Læsetid: 4 min.

Hanne Højgaard Viemoses nye roman er ubærligt barsk

Tredje bind i sagaen om og af Hanne Højgaard Viemose er et hjerteskærende hårdt raffineret rod af en roman om sex, vold og blod
11. januar 2019

Hannah, Ann Virmosch, Hanne, Anne, Hannah, Anita, Hanuta, Hanella, Hinterbella Hüüfgarden Viemoza, h, Ana Viemoza, Ana Doloroza Honningblomst Viemoza, Hanneh Veehmosch, Anna frá Eyrarbakki. Så mange navne kalder hovedpersonen Hanne Højgaard Viemose sig ved i den nye roman af forfatteren af samme navn.

Romanen – med den tilsyneladende hemmelighedsfulde titel HHV, Frshwn og den bedragerisk kæktlydende undertitel Dødsknaldet i Amazonas – er »tredje meget selvstændige bind« i det, som forlaget passende nok kalder »romansagaen« om og af Hanne Højgaard Viemose, der også tæller Hannah fra 2011 og Mado fra 2015.

Hanne Højgaard Viemose: ’HHV, Frshwn. Dødsknaldet i Amazonas.’

»Hvorfor jeg ikke bare har holdt mig til ét fiktivt navn,« kommenterer den fra de andre romaner velkendte forfatterfortæller i en fodnote, »i stedet for det her rod?« »Det har jeg også spurgt mig selv om, og jeg kan ikke forklare det anderledes, end at det ville være helt umuligt, så kunne jeg lige så godt ikke have skrevet noget som helst.«

Heldigvis skrev Viemose noget som helst, for HHV, Frshwn er endnu bedre, på én gang mere baldret og mere – faktisk næsten ubærligt – barsk end Hannah, Mado og mellemstykket, den lille Helhedsplanen fra 2015.

»Det her rod« er ikke nogen dårlig betegnelse for romanen. I Hannah arbejdede Hannah som bananplukker i Australien, i Mado arbejdede hun på et gartneri i New Zealand, blev mor i Korea og endte i Island, og også i HHV, Frshwn er der lagt op til en afsporet dannelsesroman om den desperate kvinde, der rejser ud i (en i sig selv rimelig rodet) verden for at finde ud af sit rod, men roder sig længere og længere ud. Og ender i Island.

Historien »om Anita, den unge nævenyttige og desperate antropologistuderende Anita, der rejste til Perus Amazonas på en sociokulturel mission i et område af regnskoven, hvor harakmbut-, matsiguenga- og yineindianere havde begrænset kontakt til den såkaldt ’civiliserede’ del af verden, der nu meldte sig i form af multinationale olieselskaber, firmaer såvel som privat organiserede piratbander på tømmerhugst og som sædvanligt, i en hver afkrog af verden: vestlige nysgerrige turister (og antropologer) hungrende efter autenticitet« løber bare af sporet, før den overhovedet er i gang.

For som det på Viemose-vis lyder i romanens prolog:

»hvad ville Anita der, hvad fåk havde hun forestillet sig??? Det var den historie, jeg ville skrive. Men så skete der alt muligt, Anita fx gjorde knuder, hun nægtede at stå alene med sin historie, OG mest af alt blev den fedtet ind i et væld af andre historier og omstændigheder, herunder mit liv som forfatteren.«

Historierne vælder virkelig frem. Om den islandske eksmand Steinn, der bliver psykotisk en sommer og kaldes Jussi »når han gør noget, han ikke har gjort i virkeligheden, eller når det er længere siden, eller noget, som jeg for længst har tilgivet ham, og som han derfor efter min mening ikke behøver stå inde for i virkeligheden«. Om deres små sønner Dagur og Björn, deres konflikter og rasen. Om at være enlig mor og flytte fra Gellerupparken til et kollektiv i indre by i København, melde sig på psykiatrisk om morgenen og nå hjem og hente børnene. Om at forelske sig i en terapeut med problematiske metoder, i gifte mænd og selv blive genstand for den syge Hennings forelskede forfølgelse. Om, ikke mindst, en usigeligt sørgelig og seksuelt brutal barndom i Frederikshavn. Om sindsoprivende afklipning af modermærker, raseri og desperation over dagpenge, flygtningekrise og generelt politisk hovmod og et showdown med et spøgelse i den islandske ødemark. Og hvad der egentlig skete, da Anita mødte en piratbande i Amazonas.

Historierne handler, sandt nok, men meget mere sørgeligt end det kunne lyde, om »sex, vold og blod«, som fortælleren et sted medgiver. Der er en i sandhed skæv og rå suspense i, hvordan det hele hjerteskærende hårdt hænger sammen.

Der er ingen forsoning i traditionel forstand at komme efter hos Viemose, og det er det, der er så barskt, barskere end tidligere, ved HHV, Frshwn. Det er ikke bare, at den højspændt samlede sum af menneskeligt rod er hjerteskærende. Og ikke bare at romanens historie om »noget, der ligner virkeligheden lidt« føles mere afskrællet i sit autofiktive afsæt end Viemoses forrige romaner – i tråd med titlen HHV, Frshwn, der jo ikke er så hemmelighedsfuld igen, men en afskrællet signatur, dvs. forfatterens faktiske initialer og fødeby Frederikshavn.

Det rigtig rå er, at der vitterlig ikke er noget i historierne, der på hver deres måde handler om grænseoverskridelse og overgreb, sygdom og sammenstød mellem forskellige virkeligheder, som forklares med nogen standardfortælling, der enkelt fordeler skyld eller konkluderer, hvis virkeligheder der er virkeligst.

Der er intet forsonende ved den gonzo-antropologiske stil, som romanen, mindre end sine forgængere, men stadig, drives frem af. Den er bedragerisk baldret og raffineret rodet, den fragmenterede form med de rasende talestrømme, med dialogerne, forfatteren fører med sine redaktører og karakterer, og med prosaen, der splintrer i poesi og stikker af i børnesang. Der er, mindst af alt, noget forsonende ved romanens humor. Der er ikke noget modsætningsforhold mellem sjovt og sørgeligt, når børnene siger afsindige og sande ting, folk går fra forstanden og heltinden glider rundt i en islandsk storm for at se sine spøgelser i øjnene. Det er barskt.

HHV, Frshwn er så klart Viemoses bedste metamislykkede roman til dato. Men det er ikke med oplevelsen af at have læst en god roman, man lægger den fra sig. Det er med et av.

Hanne Højgaard Viemose: ’HHV, Frshwn. Dødsknaldet i Amazonas’, Gyldendal, 282 sider, 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu