Læsetid: 5 min.

Jeg hedder Mathias, jeg er Informations Tysklandskorrespondent, og jeg kan ikke lide ’Babylon Berlin’

Informations Tysklandskorrespondent gled i stille resignation ud af en af tidens mest hypede tv-serier, tyske ’Babylon Berlin’, allerede i første sæson. Også flere tyske anmeldere ledte forgæves efter fængslende figurer i den prangende og glatte serie. Genindstifter Tom Tykwer en historiemetafysisk letsindighed?
Informations Tysklandskorrespondent gled i stille resignation ud af en af tidens mest hypede tv-serier, tyske ’Babylon Berlin’, allerede i første sæson. Også flere tyske anmeldere ledte forgæves efter fængslende figurer i den prangende og glatte serie. Genindstifter Tom Tykwer en historiemetafysisk letsindighed?

BETA Film GmbH & Co.

11. januar 2019

»Så overvældende og dog så steril.«

Måske skulle jeg aldrig have læst denne sylespidse anmeldelse af serien Babylon Berlin i en af kontinentets bedste aviser, Süddeutsche Zeitung? Jo, det skulle jeg. For mens det danske anmelderkorps med deres udknaldede afgudsdyrkelse af serien fik mig til at ryste på hånden, ramte Süddeutsches anmeldelse på et par minutter mine følelser skarpere, end selve serien formåede det gennem det meste af første sæson.

Især én rammende formulering bekræftede mig i, at det var helt okay, at jeg havde lagt det babylonske univers på hylden for en tid:

»Hidtil uset storhed og elegance i tysk fjernsyn,« hedder det.

»Men det er kun den halve sandhed om Babylon Berlin. For lige så billedmægtig serien er, lige så svært har den ved virkelig at berøre sine tilskuere. (…) Tiden, som den fortæller om, dyrkede nok sansernes rus, men det gør serien ikke. Babylon Berlins verden ligger som bag glas.«

For meget plot

For et 300 millioner kroners prestigeprojekt styret af den Hollywood-skolede Tom Tykwer er dobbeltheden i storheden måske ikke så overraskende. Hans opdrag var netop at give verdensmarkedet et internationalt gangbart stykke Berlin, hvilket til fulde er lykkedes med et salg til over 90 landes tv-stationer.

Alligevel indrammede de tre ord »som bag glas« min sære distance til serien, og de dulmede min urolige fornemmelse af, at det bare er mig, der er en empatiforladt serieignorant, som bør lægge sig undskyldende ned over for de euforiske anmeldere, der har overbudt hinanden i at skamrose værket.

Også blandt venner og familie gik der under efterårets forskudte visning i Tyskland og Danmark nærmest sport i at forklare, at man selvfølgelig havde forstået plottet (som der er for meget af), at man kunne afkode spillet med anakronismerne (som der i hvert fald er mange af) og at man forstod den historiske intention med serien (som er tvivlsom – mere om det om lidt).

En ellers historisk velbevandret tysk ven mente ligefrem, at hans største fornøjelse ved serien var efter de aggressive krydsklip at surfe rundt på Wikipedia for at tjekke op på de historiske tråde og lære mere om trotskisterne i berlinereksil, om ’Blutmai’, om det paramilitære ’schwarze Reichswehr’ og så videre.

Det har jeg selv fået fyldt et par af de mange historiske huller med. Tak til Tom Tykwer og internettet for det.

Men denne øvelse gav ikke rigtig varme til den kølige filmiske oplevelse i serien, som ellers netop roses for at give den gas med porno, politik, drugs og storideologi uden at forfalde til at lege historieundervisning. I sig selv – uden de selvpålagte onlinelektioner – gav den mig altså ikke rigtig nogen af delene.

For lidt person

Tværtimod kan jeg stadig genkalde mig den lidt fremmedgjorte fornemmelse, når overkommissær Wolter i den uhyre blodige 1. maj i 1929 med et kækt grin rullefalder i sikkerhed midt i kugleregnen, mens han fremsiger perfekt dikterede flabetheder. Når baggårdsluderen smider et ben op på skamlen og kører en klud gennem skridtet, før hun gør sig klar til en håndfuld fra kunden. Eller når der bliver talt med påklistret berlinsk dialekt, før det går løs med den lidt for gennemkoreograferede ekstasedans i Moka Efti i den ellers glimrende titelmelodi.

I en mavesur anmeldelse i Die Welt hedder det ligefrem, at Babylon Berlin er en »ophobning af klicheer og billigt kulisseskubberi«, hvor handlingen drives frem af Kölns (historisk faktiske) overborgmester Konrad Adenauer (’tø hø’), der (historisk fiktivt) afpresses med en sadomasochistisk pornostribe (’tø hø’ igen). Det er sjov læsning, men også for kort og for surt.

At seriens betragtelige mængder af blod, lort, sperm og skidt ifølge Die Welt »ikke chokerer, fordi alt er af plastik«, rammer nemlig grundigt ved siden af. For storheden er der jo, billederne er der, og kulisserne er absolut ikke billige. De fænger mig bare ikke, fordi der trods alle de cool settings og fremragende skuespillere ikke er den eller de figurer, som jeg brændende ønsker at følge, føle og lide med.

Og så bliver en serie hurtigt til et storladent, men passionsløst puslespil bag glasset.

Den distancerede følelse ændrer selvfølgelig ikke på, hvor ufattelig spændingsfyldt og interessant et årti, 1920’erne var her i Berlin, og at det for millioner af Babylon-tilskuere nu både er kommet tættere på og i endnu højere grad udgør den perfekte projektionsflade for enhver dans mellem ekstase og undergang.

Som Tom Tykwer og hans medskribenter og -producenter flere gange har pointeret i interviews, er der absolut ikke tale om en glorificering af de gyldne 1920’ere. Det er sandt.

Og Informations litteraturredaktør har en god pointe, når han roser Babylon Berlin for at undersøge historien fra et punkt, hvor alt stadig kan ske. Vi ser hverken SA-trupper eller Hitler, og den vaklende tid fortælles ikke lineært som forhistorien til Det Tredje Rige.

Alligevel har Tom Tykwer og Achim von Borries over for Die Zeit optegnet parallellerne mellem børskrakket i 1929 og finanskrisen i 2009, mellem »Weimar Republikkens skrøbelighed« på den ene side og »nutidens humpende demokrati« og »spørgsmålstegnet ved det samlede Europa« på den anden.

Den pointe skal, bitte schön, også nydes med store forbehold, fordi den genindstifter en historiemetafysisk letsindighed, der giver carte blanche til at slå en masse meningsløse paralleller fra 1920’erne op til tidsånden i Trump-æraen i dag, paralleller, der i værste fald slører vores politiske samtid og indsnævrer spillerummet.

Gennem glasset

Nu er jeg sprunget ud af Babylon-skabet. Men et relativt realistisk nytårsforsæt for 2019 er faktisk at komme gennem anden sæson med sænkede parader, så jeg kan have en kvalificeret holdning til de kommende sæsoners eskapader, som Tom Tykwer og co. for længst er i gang med at skyde.

For dødelige uden Sky-abonnement bliver de først vist fra efteråret 2020. Så må guderne vide, hvor mange sæsoner der er i støbeskeen til den tid. Efter Volker Kutschers Den våde fisk er det forlægget i tredje sæson Den stumme død, der kun er nummer to ud af Kutschers krimiserie i syv bind om kommissær Rath. Den serie har undertegnede også til gode.

Men jeg lader mig hjerteligt gerne belære om, hvorvidt den lægger op til, at serien går mere ind i sine figurer, så den kan bryde gennem det glas, der sidder et ubestemmeligt sted mellem mig og Babylon Berlin.

I ’Babylon Berlin’ er vi i Weimarrepublikken med tydelige ar efter Første Verdenskrig og gradvis kurs mod den anden
Læs også
Bryan Ferry har skrevet en del numre til den tyske tv-serie ’Babylon Berlin’, hvori han også optræder på en dekadent natklub.
Læs også
’Babylon Berlin’ gør det som kunsten kan til forskel fra historieskrivningen. Den kan gøre enhver tid til en fase og overgang og alt andet end det entydige, som eftertiden reducerer den til.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Palle Yndal-Olsen
David Zennaro og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sabine Behrmann

Jeg havde det lige som Mathias Sonne med serien. Efter andet afsnit syntes jeg, jeg havde mere vedkommende ting at bruge min tid på.

jørgen djørup, Eva Pedersen, Maj-Britt Kent Hansen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg burde have set den, men fik det ikke gjort. ;-)
Mon inspirationen til den kølige stil stammer fra netop Isherwood, hvor dramatiseringen af hans bøger fra tiden - det, der blev forlægget for Cabaret - netop af dramatikerne John van Druten fik titlen "I Am A Camera"?

Gunner Holm Petersen

Hvis der er noget som emmer af klicheer - så er det da netop denne anmeldelse. Iøvrigt er er det lodret ukorrekt at man ikke ser SA i aktion i serien - iøvrigt i på en temmelig diskret, men meget meget ubehagelig måde.
Jeg er ikke enig i anmeldelsen - og oplever den som en bedrevidende afværgen mod at lade historien komme for tæt på - samt en overdreven tiltro til at der findens en anden bedre og mere objektiv historiefortælling - det er jeg bange for at der ikke rigtig gør. Al historie er en fortælling. Når man anmelder bør man sætte sig ordentlig ind i det man anmelder - der er der desværre mange anmeldere der ikke lige har tid til. Hvorfor også ulejlige sig , når man nu mener det er noget lort.

Marie Jensen, Arne Lund, Hans Houmøller, Hans Aagaard, Søren Peter Langkjær Bojsen, Caspar Christiansen, jens peter hansen, Jørn Stjerneklar, Malan Helge, Anders Graae, Ervin Lazar og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Uh, Gunner Holm Petersen, det er jo et bredere spørgsmål, hvad anmeldere skal - for noget taler også for, at man netop går ind 'kold' for at se, om historien er forståelig umiddelbart.

Maj-Britt Kent Hansen

Jeg kan kun sige, at den første time af det allerførste afsnit, slet ikke fængede mig, så jeg stod af allerede der.

Asger Lind Poulsen

Hej Mathias

Jeg har det fuldstændig modsat dig, er det ikke skønt.
En serie som fangede fra første sekund, hvilket persongalleri, hvilke intriger, hvilken fantastisk fotograf, og skøn lyd. Sangen i afsnit 1 ”Zu asche zu staub” er forrygende, dels som sang, dels i fremførsel, dels på billedplan og i stemning osv, jeg kunne blive ved. Blæst bagover i forbløffelse, dette var tysk, et springvand af livsglæde, dødsforagt, kærlighed og mangel på samme. Intriger, plot og politik.
Det tyske sprog fremstod klangfuldt, mennesker både svedte, pruttede og kastede op, fra start til sidst sympatier og antipatier. Udtryksfuldt og flot leveret af skuespillere og instruktørhold.
Denne serie var noget af det fremmeste jeg har set i årtier, selvfølgelig med nogle klicheer men også med det ene chokerende øjeblik efter det andet. Smukt og grimt blandet som selve livet. Mennesker som lignede mennesker, så mange typer blandet i et episk stemningsbillede. Jeg har kun haft ligeså gode oplevelser med Lars Von Trier´s film i hans unge år, wow hvor var Babylon Berlin godt lavet.
En dejlig påmindelse af hvor forskellige mennesker vi alle er.

Anders Olesen, Marie Jensen, Karsten Aaen, Arne Lund, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Houmøller, Hans Aagaard, Christel Gruner-Olesen, ingemaje lange, Torben Siersbæk, Brian Nocis Jensen, Annemette Due, Peter Andersen, jens peter hansen, Jørn Stjerneklar, Nick Greve Hansen, Malan Helge, Steffen Gliese og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Babylon Berlin er et eminent tidsbillede på en brydningstid hvor den demokratiske weimar-repblik kæmpede (forgæves) for sin overlevelse - hele den hektiske stemning der prægede den vestlige verden inden krakket i 1929 indgår som kulisse i dramaet om et kup - vel at mærke fra kejsertro kredse i resterne af militæret fra 1. verdenskrig som forløber for nazisternes kup i 1933.
Den har lige fået 6 stjerner i min hukommelse.

