Læsetid: 2 min.

Gammel, muggen, god

Jess Ørnsbo digter energisk og vrissent fra sin alderdom
11. januar 2019

86-årige Jess Ørnsbo, måske Danmarks ældste aktive digter, udkom mellem jul og nytår med sidste års sidste bog, en slank sag med titlen 33 digte. De er forudsigeligt vrisne og forudsigeligt modernistiske, digtene, med frivers og krast billedsprog, men også fulde af energisk galde og tæt sprogføring.

Bedst – ret festligt gode, faktisk – er de af dem, der handler om eller i de mindste berører naturen og dens bestanddele, det være sig månen eller blomsterne eller forskelligt småkravl. Her en forrygende strofe fra bogens første digt, »Faste forhold«:

Jess Ørnsbo: ’33 digte’.

»Naturen en stor uro
den gemmer sig
bag tililende regnvejr
og tilfældige solgrynt
vender månen mon den rigtige vej
nåede stjernerne tilbage
fra deres retræteposter«

Ørnsbos omgang med naturen er virkeligt modvillig. Den er skiftevis planlagt og smattet, naturen – andre steder optræder den som fluer og afskårne blomster. Den er som en ærgerlig forlystelsespark for det lyriske jeg, slet ikke en arena for anelsen af noget større. Som der står i en anden passage, også den forrygende og fyldt med disse sproglige fortætninger:

»Jeg står med rosens pokerfjæs
og al sommerens fordærv
regnormenes torden
og skrævende blomster«

»Rosens pokerfjæs«, »solgrynt« og »regnormenes torden« er jo ret fantastiske udtryk. De peger også tilbage på Ørnsbos litterære udgangspunkt, tressernes danske konfrontationsmodernisme, med dens interesse for et kompakt, ikke altid helt let afkodeligt billedsprog, der lod voldsomme modsætninger mødes midt i metaforerne. Sammenholdt med det totale fravær af et du eller en tiltale – digtenes grundsituation er et jeg, der vrisser af eksistensen – giver det 33 digte et om ikke trygt og altmodisch, så i al fald usamtidigt skær.

I disse år dominerer bekendelsens mere ligetil og fortællende sprog nemlig i lyrikken, når den da ikke driver ud mod en følelse af samhørighed – med verden, med andre mennesker. Som Ørnsbo er der kun få digtere, der skriver i dag.

Det skal så også med, at 33 digte er bedst, når digtene ikke ræsonnerer, men nøjes med den sure registrering – og at de er bedst, når de ikke bliver for forudsigeligt gammelmandsagtige i deres afvisning af fænomener som iPads og Facebook. Så hellere den mere principielle surhed, lad os slutte med et nærved chokerende digt, »Smørelse«, der simpelthen foretrækker olien frem for havet:

»Det er olie der forbinder oceanerne
og deres vedliggende lande
uden smørelse ville de tørre ud
orkanerne er blot en smule hoste
de forkerte steder
Vores rør gør havene roligere
og hvem taler om klima
på havets bund
maskinernes stønnen gør os urolige
vi skal frem og løse
denne krampe
glem skibene uden mund eller tarm
VI flyder evigt
uden havn eller navn«

Jess Ørnsbo: ’33 digte’. Gyldendal, 40 sider, 149 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu