Læsetid: 7 min.

Kunstnerdrevne steder åbner kunstsæsonen med fabulerende menneske-maskine-værker og slikkende træpinde

Finanskrisen var en ulykke for mange, men skabte også en ny situation på kunstscenen, hvor kunstnerne selv måtte på banen. I år er de kunstnerdrevne steder i København først ude med det helt nye og åbner kunstsæsonen 2019. Kunstredaktøren sprang en fredag rundt mellem de vigtigste åbninger
Months, Years. kurateret af Rasmus Myrup. Indtil 19. februar.

Months, Years. kurateret af Rasmus Myrup. Indtil 19. februar.

19. januar 2019

Det er den første fredag i den nye kunstsæson, og det viser sig, at de kunstnerdrevne steder i København er først på banen med nye udstillinger i det spæde nye år. Efter finanskrisen kom der en opblomstring af kunstnerdrevne udstillingssteder i storbyen. Mange af de bedste danske samtidskunstnere stod nu uden galleri, fordi flere af de yngre gallerister havde måttet dreje nøglen om efter krisen. Markedet var om ikke gået i stå, så i hvert fald standset ved det helt stabile og sikre.

Så selv om krisen var en ulykke for mange, så skabte den også en ny situation på kunstscenen, hvor kunstnerne selv måtte på banen for at vise og udvikle deres kunst. Mange nye kunstnerdrevne steder startede op efter 2009, og selv om de fleste af de mest toneangivende fra den periode, f.eks. TOVES og IMO, igen er lukket, så ligger det som en slags grundpræmis omkring det kunstnerdrevne, at det er lige nu, midlertidigt og eksperimenterende, og derfor gælder det om at være der, når det sker, fordi byen og kunsten hele tiden udvikler sig.

De kunstnerdrevne steder holder ofte til i midlertidige rum i byens randzoner, som også hele tiden udvikler sig, så stederne enten må flytte eller lukke. I modsætning til de helt stabile museer, og de kommercielle gallerier, så tilbyder de kunstnerdrevne steder et helt andet program af ung kunst, som ofte er lige på og råt, og knap så »produceret« og veltilpasset.

Rækken af kunstnerdrevne steder udvikler sig hele tiden – nogle lukker, nogle åbner, andre låner lokaler til hinanden, og ofte er de placeret i de mest ufremkommelige steder i byens randzoner. Det er en del af charmen, men også en stor del af udfordringen, når man forsøger at lægge en plan sådan en fredag.

Primer ligger helt oppe i et industrikvarter i Kgs. Lyngby, Years ligger på Tagensvej, C4 Projects på Vesterbro, men jeg vil også gerne forbi Ta·da, der er placeret i et møntvaskeri på ydre Østerbro, og det seriøse Sixty Eight Projects, der oprindeligt var placeret i en luset baggård på Amager, men nu er nobelt situeret i Indre by. Det eneste, jeg kan beslutte mig for, er at lægge ud med det, der er mest yderligt placeret – Primer.

Kunst i mirakelvirksomhed

Fra Sydsjælland tager det ifølge rejseplanen 2 timer og 17 minutter at nå til Primer, der ligger inde i en virksomhed, Aquaporin, i et område nord for DTU domineret af industrielle domiciler og flankeret af en smule natur. Aquaporin forsker i rensning af vand ud fra en biologisk metode, som de selv kalder »et mirakel, der kan ændre verden«.

Indenfor virker virksomheden både topmoderne og rå. Gulvet er nyt, der er et bordtennisbord og står en lækker sofalounge i blå velour, men selve det kæmpemæssige rum virker ældre, med rustne søjler og et loft, der emmer af en anden tid.

Hér går de ansatte rundt i nybyggede laboratorier med hvide kitler og lilla gummihandsker, mens der er ferniseringsgæster, der sipper hvidvin midt i det hele. Det er set før, at et kunstnerdrevent sted kobler sig ret konkret på virkeligheden – som Ta·da i møntvaskeriet – men hér når vi altså næste niveau, når Primer arrangerer udstillinger midt inde i en seriøs virksomhed, der endda går efter at udrette mirakler.

Kristine Kemp, Strata, Primer

I dag baserer mange kunstnere deres praksis et sted mellem æstetik og videnskab. Primer handler om at udvide feltet for kunsten, skabe nye forbindelser mellem forskning og æstetik og udvikle nye organisationsformer.

Én af kunstnerne bag Primer, David Hilmer Rex, står og spiller bordtennis med et glas hvidvin i hånden, da jeg kommer, men indvilliger pænt i at vise mig rundt. Primer har til denne åbning inviteret kunstneren Kristine Kemp til at udstille.

Hun er, hvad man kalder en »kunstners kunstner«, altså en kunstner, som inspirerer andre kunstnere. Hun udstiller fem værker i de rå rum, som meget fint blender ind i omgivelserne, fordi flere af værkerne er lavet på stedet.

Et langt smalt og gult stykke tekstil hænger fra nogle rør i loftet og lander i folder på gulvet – den samme farve gul, som de plastickegler med et trekantsymbol og udsagnet »glat«, der står i et åbent opmagasineringssted tæt på. Et stort sort-hvidt fotografi er også taget på stedet og forestiller en kæmpe trykmaskine i det industrielle rum, men noget bryder det maskinelle udtryk, for ved siden af maskinen ligger en kvinde på et tæppe og sover med et tørklæde om hovedet og en Huawei-telefon i hånden.

Værket er både helt stramt og vildt mystisk. Kvinden er som et fremmedlegeme midt i maskinrummet – som er hun fløjet ind på sit flyvende tæppe og er landet det forkerte sted.

Årets gang på ’Years’

Jeg har kun drukket ét glas hvidvin og føler mig allerede svimmel. Hvordan kommer jeg videre fra denne industrielle udørk? Jeg skænker mig selv ét til glas og sætter mig i loungen og overveje exit-strategien. Heldigvis kommer en veninde mig til undsætning. Hun er i bil og suser os snart ind mod byen, så vi på slaget 17 står foran udstillingsstedet Years på Tagensvej.

Her tager kunstneren Rasmus Myrup imod os i stor pels og giver en engageret rundvisning i den udstilling, han har kurateret. Myrup driver det nomadiske udstillingsprojekt, Weekends, der nu er landet hos Years i en udstillings tid – måske i anledning af, at Years fredagen efter rykker ind på Den Frie. Den Frie, som i parentes bemærket selv er en slags institutionaliseret version af de kunstnerdrevne steder, der i sin tid blev etableret af kunstnersammenslutningen af samme navn. 

Udstillingen på Years er modelleret over et års 12 måneder, og hedder ganske enkelt Months. Hver af de i alt 12 værker har sin plads i den usynlige cyklus, der først bliver markeret, når du tager et ark i hånden og visuelt kan se inddelingsmetoden.

Snurrer man hurtigt rundt i lokalet, vil man se et par badesandaler i vinduet, et print af én af Johannes Larsens malerier af ænder i søen på en ruskende efterårsdag på væggen, Nanna Abells rustne solstol iført badetøj på gulvet, en bunke tøj i hjørnet.

Først derefter får man øje på de mere subtile dimensioner – som Birke Gorms træpind, der hænger på væggen, og som først afslører sig som en udsnittet træmand, der slikker på væggen, hvis man ser den i profil, eller oversættelsen af højskolesangbogens September himmel er så blå, der ligger opslået på en hylde i hjørnet.

Myrups engagement er smittende, og udstillingen viser noget af det bedste ved det kunstnerdrevne: en uhøjtidelig, legende tilgang til både kunst og udstilling, hvor der samples rundt mellem ældre og helt nyt, og hvor en sang fra højskolesangbogen pludselig føles lige så hip, som Gorms træmand.

Menneske og maskine

Vi suser videre til C4 Projects på Vesterbro, der bor i et andet legendarisk kunstnerdrevet sted, Koh-i-Noors, hedengangne lokaler på Dybbølsgade. Jeg boede selv i samme gade i 20 år og har set så mange udstillinger igennem de vinduer, at jeg får et akut tilbagefald af Vesterbro-længsel, da jeg når frem. Stedet er så beskedent i størrelse, at mange udstillinger snildt kan ses igennem ruden. 

Aftenens udstilling af Biba Fibiger har en speciel titel La Nana Nano _en voyage, og ser lige så speciel ud. En slags jernstruktur går igennem de to små rum og ligner et kuriøst forsøgslaboratorium (der stikker jerntråde, høretelefoner og andre dingenoter ud fra stellet), mens et Yves Klein-blåt ansigt ligger på gulvet, og bordenes ben er indhyllet i noget skumplast.

Biba Fibiger

Materialer: keramik, skum, stål

Variable str.

Udstilling: La nana nano_en voyage

På C4 Project

Der serveres tequila sunrise i plastickrus, og det føles nødvendigt at drikke én af dem og hilse på kunstvennerne, inden jeg forsøger at forstå frøken Nana Nano-værket, som allerede i titlen antyder at handle om en sammensmeltning mellem menneske og maskine. Jeg læser på arket:

»La Nana Nano er en sjæl med fire øjne. Hun kigger både indad og udad på én gang ... Hun kan blive den, hun ønsker at være. Alligevel tøvende og ubeslutsom oscillerer hun et sted mellem at være kvinde, sarkofag, dissekeringsbord, badekar, buffet, et laboratorium, en maskine, en algoritmisk talisman.«

Hun er en ret spændende karakter, hende Nana Nano, som siger noget om, hvordan vores kroppe efterhånden er koblet umærkeligt på maskinen i en grad, vi måske kun bemærker, når algoritmerne ender i cirkelslutninger, og vi gør det samme.

Selv om det »kun« er blevet til tre åbninger denne fredag, føler jeg alligevel jeg har været en tur rundt om solen og tilbage, og beslutter at drikke en tequila sunrise til og kalde det en aften.

Kristine Kemp, Strata, Primer. Indtil 14. april.

Months, Years. Kurateret af Rasmus Myrup. Indtil 19. februar

Biba Fibiger, La Nana Nano _en voyage , C4 Projects. Indtil 9. februar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu