Læsetid: 8 min.

Joni Mitchells skuffelse er hendes generations skuffelse

Hukommelsen er en utro, syfilitisk charlatan, der forsøger at genfortælle historien, så den selv kan leve med den. Eller så den er i overensstemmelse med sin ejers verdenssyn. Et verdenssyn som i Joni Mitchells tilfælde helt klart hælder til den bitre side
»Reckless Daughter er en fornøjelse. Nogle gange lidt rodet og unødigt fortabende sig i nogle af de skænderier og pinlige episoder, som Mitchell ikke kan slippe årtier senere – men det burde Yaffe måske. Men samtidig så bidrager hendes velvillige genkaldelser af disse skærmydsler til at gøre biografien til et lærestykke i stædighedens og bitterhedens gift.« skriver Ralf Christensen.

»Reckless Daughter er en fornøjelse. Nogle gange lidt rodet og unødigt fortabende sig i nogle af de skænderier og pinlige episoder, som Mitchell ikke kan slippe årtier senere – men det burde Yaffe måske. Men samtidig så bidrager hendes velvillige genkaldelser af disse skærmydsler til at gøre biografien til et lærestykke i stædighedens og bitterhedens gift.« skriver Ralf Christensen.

Gijsbert Hanekroot

1. februar 2019

At skille værk og kunstner ad kan være en god idé i et utal af tilfælde. Ikke kun fordi den biografiske lytning er en ekstrem indsnævring af et værks betydning, men også fordi der er så mange tarvelige stoddere, der har lavet stor kunst.

Picasso. Miles Davis. Roman Polanski. Og så er der tilfældet Joni Mitchell, der ingenlunde fortjener betegnelsen tarvelig stodder, men som gennem sin bitre optik på fortiden kunne forråde sit store og eventyrlige og ubegribeligt elegante værk, hvis lytteren skulle indlæse hendes vrede og skuffelse i enhver tekst og musik.

Så hvorfor overhovedet læse en biografi? Well, fordi de bedste fortæller, at mennesket er et mysterium. Det er en lad-som-om-voksenleg, hvor vi er anerkender, at vi aldrig kommer til at kende hovedpersonen, men dog alligevel dimensioner af vedkommende. I Mitchells og vel enhver andens tilfælde en gåde, et offer for sine egne mønstre og dertil et væsen fuld af løngange, der uden problemer kan sende selv pensionisten på utallige genvisitter i dybe traumer tidligt i livet.

David Yaffes strålende biografi Reckless Daughter – Et portræt af Joni Mitchell kan alt dette. Udfolder en kompleksitet. Dårskaben og genialiteten. Og, ja, også hvordan personligheden bag kunsten nogle gange foretager dumme såvel som kloge kunstneriske valg, som peger tilbage på den, hun er, når rampelyset er slukket.

Blid og følsom folk-nattergal

Sæt gerne en plade på, mens De læser denne anmeldelse. Prøv f.eks. For The Roses, hvor hendes stemme – allerede lidt fyldigere, mørkere i klangen – i de største passager (»Let The Wind Carry Me« eller titelnummeret f.eks.) glider som en forsølvet flod gennem et landskab, hun selv har defineret – som så mange gange før og siden. Her en slags folk-guitar/klaverspil, der følger jazzens variationer over tilbagevendende temaer. Som om hun ikke er en skabende kunstner, men en flydende naturkraft.

Hendes stemme, guitarspil, tekster og sange står stolt og knejsende op gennem 1960’erne og 70’ernes musikhistorie, hvor hun viste sig som en af sin generations mest intelligente, hudløse og eventyrlystne singersongwritere.

Hun forførte verden som en blid og følsom folk-nattergal kulminerende med den dybt personlige og universelt genkendelige breakup-plade og millionsællert Blue i 1971.

Den canadiske mester testede så sin efterhånden skrumpende, men stadig anselige og dybt dedikerede fanskare med eksperimenterende vovestykker op gennem 70’erne, kulminerende med orkesterstykket »Paprika Plains« på Don Juan’s Reckless Daughter i 1977 og i 1979 det komplekse jazzalbum Mingus – et samarbejde, men mest en hyldest til giganten
Charles Mingus.

David Yaffe: ’Reckless Daughter – Et portræt af Joni Mitchell’.

Saxo
Hendes tekster bevægede sig i perioden fra at være jeg-udkrængelser til, at Mitchell blev en skarp observatør og kulturrevser inkarneret i et ekspansivt persongalleri.

Hun endte til gengæld i konstant kreativt skænderi med 80’ernes skingre tidsånd og syntetiske lydunivers – et skænderi, som hun tabte årtiet igennem. Og i samme årti tabte hun også dele af sin stemmepragt efter en hård diæt på 80 cigaretter om dagen, påbegyndt som niårig ifølge hende selv. »På et eller andet dybere plan« ville hun hellere dø, »end at leve uden røg«, siger eksmanden Larry Klein i bogen.