Anders Olesen, Karsten Aaen, Arne Lund, Hans Houmøller, Hans Aagaard, Torben Siersbæk, Annemette Due, Peter Andersen, Jørn Stjerneklar, Nick Greve Hansen og Malan Helge anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Asger Lind Poulsen, Berlin var og er jo Europas kulturelle centrum på alle planer - det har bare været mindre tydeligt i de år, byen var delt, og indtil den var samlet igen.
Cabaret hedder ikke Cabaret for ingenting, det var umådeligt i en blanding af det sublime og det vulgære, hvad Berlin præsterede.
Inspirationen er ret tydelig i Zu Asche Zu Staub scenen fra filmudgaven af Cabaret og sjovt nok også visse 20er detektivklichéer af satirisk tilsnit.
Men her er lejligheden til at sammenligne åbningen fra teaterudgaven af Cabaret med den i filmen: https://www.youtube.com/watch?v=KW5eFCFnW9c&list=PLL9VphmU9EBPpBMvqApTLx... https://www.youtube.com/watch?v=yQn8vPOCnp4

Kollektivet Discoregimet, Karsten Aaen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Torben Siersbæk

Denne artikel er vist ikke en anmeldelse.... Sådan en har der i hvert fald været tidligere.
Under alle omstændigheder er det for sent at anmelde den, eftersom den for længst er færdig (1. og 2. sæson).
Derimod er det en mening om serien, som Mathias Sonne er hjerteligt velkommen til at have. Hvordan Information ser den er jeg derimod lidt i tvivl om, for det præsenteres ikke lige præcis.
Uanset hvad så er jeg generelt sagt uenig med forfatteren, idet jeg var fantastisk godt underholdt af den hele vejen igennem - og i den udstrækning den berører historisk kontrollerbare temaerog begivenheder er den også OK (så vidt jeg kan skønne). At den inspireres af et kupforsøg fra første halvdel af 1920'erne og placerer det i 1929, er ikke et brud med nogen forpligtelser, for der var stadig bevæbnede militærlignende korps, der drønede rundt i især Berlin på det tidspunkt.
Derfor, Matthias: Lad du bare serien at ligge, og lad være med at diskutere denyderligere. Vi bliver ikke klogere på serien, dig eller verden af flere stykker fra dig on den :-)

Karsten Aaen, Hans Houmøller og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Torben Siersbæk

Jeg glemte lige at spørge, hvorfor vi skal vide, at MS er Tysklandskorrespondent? Det var han jo i hvert fald ikke i 1929, og dermed er hans aktuelle opgave og oplysningen om den hamrende irrelevant!

Karsten Aaen, Hans Houmøller og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Christian Mondrup

Jeg kan tilslutte mig Asger Lind Poulsens oplevelse af 1. og 2. sæson. Men jeg finder det også særdeles relevant at læse om Tysklandskorrespondent Mathias Sonnes oplevelse af serien, ikke mindst på baggrund af hans fremragende artikler om tysk kultur mm.

jens peter hansen

Som der blev sagt om morderen Jan Andersens indlæg, hvis så kanman jo lade være med at se serien. Folk der ikke har set den synes den er uinteressant. Øh det giver vel sig selv. At Sonne ikke bryder sig om serien et vel lige så betydningsløst som hvis han havde.

Torben Siersbæk

Mathias Sonne synes ikke serien kommer "gennem glasset". Det må vel betyde, at han finder figurerne todimensionale.
Jeg sidder netop og genser næstsidste afsnit på tysk TV1 (ARD) - det,der var første halvdel af afsnit 8 i DR. Jeg må tilstå at jeg ikke fatter hvad manden fabler om!
Det virker som om han, som tysklandskorrespondent, har læst negative anmeldelser i tyske "kultur"-aviser, og så kan han ikke tillade sig at opleve filmen selv.
Jeg ynes snarer, at det er Mathias Sonne, der ikke kommer "gennem glasset"!
Skal vi læsere virkelig hjælpe en medarbejder ved Inf med at gribe ham? Er det ikke bare ham selv, der skal lade serien ligge, når han nu ikke bryder sig om den?
Jeg sidder også og spekulerer på, om han så synes at Game of Thrones kommer helt ind i stuen til ham......
Iøvrigt er jeg ikke helt så begejstret for Mathias Sonnes skriverier fra og om Tyskland som Christian Mondrup, men det er selvfølgelig en helt anden sag.

Karsten Aaen, Hans Aagaard og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

En anden serie jeg tænkte på da jeg så Babylon Berlin - var serien Berlin Alexanderplatz af en af de allerbedste tyske instruktører - Rainar Werner Fassbinder.

Karsten Aaen, Steffen Gliese, Hans Houmøller, Hans Aagaard, Christel Gruner-Olesen og Torben Siersbæk anbefalede denne kommentar
Torben Siersbæk

Rettelse.....
Er personerne todimensionale, altså flade, uden dybde? Traditionelt er dårlig persontegning beskrevet som endimensional, og det var det standardbegreb, jeg tænkte på.

Hvis der er "glas, der sidder et ubestemmeligt sted mellem mig og Babylon Berlin", så er det ikke nødvendigvis Babylons og Tykwers ansvar/fejl. Så kunne det jo være, at det var Mathias Sonne, der opfattede serien sådan.. Det siger dog ikke noget om seriens evt. manglende kvaliteter, men kun om modtageren - her Sonne.

Søren Kristensen

Jeg har kun set de otte afsnit i første sæson:) De var til gengæld fantastiske (savnede måske lidt flere jøder i gadebilledet, men lad nu det ligge - eller, som man siger: - don´t mention the war).

Kunne man måske tænke sig, at hele setuppet, også instruktionen i Babylon Berlin, handler om, at vi som seerne selv skal føle din glatpolerede distance, som Mattias Sonne skriver om? Fordi der er en filmisk fordel ved dette? Nemlig at vi som seere også skal opleve den distancerede holdning til tingene, og til begivenheder, der udspiller sig i Berlin i 1929 - og det gælder lige fra politimanden Rath til Trotskij-tilhængerne til generalerne indenfor militæret mm. og mv.

Jeg ved ikke helt, hvorfor man jeg synes faktisk, at der noget af det bedste tv, især tysk tv, jeg har set længe. Måske er tyskerne for tæt på historiens vingesus? til at kunne forholde sig åbent til serien? Jeg ved det ikke - ? Men jeg ved, at i 1929 var Hitler endnu ikke kommet til magten, alle muligheder og veje stod åbne; at det endte i det diktatur, som det gjorde, vidste vi vel først omkring 1944-1946, da amerikanerne kom og befriede bl.a. Bergen-Belsen KZ-lejren mm.

Pointen her er den, at ingen i 1929 kunne vide, hvor det tyske samfund ville bevæge sig hen - og i 1929 kan man se den glamour, der var hos de rigeste i Berlin, hvordan de gik ud for at more sig, og hvordan alle, også folk fra middelklassen, og arbejderklassen, festede om aftenen; kendingsmelodien zur asche - zur staub udtrykker, tænker jeg, en desperation, efter noget andet, en hvilen fra et nulpunkt, hvor alt kan være anderledes og så alligevel ikke....

Torben K L Jensen

Demokrati var nyt og totalt upopulært gennem hele tyverne med hyperinflation,mistede landområder og pointen er at alle - som i næsten alle - aldrig troede på Weimar-republikkens overlevelse - så alle vidste godt i 1929 at noget skulle ske,men at enden kom i 1933 var nok en overraskelse for de fleste - nok mest von Papen der troede han kunne styre Adolf Hitler.