Læsetid: 6 min.

James Baldwin skildrer et samfund, der kæmper med vold og magt for sin kridhvide konformitet

James Baldwins kritik af et antændt og splittet USA bliver atter hørt. ’Giovannis værelse’, som vi nu får i nyoversættelse, udspiller sig blandt hvide mænd i Paris, men det handler stadig om minoriteters frygt og bitterhed
James Baldwins kritik af et antændt og splittet USA bliver atter hørt. ’Giovannis værelse’, som vi nu får i nyoversættelse, udspiller sig blandt hvide mænd i Paris, men det handler stadig om minoriteters frygt og bitterhed

Ulf Andersen

11. januar 2019

I USA er litteraturen gået til angreb på Trump-regeringen. På én front læses en række fremtidsromaner, deriblandt George Orwells 1984 og Margaret Atwoods Tjenerindens fortælling, som en direkte kritik af den højredrejning, der i manges øjne har splittet landet; andre læsere skuer bagud mod en af efterkrigstidens mest markante og kradse litterære stemmer, nemlig den homoseksuelle afroamerikanske James Baldwin, hvis forfatterskab skildrer fremmedgjorte og farvede i et samfund, der med vold og magt kæmper for sin kridhvide konformitet.

»Jeg elsker Amerika mere end noget andet land i verden, og netop derfor insisterer jeg på retten til at blive ved med at kritisere hende,« skrev Baldwin i sin første af flere blændende essaysamlinger, Notes of a Native Son (1955).

Blandt litterater og akademikere har James Baldwin (1934-1987) aldrig været gemt af vejen, men i en tid præget af politivold mod farvede og civile angreb på homoseksuelle bliver ord som disse atter hørt i bredere kredse.

Som The Washington Post har udtrykt det, så ønskede Baldwin så inderligt, at hans land kunne leve op til sine løfter om at behandle alle lige, »og det samme gør en hel ny generation af hans fans«, deriblandt »feminister, videnskabsfolk, Black Lives Matter-aktivister, miljøforkæmpere og de LGBTQ-støtter, der i år er strømmet ud på gaderne i Washington«.

Artiklen, der bærer overskriften »In a Divided America, James Baldwin’s Fiery Critiques Reverberate Anew«, er fra sommeren 2017, og den blev bragt i kølvandet på Ta-Nehisi Coates’ essay Mellem verden og mig (2015), der er inspireret af Baldwins essay The Fire Next Time (1963), og Raoul Pecks oscarnominerede dokumentarfilm I Am Not Your Negro (2016), der tegner et portræt af forfatteren via ældre interview og klip fra nutidens voldsomme amerikanske gader. Siden da synes Baldwin-feberen ikke at være faldet. Tværtimod.

Flere af hans teaterstykker er blevet sat op, en række værker er blevet genudgivet, deriblandt børnebogen Little Man, Little Man (1976), og næste måned dukker en filmatisering af Baldwin-romanen If Beale Street Could Talk, om et sort par, der har problemer med at finde en bolig på Manhattan, såmænd op i også de danske biografer.

Samtidig får vi nu mulighed for i en ny oversættelse af Pia Juul at læse Giovannis værelse (1956), der modsat Baldwins seks andre romaner ikke udspiller sig blandt afroamerikanere, men derimod handler om den svære kærlighed mellem to unge hvide mænd.

Den historie var hans forlag ikke glad for. James Baldwin blev bedt om at brænde manuskriptet, da han indleverede det, fordi de mente, at han skulle holde sig til at skrive om sine racefæller, som han havde haft succes med i debutromanen Go Tell it on the Mountain (1953, da. Råb det fra bjergene). Heri skildres en Harlem-drengs søgen efter identitet i et miljø præget af en bitter far og en generelt negativ selvopfattelse, en historie ikke ulig forfatterens egen.

Baldwin mente imidlertid ikke, at to så kontroversielle emner som homoseksualitet og sorte skæbner kunne rummes i én bog uden at overskygge hinanden, så han droppede sit forlag og fandt et andet. Bogen fik en blandet modtagelse, men betragtes i dag som en klassiker.

Dramaet udspiller sig i Paris, hvor romanens fortæller, en ung amerikaner, en aften møder den italienske bartender Giovanni. Begge er biseksuelle, men hvor italieneren udstråler en fri sensualitet, er David, som amerikaneren hedder, i høj grad plaget af skam, usikkerhed og vrede.

Af samme grund har han svært ved at bryde forholdet til sin kvindelige kæreste Hella, som han på et tidspunkt har friet til, »for at give mig selv noget at være forankret i«. Ved romanens begyndelse er forholdet mellem Hella og David forbi, mens Giovanni er »på vej til at gå til grunde, på et tidspunkt mellem denne nat og denne morgen, i guillotinen«.