Det var gennem skuffelsen og de mange smøger, at Joni Mitchell mistede sit ungdommelige smil og de lyse toner i sin stemme. Og siden 80’erne har der været relativt stille omkring hende med kun ét album med nyt materiale over de sidste 20 år, det strålende Shine fra 2007.

»Alt, hvad Joni Mitchells sind gør ved hende«, kunne have været en alternativ overskrift på denne anmeldelse. For det er tilsyneladende, skal man tro David Yaffe, ikke småting.

Han har mødt damen to gange og er trofast i sin kunstneriske beundring og menneskelige sympati – men også i stand til at udfordre og stille spørgsmålstegn ved den 75-årige mesters tiltagende bitre blik på sit liv. Han oplever selv hendes nærtagende væsen og lynsnare skuffelse, men han motiverer også hendes væsen.

Hun blev ved med at rejse og fandt aldrig hjem. Den romantiske og den slægtslige kærlighed var altid bøvlet. Hendes forældre var ifølge biografien racistiske, og da hun var 21, bortadopterede hun sin nyfødte datter – en oplevelse, hun refererede hemmeligt til i flere af sine sange, f.eks. »Little Green« og »Chinese Café«. Ja, siden er hun gået længere og siger i biografien: »Musik var noget, jeg lavede for at håndtere den utrolige forstyrrelse, det var at miste hende. Det startede, da hun forsvandt, og sluttede, da hun kom tilbage.«

Hun rendte ind i flere kærester, der enten var psykisk eller – i perkussionisten Don Alias’ tilfælde – fysisk voldelige. »You don’t like strong women, cause they’re hip to your trick,« synger hun i 1972 på hittet »You Turn Me On, I’m a Radio«. Men der er også gode mænd som Graham Nash og nu eksmanden, Larry Klein.

Hun er rundet af en magisk tid, de sene 60’ere, hvor alt syntes muligt. I Laurel Canyon, Los Angeles, levede og åndede hun i en vildt givende kunstnerkoloni, og blandt hendes muser kan tælles Bob Dylan og Leonard Cohen (han blev interviewet sammen med en række andre til bogen).

Dylan og Mitchell skrev begge sange inspireret af deres samtaler og værk. Og de ender i et rockcirkus i 1975 i Bob Dylans omrejsende trup af bands: The Rolling Thunder Revue. Og Yaffe konkluderer med deres fælles fiktive stemme: »Så her står vi: To digtere, der kunne have skrevet Biblen, og i stedet kommer vi tilbage til paradis ved at slutte os til et cirkus, selv om vi begge kunne have fyldt stederne alene.«

På randen af apokalypse

Reckless Daughter er således også en gravskrift over babyboomerne, flower power-generationen, ånden fra 1967, der er blevet dårlig og opkaster sine slogans og sit kollektive bullshit (egoerne var titaniske!) som rene klicheer op gennem 70’erne.

Mitchells skuffelse er hendes generations skuffelse. Oplevelsen af, at utopien endte i 80’ernes pengegejle, overfladebegejstrede dans på randen af apokalypse.

Flower power-generationen druknede også i stoffer – i Mitchells tilfælde kokain i overrumplende mængder og gennem mange år, ifølge Yaffe. Men de ansporede hende også, ja, Yaffe angiver at nogle af hendes største plader er kokainplader, herunder Hejira og Don Juan's Reckless Daughter.

David Yaffe er strålende til at indramme en tid eller en bevægelse. Han fortæller både ind- og udsigtsfuldt. Han er en dannet mand, der sætter Mitchell i forbindelse med både Dylan, (Miles) Davis og Debussy – og hertil en eklektisk tænker, psykologisk velfunderet og musikalsk skolet. Så værkgennemgangene er skarpe og observante, selv om de også kan blive unødigt detaljefokuserede.

Hukommelsen er en utro, syfilitisk charlatan, der forsøger at genfortælle historien, så den selv kan leve med den. Eller så den er i overensstemmelse med sin ejers verdenssyn. Et verdenssyn som i Joni Mitchells tilfælde helt klart hælder til den bitre side.

Hun er endt med at brygge sin hukommelse gennem et tefilter af garvesyrebitter skuffelse. David Yaffe lader hende tale ud i sine beskrivelser af sammenstød med tidens kunstneregoer, der udleveres som idioter: John Lennon, eksmanden Chuck Mitchell, ekskæresten David Crosby, Jackson Brown, Carole King, Joan Baez, Allen Ginsberg og diverse keyboardspillere. Men heldigvis lader Yaffe også ofte de udstillede tage til genmæle, hvilket naturligvis kaster et helt andet lys på ordvekslingen og hvem der var den reserverede eller egomaniske i situationen.

