig invasion af Irak. Han var den mest magtfulde person i George W. Bush-administrationen; eksvicepræsident Dick Cheney
Christian Bale (tv.) i rollen som chefstrateg Dick Cheney i det ovale kontor med George W. Bush (spillet af Sam Rockwell th.).

Christian Bale (tv.) i rollen som chefstrateg Dick Cheney i det ovale kontor med George W. Bush (spillet af Sam Rockwell th.).

Matt Kennedy/Annapurna Pictures 2018

31. januar 2019

Humor. Verdens bedste glidecreme. Det er med den, du glider ind i sociale cirkler, du ikke før har frekventeret. Det er den, der hurtigt gør dig til dus med fremmede. Og det er den, som bedre end noget andet kan formidle komplekse emner.

John Oliver, Stephen Colbert, Trevor Noah, Hasan Minhaj, Jon Stewart, Signe Molde, Jonatan Spang har bevist det, ja, for nogle fungerer de som de eneste nyhedsformidlere i en sort tid. For det er jo ikke til at bære, det her globale cirkus, er det?

I hvert fald ikke uden en rom punch eller en punchline i ny og næ.

Det har Michael Moore dyrket i lang tid, mest slagkraftigt med Bowling for Columbine (2002) og Fahrenheit 9/11 (2004). Men jeg foretrækker klart Adam McKay som min go-to-semipopulistiske komedieformidler af livsens dårskab.

Nu er Moore så dokumentarinstruktør og McKay spillefilmsinstruktør, men de er nu ikke afgørende forskellige. Moore betjener sig af masser af fiktive greb, McKay af dokumentariske greb såsom tv-klip, faktabokse og andre former for illustration. Og jeg holder helt klart med McKay, fordi han modsat Moore ikke bliver skinger eller endimensionel.

Newspeak på menukortet

Tag hans aktuelle og fremragende spillefilm Vice – en biopic om eksvicepræsident Dick Cheney, langt den mest magtfulde person i George W. Bush-administrationen fra 2001 til 2009 – også mere end Bush selv (her inkarneret med perfekt lune af Sam Rockwell).

Det er en 100 procent uautoriseret, men også 100 procent velresearchet film om manden, der styrede USA ind ulovlig invasion af Irak, gjorde olieselskaber hovedrige i samme manøvre, fik omfortolket den amerikanske forfatning, så præsidenten kunne nyde executive power og var med til undergrave sprogets betydning – som Orwell forudsagde med sin newspeak: Kidnapning af andre landes statsborgere på fremmed jord bliver til rendition. Tortur blev omdøbt til enhanced interrogation. Og så videre

Indædte Christian Bale spiller Cheney med en formidabel tilbageholdenhed, rugende farlighed samt tiltagende dobbelthage og halvmåne. Til rollen tog han – med en Robert De Niros viljestyrke – 20 kilo på. Det matcher ikke hans vægttab på 30 kilo i psykothrilleren The Machinist (2004), men alligevel.

Rulletekster midt i filmen

Lige så let som Adam McKay har fået os til at skraldgrine over sine komedier, såsom Anchorman og Stepbrothers og Talladega Nights, lige så let får den 49-årige amerikanske instruktør og manuskriptforfatter os helt op i indignationens ræverøde felt med Vice.

Akkurat som det skete i 2015 med hans finanskrise-komedie The Big Short.

Man kan mærke McKays egen indignation gennem lærredet, og det er tydeligt, at han nyder at lege med formidling og fortælleteknikker.

Cirka midt i filmen kommer der og-de-levede-lykkeligt-til-deres-dages-ende-tekst på skærmen, og så begynder end credits at rulle over lærredet. Her slutter Cheneys politiske karriere. Men så ringer en telefon i baggrunden, rulleteksterne stopper, Cheney tager den og bliver inviteret til møde med George W. Bush. Og resten er – virkelig uhyggelig – historie. Herunder at Cheney overbeviser Bush om, at han skal have ansvaret for militær, udenrigspolitik og energisektor.

Antipati-sympati-antipati

Det er en fyndigt og opfindsomt fortalt tragikomedie. Og McKay gør noget, som Michael Moore aldrig ville gøre. Han lader tilskueren gennemgå antipati og så en vis grad af sympati og så igen antipati for hovedpersonen. Den beherskede sympati hjælpes på vej af et nuanceret portræt og topper, da Cheney bakker op om sin datter Mary, da hun springer ud af skabet – og får hende fredet i Bushs første valgkamp.

Derfra går det med lette fjed kvikt ned ad bakke. Der er nogle fantastiske skyd af Cheneys hjerte i et mørkt rum med et koldt lys. Og der er en formidabel krydsklippet scene, hvor han får hjertetransplantation og derfor i nogle minutter er hjerteløs – og i et parallelt forløb forråder sin lesbiske datter.

Og både Joseph Conrads Mørkets hjerte, Shakespeares Macbeth, Rasputin og John Fords western The Searchers popper op i denne anmelders sind undervejs. Sidstnævnte i en fremragende døråbningsscene, der vinker til Fords afslutningsscene, hvor John Wayne står i døråbningen ud til prærien, fanget mellem to verdener, mellem civilisation og Det Vilde Vesten.

I Vice står Cheney på den oplyste gang og ser ind gennem døråbningen til Det Ovale Kontor, hvor lyset er slukket. Han er ikke fanget mellem to verdener, han dirigerer den ene verden, præsidentembedet, fra den anden. I skjul i det traditionelt set ret så magtesløse vicepræsidentembede.

Mikro-makro

McKay leger også med mikro- og makroniveauer. Hvordan mennesket typisk fokuserer på det nære og ignorerer det større perspektiv. Der er det legendariske foto af folk, der spiller golf, mens en californisk skovbrand raser. Der er Cheneys beslutning i Washington om at fange en formodet terrorist, og klip fra Cairo, hvor han smides ind i en varevogn, klædes af, får ble på. Og der er George W. Bushs nervøst hoppende venstre fod under Det Ovale Kontors bord, mens han meddeler nationen, at nu er man gået ind i Irak. Og klip til Bagdad, hvor en fars fod går angstamok under stuebordet med familien, mens USA’s shock and awe-bombninger hærger.

Tidligt i sin politiske karriere spørger en ung Cheney i Vices fiktion sin mentor Donald Rumsfeld: »Hvad tror vi på?« Rumsfeld bryder grinende sammen. »Den var god,« får han fremstammet.

Vice ankommer på et tidspunkt, hvor der er momentum i kampen mod endnu en amoralsk og magtfuldkommen leder – en langt mindre snu, men ikke mindre farlig mand, der kan takke skyggestrategen Cheney for en række undermineringer af demokratiske mekanismer.

For eksempel udfordringen af tredelingen af magten, korrumperingen af USA’s højesteret og fjernelsen af fairness-doktrinen, der krævede, at pressen repræsenterede begge sider i en sag. Dét banede vejen for Fox News’ korstog og den højreradikale presses antifaktuelle hærgen. På den led kan Cheneys otte år i Det Hvide Hus ses som en tragisk komedie om begyndelsen til enden.

’Vice’. Instruktion og manuskript: Adam McKay. Amerikansk (Biografer landet over).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Frede Jørgensen
  • Oluf Husted
Peter Beck-Lauritzen, Bjarne Bisgaard Jensen, Frede Jørgensen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Susanne Schmidt

Jeg glæder mig til at se om filmen har fået placeret Richard Perle (også kaldet the prince of darkness) korrekt i filmen eller om den let danser udenom.

Richard Perke agiterede for krig mod Irak længe før Cheney satte fod i det hvide hus.

Maj-Britt Kent Hansen

Hvis jeg ikke husker helt forkert viste DR sidste år en dokumentarserie om og med Cheney. Den må godt genudsendes!