Drivkraften i Baldwins enkle kærlighedshistorier er således ikke båret af spørgsmålet om, hvad der vil ske, men hvordan det kunne ske? Hvad er årsagen til, at Giovanni skal henrettes? Hvorfor føler David sig på én gang tiltrukket og frastødt af den unge italiener? Slutteligt erkender han for sig selv, at »jeg elskede ham. Jeg tror ikke, jeg nogensinde vil elske nogen igen på den måde«. Men da er det for sent.

Giovannis værelse kan i høj grad læses som en hyldest til det Paris, hvor Baldwin selv forelskede sig i den schweiziske maler Lucien Happersberger, som bogen er dedikeret til. Den seneste amerikanske version fra 2016 indledes med et smukt perspektiverende forord af den irske forfatter Colm Tóibín, som desværre ikke er med i den danske oversættelse, men hvori han skriver:

»Dele af atmosfæren i Giovannis værelse stammer fra nøje observationer og egne oplevelser, som Baldwin understregede i et interview i 1980. Han talte om, hvordan han brugte de mennesker, han mødte: ’Vi hang alle ud i en bar, hvor den her blonde franske fyr, der sad ved et bord, gav os drinks. Og to-tre dage senere så jeg hans ansigt i en fransk avis. Han var blevet arresteret og blev senere guillotineret.«

I samme interview, fortsætter Tóibín, »pointerede Baldwin også, at hans bog ikke handlede så meget om homoseksualitet, men nærmere om hvad der sker, hvis du er så bange, at du ender med ikke at kunne elske nogen.«

Frygten, selvhadet og bitterheden, der forhindrer David i at elske Giovanni, genkendes flere steder i forfatterskabet hos de af Baldwins sorte karakter, der er ødelagt af racismen i USA. Det gælder ikke mindst faren i Råb det fra bjergene, der er baseret på James Baldwins egen stedfar – »den mest bitre mand, jeg nogensinde har mødt«, som han skriver i Notes of a Native Son. Heri får Baldwin på mesterlig vis knyttet den personlige vrede sammen med afroamerikanernes kollektive vrede, da stedfarens begravelsesoptog kører gennem Harlems gader kort efter optøjerne i 1943.

»Han levede og døde med en ubærlighed bitterhed i sjælen, og det skræmte mig, mens vi kørte ham til kirkegården gennem de urolige, ødelagte gader, at se hvor stærk og overstrømmende denne bitterhed kunne være og at erfare, at den bitterhed nu var min,« som Baldwin udtrykker det (i sin egen sære, distinkte tone, der klinger lidt bedre på originalsproget end på dansk).

Så jo da, Giovannis Værelse udspiller sig langt fra USA og blandt hvide mænd, men romanen belyser det samme problem, som Baldwins andre romaner og essays gør.

Det forskruede menneskesyn, der har skabt USA’s racisme – og i takt hermed ødelagt både Harlems gader og Baldwins stedfar – er det samme, der forhindrer David i at finde lykken og kærligheden. Og som de fleste andre romaner om amerikanere i udlandet er også Giovannis værelse, når det kommer til stykket, i høj grad en bog om USA.

At være amerikaner, siger Giovanni, da han møder David første gang, er at tro på, at »med tilstrækkelig lang tid og al den frygtelige energi og dyd I har, så vil alting kunne ordnes, løses og sættes på plads«. Det, må selv David slutteligt medgive ham, ikke er sandt. Derimod håber fortælleren stadig på, at Hella tager fejl, da hun ved deres afsked siger, at amerikanere aldrig burde tage til Europa: »Det betyder, at de aldrig kan blive lykkelige igen. Hvad glæde har man af en amerikaner, der ikke er lykkelig?«

Det havde måske givet mere mening at udsende for eksempel et udvalg af Baldwins skelsættende essays. Eller The Fire Next Time, hvis profeti om sort vrede atter er brændende aktuel. Men når det nu skulle være en roman, så er det godt set af Gyldendal at udsende netop denne, der udmærker sig med sit portræt af homoseksuel kærlighed uden at give køb på forfatterskabets gennemgående budskab om, at undertrykkelsen af minoriteter æder ikke blot sjæle men hele samfund op. Giovannis værelse taler på mere end én måde til vor tid.

James Baldwin: ’Giovannis værelse’. Oversat af Pia Juul, Gyldendal, 230 sider, 200 kroner

Den James Baldwin, vi præsenteres for i ’I am not your negro’, er hverken den åbenlyst homoseksuelle eller den romanforfatter, han som ung gerne ville være. Det er den sorte intellektuelle, det er vidne til historien. Den overlegne gæst i studiet og den overbevisende analytiker.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er meget sjovt, for jeg har aldrig opfattet David som hvid eller sort. Jeg har nok snarere taget for givet, at han var sort. - som jo så amerikanere, der kom til Paris på det tidspunkt. Det har selvfølgelig også medført, at jeg har set en yderligere europæisk frigjorthed i den.