Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kasper Holtens smukke, slikfarvede skuestykke om Mozart forfører imponerende lidt

Kasper Holtens første iscenesættelse som ny chef på Det Kongelige Teater er en sympatisk storladen kærlighedserklæring til den klassiske kunst og et sympatisk ambitiøst skuestykke, der forener alle teatrets kræfter og forsøger at gøre det fine lidt mere folkeligt. Men det føles mest som et manifest for et imponerende teater uden så meget at sige
’Amadeus’ vil det hele: Ikke bare forene kunstarterne i et totalt trylleri af et teater, men også forene det høje og det lave, være sjovt, seriøst og sørgeligt og, når den skinsyge Salieri vil bruge sin magt til at ødelægge Mozart ved at forføre hans hustru, sende en kommentar til #MeToo.

’Amadeus’ vil det hele: Ikke bare forene kunstarterne i et totalt trylleri af et teater, men også forene det høje og det lave, være sjovt, seriøst og sørgeligt og, når den skinsyge Salieri vil bruge sin magt til at ødelægge Mozart ved at forføre hans hustru, sende en kommentar til #MeToo.

Camilla Winther

Kultur
23. januar 2019

Det er svært at tænke på et skuespil, der ville være mere oplagt for Det Kongelige Teaters nye chef Kasper Holten at iscenesætte end Peter Shaffers Amadeus. Shaffers stykke om Mozart er nemlig ikke bare et stykke om manden og musikeren Wolfgang Amadeus Mozart. Det første skuespil, som Holten instruerer i hans nye rolle som direktør for det hele – og som mange måske vil kende fra Miloš Formans filmversion – hedder netop ikke Mozart, men Amadeus. Det er et stykke om myten Mozart, og det er, passende nok, et stykke om kunstneriske ambitioner.

Selv kaldte komponisten sig efter sigende sjældent og mest i selvironisk sjov den latinske udgave af sit mellemnavn Theophilus, der betyder ’elsket af Gud’ på græsk. Men til Shaffers historisk frie fortolkning af historien, der fortælles af Mozarts samtidige Salieri, passer titlen perfekt.

Kunstneriske ambitioner

I Amadeus møder vi nemlig den mere magtfulde, men også mere middelmådige komponist Salieri på hans dødsleje, hvor han bekender for os, hvordan han af misundelse har modarbejdet Mozart. Det elegante ved Shaffers stykke og det sympatiske ved den usympatiske Salieri er, at fortællingen om, hvordan Salieri kæmper en kamp med Gud med dennes dårligt tilpassede darling Mozart »som slagmark«, på den måde alligevel handler om Mozarts musik. For det er Salieri, der klarest kan se, at Mozart er mere genial end gal. Det er ham, der i sine martrede monologer sætter de smukkeste ord på hvorfor. Og først og fremmest er Shaffers Amadeus derfor en kærlighedserklæring til og en fornem formidling af Mozarts musik.

Det samme er Holtens stort opsatte Amadeus, der forener alle de kongelige kunstarter og sceners stærkeste kræfter i et overdådigt orkestreret samspil mellem musik, opera, dans og skuespil. Holtens iscenesættelse af Amadeus er tydeligvis drevet af en dyb kærlighed til den klassiske scenekunst i alle dens arter og et sympatisk ønske om at sprede den kærlighed. Holtens iscenesættelse er ikke bare et stykke om kunstnerisk ambition. Det er også en iscenesættelse af alle Holtens egne kunstneriske ambitioner for, hvad teater kan være og gøre.

Camilla Winther

Indlysende imponerende

Det store slikfarvede show af et skuestykke er indlysende imponerende.

Det Kongelige Kapel, der ikke er gemt væk i orkestergraven på Gamle Scene, men spiller Mozart stående og gående omkring mellem skuespillerne, er imponerende. Danserne, der danser omkring dem, er imponerende.

Maja Ravns monumentale bølgebygning af nodepapirer, som forestillingen udfolder sig i alle tre dimensioner i og omkring på den roterende drejescene, er en scenografisk ingeniørbedrift og imponerende. Hendes kostumer, der er en rokokofest af pudrede parykker i pasteller, flæser og farver og et sladderkor forgyldt fra top til tå, er imponerende.

Den 27-årige sopran Clara Cecilie Thomsen, der er indehaver af titlen som årets operatalent, og viser hvorfor ved at synge Mozarts overdrevent smukke arie, Tryllefløjtens »Der Hölle Rache kocht in meinem Herzen«, hængende fra loftet i rollen som Salieris elev Katherina Cavalieri, er imponerende.

Og skuespillet er imponerende: Rollebesætningen tæller både nogle af vores bedste yngre skuespillere, Simon Bennebjerg, ikke mindst, som den med Salieris ord »liderlige, vulgære, infantile« Mozart med blåt hår og beskidt mund og Rosalinde Mynster som hans fjoget og barnligt skønne hustru Constanze, og den tæller nogle af vores bedste ældre skuespillere, Søren Sætter-Lassen, ikke mindst, der med sin klassiske diktion og seriøse statur løfter Salieris tyngede samvittighed og monologbyrde med lethed.

Højt og lavt

Amadeus vil det hele: Ikke bare forene kunstarterne i et totalt trylleri af et teater, men også forene det høje og det lave, være sjovt, seriøst og sørgeligt og, når den skinsyge Salieri vil bruge sin magt til at ødelægge Mozart ved at forføre hans hustru, sende en kommentar til #MeToo.

