Læsetid: 4 min.

Med fuglekikkerten som infrarødt våben i natten

Søren Thilo Funders filmværk ’The Watchers of Malheur / Tweet Tweet’ på Den Frie Udstillingsbygning spekulerer romantisk over, hvordan mennesker og fugle kommunikerer i en udsat verden, men taler ikke med klar røst i forhold til sit politiske materiale
Søren Thilo Funders velproduceret filmessay kører på tre skærme i en lille formation – den mindste skærm i midten – som et religiøst triptykon. Her genopfører Søren Thilo Funder en konfrontation mellem en milits og en flok ornitologer, som fandt sted i Oregon i USA i 2016.

Søren Thilo Funders velproduceret filmessay kører på tre skærme i en lille formation – den mindste skærm i midten – som et religiøst triptykon. Her genopfører Søren Thilo Funder en konfrontation mellem en milits og en flok ornitologer, som fandt sted i Oregon i USA i 2016.

David Stjernholm

29. januar 2019

Billedkunstner Søren Thilo Funder (f. 1979) bruger ofte historisk materiale som et spejl på vores samtid. I soloudstillingen You’re Gonna Die Up There på Overgaden i 2016 sammenvævede han f.eks. ideer om koloniseringen af rummet med 1970’er-filmkarakteren, astronauten Billy Cutshaws dødsangst. 

Lige dele forførende og besværligt føles Funders science fiction-inspirerede greb i hans seneste filmværk The Watchers of Malheur / Tweet Tweet i Den Frie Udstillingsbygning.

Et supervelproduceret filmessay kører på tre skærme i en lille formation – den mindste skærm i midten – som et religiøst triptykon. To billedsider er centrale: Smukke, rå landskabsbilleder fra naturreservatet Malheur i Oregon, USA – vidtstrakte terræner, klipper, ensomme dyr – og så en række lækre iscenesatte skud fra et filmstudie.

Men jeg er nødt til at begynde et andet sted: Med den historiske begivenhed, værket er inspireret af:

I januar 2016 okkuperede en lokal milits naturreservatet Malheur i Oregon, USA. Gruppen mente, at den offentlige jord burde tilhøre dem, bl.a. til brug for kvægfarme, og de besatte altså statens territorier. Undervejs udløstes en storm på sociale medier, hvor harme lokale fugleentusiaster foreslog at ’slå igen’ med alt deres avancerede observationsudstyr og dokumentere militsens ulovlige handlinger.

Funder har virkelig haft blik for den sært humoristiske detalje i forløbet og genopfører den urealiserede konfrontation mellem de to subkulturer. Militsen på den ene side af skærmen, ornitologerne på den anden.

Nye måder at eksistere sammen på i en udsat verden

Den pseudodokumentariske fornemmelse understreges af den alvorligt rapporterende engelsksprogede kvindelige fortællerstemme.

Sproget er ornamenteret og spekulerende. Jeg nyder, at der ophobes adjektiver for fuglelyde og overlevelsesudstyr, men det går også hurtigt – gennem abstrakte tanker og teoretiske referencer, som jeg kun halvt genkender. Tekstens narrative monotoni gør, at jeg selv efter at have set filmen to gange, er usikker på, om jeg har fanget logikken?

De to subkulturer skildres som cool poserende statister i et oplyst filmstudie med både heste og Berlingoer. Closeups af småindædte ansigter og udstyr. De virker lige kampberedte og hårde – ingen er gode/onde.

Dramaet eskalerer, idet ornitologerne i stedet for våben bruger deres redskaber: syn og kikkerter – de betragter militsfolkene, som til gengæld nysgerrigt retter røde sigteprikker mod ornitologerne. Det infrarøde lys tændes, billedsiden mørklægges næsten, mens de to grupper lever sammen i nattens undergangsstemning, og lydsiden knitrer som et gammelt Portishead-nummer.

The Watchers of Malheur er ikke en endimensionel katastrofefortælling. En af Funders spændende ambitioner, tror jeg, er at fabulere over nye kommunikationsformer og nye måder at eksistere sammen på i et udsat samfund:

Vi hører, at overvågningsudstyret assisterer menneskenes blikke, at det udvisker grænserne mellem deres kroppe og det teknologiske – akkurat som trefødder og skulderstropper over mange år er smeltet ind i selve Malheurs granitblokke. Altså en opfindsom udveksling mellem det organiske og det teknologiske, der visuelt dramatiseres gennem animerede elementer: En gul lysende sten suges ind mod klipperne – i øvrigt et greb ofte set hos den tyske kunstner Hito Steyerls film, men (desværre) her uden samme grad af deadpan-humor.

En lignende sammensmeltning finder sted mellem mennesker, fugle og teknologi.

