Læsetid: 2 min.

Hiromasa Yonebayashis animationsfilm ’Mary og troldkvindens blomst’ præsenterer en verden, man gerne vil opholde sig i

Videnskab og magi blandes på underholdende vis i Hiromasa Yonebayashis nye animationsfilm, ’Mary og troldkvindens blomst’
Det er på en skovtur, at Mary både møder to katte og kommer på sit livs eventyr i ’Mary og troldkvindens blomst’. 

Det er på en skovtur, at Mary både møder to katte og kommer på sit livs eventyr i ’Mary og troldkvindens blomst’. 

Angel Films

3. januar 2019

Mary er lige flyttet på landet, ud til sin grandtante Charlotte, og hun keder sig noget så gudsjammerligt. Der er en uge tilbage af sommerferien og til, at hun skal begynde i en ny skole. Hun er træt af sit flammende røde og viltre hår, og når hun prøver at hjælpe til – i huset eller i haven – har hun det med at slå ting i stykker, fordi hun er så ivrig.

Humøret er med andre ord i bund hos Mary, da hun en solrig formiddag tager på skovtur og møder to katte og finder en sjælden blå blomst, der viser sig at rumme magiske kræfter. Snart opdager hun også et gammelt kosteskaft, der næsten er vokset sammen med et træ, og inden hun får set sig om, suser hun gennem luften på kosteskaftet. Hun ender på en troldmands- og hekseskole, hvor forstanderinden, Madam Mumlegøg, er endog meget interesseret i den blå blomst.

Madam Mumlegøg ser i det hele taget et stort potentiale i Mary, der takket været blomsten kan lidt af hvert, og pigen bliver vist rundt på den enorme skole, hvor man ikke mindst eksperimenterer med at blande magi og videnskab. Det går ikke stille for sig, og Mary opdager, at Madam Mumlegøg og videnskabsmanden Doktor Dee har skumle planer, som involverer hende, blomsten og en dreng, Peter, der bor i landsbyen tæt på grandtante Charlottes hus.

Kuriøs verden

Der er ikke mange, som kan blande robotter og hekse og trolde på så original og fantasifuld en måde som japanerne i deres animationsfilm, og Hiromasa Yonebayashis Mary og troldkvindens blomst – der er baseret på en børnebog af Mary Stewart – er ingen undtagelse. Yonebayashi, der begyndte sin karriere som animator for geniet Hayao Miyazaki og nu selv har instrueret et par film, ikke mindst den brillante Marnie – min hemmelige veninde, er måske ikke lige så elegant i sin fortællestil som sin læremester, men han forstår at fortælle en medrivende og morsom historie.

Som så mange andre japanske animationsfilm i ånden fra Miyazaki er Mary og troldkvindens blomst en dannelsesfortælling, hvor det for den unge hovedperson handler om at finde sig til rette i livet. Mary er en utålmodig pige, og hendes impulsivitet giver ikke blot hende selv vanskeligheder, men også hendes omgivelser. På samme måde som at Madam Mumlegøg og Doktor Dee skal indse risikoen ved at blande magi og videnskab og forsøge at styre ustyrlige kræfter – filmen byder på flere af den slags humanistiske budskaber – skal Mary lære at tage det roligt og samtidig tage ansvar for sine handlinger og kæmpe for det, hun tror på.

Indimellem går det lidt for stærkt med at fortælle den kulørte og kuriøse historie i Mary og troldkvindens blomst. Men Yonebayashi og hans animatorer har omvendt skabt en flot, detaljerig og underholdende verden – skoven er fortryllende, troldmandsskolen stor, hemmelighedsfuld og spændende – som man gerne vil opholde sig i, og en hovedperson, man gerne vil være i selskab med.

Mary og troldkvindens blomst. Instruktion: Hiromasa Yonebayashi. Manuskript: Riko Sakaguchi og Hiromasa Yonebayashi. Japansk (Biografer landet over i både en version med dansk tale og en med japansk tale og danske undertekster)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu