Læsetid: 6 min.

James Baldwin skildrer et samfund, der kæmper med vold og magt for sin kridhvide konformitet

James Baldwins kritik af et antændt og splittet USA bliver atter hørt. ’Giovannis værelse’, som vi nu får i nyoversættelse, udspiller sig blandt hvide mænd i Paris, men det handler stadig om minoriteters frygt og bitterhed
James Baldwins kritik af et antændt og splittet USA bliver atter hørt. ’Giovannis værelse’, som vi nu får i nyoversættelse, udspiller sig blandt hvide mænd i Paris, men det handler stadig om minoriteters frygt og bitterhed

Ulf Andersen

11. januar 2019

I USA er litteraturen gået til angreb på Trump-regeringen. På én front læses en række fremtidsromaner, deriblandt George Orwells 1984 og Margaret Atwoods Tjenerindens fortælling, som en direkte kritik af den højredrejning, der i manges øjne har splittet landet; andre læsere skuer bagud mod en af efterkrigstidens mest markante og kradse litterære stemmer, nemlig den homoseksuelle afroamerikanske James Baldwin, hvis forfatterskab skildrer fremmedgjorte og farvede i et samfund, der med vold og magt kæmper for sin kridhvide konformitet.

»Jeg elsker Amerika mere end noget andet land i verden, og netop derfor insisterer jeg på retten til at blive ved med at kritisere hende,« skrev Baldwin i sin første af flere blændende essaysamlinger, Notes of a Native Son (1955).

Blandt litterater og akademikere har James Baldwin (1934-1987) aldrig været gemt af vejen, men i en tid præget af politivold mod farvede og civile angreb på homoseksuelle bliver ord som disse atter hørt i bredere kredse.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er meget sjovt, for jeg har aldrig opfattet David som hvid eller sort. Jeg har nok snarere taget for givet, at han var sort. - som jo så amerikanere, der kom til Paris på det tidspunkt. Det har selvfølgelig også medført, at jeg har set en yderligere europæisk frigjorthed i den.