Funder knalder ypperligt ud i det dystert digitale med en multipliceret fuglekrop og et hypnotisk flow af almueagtige kunstige bladmotiver. Vi ser menneskene fra de to grupper lave håndtegn. De udvikler en fysisk kommunikation i reservatet. Fuglene har måske lært at tale menneskesprog? Twitter og tweet som ét?

Fugle og fællesskaber

Er den egentlige hovedperson fuglen, som har eksisteret før menneskene og også vil overleve os?

Noget af det bedste, fordi det føles både inderligt og mærkeligt, er, når midterskærmen lyser op, og en lille fugl pludrer grynet og polyfont i mørket, åh gys – look at me? Som fuglen i første sæson af Twin Peaks, der bar spor til opklaringen af et drab.

Funders lange film er suppleret af en kort animation ved indgangen, hvor vi møder en uhyggelig lysende perfekt afskrællet Twitter-fugl. Det ser ud, som om dens krop er bygget af metal og plastic. Også den taler, vil ses i sin desperation.

Det drømmeriske billede af fuglen: Flygtigt flyvende og mild, stækket og måske langsomt muterende ind i eller ud af noget menneskeligt og virtuelt, er smukt og sært.

Blikket på menneskelige fællesskaber som flygtige – eller evige? – forekommer mig dog ikke skildret med samme sårbarhed.

En googlesearch lærer mig, at naturreservatet Malheur okkuperedes af en yderliggående militaristisk survivalist-gruppe, at affæren efter 41 dage endte med en voldelig intervention, et dødsfald og stor social uro.

Som filmen skrider frem, mediterer fortællerstemmen over, hvordan de to subkulturer looper i en tilstand af gensidig overvågning og opmærksomhed over for hinanden i naturen. I ti år, ja, århundreder. Konflikten er suspenderet – som en drøm, hvor volden opløses til fordel for en slags sensorisk romantisk væren.

Det er altså – trods min beundring for Funders evne til at koble politiske og imaginære begivenheder – et problem.

For jeg savner, at The Watchers of Malheur træder væk fra den seriøse, cool fortællestil, bryder sin monotoni og tør folde sit stof ud. Jeg savner, at filmen klargør sit politiske ståsted, som er forvirrende at få greb om – er Funder indigneret over militaristisk adfærd, hvorfor dyrkes det så fetichistisk? – og viser en bevidsthed om konfliktens fascistiske bagtæppe. Så er det måske muligt at drømme med, når både fuglekiggere og machomilits leges frem i en ny verden som posthumane cowboys?

Søren Thilo Funder: ’The Watchers of Malheur’ (Tweet Tweet). Den Frie Udstillingsbygning, 19. januar – 12. maj 2019. 

Nielsen og Johnsens videoinstallation ’Territoriale Udsagn’ fra 2002 – der i sin tid blev vist på nationalt tv – kan nu opleves på kunstnernes retrospektive udstilling på Overgaden.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Det er modigt og befriende at opleve kunstkritik, der på et forholdsvis højt reflekteret niveau fremstår så spørgende, undrende og uafklaret, som det er tilfældet i denne artikel, i hvert fald frem til de sidste linjer.

Det er velvalgt, hvis værket selv lægger op til en sådan tilgang, og der er åbenbart tale om den type værker, der har brug for, at man mentalt simrer over dem en uges tid, inden man fælder en mere endelig dom.

Den jævne kunstkritik i dag ville have forholdt sig til den type værkers production values og kortfattet have brugt nogle upræcise forblommede vendinger om det konceptuelle og de holdninger, der måtte komme til udtryk i værket, som ingen læser rigtigt kunne have haft noget imod.

For mig at se er der dog en modsætning mellem: "En af Funders spændende ambitioner, tror jeg, er at fabulere over nye kommunikationsformer og nye måder at eksistere sammen på i et udsat samfund" og " ---- jeg savner, at The Watchers of Malheur træder væk fra den seriøse, cool fortællestil, bryder sin monotoni og tør folde sit stof ud. Jeg savner, at filmen klargør sit politiske ståsted, som er forvirrende at få greb om ----".

Er det ikke for meget forlangt, at et værk, der åbenbart har en undersøgende tilgang, der svarer til en kunstens medievidenskab og kulturvidenskab, også skal stilles til regnskab for at kunne levet op til et værk, der svarer til en kunstens politiske journalistik?

Kritikerens tilgang minder mig her om Asta Olivia Nordenhofs holdning til Christina Hagens mangefaceterede og undersøgende kunst: Tag parti.

Det er vel publikum, der politisk også skal tage stilling til sin egen indre militaristiske fascination, og ikke kunstneren, der skal behandle publikum som fugleunger og skal made dem med sine korrekte politiske holdninger? En sådan: "Når moderen fryser, får barnet tøj på" - holdning.