Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Los Angeles-paranoia-thriller driller hipstere og nyspiritualister

Under den skinnende overflade skælder thrillerkomedien ’Under The Silver Lake’ ud på hipsterne, nyspiritualisme og kulturkapitalisme. Mens den drager os længere og længere ind i en konspirationshistorie. Og i hovedrollen: Spider-Man Andrew Garfield, der balancerer ret så fornemt mellem onanistisk galning og romantisk privatdetektiv
Det er ikke ny udlægning af den skinnende megaby L.A vi møder i ’Under The Silver Lake’.

Det er ikke ny udlægning af den skinnende megaby L.A vi møder i ’Under The Silver Lake’.

United International Pictures

Kultur
3. januar 2019

Vores hovedperson er faktisk lidt creepy. Har så dårlig hygiejne, at en bilvask godt kunne komme på tale. Sidder med kikkerten og tjekker genboens bare bryster, mens han taler i telefon med mor. Bagud med huslejen. Småparanoid.

Sam passer og passer ikke ind i Los Angeles’ hipstermekka, distriktet Silver Lake. Han passer ind, fordi han har styr på sine kulturelle tegn og vil være noget særligt lige som alle andre. Men samtidig er han i færd med at falde helt igennem, da han begynder at lede efter betydning i det semiotiske hierarki, som hipster-kulturen er blevet – et retromanisk inferno af snobberi og kejserens nye klæder.

Spider-Man klistrer ikke til Garfield

Under The Silver Lake er amerikanske David Robert Mitchells tredje film. Han excellerede med sin forrige film, forfølgelsesgyseren It Follows. Og før det lavede han teen-filmen The Myth of the American Sleepover.

Tre film inde i karrieren har han så allerede refereret til sin debutfilm. Det sker i Under The Silver Lake til open air cinema på en kirkegård, hvor folk ser et remake af The Myth of the American Sleepover. Imens de tre skuespillere fra filmen ser med, lænet op ad en gravsten.

Meta, jo tak, hvilket der er masser af. Måske tydeligst, da vi bliver mindet om, at hovedrolleindehaveren, Andrew Garfield, har spillet Spider-Man to gange i sin karriere. Som Sam får han hånden klistret ind i tyggegummi og vågner næste morgen med en Spider-Man-tegneserie klistret til sin højre hånd.

Men Garfield slipper her fint ud af skyggen fra Spider-Man og balancerer ret så fornemt mellem onanistisk galning og romantisk privatdetektiv.

Hvid T-shirt er det nye sort

»Nice T-shirt,« siger en pige til en fest. Sam bærer en hvid T-shirt med et par ikke nærmere specificerede pletter på og er faktisk bare gået direkte ud af sin seng. Post-post-ironi, anyone? Eller var det post-post-post-post-ironi? Ingen ser ud til at bekymre sig om det i Under The Silver Lake’s miljø. Alle har travlt med at markere sig og more sig i en tegnjungle, hvor det egentlig bare handler om at have det bedste pokerfjæs og/eller oneliner om, hvorfor en snavset hvid T-shirt er det nye sort.

Men Sam bekymrer sig og begynder at lede efter hemmelige koder på baglænskørende vinylplader, omkring det lokale vandreservoir, på reklame-billboards, i tegneserier og snart også cornflakespakker. Og der går hul på grænsen mellem virkelighed og fiktion: Filmscener og -kulisser synes at materialisere sig i virkeligheden.

Men snart virker det alligevel, som om Sam er ved komme på sporet af noget. At hans mønstergenkendelse ikke er så tosset endda. Ja, på coveret til hans yndlings-Playboy-magasin – det første han nogensinde onanerede til – ser han mere eller mindre ind i fremtiden.

Andrew Garfield spiller sig fint ud af rollen som Spider-Man, som der også er referencer til i ’Under The Silver Lake’.

Andrew Garfield spiller sig fint ud af rollen som Spider-Man, som der også er referencer til i ’Under The Silver Lake’.

United International Pictures

Fornuft & paranoia

Åh, at leve og blive hjernestegt i L.A. – ikke en udlægning af megabyen, som er ny. Dette svæv mellem virkelighed og fantasi, fornuft og paranoia kan også ses i P.T. Andersons Inherent Vice, Cronenbergs Map of Stars, tv-serien Wild Palms, Lynchs Lost Highway og Hitchcocks En kvinde skygges. Sidstnævnte instruktør refereres der til flere steder, også i musikken, som lyder som fejende flot, romantisk orkestermusik fra en af klassikerne.

På en måde er Mitchells konspirationsthrillerkomedie dog tættest på John Carpenters – mislykkede, men bemærkelsesværdige – L.A.-gyser They Live, hvor en udenjordisk art har overtaget magten og hjernevasker menneskeheden med reklameslogans og underholdning.

Det er ikke dét mysterium, som Sam undersøger i Under The Silver Lake, men det er en af filmens pointer. Dem er der så også nogle stykker af.

En film, der skælder ud

Under filmens skinnende overflade skælder Under The Silver Lake nemlig ud. På hipsternes autenticitets-bullshit og narcissistiske hedonisme. På kulturkapitalismens konsumering og udnyttelse af enhver form for følelse, ungdom og oprør i musik. Og på den californiske nyspiritualisme, som her udmønter sig i åndssvage bands som Jesus & The Brides og rigmandsfantasier om en højere væren for de få. Besatte af udødeligheden som eksklusivt redningsfartøj og forelsket i døden som smart kult.

Udskældningen sker ofte i et ganske drilsk, intelligent leje i Under The Silver Lake. Men det bliver også nogle gange til en passivt aggressiv overtydelighed i en ellers yderst dragende film, som – når den er bedst – holder os hen i uvished.

’Under The Silver Lake’ – Instruktion og manuskript: David Robert Mitchell. Amerikansk. (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her