Læsetid: 4 min.

’Hestehullerne’ er en sympatisk og lidt overgjort debut

Uanset om der er tale om dødsulykker, selvmord, skilsmisser eller sygdom, synes Tina Månssons debutroman ’Hestehullerne’ at sige, at det handler om aldrig at give op. At håbets kraft er stærkere end alt andet
18. januar 2019

Fortællerne i Tina Månssons debutroman, Hestehullerne, er en gruppe ældre mænd, som hele deres liv har boet på det, der blot kaldes Næsset.

De taler for at holde døden på afstand, og hver gang de skal til at tale om sig selv, retter de i stedet blikket mod Næsset og fortæller anekdoter om dets beboere. Således møder vi blandt andet kirketjeneren Inge – som alle betror sig til, selv om hun er ude af stand til at holde på en hemmelighed – Niels Nielsen, der er formand for menighedsrådet og driver alle til vanvid med sine store krav til menneskeheden, samt det ufrivilligt barnløse par Kirstine og Nils.

Vi hører også om dengang Næsset blev taget med storm af en præstevikar, der måtte deporteres på grund af sin utraditionelle omgang med menigheden, og om et hittebarn på konstant jagt efter sin mor.

Som eksemplerne viser, får vi både alvor og spøg, og i Hestehullerne er de to ting ofte filtret godt og grundigt sammen. For eksempel optager Kirstine og Nils’ barnløshed Næssets beboere en hel del – ikke kun fordi de kan se, hvor meget den påvirker Kirstine, men absolut også fordi den giver dem anledning til at muntre sig over, om de mon ikke skulle tilbyde at hjælpe, når nu Nils ’ikke kan’.

Da en kunsthistoriker holder foredrag om den lokale kirkes nyrestaurerede kalkmalerier, bliver historien om Josef og Maria anledning til, at nogen i salen gør grin med Nils’ impotens. Den tørre bemærkning – der er plat og upassende, men også lidt morsom – fører til nye oplysninger om parrets barnløshed, som viser sig at have mere tragiske årsager, end nogen havde anet.

Flere af historierne handler om mennesker, der ser sig selv – og deres egen afmagt – gennem mødet med en anden. For eksempel udgør nogle af bogens bedste kapitler historien om Vagn, der lever for at gøre sin søster Anna glad. Da hun bliver gift og flytter til Jylland, går hans liv i stå, og forfaldet breder sig fra hans krop til huset og videre til gårdens dyr. Alligevel ender verden med at åbne sig for ham igen ved et medmenneskes hjælp.

En anden afmægtig mand er den polioramte Lau, som lever et ensomt liv på grund af sin lidelse:

Tina Månsson: ’Hestehullerne’.

»Da han blev en ung mand, havde han stadig et ben som en femårig. Han havde en stor, velvoksen overkrop, der let kunne fylde skjorterne ud, men et ben, der var blevet i barndommens land og hele tiden haltede bagefter. Kroppen hang ikke sammen. Stærke arme parate til at omfavne kvinder, men et underudviklet ben, som ingen ville følges med.«

I en ubehagelig scene prøver Lau forgæves at tvinge sig selv til at kigge på sin krop i spejlet. Men da han opdager, at han bliver beluret, er han pludselig i stand til at se sig selv på en helt ny måde.

Der er utroligt meget længsel i Hestehullerne – efter at komme væk, at blive tilgivet, at blive set, at komme hjem. Mest markant er længslen efter kærlighed, som blandt andet ses i et par af historierne, der handler om piger, som bliver helt maniske af savn efter deres mødre.

Selv om romanpersonerne ofte bliver handlingslammede af sorg og fortvivlelse, er de som regel sejlivede i længden, og samlet set efterlader skildringen af ukuelighed i en verden, der hvert øjeblik kan falde fra hinanden, et stærkt indtryk.

At stedet blot kaldes ’Næsset’ indfanger romanens forening af det konkrete og det mytologiske: På den ene side er det en lavpraktisk måde at tale om de nære omgivelser på; på den anden side gør det stedet til skueplads for de gamle mænds ophøjede fortællinger.

I begyndelsen beskrives Næsset som »en uformelig klump land for enden af en smal tange. Det ligner noget, der var på vej mod at blive til en ø, men ombestemte sig i sidste øjeblik. Som et menneske, der ville være for sig selv, men så alligevel hellere ville være forbundet«.

Sammenskrivningen af mennesker og landskab dukker op igen og virker måske lidt overtydelig. Det samme kan siges om andre aspekter af bogen.

Der bliver sendt mange (og for læseren meget åbenlyse) sigende blikke, før personerne får taget sig sammen til at kysse hinanden – og i det hele taget er de tegn, der skal varsle senere omslag i fortællingerne, flere steder så tydelige og velkendte, at handlingen bliver forudsigelig. Andre steder hæftes der unødvendige psykologiske begrundelser på beskrivelserne af personernes handlinger, hvilket det første kapitel for eksempel lider under.

De fleste af romanens historier handler om, hvordan folk reagerer på livets pludselige omvæltninger. Personerne straffer hinanden – og måske mest af alt sig selv. Flere af dem forfalder i hvert fald apatisk, mens andre snarere ændrer adfærd på en overilet og decideret usund måde. De stirrer sig blinde på en enkelt idé, som de stædigt spænder ud over hele verden. Men uanset om der er tale om dødsulykker, selvmord, skilsmisser eller sygdom, synes romanen at sige, at det handler om aldrig at give op. At håbets kraft er stærkere end alt andet. Det er absolut sympatisk – men for denne læser altså også en anelse overgjort.

Tina Månsson: ’Hestehullerne’, Gyldendal, 174 sider, 200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu