Læsetid: 5 min.

Jens-Martin Eriksen giver stemme til højreradikale drømme i sin nye roman

Foragten for de anstændige skævvrider Jens-Martin Eriksens politiske skrækvisioner i ny, bedøvende lang roman
At læse Jens-Martin Eriksens nye roman er som at være tvangsindlagt til at høre på højreradikal propagandaradio i dage i træk, skriver Tue Andersen-Nexø.

At læse Jens-Martin Eriksens nye roman er som at være tvangsindlagt til at høre på højreradikal propagandaradio i dage i træk, skriver Tue Andersen-Nexø.

Nikolai Linares

1. februar 2019

Det er ved at blive en hel undergenre i sig selv, den nære fremtidsroman, der fortæller om den europæiske humanismes undergang i mødet med mellemøstlig indvandring og stadige kulturkonflikter. Jens-Martin Eriksens bidrag til genren hedder Helter Skelter og er en bedøvende lang, groft ubehagelig bog.

Handlingen? Torsten Vahlgren rejser i 2026 verden rundt for en international humanitær organisation, men er samtidig, fordækt, medlem af en højreradikal gruppe, hvis egentlige omfang og bagmænd er uklar. De kalder sig Instituttet og orkestrerer i det skjulte netværk og nålestiksaktioner. De laver falske operationer og gøder jorden til det endelige opgør.

Den dag vil komme, det arbejder de i al fald for, hvor ægte danskere vil samle sig i vrede og kæmpe for at befri landet fra den muslimske plage og dens kollaboratører, alle de moralske drømmere, der er mere optaget af forestillede krænkelser end af nationens sikkerhed og ære. Strategien er vel nærmest leninistisk – Instituttet vil højne de eksisterende spændinger, indtil alting eksploderer – men også, som man kan se, gennemstrømmet af en retorik, vi allerede i dag kender alt for godt.

Jens-Martin Eriksen: ’Helter Skelter’.

Gucca
I romanen lykkes projektet til fulde. Til slut har Danmark allieret sig med autokratiske, østeuropæiske lande – med Putins Rusland i spidsen, selvfølgelig – for hvem folkets etnopolitiske enhed overtrumfer alt. Udrensningerne er begyndt, der udvises efterkommere i massevis, det liberale demokrati er under afvikling. Inden da har landet været rystet af snart den ene, snart den anden spektakulære terroraktion, og også af opstande og likvideringer. Politiet og de etablerede politikere viser sig at være nærmest parodisk magtesløse og uduelige, medierne og de talende klasser er selvfølgelig rygradsløse medløbere.

Inden da – i bogens første del – betragter Torben Vahlgren situationen i Europa. Han oplever kaos på de østgræske øer og ser hvordan det udnyttes af Tyrkiet. Han betragter kampe mellem afrikanske migranter, der sværmer som græshopper ved grænseovergangene, og den spanske civilgarde. Og så videre.

Og han fortæller om det hele, Torsten Vahlgren, i en sært blank, men også udførlig og overordentlig pædagogisk prosa, der afrapporterer begivenhed efter begivenhed og giver læseren sidelange referater og citater fra de konferencer og de foredrag, han undervejs også er ude til. Det er vel det, der i første omgang skal være det provokerende ved Helter Skelter: Den giver stemme til den højrenationale terrorist og hans verdenssyn og gør det uden eksplicit at tage afstand fra eller sygeliggøre ham. Den lader ham tvivle og gruble over krigens dilemma – hvordan fastholde sin menneskelighed, når nu det historiske øjeblik kræver umenneskelige handlinger af en – og også overkomme sin tvivl på en nærmest sympatisk eller i al fald forståelig måde.

Den slags er ikke rart at være udsat for som læser, især ikke når Vahlgren og bogen er så dårlig til at fatte sig i korthed. At læse den er som at være tvangsindlagt til at høre på højreradikal propagandaradio i dage i træk. Alene derfor er det svært at anbefale Helter Skelter.

En advarsel

Ikke at der er nogen grund til at tro, at Jens-Martin Eriksen sympatiserer med sin romans fortæller. Bogen er vel snarere tænkt som en advarsel. På den anden side vælger han ikke at yde fortællerstemmen modstand. Noget af det mere påfaldende ved romanen er faktisk, at dens fremtidsvision i det store hele bekræfter Torsten Vahlgrens og Instituttets forestillinger: I krisetid viser muslimer sig faktisk at være mere loyale over for deres trosfæller end over for Danmark; de etablerede medier viser sig faktisk at være berøringsangste; den etablerede politiske klasse går faktisk i ydmygende forhandlinger med ekstremistiske gidseltagere. Og det danske folk reagerer kun som det gør – med diskrimination og overfald – som følge af muslimske og multikulturelle provokationer. Var det ikke for den slags, ville det ikke have et gram af chauvinisme i sig.

Det er et mærkeligt valg: ikke bare at overtage denne stemme, men i lange stræk at bekræfte den. Det kan selvfølgelig læses som en yderligere, mere dybtgående provokation, en udfordring af læseren, en del af bogens blanke, neutrale strategi. Men det kan også skyldes, at Helter Skelter reelt er mest optaget af at latterliggøre »anstændige« humanister, uanset om de så aktivt prøver at hjælpe flygtninge ved Europas grænser eller er bekymrede over tonen i den politiske debat i fremtidens Danmark. Det kan man se i dens sprog.

Vor fortæller Torsten Vahlgren kalder ganske vist, nærmest som en pligt, indvandrere for »abedjævle« og »sjakaler«, men ellers gemmer bogen al sin sproglige galde til det, der undervejs kaldes »sårslikkerkorpset« – og selvfølgelig også kaldes for landsforrædere og kollaboratører.

Man skal ikke lede i lang tid på de sociale medier for at forstå, at en lignende foragt bobler gennem den reelt eksisterende danske højrefløj. Den genkendes så også fra Jens-Martin Eriksens eget, debatterende forfatterskab. Den gennemstrømmede for eksempel De Anstændige, den bog han sammen med Frederik Stjernfelt skrev om blandt andet alle de, der ikke støttede klart nok op om ytringsfriheden under Muhammed-krisen. Nu er den blevet styrende for hans roman, hvor det er som om alle begivenheder skal bekræfte hvor galt det går, hvis man opfører sig som »anstændig« fortaler for et multikulturelt samfund.

Nå ja, ens vurdering af Helter Skelter som politisk skrækvision vil være formet af ens egne overbevisninger. Mange borgerlige bør være foruroligede af den kontinuitet, bogen optegner mellem en fredelig og nærmest upolitisk nationalfølelse og så højreradikal vold – i Helter Skelter fører det ene naturligt til det andet, lidt ligesom islam og islamisme er to sider af samme sag for visse islamkritikere.

Reelt højreradikale, hvis den slags bruger tid på ny dansk skønlitteratur, vil måske læse den som realiseringen af deres hedeste feberdrømme. For en læser som undertegnede bevæger den sig fra ubehagelig over utroværdig til noget nærmest ufrivilligt komisk. Især i sin anden halvdel lider bogen af en form for Muhammed-krise-PTSD: den er helt ude af stand til at slippe nogle konfliktlinjer, dansk politik for længst har forladt.

Dårlig og for lang

Litterært er sagen enklere. Helter Skelter er en dårlig roman, mindst 150 sider for lang, skematisk i sin opbygning, uden reel spændingskurve. Den virker helt uinteresseret i at udfordre sig selv eller bruge skriften til at tænke med. Størstedelen af den er skrevet i en monoton og ophobende referatstil. Arbejdet med fortællerstemmen er slingrende og usikkert. De mange replikskifter vil sjældent andet end at overlevere informationer. Engang var Jens-Martin Eriksen en af sin generations store stilister, det er et virkelig sørgeligt fald i niveau.

Ingen af bogens vigtige skikkelser føles interessante eller markante. De sidste tyve sider løfter sig, de har et svagt ekko af den melankolske kynisme, der gennemstrømmer John Le Carrés klassiske spændingsromaner. Derudover har jeg fundet to sider, 306 og 307, hvor der dukker en smule litterær strøm og intensitet op. Her optræder for et kort øjeblik en sitrende, uforudsigelig skikkelse i romanen, en skikkelse, der gør andet og mere end glansløst at illustrere en position i bogens politiske skema.

Men så forsvinder hun igen. Mere er der egentlig ikke at komme efter.

Jens-Martin Eriksen: ’Helter Skelter’. Gyldendal, 408 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Olaf Tehrani
Steffen Gliese og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis man trækker alle de autosympatiske fordomme ud, er det faktisk den mest inciterende anmeldelse, jeg længe har læst her på Information. En øjenvidneberetning fra et helt unødvendigt trafikuheld.