Klassisk kongelige skuespillere som Sætter-Lassen står side om side med skuespillere, der er mere ’folkeligt’ kendt. Såsom Henrik Kofoed (kendt fra Ørkenens Sønner) – der desuden også deler rollen som Salieri på skift med Sætter-Lassen i forestillingens spilleperiode – Morten Hauch-Fausbøll og Kristian Halken som en revysatirisk kegle af en kejser. Bennebjergs manisk fjantede Mozart er anal og grov i munden, han stopper kage i, han synes alt det fine er »røvkedeligt« og gøres til en uregerligt genial fornyer, der selv forener den fine opera og det folkelige syngespil i storladen følelse.

Det store samspil mellem det hele, der virker let og bindes sikkert sammen af Sætter-Lassens monologer, er virkelig imponerende.

Kunsten at imponere

Holten og det hold, han har samlet, kan kort sagt kunsten at imponere. Og man ville vel være lavet af pap, hvis man ikke blev imponeret. Det er også en imponeret følelse af, hvad teatret teknisk kan, som jeg ikke ved, hvor interessant jeg synes er.

Ét er, at det, som det ambitiøse skuestykke egentlig vil sige om kunst og kunstnerisk ambition, for mig fortaber sig i nogle meget almene sandheder, der i hvert fald ikke kan fornærme nogen. Sympatisk er det som sagt alligevel at ville forene det fine og det folkelige, at ville formidle og fortrylle med Mozart.

Men uanset om det er en stor kunst at imponere, eller om det er kunstens opgave at imponere eller ej, er Amadeus også imponerende lidt forførende.

Amadeus. Gamle Scene, Det Kongelige Teater. Tekst: Peter Shaffer. Instruktion: Kasper Holten. Til den 17. februar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det er jo ikke en følelsernes tid, der skildres. Det er en bedrift, en bedrift, som man skal kende teatrets sidste mange år for at forstå den radikale rækkevidde af: Kasper Holten har bragt de fire kunstarter sammen i en forestilling! Det kunne ikke lade sig gøre i årtier, ikke engang da de delte scene på Kgs. Nytorv. Nu, hvor de har hver deres hus, er generøsiteten måske større - samt ønsket om at byde husets elskede søn velkommen hjem.
Selv er jeg ikke en ynder af udstyrsstykker, medmindre det har virkelig betydning for forløsningen. Det har det selvfølgelig her, hvor det også netop er skuespillet, kernen i den danske tradition i modsætning til stor set hele resten af Europa, hvor det var operaen, der byder de andre indenfor. Selve ideen er så genial, at det skulle være forfærdeligt gennemført, for ikke at være en succes. Og alle ved jo nu, at det er fremragende gennemført - som en kongelig begivenhed i enevældens dage.

Malan Helge, Kirsten Lindemark, Ole Michael Spaten og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Mikael Nielsen

imponeret af at han i den alder har gjort det så fremragende .... knægten kan godt

Ole Michael Spaten

Om stykket ikke siger så meget afhænger nok af hvad man hører. En kritik kunne netop være at forestillingen både indleder med og indimellem forfalder til vel meget ordteater = ikke for mange toner, men siger lidt for mange ord ;- ).
Informations anmelder forholder sig ikke tydeligt til to af stykkets evigtgyldige og bidende dimensioner, dels det interessante magtspil (hegemoniet (hvor enøjet det end kan være) som regenter, kammerherrer, hoffet osv.) og lidelsen ved at gøre det "rigtige", være den "gode" osv. versus det begavede kreative og fandenivoldske talent

Runa Lystlund

Kasper Holtens forestillinger er både kedelige og konvensionelle. Han er for mig svaret på den middelmådige mand, med et stort selvbillede. I må meget undskylde de herrer. Sådan har vi mennesker forskellig smag.

Steffen Gliese

Det er meget forskelligt fra forestilling til forestilling, om det er kedeligt eller inciterende. Holten har lavet noget af det kedeligere teater, jeg har set, men han har sandelig også lavet noget af det mest optimale - især i det moderne repertoire, såsom hans Krol Roger og Die Frau Ohne Schatten.
Men af egen tilbøjelighed foretrækker jeg også forestillinger, der er mindre spektakulære og mere kunstnerisk udæskende.

John Reynolds

Jeg har åbenbart ikke set den samme Amadeus som Informations teateranmelder Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen.
Mogensen mener, at Holten ikke har meget på hjerte med Amadeus og det, som det ambitiøse skuestykke (!) egentlig vil sige om kunst og kunstnerisk ambition, fortaber sig for hende i nogle meget almene sandheder, der i hvert fald ikke kan fornærme nogen.
OK, så er det altså ligegyldigt for Mogensen, at Holten elegant illustrerer, at dansk kulturstøtte ikke har ændret grundlæggende karakter siden 1791, hvor støtte til kunstnere var betinget af, hvad magthaverne "synes" eller kunne holde sig vågne til, hvor middelmådigheden konstant bekæmpede det geniale, hvor kampen om kultur og støtte til kunsten blev ført i magtkampe og hofsnogeintriger, der handlede om noget helt andet og hvor muligheden for en kontrakt (og overlevelse) var betinget af, hvad man kunne give magthaverne af seksuelle ydelser...? Tænk, jeg er da lidt småfornærmet over, at disse "almene sandheder" holder sig så længe og jeg synes, at man burde gøre dem til en parantes i historien. Håber at Holten fortsætter med at udfordre Janteloven i Københavnstrup og omegn.