Læsetid: 2 min.

En klapperslangemassakre er afsættet for Neyla Pekareks vellykkede debut

Der bliver sippet arsenik og flået klapperslanger på Neyla Pekareks solodebut ’Rattlesnake’. Den amerikanske sanger og cellist hylder på overbevisende outlawmanér det vilde vestens virkelige heltinder. Sangene er lige så uforglemmelige, som den myte, hendes album bygger på
Neyla Pekarek.

Neyla Pekarek.

Liza Nelson

25. januar 2019

Ifølge myten var Rattlesnake Kate en kvinde fra Colorado, der i oktober 1925 reddede sin treårige søn og sig selv fra et voldsomt klapperslangeangreb. I to timer kæmpede hun mod de giftige dyr, som hun dræbte, først ved at skyde dem med sin riffel og derefter ved at tæve dem til døde med et »Jagt forbudt«-skilt. I alt nedlagde hun 140 klapperslanger, som hun efterfølgende flåede skinnet af, så hun kunne sy en kjole, en såkaldt flapper, med matchende sko og halspynt.

Den amerikanske sanger og cellist Neyla Pekarek har været fascineret af historien om denne Kate McHale, siden hun som ung gik på college i Greeley, Colorado. Hun har altid vidst, at hun på et tidspunkt ville bruge fortællingen i en eller anden form. Og den er nu blevet omdrejningspunktet for hendes solodebut.

I oktober annoncerede hun, at hun forlod bandet The Lumineers. Det var tid til at skifte ham, har hun sagt om bruddet med sit gamle band. Og selv om metaforen er noget søgt, er den ganske passende i lyset af hendes debutalbums tematik.

Rattlesnake åbner med den friske sang »Train«, der besynger friheden i at lægge fortiden bag sig og via tog rejse videre mod et bedre liv og en bedre sang. »The Attack« gengiver den sagnomspundne dag i 1925, hvor Kate omringes af slanger fra alle sider. Og ud over dette basdrevne og dramatiske højdepunkt, byder albummet også på en ode til krikken Brownie og et sip akvavit til at dulme smerterne på.

Den charmerende rockmelodi »Better Than Annie« omhandler Kates rivalisering med skarpskytten Annie Oakley, der efter sigende ikke var bleg for at skyde til måls efter gløden af sin mands cigaret. Det er en sang, om hvordan misundelse kan transformeres til ærefrygt. Og om det meningsløse i at to koldblodige kvinder kæmper mod i stedet for med hinanden.

Langdistanceromance

»Letters to Colonel« er en duet med Pekareks gamle værelseskammerat fra college, Brian Cronan. Denne pianoballade bygger på en brevkorrespondance, som Kate havde med en oberst i Iowa i over 40 år.

Deres langdistanceromance fortsætter på sangen »I’m A Scoundrel«, hvor Cronan lægger stemme til oberstens dobbeltmoralske formaninger som:

»It’s not that I’m untrue
Let me mansplain it to you
Theres just so many fish in the sea
«.

Som den slyngel, han vedkender sig at være, forsøger han at overbevise hende om, at hun skal fortsætte sit skriveri, så længe hun sørger for ikke at sende brevene til hans hjemmeadresse. Hans kone skulle jo nødigt opdage, at han svømmer med andre fisk end hende.

Numrenes instrumentering er overvejende en vemodig elektrisk guitar, damplokomotivprustende trommer, støvletrampsbas og et saloonpiano. Sporadisk smyger en slideguitar sig gennem svingdørene, og Pekarek spiller selv en pinefuld, lidende cello, der er med til at give Rattlesnake en alvorstung efterklang.

Pekareks retropoppede americana minder til dels om navne som Jenny Lewis, Neko Case, Caitlin Rose, og duoen She & Him, hvis mandlige medlem, Matt Ward, har produceret Rattlesnake. Han bidrager også med guitarspil og doo wop-kor.

Neyla Pekarek rammer plet med sin hyldest til viljestyrken hos en af det vilde vestens virkelige skarpskytter. Sangene på Rattlesnake er lige så uforglemmelige, som den myte, de bygger på.

Neyla Pekarek: ’Rattlesnake’ (S-Curve Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu