Læsetid: 4 min.

Til lykke til hele Danmarks glædesspreder, Daimi Gentle!

På årets første dag fyldte Daimi Gentle 75 år. I den anledning har vores kritiker Louise Rosengreen genhørt den ikoniske sangerindes tresserglade pigtrådspop, revyviser og jordnære jazzfortolkninger
Daimi har lært fra barnsben, at man kommer længere med anslåede akkorder og åben mund end med hovskisnovski.

Daimi har lært fra barnsben, at man kommer længere med anslåede akkorder og åben mund end med hovskisnovski.

4. januar 2019

Der findes en lilla singleplade fra 1962, hvor Daimi læner sig op ad coverets venstre kant med et forsigtigt smil og løftet elektrisk guitar. I tilknappet kjole med hvid krave, opsat hår og æblekinder signalerer hun, at pæne piger og pigtråd da sagtens kan gå hånd i hånd. Hvorfor skulle de ikke kunne det? Og med et fast barregreb på gribebrættet skråler hun alle teenagere ud på dansegulvet til en »Øren-Twist«.

For mig er dét billede billedet på de tidlige tressere. Højt humør og hoftevrid til fordansket beatmusik hos den uskyldige ungdom, før den for alvor blev oprørt.

Nu er jeg ikke stor fan af talentshows, men Daimi har nu engang dét, man med en engelsk floskel kalder ’x-factor’.

Det kunne hele Danmark se, da hun som 17-årig stillede op i ungdomsprogrammet Vi Unge med sin version af Cliff Richards »Travelling Light«. Det så kapelmester Jørn Grauengaard, da han i 1964 gjorde hende til forsanger i sit populære orkester. Og det ved alle, der har set hendes præstation i musicalfilmen Jeg er sgu min egen.

Filmen fra 1967 er et stykke dansk kulturhistorie i sig selv. Bent Fabricius-Bjerres fængende melodier og Klaus Rifbjergs flabede tekster går sammen med Daimis gestaltning af den rebelske Annie op i en højere kulturradikal enhed.

Særlig ikonisk er scenen, hvor hun fremfører »Jeg sætter min hat som jeg vil«. Det er girl power fra den gamle skole, når hun synger:

»Jeg bærer min byrde med smil
for alt er et spørgsmål om stil«.

Den linje bærer jeg med mig, vel vidende at det er en moderniseret omskrivning af titlen på Jeppe Aakjærs »Jeg bærer med smil min byrde«. Men også den har Daimi indsunget, naturligvis med andægtig respekt for Carl Nielsens melodi og akkompagneret af Kansas City Stompers på albummet Det er dansk, det er Daimi fra 1982.

Her viser hun, at hun som sanger kan rumme både Aakjærs alvor og det folkeligt festlige, når hun sejler op ad åen til lyst, lystigt pianoakkompagnement.

Blues, step og kitsch

Daimi, der er opvokset først i København, siden i Esbjerg, brugte sine konfirmationspenge på en rejsegrammofon og måtte arbejde i to år som bl.a. jordbærplukker for at spare de 95 kroner sammen, som det kostede at købe sin helt egen svenskproducerede spanske guitar.

Jeg ville ønske, jeg havde siddet i bunden af trappeopgangen, da hun som purung øvede sine tre første akkorder og genert sang Lead Bellys bluesklassikker »Irene«, som hun ydmygt beskriver det i »En heldig kartoffel«, hendes bidrag til barndomserindringsantologien Min barndom i 50’erne.

Hendes musikalske repertoire er bredt og består af både pophits, rock & roll, countrynumre, Cornelis Vreeswijks viser, børnesange og salmer.

Men ikke alle hendes fortolkninger kan måle sig med originalerne. Det bliver fx ufrivilligt komisk, ja ligefrem kitsch, når hun erstatter Carole Kings temperamentsfulde klaver på »You’ve Got A Friend« med en tolvstrenget guitar på den forfærdeligt flade fordanskning »Du har en ven«.

Men det tilgiver man hende. For på samme album, Balladen om Klante Kofoed fra 1973, formår hun samtidig at forvandle den canadiske trio The Stampeders »Sweet City Woman« til en helstøbt kærlighedsklassiker med den let smålumre titel »Jeg kommer.«

Her er Daimis version milevidt fra det tungttravende banjodominerede forlæg.

Balladen om Klante Kofoed er min personlige favorit titelnummeret. Det er fortællingen om den meget mærkelige mand Klante (steppens bedste søn), der mister både job, kone og hjem. Men i stedet for at synke hen i depression, snører han sine dansesko og stepper sig til en ny kone, der deler hans glæde ved at trampedanse problemerne til støv.

Våååu

Jeg har svært ved ikke at forbinde Klantes optimisme og gåpåmod med den Daimi, der i anledning af sit 40 års jubilæum udgav en cd med genindspilninger af 26 udvalgte numre fra hele sin karriere. Heriblandt Dirch Passer-duetten »Hvem har du kysset i din gadedør?« og den caribiskklingende revyslager »Skandale i familien«.

På sidstnævnte indleder hun hvert omkvæd med et dybt rungende »våååu«, som hun teatralsk varierer, så lydordet kommer til at virke både overrasket, forarget, kynisk og som et indeklemt fnis.

For hos Daimi er intonation ikke kun et spørgsmål om renhed og betoning, men også en oplagt mulighed for at udtrykke alle mulige følelser. Her har en lang teaterkarriere sat sine gode spor.

I dag spiller Daimi med Louisiana Jazzband. Og hendes jordnære facon og gæve gavtyvefraseringer får et aktuelt navn som Katinka til at lyde som en discipel.

Men når man, som Daimi er vokset op i et hjem med banjo, mandolin og et radiomøbel i mahogni, har man vel også lært fra barnsben, at man kommer længere med anslåede akkorder og åben mund end med hovskisnovski.

Generelt er humor et undervurderet element i musik. Det er ikke mange, der kan udtrykke jubel, øjeglimt og fornøjelse i sang uden det bliver forceret, kækt eller kvalmt. Men det kan Daimi.

Til lykke med de 75 år – og tak for at statuere, at stilfulde smil ikke har nogen alder.

Han blev egentlig uddannet som damefrisør, men endte som en af Danmarks og Europas væsentligste trommeslagere. Lørdag fejrede Alex Riel sit 50 års jubilæum som professionel musiker
Læs også
Klokken er slået, Pete Livingstone er scoret - og Jytte Abildstrøm har grebet harmonikaen til en hyldest af verden i den herlige -Don Q-.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Ditlev Nissen
  • Alvin Jensen
  • Steffen Gliese
  • Steen Voigt
  • Grethe Preisler
Eva Schwanenflügel, Hans Ditlev Nissen, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Steen Voigt og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

En helt særlig pragtfuld Daimiplade, som jeg først blev opmærksom på sidste år, er med Rifbjergtekster af fineste aftapning. Jeg tænker, den har været en udløber af 'Jeg er sgu min egen' - en film, jeg allerede som fireårig drømte om at få lov til at se, efter at traileren havde været vist som forfilm til 'Lady og Vagabonden'.
Rifbjergpladen: https://www.youtube.com/watch?v=tskvq4H34Sk&list=PLYs4K9eUzP6a8jMJXEogNY...

Steffen gliese -
jeg fulgte dit link, og i hvert fald 2 af teksterne er fra film med manus af Rifbjerg -
"Hvis man aldrig prøver noget" er fra "I den grønne skov", hvor den synges af Jesper Langberg og
"Lørdag i byen" er fra "Det var en lørdag aften" er fra "Det var en lørdag aften"
Jeg ELSKER den film.