Yaffe afholder sig heller ikke fra at gætte og taler om, hvor svære hendes følelser må være i forhold til sit bortadopterede barn – forstærket, da hun senere taber et nyt barn. Og genforeningen med datteren Kilauren i 1998 bliver aldrig problemfri, ak. Kun de to første uger, hvis man skal tro Mitchell selv – »derefter var hun fjendtligt indstillet«, siger hun om datteren.

Og, ja, denne signatur kneb en tåre i sidste kapitel, hvor Yaffe beskriver, hvordan Mitchell den 31. marts 2015 fik en hjerneblødning og faldt om i sit køkken – først fundet tre dage senere. Og hvordan hun kæmper sig tilbage, og snart sidder og sludrer med Chick Corea og Herbie Hancock og pludselig taber tråden. »Joni? Tabte du tråden?« spørger en af dem. Hun svarer: »Ja, men det er slet ikke så skidt for en forfatter at gøre.« Og så slutter biografien.

I denne musikanmelders øjne er Joni Mitchells store kunstneriske fejltagelse, at hun aldrig overlod producerstolen til én, der var værdig til den. I lang tid sad hun selv i den – assisteret af åndsfællen Henry Lewy – hvilket var helt fjong og gjorde det muligt for hende at forløse sine progressive visioner. Hvilket hun havde mere end rigeligt format til i 60’erne og 70’erne.

Men før eller siden farer vi alle vild, og det gjorde så mange af folkene fra hendes generation så eklatant i 80’erne. Også Mitchell. Og i den forvirring og desillusion, som årtiet var for hende, der fandt hun aldrig en guide – eller nogen, der kunne sig hende ordentligt imod. Det gør næsten ondt at læse, at Daniel Lanois var en stor fan, men at hun var afvisende over for hans talent. For, damnation!, hvor kunne det have været et spændende samarbejde.

Tænk bare på, hvor forunderlige rytmiske og harmoniske mangrover han byggede for Bob Dylan på Oh Mercy og Time Out of Mind, Peter Gabriel på So og U2 på The Unforgettable Fire og The Joshua Tree i netop 80’erne. Men der var hun for stædig i sin vurdering af Lanois.

Reckless Daughter er en fornøjelse. Nogle gange lidt rodet og unødigt fortabende sig i nogle af de skænderier og pinlige episoder, som Mitchell ikke kan slippe årtier senere – men det burde Yaffe måske. Men samtidig så bidrager hendes velvillige genkaldelser af disse skærmydsler til at gøre biografien til et lærestykke i stædighedens og bitterhedens gift.

Man kan også finde nogle af albumanalyserne lidt for vidtløftige (men jeg skal vel ikke kaste med sten …), og nogle gange lider bioen under et lidt knudret, klodset sprog. Det er jeg dog ikke sen til at tilskrive oversættelsen og dermed redigeringen af bogen. Der er graverende fejl undervejs, som flere steder får mig til at tvivle på, hvad jeg læser. Og får mig til at rase over, at der endnu ikke er en engelsk e-bogs-udgave, så jeg hurtigt kan tjekke fakta og sætninger.

Stavefejl? Jo tak. Forkerte årstal oven i hatten, og så er der en sætning som den her: »Der var ingenting om det,« som vist ikke er gængs dansk.

Hun kan lide »ska-sang«, står der, men dét, der beskrives, er scatsang. Og hvad betyder ordet »meandrende« mon? Et sted er halvdelen af en sætning stadig på engelsk, altså uoverlagt. Og et andet er gåseøjnene placeret for tidligt i et citat, så man pludselig undrer sig over, at biografien er skrevet i nutid. Det er virkelig frustrerende.

Men, o.k., jeg nød stadig denne danske udgave af Yaffes Mitchell-biografi. Og det skyldes i allerhøjeste grad forfatterens vidt favnende materiale og udsyn – og især hans emne. En dame, der står og skinner ned gennem vores tid som en sleben diamant dyppet i skuffet citron.

David Yaffe: ’Reckless Daughter – Et portræt af Joni Mitchell’. Klim, 408 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Trond Meiring
  • Peter Beck-Lauritzen
Jørn Andersen, Trond Meiring og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Joni Mitchell var uovertruffent, engang og hun gik "bet" i branchens kommercialisering af sang-kunsten. Berettiget kritik, for jeg bryder mig heller ikke om hip-hop osv., men branchen skal jo leve, så Jonis kunst må vige. Men hun var super god, respekt herfra.

Søren Kristensen

Hun betalte en høj pris for at udøve sin kunst og man ved snart ikke om man har ret til at være hende taknemmelig. Men hvilken kunst! Don't it always seem to go. That you don't know what you've got. Till it's gone.